”Jeg trækker altså tøsekortet,” sagde Morten og slukkede den brænder, som jeg havde medbragt til det formål at opvarme den skurvogn, vi sov i. Den ubehagelige tanke om, at fem familiefædre skulle stemple ud pga. kulilteforgiftning forårsaget af en spritbrænder i en skurvogn, var nok til at holde ham vågen, og jeg havde sandt at sige heller ikke den viden parat, der kunne overbevise hverken Morten eller mig selv om, at den situation umuligt kunne opstå. For at føje spot til skade havde jeg ovenikøbet medbragt en kulilte-alarm, som skulle afgive en bippende lyd, hvis kulilte-niveauet blev for højt. Hvis ikke man var urolig over det inden, så kunne den alarm ikke meget andet end pirre til en snigende uro. For hvordan ved man, om sådan en alarm virker? Fraværet af en alarm-lyd kan dårligt give ro i sindet over for noget, som man ikke kan lugte eller se eller på anden måde verificere med sine egne sanser. I øvrigt havde vi jo tilstrækkeligt varme soveposer til at klare de 0 grader i jagthytten, så der var ingen grund til at tage unødige risici for en smule ekstra komfort.
Jeg lagde mig tilbage og tænkte på den eftersøgning, jeg havde haft her til nat på et vildsvin, som jeg måske, måske ikke havde ramt. Jeg havde siddet i et af de klassiske tyske jagttårne i en åben bøgeskov. Bunden af bøgeskoven var åben og dækket af lysebrune visne blade gennembrudt af spredte kulsorte træstubbe og døde grene. Ikke så langt fra tårnet ændrede skoven sig fra den åbne bøgeskov til en tæt granskov, som udgjorde et dybsort bagtæppe. Silhuetter af bøgetræernes stammer fortsatte op over granskoven mod deres kroner og den mørkeblå nattehimmel. Det var stille vejr, lidt over frysepunktet men koldt og fugtigt.
Ved 20-tiden havde jeg hørt den umiskendelige lyd af en rotte vildsvin, der kom løbende fra min høre side. Jeg fik riflen op og pegede i retningen af lyden og kunne svagt se en gris i 3-12 x 56’eren. Det var tysk optik beregnet til den her slags jagt, som jeg kiggede igennem, men lysforholdene var mildt sagt – det svage måneskin til trods – udfordrende her midt om natten i en tysk skov uden sne. Pludselig stoppede de, jeg fandt hovedet på en af grisene, holdt midt på, rykkede det belyste trådkors tilbage mod skulderen på grisen og lod skuddet gå. Et øjeblik efter var alle grisene væk igen, og skoven var atter helt stille.
Jeg blev siddende en times tid i tårnet, indtil min jagtkammerat John, som var den, der havde inviteret os på deres jagt her i Nordtyskland, kom forbi. Vi gik ned mod det træ, som jeg mentalt havde markeret som skudstedet, og begyndte at lede efter blodspor. Det blege hvide lys fra LED-lamperne plejer at være effektivt til at afsløre blodspor, men vi fandt intet. Der var rodet lidt op i de visnede blade, der dækkede den fugtige, fedtede skovbund lige dér, hvor jeg mente, at skudstedet var. Når man kiggede lidt bredere ud, så var der imidlertid spor af grise nærmest overalt i området, og det var tydeligvis en kraftigt trafikeret rute. Om en lille klump hår var fra min gris eller en anden, var med andre ord meget svært at vurdere.
Vi begyndte at søge bredere og gennemsøgte bl.a. en grantykning tæt på skudstedet i en retning, som jeg mente, at de godt kunne være flygtet. Det giver lidt ekstra spænding i tilværelsen at lede efter en muligt såret gris midt om natten i en mørk skov. Man aner ikke, hvad der kan gemme sig lige uden for lyskeglen. Jeg havde en ide om, at det var en mindre gris ud fra formen på den i kikkerten, men det kunne man nemt tage fejl af, sagde John, så det kunne sagtens være en større gris, vi ledte efter.
Efter en halv times søgning, hvor vi havde skiftet mellem at søge målrettet på det, jeg mente var skudstedet og mere bredt i koncentriske cirkler om skudstedet uden at have fundet en eneste blodplet, konkluderede vi, at det måtte have været en forbier. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg havde holdt lidt højt og måske havde ramt i nakkehulningen, hvor grisene har ret kraftige og høje børster. Men hvordan verificerer man, at det var en forbier? At man ikke lykkes med at finde et blodspor, er jo ikke nødvendigvis det samme som, at det ikke er der.
Syn for sagn
Næste morgen blev jeg placeret i det samme tårn som aftenen før. Når morgenjagten så småt var overstået, ville John gå i retning af mit tårn. Det ville måske kunne skabe lidt bevægelse i vildtet, og hvis jeg havde anskudt en gris dagen før, som lå inde i en af tykningerne tæt på tårnet, så var der måske en lille chance for, at han fik trykket den forbi mit tårn.
På et tidspunkt kom John forbi en yngre grankultur, hvor han et stykke inde ad et spor så en kraftig træstamme ligge ned på jorden. John gik videre, men han kunne ikke helt glemme synet af træstammen. Lidt efter gik han tilbage og så ind ad det samme spor og begyndte nu for alvor at undre sig over udseendet af træstammen. Da han løftede riflen for at se nærmere på den i kikkerten, bevægede den sig, og det viste sig at være en keiler, der kom på benene. I samme øjeblik, den blev nærstuderet, bragede 7 x 64’eren, og så var der skudt gris. Det var en rigtig fin keiler, som vi vurderede til at værepå mellem 75 og 100 kilo. Fire mand fik nok at se til, da den skulle slæbes ud til bilen.
Senere kom vi alle tilbage til det sted, hvor jeg skød aftenen før, for at genoptage eftersøgningen. Alt så anderledes ud i dagslys, men jeg udpegede endnu en gang skudstedet, og nu var vi fem mand, der kunne lede. Efter et stykke tid begyndte vi at nærme os samme konklusion som aftenen før, nemlig at det var en forbier. Jeg stod dog stadigvæk med problemet, at en forbier som oftest ikke erkendes ved tilstedeværelsen af et skudtegn men manglen på skudtegn. Og hvordan ved man, om man har overset et skudtegn? Hvordan beviser man, at det er en forbier?
Lige før end vi skulle til at give op og gå videre, spurgte Morten en sidste gang om, hvor jeg mente, at skudstedet præcist var. Jeg udpegede det træ, jeg havde bidt mærke i fra tårnet. Ved siden af træet og bag ved det punkt, hvor jeg mente, at grisen havde stået, lå der et par døde grene i skovbunden. Morten bøjede sig ned over grenene og begyndte et nærstudie af grenene og skovbunden. Jeg kom til at tænke på den scene i Ringenes Herre, hvor Aragorn i en tør græsmark gennemtrampet af orker, heste og mennesker leder efter spor af små hobbitters behårede fødder. Jeg gav med andre ord ikke Morten ret gode odds for at finde noget. Efter et øjeblik pegede Morten på et slidspor på undersiden af en af grenene. Det kunne godt være sporet efter en kugle. Retningen passede med tårnet, som jeg havde siddet i. Derefter begyndte Morten at feje bladene til siden på jorden bag ved grenen, og lidt efter sad han og gravede i jorden med fingre og en pind ligesom en buskmand, der leder efter vand eller rødder. Efter kort tids indsats pillede han noget ud af jorden og gned det energisk fri for ler og jord. ”Passer den her i dine hylstre”? Minsandten om ikke han stod med en riffelkugle med tydelige spor efter riffelgange og en deformeret spids. Jeg stak hånden i lommen og fandt hylstret fra i går aftes, og jo, den passede skam fint ned i hylsteret på min 6,5 x 55. Resten af selskabet skulle lige samle underkæben op fra brystet, før end vi hurtigt afsøgte området lige foran kuglenedslaget. Her fandt vi et par stride hår, som meget vel kunne være børsterne på nakken af en gris. Der var intet blod på jorden, hårene eller kuglen. Det var vist det nærmeste, man kunne komme på et bevis på en forbier eller en strejfer og vigtigst af alt en gris, der i denne omgang slap med skrækken – med en hårsbredde.
Nattepürsch
Anden og sidste aften sad jeg i et tårn, som jeg ikke havde siddet i før. Det var i lang tid meget spændende, fordi jeg kunne høre en heftig aktivitet i skoven lige omkring tårnet. Formentlig hjorte og grise. Der kom imidlertid aldrig noget ud på sporene, hvor jeg kunne se det. Efter et par timer stilnede aktiviteten af, og ved 22.30-tiden begyndte jeg at blive mør og træt, og jeg besluttede mig for at gå tilbage mod hytten.
Jeg traskede tilbage ad sporet med rygsæk og riffel på ryggen. Efter et par hundrede meter hørte jeg noget, der lød som en puslen, grynten og smasken inde i grantykningen. Lige på den anden side af grantykningen stod det tårn, som jeg havde siddet i aftenen før. Jeg fik krænget rygsækken af, trukket riflen ud af hylsteret og kamret en af de håndladede Nosler Accubond. Så var jeg klar, lyttede igen efter dyrene og prøvede at bestemme, hvor lyden kom fra. Uden kikkerten var det umuligt at se noget i retningen af lyden, men i sigtekikkerten kunne jeg svagt ane omridset af en mindre gris, der rodede i skovbunden. Der var nogle andre dyr bag den, og gruppen var ikke mere end tyve meter fra mig. Det var meget overraskende, at det var lykkedes mig at komme så tæt på, da jeg synes, at de havde virket ret forsigtige omkring tårnene, men nattepürch var åbenbart ikke helt umuligt. Da jeg fik kigget nærmere efter, kunne jeg se, at der var en gren i vejen. Det var først, da jeg havde rykket mig lidt til siden, at jeg fik et frit skud og helt uproblematisk kunne nedlægge den forreste gris med et skud skråt ind forfra ved højre forben. Den lagde sig ned på stedet, og efter et kort øjeblik med rystelser lå den helt stille. De andre dyr var åbenbart ikke løbet så langt, eftersom det i et godt stykke tid efter skuddet var muligt at høre dem rumstere i skoven bagved.
John fik en sms om, at jeg havde skudt en gris og kunne bruge lidt hjælp til at få den hjem til jagthytten. Efter lidt tid gik jeg ind til grisen, som var på ca. 30 kilo, og da John ankom, brækkede jeg den, og vi slæbte den hen til bilen. ”Er det her egentlig din første gris, Jon?” spørger John. ”Ja, det er det jo faktisk”. ”Så giv mig lige din kniv,” kommanderede han. John stak knivbladet ind i bughulen på grisen og trykkede derefter knivbladet fladt mod panden af mig. ”Godt så skulle det være på plads,” grinede John, og så satte vi os ind i bilen og trillede tilbage mod jagthytten og de andre, der også havde pakket sammen for i aften.
Gris på gaflen
Som afslutning på jagten tog John prøver af de to grise, vi havde skudt, med henblik på at få dem testet for trikiner. Da prøven heldigvis vidste sig at være negativ, kunne jeg tage fat på den næste fornøjelige del ved denne jagt. At omdanne det lækre kød til velsmagende madretter. Det første, jeg kastede mig over, var at lave en omgang vildsvinefrikadeller af bovene. De blev testet og godkendt af Morten og Rasmus en dag, vi var ude at skyde en træningsrunde på vores lokale buejagtbane. En rigtig herreret i det fri.
Senere kom turen til en af køllerne. Her blev jagtoplevelsen endnu en gang trukket længst muligt ved at lade køllen undergå længere tids marinering, før den blev nænsomt tilberedt i bålgryde. Det resulterede i ultramørt kød, en formidabel sovs og alt i alt en meget familievenlig aftensmad. God mad i det fri er bare den perfekte afrunding på en spændende jagt.
