AF ASBJØRN HELLESØE-JENSEN
FOTO: ASBJØRN HELLESØE-JENSEN SAMT SERKAN MUTAN, ANDRISTKACENKO, IMAGEMAN, DOCTOR JOOLS, GIGELLO, ELENA MASIUTKINA, SPONNER OG MATAUW ALLE SHUTTERSTOCK.
Oven på et par somre, som dem vi har oplevet de seneste par år, har jeg personligt rettet fokus yderligere mod permanente vildtafgrøder. Primært af den årsag, at de ikke er helt så følsomme over for vejrets luner som de afgrøder, der er et- eller toårige. Permanente vildtafgrøder yder ret stabilt fra år til år og kan også være med til at mindske den årlige arbejdsbyrde med etablering af vildtagre samt holde omkostningerne til vildtagre på et tåleligt niveau.
Hvorfor permanente afgrøder?
Permanente vildtagre placerer sig et sted midt imellem en egentlig remise med buske og træer og en vildtager. En remise er ikke støtteberettiget – det er vildtagre derimod. Når det gælder flerårige – eller permanente afgrøder, som de hedder i denne sammenhæng – så kan de godt være støtteberettigede. Men det kræver, at man kan dokumentere, at arealet er anlagt med henblik på produktion. F.eks. produktion af energiafgrøder. Og hvorfor egentlig ikke forsøge sig med en kombineret vildtplejeindsats og energiafgrødeproduktion – vi kender det jo allerede fra energipil.
Fordi produktion af biomasse til energi nok bliver en ret stor ting i fremtiden, tror jeg, at vi går en rivende udvikling i møde i forhold til afgrøder, der også er interessante, når vildtplejen skal tilgodeses. Kigger vi mod vores store nabo mod syd – Tyskland – sker der lige nu en hel masse med forskellige interessante planter.
Man skal selvfølgelig ikke omlægge alle sine vildtagre til permanente afgrøder. Men det er en god strategi at spille på flere heste i denne sammenhæng. Sammensæt dine vildtagre, så en del er et-årige, en del er to- eller treårige, og en del er mere eller mindre permanente. Så er man godt dækket ind i forhold til de vejrmæssige udfordringer, der måtte komme.
Ofte er det noget dyrere at etablere en permanent vildtager, men hvis man deler etableringsomkostningen ud over 20 eller 25 år, så er permanente vildtagre pludselig en økonomisk attraktiv løsning. Også dette taler til fordel for at øge andelen af permanente vildtagre på terrænnet.
Der er – på nuværende tidspunkt – 3 forskellige permanente afgrøder, som jeg mener passer ind på ethvert jagtterræn, og som rent dyrkningsteknisk er nemme at komme i gang med. Helt bevidst kommer jeg ikke ind på den type vildtagre, der typisk betegnes som enge – altså hvor græs, kløver og andre urter er det bærende element. De fortjener en artikel for sig selv.
Inden etablering af en permanent – eller for den sags skyld en flerårig – vildtafgrøde, bør man være ekstra omhyggelig med ukrudtsbekæmpelsen på arealet. Det er meget vigtigt at komme godt fra start, da men ellers hænger på den i mange år fremover. Alternativt så må det hele gøres om, og det var jo ikke meningen.
Jordskokker – Helianthus tuberosus
Jordskokker kender de fleste nok fra grøntafdelingen i den lokale butik, men det er også en udmærket vildtafgrøde. Jordskokkerne stammer fra Sydamerika og er tæt beslægtede med solsikker. I modsætning til solsikker har jordskokker knolde i jorden. Der er ikke den store forskel på at dyrke jordskokker eller kartofler. En jordskok lægges i jorden, der vokser en grøn top op, og planten producerer en mængde nye knolde. Overvældende mange nye knolde.
Toppene – den del, der er over jorden – minder i udseende en hel del om solsikker, og nogle sorter blomstrer også med små solsikkelignende blomster. Skuddene ædes meget gerne af hjortevildt og er den eneste årsag, jeg har oplevet til en mislykket vildtager med jordskokker. Toppene blev simpelthen ædt og planterne pint ihjel! Derudover vil hjortevildt – særligt då- og kronvildt – også gerne æde knoldene.
Jordskokkeknoldene lægges 5-10 cm. ned i jorden, og så venter man bare. Det kan gøres med en kartoffellægger – så bliver det rigtig godt. Råder man ikke lige over sådan en, kan jordskokkerne også bare harves ned. Denne metode har jeg selv brugt med god succes – endda sidste sommer, hvor vejret var lidt imod os. Jordskokkerne etablerede sig fornuftigt ved bare at blive harvet ned.
Mindre arealer er overkommelige at plante med en spade: Stik spaden i jorden, vrik den, så der bliver et hul, smid en jordskok ned og træd til. Vupti!
Vælger man løsningen med harven, skal man beregne lidt flere jordskokker, end hvis de bliver lagt i lange lige rækker. Som udgangspunkt vil jeg anbefale 120-140 kg. pr. 1000 kvadratmeter ved ”harve-ned-metoden” og 60-80 kg. pr. 1000 kvadratmeter, hvis det foregår under lidt mere ordnede forhold. Synes man det første år, at jordskokkerne står lidt tyndt, er det nemt at grave nogle af egen avl op og lukke hullerne det efterfølgende forår.
Når jordskokkerne er etablerede, består den løbende pleje mest af alt i at tynde ud. I modsat fald gror jordskokkerne simpelthen sig selv ihjel – der bliver for mange jordskokker på for lidt plads. Tynding gøres nemmest ved at køre en harve eller en fræser over arealet hen på vinteren. De jordskokker, der harves eller fræses op, ædes af vildtet, eller rådner væk. De, der bliver tilbage i jorden, vil vokse igen til foråret.
Jeg har selv gode erfaringer med at så andre afgrøder ud oven i jordskokkerne. Jeg har mest af alt gjort det for at give lidt ekstra bunddække i jordskokkerne. For når de visner ned i løbet af efteråret, kan de godt blive lidt åbne i bunden. Drysser man lidt honningurtfrø i kanten af jordskokkevildtageren i maj måned, vil honningurten gro op imellem jordskokkerne og danne et flot lillablomstret filter imellem jordskokkestænglerne, Det giver lidt ekstra læ hen på sæsonen, men vil også tiltrække insekter og gøre vildtageren mere attraktiv for fuglevildtet. Hvidkløver vil også være en god selskabsplante for jordskokkerne, og den kan oven i købet tilføre lidt kvælstof til jorden og gøre vildtageren attraktiv for insekter.
Man bør dog kun så andre afgrøde i den yderste kant af jordskokkerne. Længere inde i vildtageren er der for mørkt til, at andre planter kan trives der. Selvsagt behøver man derfor heller ikke bekymre sig om ukrudt i jordskokkerne.
Alt i alt er jordskokker en meget alsidig vildtafgrøde, der kan anvendes både som dækning for fuglevildt og som foder – og i nogen grad dækning – til hjortevildt.
Rørgræs – Phalaris arundinacea
Rørgræs, rørflen, canarygrass, reedgrass – kært barn har mange navne, men det dækker altså over samme plante. Rørgræs minder i udseende en del om tagrør, men bliver ikke så høj og har flere blade, der giver god dækning for vildtet. Rørgræs giver frem for alt dækning og er nok noget nær den optimale afgrøde til ”flushzoner.” Altså de områder i eller omkring remiserne, hvor man gerne vil have, at fuglene letter fra under jagt. Når fuglene drives, løber de ind i rørgræsset og holder her, indtil de rejses, fordi de føler sig relativt trygge i det tætte dække, i modsætning til i en åben afgrøde som f.eks. majs, hvor fuglene løber langt.
Rørgræs er ret nem at dyrke, og etableres fra frø, som man kender det fra mere almindelige vildtafgrøder. Udfordringen ved etableringen er, at rørgræsset ikke giver tilstrækkelig dækning til, at man for alvor kan buge det det første år. Derfor skal det helst etableres i kombination med en anden et- eller toårig vildtafgrøde. Rørgræsset etableres altså mest hensigtsmæssigt som en slags udlæg i en anden afgrøde.
Det kan man enten gøre ved at købe en færdig vildtblanding, der indeholder rørgræs, eller ved selv at blande andre afgrøder sammen med rørgræsset. Blander man selv, skal man være opmærksom på forholdet mellem de enkelte afgrøder. Rørgræsset skal have tilstrækkelig plads til at etableres sig, men dækafgrøden bør også få tilstrækkelig plads til at give dækning i etableringsåret.
Rørgræsset vil de efterfølgende år sprede sig med underjordiske udløbere, så man behøver ikke at så det frygteligt tæt – det skal nok blive godt på sigt. En gennemtænkt løsning er at blande rørgræsset med forskellige typer kål og cikorie. Kålen giver dækning det første år, og sammen med cikorie går kålen i stok og giver dækning andet år. På den måde har rørgræsset to år til at få ordentlig fat, inden det bliver alvor.
Uanset hvordan man gør, er man bedst tjent med at så i rækker med 35-40 cm. imellem, da rørgræsset, hvis det er bredsået, hurtigt vil blive tæt – alt for tæt. Med lidt luft imellem rækkerne får man den nødvendige plads til, at rørgræsset stille og roligt kan få overtaget. Etableres rørgræsset i renbestand, anvendes der 15-20 kg. frø pr. hektar. Etableres det i blandinger, vil det bero på en vurdering, hvor stor en mængde rørgræs der skal være i, men 7-9 kg. vil ofte være tilstrækkeligt.
Når først man har etableret rørgræsset, består den årlige pleje i at vurdere, om det trænger til en slåning. Vraggræsset, som man kalder den nedvisnede del af planten fra forgangne vækstsæson, må ikke danne en tæt vissen måtte oven på jorden, som de nye skud ikke kan bryde frem igennem. Typisk vil en årlig slåning være nødvendig fra rørgræssets anden eller tredje vækstsæson.
Tidspunktet for slåning bør være sidst på vinteren eller først på foråret. I hvert fald før der bliver bygget reder i rørgræsset, og inden de nye skud for alvor begynder at gro. Optimalt set bør det gøres i frostvejr, da man under sådanne forhold rigtig kan få vraggræsset pulveriseret med en slagleklipper. En slagleklipper er det optimale redskab til opgaven, da en rotorklipper ofte vil lægge det afslåede materiale i en pølse efter sig, og denne pølse vil være for tyk til, at de nye skud kan gennemvokse den.
Med den rigtige pleje kan man have glæde af rørgræsset i mange år. Men da man ikke rigtig kan gøre andet end at slå det ned af og til, vil man ofte nå til et punkt, hvor vildtageren bliver så invaderet af ukrudt og jorden så udpint, at den bør lægges om. Men 5-10 år, inden dette punkt indtræffer, er ikke urealistisk.
Det er en anden historie med jordskokkerne, hvor man kan foretage en mekanisk jordbearbejdning der fjerner ukrudt, når det bliver nødvendigt.
Elefantgræs – Miscanthus giganteus
Elefantgræs er en relativ ny ting i Danmark, men der findes masser af erfaringer fra udlandet. Dels som energiafgrøde og dels som vildtafgrøde. De fleste kender nok elefantgræs som de store bambuslignende planter i haverne, men den kan bestemt også anvendes som vildtafgrøde, hvor den giver læ og dækning. I England er den meget brugt som dækningsgivende afgrøde til store fasan- og agerhønsedrev.
Elefantgræs etableres bedst ved brug af rhizomer, som er små rodstykker med 3-5 skud på. Sådanne skud er på størrelse med en pegefinger. De placeres i 5-7 cm. dybde, og så klarer de ellers sig selv. Er arealet, hvor man har planten, plaget af ukrudt, er der masser af muligheder for kemisk renhold, og ellers kan der radrenses.
Når først elefantgræsset er etableret, kræver det ingen egentlig pleje, men det kan sagtens slås ned, som man jo blandt andet gør, når man dyrker og høster elefantgræs til energi. Renhold er også muligt i årene, efter vildtageren er etableret, så i princippet er der ikke nogen udløbsdato på grund af ukrudt.
Men ligesom rørgræs, er elefantgræsset ikke færdigetableret det første år, så det kan med fordel plantes i en dækafgrøde. I år forsøger jeg mig selv med at plante elefantgræs i et majsstykke – noget jeg har set anvendt med succes i England. Her kan elefantgræsset plantes mellem majsrækkerne, hvor det vil give lidt bundlæ i majsen i etableringsåret, og i år fremad vil det så være elefantgræsset, der er hovedafgrøden. Man bør dog regne med, at der går 3-4 år, før elefantgræsset yder maksimalt.
Elefantgræs plantes bedst i rækker med minimum en meter imellem og med ca. en meter imellem planterne. Planter man for tæt, sker der det samme som med rørgræs – man får skabt et ufremkommeligt vildnis, hvor hverken mennesker eller dyr kan færdes. Det er vigtigt med de små åbne pletter og spor inde i vildtageren.
Kast dig ud i det
Tilbage er der bare at ønske god arbejdslyst. Samt minde om, at etablering af permanente vildtafgrøder stiller yderligere krav til den langsigtede planlægning af vildtplejen. Her hænger du på den i mange år fremover, så placeringen skal være rigtig. Tænk derfor grundigt over placeringen i forhold til andre terrænelementer, udsætninger, afvikling af såter og eventuelle andre fremtidige planer.
