TEKST OG FOTO MORTEN BREKKE. OVERSAT AF NIELS DYGAARD
I den russiske bjørns rige
Det første møde med Sibirien bliver som et kontrastfuldt tilbageblik i historiebøgerne. En flok gråklædte russere og mongoler i habitter i
50´er-snit. Hilsener, råb og gensynsscener.
Flyet fra Moskva er netop landet. Fem trætte, norske jægere i grønt jagttøj og med hver sin moderne «hitech» våbenkuffert. Mødestedet er på marmorfliserne i ankomsthallen på den lokale flyveplads i Abakan i det sydlige Rusland op mod grænsen til Mongoliet.
Jagtlederen Ansten Østbye har været igennem dette mange gange tidligere, mens Jan Erik Hellum, Niels Bjørn Katevoll, Lars Ingdal og fotografen Morten Brekke iagttager omgivelserne med nysgerrige blikke. Kjell Magne Lavik var i Rusland sidste år og skød to sibiriske brunbjørne. Introduktionen til chaufføren Genadi er hurtigt overstået, bagagen er på plads i den gamle bus, og kursen sættes mod syd.
De første 150 kilometer med bussen går til Susenskoy, hvor jagtadministrationen har til huse. Formaliteterne er hurtigt bragt i orden. Næste etappe bliver 450 kilometer på snoede bjergveje. Det er stadig blot midt i maj. En snestorm indhyller vejen og landskabet i et farligt, hvidt slør. Stepperne afløses af løvskov, fyrre- og senere lærke- og cedertræer i takt med, at vejen slynger sig højere op i bjergene.
Først næste morgen, ude på steppelandskabet på den anden side af bjergene, i republikken Tuva dukker Yeniseifloden op igen. En fragt- og tømmerbåd skal fragte udstyr og jægere 200 kilometer ind i Sayanbjergene, hvor jagtguiderne venter.
Buske og småtræer med nyudsprungne blade glider forbi inde på flodbredden. Dalen bliver efterhånden smallere, og floden slynger sig skiftevis mellem græssletter og bratte klippevægge. Jægerne ligger afslappet på dækket i varmen fra eftermiddagssolen. Kikkerterne rettes mod bjergskråningerne, og jægerne peger igen og igen ind mod breden. Rovfugle, yakokser og halvvilde, mongolske heste står som kontrast til det halvtørre, gråbrune landskab.
Jagtområdet
Jægerne opdager de første ibex-geder lige før solnedgang. Flere, store flokke med hundyr og kid. Indimellem nogle småflokke med handyr. Et kast eller to med de pragtfulde horn og de er borte mellem klipperne. Da solen glider om bag bjergtinderne, bliver det hurtigt koldere. Et iskoldt pust – som et sidste minde fra den kolde, sibiriske vinter – stryger langs med floden.
To af jægerne, Kjell Magne og Lars Ingdal sættes i land ved midnatstide. De russiske guider Ivan og Vladimir venter inde på bredden ved en lille bjælkehytte. I to, små både skal de jage med hver sin guide de næste to-tre dage.
Resten fortsætter ned ad floden mellem stadig højere bjerge. En mørk nat uden måne. Selv stjernerne virker små herinde blandt de sibiriske bjerge. Et lille lys dukker op i mørket. Snart et til, derefter flere hytter på et plateau oven over floden. Båden lægger til, og straks dukker ansigter op i mørket. Velkomstkomitéen består af de øvrige, russiske guider. Nordmændene indkvarteres i en hytte sammen med Sergei, tolken fra Moskva.
Jagten starter klokken fem næste morgen. Et rødligt skær over bjergene mod øst fortæller, at en ny dag er på vej. Småfuglene synger dagens første strofer, og et par laika-hunde byder med deres gøen den nye dag og nordmændene velkommen. Efter en hurtig omgang morgenmad på båden skilles jægerne.
Ansten og Nils Bjørn skal jage sammen med hver sin guide, guiderne Sergei og Vasili. De vil benytte små aluminiumsbåde til at komme frem til jagtområdet i bjergene langs floden.
Tømmerbåden skal bruges som base, samt til at fragte nogle af jægerne op og ned ad floden. Nu går jagtturen op ad floden. Jan Erik og hans guide, Victor, den ældste og mest erfarne blandt guiderne sidder langs rælingen med hver sin riffel. Jan Erik med en Parker .30-06 med kikkertsigte. Victor med sin 7.62 militærkarabin fra 2. Verdenskrig. Båden følger den venste bred – flodens østside. Det er jagtområdets ydergrænse. På den anden side af floden ligger et naturreservat, hvor jagt naturligvis ikke er tilladt.
Victor gransker klipperne inde på bredden i det tidlige morgenlys. «Falkeøje» kalder Jan Erik ham. Kikkert behøver han ikke. Han opdager efter et langt liv i vildmarken erfarent alle bevægelser. Victor peger på en flok med ibex-hunner og kid. Pelsens farve nuancerer i gråt og brunt og falder næsten i med terrænet. Nysgerrigt iagttager dyrene båden 200 meter nede under dem, før de med sikre trin springer fra klippe til klippe og forsvinder.
Jagtområdet langs med Yeniseifloden stiger fra en højde af 400 meter ved selve floden til cirka 2000 meter.
Det indebærer megen klatren, så snart man bevæger sig bort fra floden. Både Ansten, Nils Bjørn og guiderne oplever en hård og resultatløs jagt den første dag. Uhyggelig stejlt terræn og noget uvante forhold med vandring på smalle gedestier. Lidt anderledes end typisk jagt i Norge. Der er også stejlt i «Vestlandet», men vore hjemlige fjelde er meget frodigere end de tørre og forrevne klipper i Sibirien.
Stenbukkene
Næste morgen tager Niels Bjørn og Jan Erik ud for som dagen før at jage fra båden, mens de sejler op ad floden. Fotografen følger dem de første dage for at filme og fotografere. Ivrige ansigter spejder gennem kikkerten mod de skarptskårne, stejle klippeskråninger med sparsom vegetation. Rovdyr som ulv og bjørn udgør den største fare for stenbukkene. De søger derfor til et typisk stenbukketerræn som dette. Næsten utilgængeligt for andre end dem selv, bortset fra en 180 grains kugle fra en moderne riffel med kikkertsigte – og ligeledes for en god jæger med sin erfarne guide.
Spændingen er stor, da de første stenbukke dukker op. Det er enten hundyr eller små bukkeflokke. Morgenlyset jager de lange skyer på flugt, og Niels Bjørn ser pludselig en flok på 10-12 dyr med større hanner. Kaptajnen styrer båden ind til bredden. Nils Bjørn og Victor hopper i land. Niels Bjørn tager hurtigt anlæg mod en stor sten på et stejlt klippefremspring og prøver at få et af de større dyr i trådkorset. Victor er utålmodig og råber:»Skyd, skyd!»
Hvordan finder man det største dyr i en bevægelig flok 200 meter borte på en stejl bjergskråning. Det næste moment er at kompensere for den stejle hældning og få dyret til at falde for den første kugle. Tikka´en ligger endelig godt til mod Niels Bjørns skulder, og skuddet falder tordnende med ekko fra klippevæggene.
En af bukkene slår en kolbøtte ned ad skråningen og standses i et krat nedenfor. En perfekt bladkugle. Victor peger på vækstringene på hornene og siger i en blanding af russik og tysk: «Bukken er cirka seks år!
Jan Erik vil ikke stå tilbage for de andre, idet han lidt senere nedlægger en større buk længere oppe langs floden. I en stor flok på 30-40 dyr slipper han sin kugle og sætter et velrettet skud fra et hold på 250 meter.
Bukken har en slagtevægt på 40-50 kilo og har desuden horn, som måler 93 centimeter fra base til spids. Allerede på den anden jagtdag har jægerne nedlagt tre dyr, viser det sig, da de kommer tilbage til hovedlejren. Lars og guiden Vladimir er også tilbage med en stor, flot stenbuk.
Guiderne flår dyrene på båden, og kranierne koges af til montering og udstopning hos en konservator i Norge. Til middagen den aften serverer kokken, Georgie stenbukke-stuvning, en ny og spændende ret for de fleste.
Jagten er indtil nu gået over al forventning, næsten lidt for let og hurtigt. Guiderne har også nogle licenser til sibirisk brunbjørn. De jægere, som allerede har opbrugt deres stenbukke-kvote, får tilbud om at forsøge at nedlægge hver deres bjørn. Dem skal de se, om de kan få held til at nedlægge i en af de mange, frodige dale, der strækker sig ud mod floden.
Hårdt slid
Ansten og Kjell Magne drager til fjelds sammen med deres guider allerede næste morgen. Da tre af jægerne allerede har skudt hver deres flotte eksemplar af en stenbuk, øges presset og forventninger til de to sidste.
De næste dage byder på hårdt slid. Der kommer et vejromslag med tropevarme, flytning i et meget vanskeligt tilgængeligt område for alle andre end stenbukke, og en sand kamp mod blodsugende flåter. Det hårde slid belønnes til sidst med en god afslutning for Ansten og guiden Sergei. Svedig, sulten og dødtræt kommer Ansten tilbage til lejren med den indtil nu største buk. Hornene måler 95 centimeter. Ikke rekordstor, men en «pensionær», som Sergei kalder den, altså en buk med en alder på over 12 år.
Sayanbjergkæden ligger på samme breddegrad som Nordtyskland, og det ser nu ud til, at godt vejr med tropevarme «har bidt sig fast i» vildmarken. Tidligt næste morgen drager næsten alle jægerne nordpå med hovedbåden. Her er vegetationen på dalsiderne ned mod floden rigere, «bagulnik´en» eller rhododendron står i fuldt flor – nu i anden halvdel af maj. Et område med denne vegetation er typisk et godt område for brunbjørn. De andre vil jage bjørn her, mens Kjell Magne og guiden Ivan går længere op mellem klipperne, for at Kjell Magne kan få skudt sin stenbuk.
Efter endnu en dag i vildmarken lægger Kjell Magne og Ivan pludselig den lille båd til langs siden på tømmerbåden. Middagsmåltidet glemmes for en stund, da Kjell Magne slænger et bjørneskind over rælingen hen mod gutterne og stikker et par Ibex-horn op i næverne på Lars, som står nærmest rælingen. Disse horn er med 103 centimeter jagtens længste. Måske ikke så store sammenlignet med rekorden for området på 137 centimeter, men alligevel store nok.
På vej ned fra bjerget i dag havde Kjell Magne og guiden i en dyb dalkløft fået bjørnen på kornet fra et hold på 200 meter. Skuddet lød, og bjørnen faldt ned bag et klippefremspring. En fuldtræffer, mente Ivan. En vanskelig eftersøgning forestod, da de måtte klatre ned i dalen og op på den anden side. Men bjørnen lå og ventede på dem, truffet af et velrettet skud i hjerteregionen.
Ansten har i løbet af den sidste dag skudt stenbuk nummer to, endda et pænt eksemplar. Fem jægere har skudt seks stenbukke og en bjørn. Et smukt resultat i betragtning af, at de russiske guider indtil nu kun har haft ringe erfaring med vestlige jægere og deres kvalitetskrav. Desuden var dette område også netop blevet åbnet for jagt for vestlige jægere.
På båden på vej tilbage mod Sushenskoye og civilisationen er jægerne enige om, at det har været en fantastisk oplevelse med en spændende jagt og et hyggeligt møde med gæstfrie russere. Kjell Magne udtrykker det således:
Det er ikke sidste gang, vildmarken får besøg af disse gutter!
