TEKST OG FOTO: ŁUKASZ DZIERŻANOWSKI
OVERSÆTTELSE: JENS E. PERTO
FOTO AF BRØLENDE KRONHJORT: SZYMON BARTOSZ FRA SHUTTERSTOCK.
Sædvanligvis er det enten meget tidligt eller temmelig sent på dagen, at min telefon ringer. Denne gang var det anderledes. I røret forklarede jægeren mig, at han først selv havde forsøgt at finde hjorten, hvorefter han havde lavet et eftersøg med en uerfaren sporhund fra lokalområdet, som hans kammerat var kommet med. Efter fire timers forgæves søgning, ringede jægeren omsider til mig.
Ifølge jægeren havde hjorten stået med bredsiden til på omtrent 100 meters afstand. Dyret havde givet skudtegn ved at løbet krumrygget ind i ungskoven, hvor den forsvandt. Jægeren og hans ven havde ikke fundet noget schweiss, men der var ingen tvivl om, at hjorten var blevet ramt af kuglen.
Min hund, Docent og jeg ankom til skudstedet ved 11-tiden om formiddagen. Der var tydelige spor på vejen, men de stammede fra de hinder, som hjorten var ledsaget af, og havde derfor ingen interesse for min hund. Docent begyndte at afsøge området og fandt til sidst et spor 20 m. tættere på skydetårnet. Da vi fulgte dette spor, fandt vi kun to små skarlagenrøde pletter på jorden. Den første dukkede op efter 150 meter, mens vi måtte gå mere end en kilometer, før vi fandt den anden. Det var tydeligt, at hjorten ikke blødte.
Wiedergange
Sporet begyndte at blive temmelig indviklet. Det virkede som om, at den gamle og erfarne hjort var mere fokuseret på at undvige sin forfølger end på at finde dækning. Han var flere gange gået ind i tæt krat blot for at gå tilbage på den samme veksel og igen vende tilbage kort efter. Jeg håbede hver gang på at finde ham liggende i tykningerne af fyr, bregner, brombær, birk eller pil, som alle gav perfekt skjul. Men så heldige var vi ikke. Men alle hans anstrengelser tjente dog kun til at forvirre os, før vi atter fandt hans spor og fortsatte eftersøgningen.
Efter fire kilometer med denne knudrede eftersøgning nåede vi for alvor ind i en blindgyde. Min hund gik i ring og havde betydelige vanskeligheder med at løse sin gådefulde opgave. Så gik han tilbage til en lille tykning af lave piletræer. Så snart han kom ind i det tætte krat, var der noget, som styrtede ud foran os. Jeg tog hundens sporingshalsbånd af, men mærkeligt nok rørte han sig ikke ud af stedet. Jeg havde forventet en vild jagt, men Docent så blot tilbage på mig med et ansigtsudtryk, der spurgte: ”Hvad vil du have mig til at gøre?” Uden varsel kom endnu et vildsvin ud fra et træ lige foran os, og det forklarede min hunds opførsel. Vi var ikke i færd med at spore vildsvin, så der blev ikke nogen vild jagt denne gang.
Jeg gav Docent sit halsbånd på igen og vendte tilbage til blindgyden. Efter yderligere et par minutter lykkedes det os at finde et knæk på det indviklede spor. Endnu et mesterligt træk fra hjorten!
Den lange eftersøgning
GPS’en viste nu, at vi havde fulgt sporet over 5 km., da vi kom til en indhegning med unge træer. Det ville have været det perfekte skjulested for det anskudte dyr, hvis ikke det havde været for ståltrådsnettet. Hegnet var næsten 180 cm. højt, og jeg tvivlede på, at hjorten ville være i stand til forcere det. Docent førte mig langs hegnet til et sted, hvor han insisterende lod mig forstå, at han ville ind. Jeg trak undersiden af hegnet op og kravlede efter hunden ind i indhegningen. At føre ham i line var nu umuligt – der var for mange brombærranker med lange og spidse torne. Docent var igen overladt til sig selv, men denne gang bevægede han sig resolut gennem tykningen. Jeg tabte ham straks af syne, men kort efter hørte jeg tumult og højlydt hals!
Hjorten havde ikke haft noget problem med at forcere hegnet, men efterladt en blodplet på tråden. Han var nu et jaget stykke vildt – uden tvivl! Så snart jeg hjalp Docent med at komme under hegnet, sprang han efter hjorten i fuld fart. Display’et på min GPS viste, at afstanden hurtigt blev forøget. 100…, 200…, 300…, 400 m…Så stoppede de. Jeg vidste, at min hund nu havde stillet hjorten – men hvor længe kunne han holde den?
Finalen
Jeg nærmede mig forsigtigt for ikke at støde hjorten. Desværre fik den øje på mig, lige inden jeg havde riflen i anslag, og løb yderligere 500 meter væk. Her satte den farten ned, men Docent var ikke i stand til at stoppe dens flugt, før den var 2 km. længere væk. Omsider nåede jeg igen op til den. Denne gang havde jeg lidt mere held med mig – der var ingen træer til at sløre dyrets silhuet, og et fangstskud gjorde mit arbejde færdigt.
Vi havde sporet hjorten i mere end tre timer og tilbagelagt næsten 12 km. Fraværet af blod på sporet blev forklaret, da vi undersøgte dyret – den oprindelige kugle havde ramt maven uden at give gennemskud.
Hunden
Docent er en bayersk vildtsporhund, som også kaldes bayersk bjergschweisshund efter dens oprindelsessted.
Racen er specielt fremavlet til at spore anskudt vildt. For at opretholde racens enestående evner til dette formål bliver den ikke brugt til nogen anden form for jagt. Hundenes eneste opgave er at finde sporet af anskudt eller såret vildt (selv efter 48 timer) og så følge det så længe som nødvendigt.
Bayerske vildtsporhunde har en dobbeltsidet natur: de har et meget roligt og stilfærdigt væsen derhjemme, men det ændrer sig dramatisk, når de skal arbejde i felten. En fredelig hvalp forvandles til en vedholdende eftersøger, der uden synlige tegn på træthed følger sporet af et anskudt dyr i timevis. Om nødvendigt vil hunden tillige foretage en afsluttende jagt for at stille vildtet, hvis det rejser sig fra sit leje og flygter. Hunden vil stille vildtet ved at halse højlydt og om nødvendigt holde det fast, hvis ikke dyret er alt for stort.
Udstyret
Som professionelle bruger vi en masse udstyr, når vi eftersøger anskudt vildt. Det vigtigste er sporingshalsbåndet og en 10 meter lang line, som opretholder kontakten mellem hund og fører under eftersøgningen. Den sikrer også, at arbejdet bliver gjort mere omhyggeligt og hjælper hunden til at holde sig på det korrekte duftspor, når andre, forvirrende dufte dukker op, som de uvægerligt gør under et langt eftersøg. Endelig sikrer linen mod en uønsket jagt på andre dyr, som man måtte støde på.
Den konstante kontakt mellem hund og fører er afgørende vigtig for at holde sig på sporet – hvis det korrekte spor bliver tabt, er det føreren, som viser hunden hen til det seneste sikre tegn på anskydningen (en blodplet, snithår, fod etc.) Senere, når teamet bliver mere erfarne sammen, bliver linen en guide for føreren – som videregiver tegn på hundens adfærd, og hvordan den læser sporet. I de senere år er GPS-udstyr blevet meget populært. Det hjælper med at afmærke forskellige fundsteder under sporingen og giver en klar lokalisering af hunden, når den arbejder uden line.
En speciel riffel med kort pibe er et nødvendigt redskab for føreren. Den bruges primært til at affange det anskudte vildt, men eftersom det ikke er helt sjældent, at vildsvin angriber, kan den sommetider også beskytte hundeførerens liv og helbred. Her i Polen, hvor jeg arbejder, er det fortrinsvis 8 mm. og 9,3 mm. ammunition, som anvendes af schweisshundeførerne.
Speciel beklædning i signalfarver med flere lag, som er modstandsdygtige over for både torne – og sommetider vildsvinetænder – er en velkommen bonus til udstyret.
Manden
Łukasz Dzierżanowski er schweisshundefører i Polen og har gennemført mange hundrede eftersøgninger. Han er 41 år gammel og har desuden skrevet talrige artikler om jagt og sporhunde til såvel polske som internationale magasiner, og nu også til Mit Jagtblad.
I fritiden/uden for jagttiden arbejder Łukasz som forsker på Opole University of Technology teaching Computer Aided Design and programming.
