Her er de krav, du skal stille til din konservator og fremgangsmåden til selv at gøre skaden god igen.
AF: KONSERVATOR SANDIE MIRANSKY
FOTO: STEEN ANDERSEN
Der er mange måder og meninger om, hvordan vildsvinetænder bør og kan konserveres.
En af grundene til de mange meninger og anvendte metoder er betinget af lokale traditioner, forskelligt anvendte principper fra den ene tidsalder til den anden og muligvis også på grund af knaphed på nogle af de aktive stoffer, der er behov for.
Vi kender alle sammen de klassiske, væghængte plader, hvor vildsvinets hjørnetænder er monterede på en facetslebet træplade, med tilhørende fint skrevne data over den pågældende jagt og jæger, prydet med for eksempel blade og agern i forskellige metaller, monteret om det rensede tandsæt.
Især i Europa er der tradition for at bevare vildsvins tandsæt på ensartede træplader som jagttrofæ. Her er det meget almindeligt at fylde hulrummet i de nyligt afkogte vildsvinetænder med voks, paraffin eller stearin i forsøg på at konsolidere og bevare hjørnetænderne. Det er en billig og nem fremgangsmåde og samtidig en metode, hvorpå jægeren hurtigt kan få sit trofæ med sig, ofte fra en fjern destination ved jagtrejsens afslutning.
Ulempen ved at bruge voks og lignende bløde konsolideringsvæsker er desværre, at de ikke bidrager med tilstrækkelig modstandskraft over for det ganske hårde dentinlag, fordi både voks og stearin ændrer sig over tid som en konsekvens af skiftende luftfugtighed, nedbrydende lys og svingende temperaturer. Voks og tilsvarende produkter er som bekendt ganske temperaturfølsomme og skifter karakter i takt med den omgivende temperatur.
Så hvis det nyligt nedlagte tandtrofæ skal bevares gennem længere tid, potentielt set ned igennem flere generationer, er der brug for andet og mere end noget flydende voksagtigt materiale, der på simpel vis smeltes og hældes ned i tændernes indre hulrum.
Det bliver kun dyrere senere hen at skulle om-konsolidere et præparat, som måske i mellemtiden har taget skade efter mangelfuldt konservatorarbejde.
Et holdbart trofæ
Når man har besluttet sig for at bevare tænder fra eksempelvis vildsvin, kan man med fordel spørge sin konservator, hvad de fylder tændernes hulrum med. Hvis der er tale om et produktnavn, som er specialudviklet til det specifikke formål, burde der ikke være nogen grund til bekymring for trofæets holdbarhed på lang sigt.
Hos amerikanske konservatorer er det i øvrigt en udbredt fremgangsmåde at fylde tændernes pulpahule med et fyldstof, som er epoxyresin iblandet meget små plastikkugler. Det er også en velfungerende metode, der sikrer trofæet for et meget langt tidsperspektiv.
Sagen er nemlig den at for at give en tand de bedste betingelser for bevaring, skal der bruges en hårdere konsolidering end den, voks og stearin resulterer i. Det kan for eksempel være en hård limtype eller epoxy, vel at mærke et lim- eller resinprodukt, som ikke udvider sig ved tørring og derved udsætter tanden for yderligere belastning indefra.
Det bør nævnes, at der heller ikke skal bruges et fyldningsprodukt, der er for mørkt i farven, da man kan risikere, at farven skinner igennem til det yderste, synlige dentinlag. Man bør sigte efter en transparent eller opal lim, så tanden forbliver så tæt på sin oprindelige farve som muligt.
Når epoxyen er tør, kan ydersiden påføres et tyndt lag lak, for eksempel i sprayform, så tanden er indkapslet. Tanden kan herefter monteres på pladen.
Skulle man stå i den situation at have et sæt trofætænder hængende, som er tvivlsomt opbevaret, dårligt konserverede eller fra en tid, hvor man ikke havde udviklet de mest holdbare metoder endnu, kan man enten undersøge at få dem restaureret hos en konservator eller forsøge at omkonsolidere tænderne selv.
Erstat gammel voks
Limlaget imellem tand og plade afmonteres forsigtigt og undersøges for svagheder og, hvilke materialer der er brugt. Hvis emnet er indtørret og sprækket, kan konsolideringen fjernes let med en pincet og børstes fri med en gammel tandbørste eller vatpinde med sæbevand eller husholdningssprit. Hvis der stadig er voksrester, kan man hælde kogende vand ind i hulrummet. Man kan bruge en almindelig føntørrer til at opvarme genstridige voksrester, men vær varsom med at bruge kraftigere varmekilder som en varmepistol, da for høj temperatur skader tændernes dentinlag dér, hvor det er tyndest. Hvis man har adgang til et ultralydsbad, er det nyttigt, men ikke nødvendigt.
Ved rensning af nyere præparater kan man varme dem op ved hjælp af et vandbad for at få voksen helt ud, men det frarådes med ældre præparater, da det ofte kan udsætte dem for mere belastning, end de tåler og ender med at tilføje yderligere skade.
Når hulrummet er frigjort fra voksrester, kan det fyldes ud med lim eller epoxy.
Balancér tanden på højkant som en isvaffel, for eksempel i et hul skåret ud af en papkasse, så konsolideringens overflade tørrer lige imellem tandens kanter. Afslut med et tyndt lag lak.
Flækkede tænder
Er en tand først flækket, bliver den aldrig hel igen, men man kan da gøre en del for at bringe et bevaringsværdigt trofæ tilbage til atter at blive præsentabelt.
Fjern den gamle voks som beskrevet i forrige punkt.
Er der tale om en mindre skade, som er sket for nylig, så sprækkerne eller stykkerne stadigvæk mødes pænt ved lidt pres, kan disse limes sammen med en stærk lim og tørres med elastikker om.
Når limen er helt tør, kan hulrummet fyldes.
Sprækken med den hærdede limoverflade kan efterretoucheres med lidt maling. Start med tandens lyseste nuance og arbejd op mod den mørkeste, brug eventuelt en skuresvamp eller en fingerspids til at blende farverne ind i hinanden.
Større sprækker er naturligvis mere risikable og kræver måske en midlertidig bærende bro imellem stykkerne, så den nye konsolidering ikke tørrer op konkavt i sprækken.
Forebyggelse
Slutteligt er det vigtigt at understrege, at det bedste, man kan gøre for at sikre alle emner i sin naturhistoriske samling, er at forbygge imod skiftende miljøer så omhyggeligt, som det er muligt. Man kan forlænge holdbarheden af trofæer enormt ved at sørge for en stabil, kølig temperatur, om muligt en nogenlunde stabil, tør luftfugtighed og ikke tillade unødvendigt meget lys, som alle er nedbrydningsfaktorer i naturhistoriske samlinger.
