Indrømmet: min vildtkending er bedre end mit kendskab til dansk landbrugskvæg.
Jeg ved da, at noget er større end andet, at noget er malke- og andet er slagtekvæg.
Jeg ved såmænd da også, at kvæg kommer i forskellige farver og køn. Men der slutter min viden om kvæg.
Når jeg er stødt på køer, eksempelvis når jeg lufter mine hunde eller har været på jagt, har jeg altid holdt mig på behørig afstand og tænkt, at det nok var mig, der blev den lille, hvis der skulle opstå uoverensstemmelser mellem dem og mig. Lige præcis på denne jagt skulle jeg dog få mig en på opleveren, som jeg ikke havde forventet.
Området
Jeg var blevet inviteret på et aftentræk efter ænder i det Østjyske. Vi skulle sidde på en næsten firkantet mark i et naturskønt område blandt skov- og buskklædte bakker.
Marken er omkranset af en vej på den ene side, en sti på den anden, en å på den tredje og en nabomark på den fjerde side.
Holder man styr på sine skudvinkler, er der næsten mulighed for at skyde 365 grader rundt, afhængig af hvilken retning ænderne kommer fra.
Søen, vi skulle sidde ved, ligger i det ene hjørne af marken. Her er der noget buskads og småtræer i skellet mellem marken, hvor jagten skulle foregå, og nabomarken. Fra tidligere vidste jeg, at dette buskads er godt at sidde i og yder et fortrinligt naturligt skjul, når man sidder på træk og venter på ænderne.
På marken, hvor vi skulle sidde, gik der køer. De var som regel nysgerrige, når vi kom, men fortrak ret hurtigt ned i området mod åen, når de fandt ud af, at vi ikke gad snakke med dem.
På nabomarken plejede der at gå et par køer og heste. Når vi skød efter ænderne, plejede køerne at fortrække over i den modsatte ende af deres mark. Hestene kunne godt løbe og pruste lidt, indtil de fandt ud af at gå samme sted hen som køerne. Så var der ellers ro derfra.
Face-off
Vi var tre denne aften, heriblandt min bekendte, der havde inviteret mig, og som også havde taget sin datter og hund med.
Vi smuttede hurtigt over trådhegnet med strøm i og satte os i buskadset med et vué ud over den lille sø og ventede spændt på, at de første ænder skulle komme flyvende ind til søen.
Fra tidligere vidste jeg, at der som regel kom både gråænder og krikænder. Chancen for virkelig at få testet sine evner ud i haglskydningens kunst var bestemt til stede.
Efter kort tid mærkede jeg nogle små rystelser i jorden, hvor jeg sad, akkompagneret af en dyb rumlende lyd, der mest af alt mindede mig om en brummen.
Jeg tænkte ikke nærmere over det og slog det hen med, at det nok bare var en hest, der løb lidt rundt på nabomarken. Faktisk gad jeg ikke engang vende mig om for at kigge, da det jo var ænderne, jeg var kommet for, og vi begyndte at nærme os det tidspunkt, hvor trækket plejer at starte.
Efter kort tid kom rystelserne igen. Denne gang efterfulgt af en noget højere dyb brummen. Lidt halvirriteret over den uvelkomne forstyrrelse vendte jeg mig om og var ved at hoppe to meter op i luften af bar forskrækkelse. Samtidig begyndte koldsveden at pible frem, for der, lige der 2 ½ – 3 meter fra mig, kun adskilt af et elhegn og lidt buskads, stod han, tyren, og så ikke videre snakkesalig ud.
Lige pludselig var alt, hvad der hedder ænder glemt. Nu handlede det bare om at komme væk uden at få den utilfredse tyr hidset yderligere op.
Med nedslået blik og et fast greb om forskæftet på min bøsse gled jeg ned af min jagtstol og videre ned i græsset. Med et blodtryk, der med stor sandsynlighed ville give min læge nervøse trækninger, gled jeg, som en anden anakonda, baglæns med mine bøsseløb stift rettet mod tyren og fuldstændig uden hensyntagen til elhegn, brændenælder og andet godt dansk ukrudt, der stikker.
Nu ved jeg tilfældigvis, hvor meget eller rettere sagt, hvor lidt skade et skud andehagl gør i bunden af en Peugeot 308 affyret på ca. en meters afstand. Jeg følte mig derfor ikke overbevist om, at to løb andehagl i fjæset på en gal tyr ville være nok til at stoppe den, hvis den så rødt.
Som et andet stykke råvildt, der har læst for meget Harry Potter og lært at teleportere sig fra et sted til et andet, lykkedes det mig at snige mig ud af tyrens synsvinkel.
Herefter rejste jeg mig op og gik i rask trav op til min bekendte. Han kunne berette, at han også havde hørt underlige lyde og mærket små rystelser bag sig. Efter et hurtigt samråd besluttede vi, at vi vist ikke skulle sidde efter ænder den aften, hvorefter vi hurtigt fortrak op til vores biler og kørte hjem.
Tyren er død
Cirka en uges tid efter vores møde med den utilfredse tyr ringede min bekendte til mig. Det eneste han sagde, da jeg tog telefonen var; ”Tyren er død”.
Moralen i denne lille beretning er: husk lige at kigge efter, om der går noget gnavent kvæg på eller i nærheden af, hvor du skal på jagt.
Det er jeg i hvert fald begyndt på.
