TEKST OG FOTO: MATS GYLLSAND. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD
På pürsch med hest og vogn
For en gangs skyld er jagtlysten ikke helt på toppen, da vi lander i Budapest i begyndelsen af juni til et par dages jagt. Jeg har kun været hjemme kort tid efter en jagtrejse til Sydafrika, så lige nu er jeg ”godt brugt”. Men jeg har lovet en af mine venner at tage med, så nu er det bare om at komme i gang igen og følge med ud i skoven og gå på jagt. Et par dag efter er jeg glad for, at jeg ikke gav op.
Vi bliver hentet i lufthavnen af en gammel ungarer, med hvem vi skal køre de 200 kilometer ud til jagtområdet. Han kører i en gammel Mercedes med et klassisk kuglesæde, som jeg ikke troede fandtes mere. Han siger ikke et ord, og ryger desuden uafbrudt på hele turen. Jeg forsøger at tale med ham, men indser hurtigt, at han ikke forstår et ord af, hvad jeg prøver at få frem. Ungarsk er hans sprog, og han kan ikke et ord på andre sprog. Hurtigt lægger vi dog hovedstaden Budapest bag os. På landet er det præcis som at gå hundrede år tilbage i tiden. Bønderne bruger i de fleste tilfælde heste, vi ser få traktorer eller andre moderne påfund på turen. Det eneste, som skiller sig ud og får mig til at indse, at jeg ikke er havnet i en tidsmaskine, er de letpåklædte piger, som poserer ved de rastepladser, vi kører forbi. Selv om det er forsommer, ser det ud, som om de fryser.
Efter et par timers kørsel er vi fremme ved det sted, hvor vi skal bo. Midt ude i skoven ligger der nogle feriehuse, bygget til den kommunistiske elite engang i 70´erne. I dag fungerer de som base for jægere fra hele verden, der er lokket hertil af jagten, som skal være noget helt ud over det sædvanlige. Allerede i foyer´en aner jeg, at der vist er en sandhed i det. Overalt hænger der trofæer! Der er gigantiske vildsvin, kronhjorte, dåhjorte, mufflon og råbukke. De er så store, at jeg har en mistanke om, at de er opfodret med anabolske steroider.
Om aftenen kommer vor lokale jagtarrangør og gør rede for jagten. Det sprog, han benytter sig af, er en blanding af tysk, engelsk, ungarsk samt tegnsprog. Efter en times gennemgang har vi i hvert tilfælde forstået noget af det, han vil have frem. Vi må tilsyneladende kun skyde vildsvin, råbukke, dåhind og kalv, kronhind og kalv – desuden alle de prædatorer, vi kan.
Tidligt om morgen er vi klar, solens stråler begynder netop at dukke frem over træerne. Denne tidlige sommerdag er det et usædvanligt syn, for dette år har Ungarn oplevet det værste vejr i mands minde. Det har regnet og stormet i flere måneder, træer er blæst om, og der har været store oversvømmelser mange steder. Jeg hopper om bord i en helt ny Toyota, som skal køre mig ud til jagtområdet. Med dagens jagtguide forholder det sig på præcis samme måde som med taxachaufføren dagen før. Han kan ikke ét ord på andre sprog end ungarsk. På små, snoede skovveje bevæger vi os frem. Der er ekstremt meget vand i skoven, så mange steder må vi vende om og finde nye veje for at kunne komme videre. Til slut er vi omsider fremme ved det område, som jeg har trukket ved lodtrækningen tidligere på morgenen. Det er en stor bøgeskov, med indslag af små, opdyrkede jordlodder. Allerede på vejen dertil har jeg set store kronhjorte og rådyr, så jagtlysten, som ikke har været helt på toppen, begynder hurtigt at indfinde sig igen.
Jeg følger efter min guide, og vi bevæger os hurtigt og så lydløst som muligt gennem skoven. Solen, som nu er oppe, og den hurtige march gør, at det ikke varer længe, inden sveden driver af os. Da vi er næsten fremme ved et lille, opdyrket område midt inde i skoven, sagtner guiden farten. Han tager en lille flaske med talkum frem og blæser et par små skyer ud for at tjekke vindretningen.
– Scheisse! mumler han pludseligt. Det er det første ord, han siger på et andet sprog end ungarsk, og det er et ord, som jeg kommer til at høre mange gange de næste dage.
Vi går ind i skoven igen for at nærme os marken fra en retning, hvorfra vinden ikke afslører os. I udkanten af marken står der en gammel hochsitz, som guiden peger på, mens han næsten puffer til mig for at få mig til at forstå, at vi skal op i den.
Jeg klatrer derop og sætter mig, guiden stiller sig bag ved mig, og sammen spejder vi ud over marken, som er på et par hektar. Hurtigt tæller jeg over 20 stykker vildt, som er inden for skudhold. Nærmest os går der et par hjorte og esser, helt uvidende om vores tilstedeværelse. Guiden peger på en hind, som står med siden til.
Der er bare ét problem, hinden er ikke alene, hun har to kalve med sig. For min guide ser det dog ikke ud til at være noget større dilemma, entusiastisk peger han stadig på hinden. Jeg ryster på hovedet.
– Scheisse! mumler han igen. Det ser ud til, at han har forstået mit budskab. Et par minutter senere peger han igen. Denne gang mod en enlig hind, som er kommet ud på marken lidt væk fra os. Der er cirka 150 meter ud til hinden, men med fast anlæg skulle det ikke være noget problem. Jeg tager sigte og skyder. Hinden gør et spring i vejret og løber hurtigt ind i skoven igen, inden jeg når at få skudt igen. Da jeg kigger op, ser jeg guiden, som er sprunget ned fra hochsitzen og nu løber, alt hvad han kan, over marken.
– Scheisse! Scheisse! Scheisse! er det eneste, jeg hører, da han styrter over mod skudstedet. Også jeg går derover, men i et roligere tempo. Jeg har set, hvor skuddet sad, og er sikker på, at hinden ligger lidt inde i skoven. Jeg peger og forsøger at få ham med mig for at kigge efter, men han er ikke spor interesseret i at følge med. Et par meter inde i skoven ligger hinden, jeg slænger bøssen på ryggen og slæber hinden ud på marken.
Guiden siger ingenting. Han tager bare en gammel kniv frem og får hurtigt hinden brækket. Da han er færdig, tager han hatten af og stikker næven frem. Jeg antager, at han gratulerer mig, og efter dagens første skud, føles det, som om isen mellem os er blevet brudt. Det føles, som om han respekterer mig, for han siger ikke ”Scheisse” i flere minutter. Lidt senere ligger hinden på ladet, og vi er på vej til en anden del af skoven. På vejen dertil ser vi en flok vildsvin ved en foderplads. Guiden fortsætter lidt, inden han parkerer Toyota´en og peger tilbage mod pladsen, hvor vi så vildsvinene. Jeg forstår, hvad han mener, og nikker. Vi sniger os frem gennem skoven, og efter et par hundrede meter ser vi et egnet vildsvin, som er inden for skudhold. Inden guiden når at reagere, hæver jeg riflen og skyder. Grisen falder på stedet og gør lidt senere hinden selskab på ladet.
Nu er der virkelig varmt i skoven. Vandet fra alle pytter fordamper op igennem det grønne, og myg og knott kommer til live. Vi kører tilbage til hotellet til frokost og et par timers hvil, inden vi igen skal ud til et nyt sted. Jeg vågner ved, at det banker på døren, rejser mig og går hen for at lukke op.
– Scheisse! siger guiden og peger op i luften. Jeg går ud på gangen og kigger ud af vinduet. Der er helt sort derude, regnen øser ned, og der blæser en stormvind. Eftermiddagens og aftenens jagt aflyses.
Scheisse! scheisse! Scheisse! Er det eneste, jeg hører, da han løber over mod skudstedet.
Næste morgen er det roligt igen. Jeg slår følge med min danske ven, Jørgen. Sammen med guiden hopper vi ind i Toyota´en og kører afsted. Vi når ikke mange hundrede meter, før vejen er spærret af væltede træer. Guiden mumler et nu ganske velkendt ord, inden han tager sin mobiltelefon og ringer til en eller anden. Kort efter dukker en fyr med motorsav op. Hurtigt og sikkert går han i gang med at rydde vejen, så vi kan komme videre. Vi kører i cirka en time, inden vi er fremme ved dagens jagtområde, som er et naturreservat. Ved indfaldsvejen dertil holder der en besynderlig ekvipage og venter på os.
En gammel hestevogn, trukket af to mindst lige så gamle heste. Jørgen og jeg kigger på hinanden og sætter os leende til rette med ryggen imod kusken. Det varer ikke længe, inden vi indser, hvor smart det er at jage på denne måde. Vi glider frem gennem naturen, mens vi spændte spejder ud til hver vores side. Efter et stykke tid ser Jørgen et spring råvildt og stiger ned fra vognen, som roligt kører videre. Det varer ikke længe, inden vi hører et skud og standser. Vi går tilbage til det sted, hvor Jørgen stod af. Han står storsmilende i vejkanten.
– Rådyrene lagde ikke mærke til noget, de må være vant til, at folk rider forbi, så de stod bare der og essede, siger han entusiastisk.
Vi hjælper hinanden med at læsse råbukken op på vognen, inden vi kører videre. Nu ved vi, hvad det drejer sig om, så vi spejder uafbrudt ud over terrænet og håber, at vi vil få vildt at se ”på den rigtige side”. Noget efter ser jeg en enlig råbuk, der sidder på en lille vej, som vi kører forbi. Jeg kører med et kort stykke vej, inden jeg forsigtigt stiger ned fra vognen. Jeg sniger mig tilbage til det sted, hvor jeg så bukken, og spejder gennem kikkerten forsigtigt ned langs vejen. Den sidder der stadig! Jeg tager sigte, giver et pift, for at få den til at rejse sig. Der sker ingenting. Med sigtet på bukken går jeg ud på vejen. Nu rejser den sig langsomt, og jeg skyder! Det var nok med ét skud, og lidt senere kommer hestekærren tilbage. Jørgen og vores guide, som ikke har sagt ”Scheisse” i flere timer, gratulerer mig. Vi kører videre.
– Det er næsten for nemt og bekvemt, siger Jørgen. Det er en fantastisk oplevelse, men efter et par timer er vi tilfredse og bryder af for at køre hjem til frokost. Hele eftermiddagen slapper vi af og lader op inden aftenens jagt fra hochsitz i samme område. Senere samme dag sidder jeg i en høj hochsitz og spejder ud over en plads med udlagte foderemner. Inden jeg klatrede op, har jeg været henne og se på foderet. Overalt er der spor efter vildsvin, hjorte- og råvildt, så jeg indser, at aftenen kan blive ganske spændende. Normalt er jeg lidt allergisk over for anstandsjagt, plejer hurtigt at finde det kedsommeligt. Det er helt enkelt ikke det, jeg brænder for. Denne aften føles det dog anderledes.
Jeg har ikke siddet der længe, før jeg hører, at der er noget, der rører sig inde i skoven bag ved mig. Jeg har digitalt høreværn, som fint forstærker lyden. Jeg lægger riflen godt til rette og venter. Nu hører jeg helt tydeligt dyr bevæge sig, og lige med ét kommer de frem på foderpladsen. Det er en stor rotte vildsvin, og mit største problem bliver nu at udvælge et af dem – beslutter mig til sidst for en ”Überläufer Keiler”, som jeg skyder. Den falder på stedet, og de andre stikker af i alle retninger. Lidt senere er de tilbage, og jeg skyder endnu en keiler. Sidder tilbage i hochsitzen, rundt om mig begynder det at mørkne, men der vil gå endnu et par timer, inden jeg får et lift tilbage til hotellet. Nu er det næsten helt sort nat. Jeg hører en lyd og kigger ned. Der står pludselig en rudel hjorte og æder af en høballe.
– Heldigt, at man har en god, lysstærk kikkert, tænker jeg og retter kikkerten mod dem. Jeg vælger et ungdyr, som falder i knaldet. Da jeg noget senere bliver afhentet af hestekærren, er det lykkedes mig at skyde min tredie keiler.
Tre vildsvin og en hjort gør, at jeg føler mig kureret for min allergi mod anstandsjagt, og at jeg hellere end gerne gør det igen. På vejen tilbage i mørket hører vi pludselig guidens nu klassiske udtryk, inden han bremser. Vejen foran os er spærret af et væltet træ, og det er ikke muligt for os at komme forbi. Han forsøger at ringe efter hjælp, men det tager åbenbart for lang tid, så han beslutter sig hurtigt for at tage en genvej igennem skoven. Vi kommer ikke langt, før Toyota´en sidder fast i et mudderhul. Den næsten nye, fine Toyota har ikke en chance for at komme fri. Sagen bliver ikke bedre af, at bilen er udstyret med ”næsten” nye, russiske ”kludedæk”. Efter et stykke tid i mudderet minder dækkene mest af alt om ”slick-dæk”. Jørgen og jeg forlader vor bandende guide og går tilbage til hotellet til fods.
Den tredje og sidste dag er vi igen på jagt. Jeg får chancen til at skyde yderligere et vildsvin og en hjort, inden det er tid at bryde op. Om aftenen er der fest på hotellet med en god middag. Til desserten bestiller jeg en fin Tokajer, som næsten ruinerer mig, da det er tid til at betale regningen. Tre dage og ti stykker vildt, det er en oplevelse, som det er værd at fejre med en dyr Tokajer, for man lever jo kun én gang.
