I Sverige er de jagtlige traditioner således, at man oftest kun jager med én hund ad gangen, i hvert fald i samme såt eller delområde. Hundene er prægede på én eller ganske få vildtarter som eksempelvis elg, hare eller råvildt. Man plejer at sige, at hvis man skal være rigtig jæger i Sverige, skal man have seks-syv hunde for at være dækket ind. Hundens arbejde er for mange den vigtigste del af jagten, og et udbytte på én ræv eller én hare for adskillige jægere over en hel jagtdag er en succes, hvis hunden, i dette tilfælde en langbenet støver, har arbejdet vedholdende og dygtigt. Det kræver lidt kulturforståelse for danskere, der er vant til, at der bliver nedlagt snesevis af harer på trampejagt over en formiddag. Dette har selvfølgelig også noget med den generelt lavere vildtbestand og de betydeligt større vidder at gøre. Derved adskiller den svenske jagt sig fra den danske, der i højere grad har rødder i kontinentale jagttraditioner.
Jagt er ofte også en meget en social begivenhed i Sverige, og at ”fika” og dele jagtoplevelserne er en lige så stor del af en jagtdag som selve jagtudøvelsen. På den måde ligner jagten i Sverige den danske.
Da vildsvinet er en relativt ny vildtart for den moderne svenske jæger, var udvalget af hunde til vildsvinejagt ikke på samme måde udfoldet som til elgjagt og småvildtsjagt. Mange har haft held med at anvende de klassiske elghunde, spidshundene til jagt efter vildsvin. Det gælder blandt andet jämthund, gråhund og karelsk bjørnehund, der ligesom på elgjagt stiller svinene og er meget vedholdende. De kræver store såter på flere hundrede hektar, som de færreste har adgang til, og da grisene bliver stillet af hunden, er racerne mindre oplagte til større fællesjagter á la elgjagt med løshund. De russiske laikaer i forskellige udgaver som vestsibirisk, østsibirisk og russisk-europæisk er derfor også populære, da de i højere grad sætter fart på grisene, så de render på vej mod de udposterede skytter. De kræver dog også store arealer, så få danske jægere har udvalgt sig disse racer, men forlader sig på de svenske jagtlags hunde. Nogle individer af laikaerne formår dog lige så ofte at stille svinene. Man kan til en vis grad træne hunden til det ene eller andet efter egen smag, men igen handler det om at udse sig forældre til hvalpe, der har de ønskede egenskaber, prøve sig frem, og ikke være bleg for, at alle hunde ikke bliver lige så perfekte og præcist, som man havde forestillet sig det. Derfor kan det være en fordel at anskaffe sig en ny hund efter et par år, så man kan veksle eller lignende.
Bestandstilgangen har dog været så voldsom, at svenskerne for at jage vildsvin med hund mere effektivt har været nødsaget til at lære af de mangeårige centraleuropæiske traditioner for vildsvinejagt og brug af hunde. Tysk jagtterrier og tysk wachtelhund er blevet populære, da de som korttidsdrivende hunde formår at sætte fart i vildsvinene og kan slippes i betydeligt mindre såter. De kan dog også anvendes til at stille vildsvin, hvis man foretrækker dette. Derudover er racerne slovensky kopov fra Slovakiet og gonczy polski fra Polen, der er ægte vildsvinespecialister, blevet importeret til Sverige i større stil. De anvendes ud over som korttidsdrivende og stillende hunde på vildsvin også til jagt på andet vildt samt på eftersøg og kræver såter, der er større end for de tyske racer, men mindre end for spidshundene. Posavski gonic fra Kroatien er ligeledes en god vildsvinehund, der ofte har ret lange drev, men som også halser ved nedlagt vildsvin.
Valg af race
For at vælge jagthund til vildsvinejagt skal man gøre op med sig selv, hvilke arealer man har til rådighed til at komme på jagt forholdsvist ofte. De nævnte racer egner sig ikke som familiehunde med jagt fire til fem gange om året, som det ofte ender for mange familier med børn og arbejde. Størrelsen af ens revirer har stor betydning som beskrevet ovenfor. Selvom svenskerne er langt mere overbærende over for hunde, der forfølger vildt over store afstande på anden mands grund (det kan sjældent undgås), er det dog ikke velset, og man kan bruge mange timer på at køre rundt i bil efter sin hund i så fald. Danske jægere, der ofte har adgang til mindre revirer på op til nogle hundrede hektar, og med interesse for at jage selv eller med få jagtkammerater, bør derfor udse sig de tyske racer som tysk jagtterrier, tysk wachtelhund, westfalenterrier eller nogle af de øvrige terrierracer som Jack Russell terrier. Vildsvinejagt er absolut ikke for enhver hund, og den skal have et mod og en dristighed uden lige for at blive effektiv. Netop derfor egner terrierne sig så godt til vildsvinejagt på mindre revirer, da de resolut sætter fart i dyrene eller stiller dem, men sjældent fortsætter på langfart efter dyr, der er sprunget ud af såten.
Et væld af forskellige hunderacer afprøves og anvendes løbende på vildsvinejagt. De ovennævnte racer har de bedst avlsmæssige fordele, men ofte handler det mere om hundens temperament og evner end om race. Derfor anvendes også tysk ruhåret hønsehund, gravhunde, norrbottenspids, labrador retriever med flere af nogle jægere. Selv enkelte individer af engelsk springer spaniel og beagle er set på vildsvinejagt. Man skal dog være påpasselig med at bruge atypiske vildsvinehunde, da de jo ikke er avlet til formålet og let kan komme til skade ved nærkontakt med dyrene eller få psykiske ar af voldsomme oplevelser med grisene. Afprøvning i vildsvinehegn er derfor absolut anbefalelsesværdigt, hvis man vil afprøve sin hund på vildsvin. Krydsninger af blandt andet spidshunde med tysk wachtelhund er også blevet populære, da deres ageren ligger et sted imellem de to racer, og man derved får en stillende hund, der ikke fortsætter i timevis hverken på standhals eller drev.
Nogle foretrækker mange skytter og mange hunde på stort anlagt jagter. Andre en enkelt eller to hunde og få terrænkendte skytter. Det er op til én selv at arrangere. Det gælder om at få hunden og i sidste ende sig selv ind i de mest ufremkommelig krat, da det er der, vildsvinene har deres daglejer. Selv små krat og uforstyrrede hjørner nær bebyggelse og veje bør afsøges, da det ofte er der, der er allermest fred til vildsvinene.
Min hund
Min egen jagt dækker over 125 hektar, som dog gennemskæres af både en vej og en jernbane. Derfor stod det hurtigt klart, at spidshundene og de østeuropæiske racer, uanset hvor tillokkende de end var, ikke duede som min vildsvinehund. Det ville være uansvarligt i forhold til trafikken, og jeg kunne forudse mange flere timer på jagt efter hunden på andres mark end efter gris i skoven sammen med hunden. Derfor gik overvejelserne hurtigt i retning af tysk wachtelhund, som dog også blev fundet for stor til mit terræn. Dermed var der terrierne tilbage, og af disse udså jeg mig den tyske jagtterrier, der som race har den nødvendige skarphed, viljestyrke og adræthed til vildsvinejagt. Derudover er det en korttidsdrivende race, der halser på fod af hårvildt, og når den har stillet et dyr. Det gør det nemt og spændende at følge drevets gang gennem skoven, og ikke mindst gør denne hund det muligt at liste sig på skudhold af det stillede dyr. Og vigtigt i mit tilfælde afbryder min hund hurtigt drevet, hvis drevdyret tager på langfart, og så vender hunden tilbage. Under de givne forudsætninger på min jagt har tysk jagtterrier været det helt rigtige valg. Jeg overvejer at afprøve westfalenterrier næste gang, jeg skal have hund. Den har samme funktion som tysk jagtterrier, men er generelt mere omgængelig med andre hunde, hvilket kan være rart, når man lufter den i byens parker sammen med selskabshunde.
Prægning af vildsvinehund
De fleste hunde elsker at jage gris. Men for at få en førsteklasses vildsvinehund skal man begynde at præge sin hund allerede fra den er hvalp, gerne helt fra den er 8 eller 12 uger, hvis ikke man selv opdrætter og kan starte endnu tidligere. Det handler om at have vildsvineskind eller -klove, som hvalpen kan ligge på og lege med, så den kan vænne sig til duften. Man kan hjælpe til med at lægge godbidder på skindet, hvis hvalpen er lidt usikker i starten. Friske skind og klove og tilsvarende kan også tidligt bruges som legetøj udendørs, hvor man let kan få hvalpen til følge efter et skind, der bliver trukket, eller endda tillige få den til at spore det på kortere afstande. Husk ros og støtte, så den hele tiden får positive oplevelser med svin. Ret hurtigt kan man også tage hvalpen med ud til områder, hvor vildsvinene har fourageret og rodet samt til nedlagte dyr. Her skal man lade hvalpen nærme sig i sit eget tempo, så oplevelsen bliver spændende og god.
Afhængig af race og hundens modenhed kan man, når den er et halvt til et helt år, så småt begynde at tænke på at lade hunden afprøve i vildsvinehegn på de mest tamme dyr. Selvfølgelig med ejeren i tæt nærhed, der roser og beroliger hunden efter behov. Det handler om at tænde interessen for svin og kun lade den gøre sig erfaringer i sit eget beherskede tempo, så den altid går derfra som vinderen.
Når den har opnået indledende erfaring, kan man begynde at præsentere den for de mere vilde og mere aggressive vildsvin i hegn, så man bygger ovenpå. Det er selvfølgelig ikke alle, der har adgang til mange besøg i vildsvinehegn, men man bør forsøge så vidt muligt.
Ved de første rigtige jagter kan man slippe hunden på friske spor, så den ved, hvad den skal jage og ikke bliver overrasket over pludselig at møde gris i skoven. Lad den også gerne jage sammen med en erfaren hund, så den derved lærer, hvordan man skal begå sig. Hunde er meget observante over for andre hunde. Dette skal man dog kun gøre en kortere overgang, så den ikke tror, den bare skal være sekundant. Hvis man har en god stillende hund, kan man lade den stille et svin, for så dér først at slippe unghunden. Derved har man mere kontrol over det første møde.
Vildsvin er ikke så direkte farlige for hunden som bjørn og ulv, men næsten. Derfor kan bare én voldsom oplevelse for hunden slå dens selvtillid i stykker i længere tid, måske for altid. Derfor er det så vigtigt at udse sig racer og individer, der har mod og dristighed. Det kan være svært at få en mild hund til at gå efter svin, hvis den først er blevet skadet eller overrumplet. Det er heller ikke sikkert, trods godt racevalg, at hunden bliver effektiv på svin.
Orner og søer med smågrise skal man så vidt muligt undgå at jage, før hunden er tilpas erfaren. Dette kan selvfølgelig være svært at afgøre, når man slipper hunden i skoven. Som dansk jæger må man udnytte de muligheder, man har for at komme til Sverige og lade hunden lugte til spor, ekskrementer og så videre hele året rundt og lade den spore svin i line over kortere afstande under megen ros. Skind og klove bliver derfor endnu vigtigere at have, når hunden er hjemme i (næsten) vildsvinefrie Danmark.
Alt vildt lugter anderledes i død tilstand end i levende, selv lige efter skuddet. Hvis muligt, kan man derfor med fordel forsøge at duppe lidt bomuldsvat i friske hvilepladser og kedler for at lade duften suge ind i vattet. Man skal bruge plastikhandsker og rene glas til at opbevare det i, så duften ikke forurenes. Man kan derved lade hunden dufte sig frem til prøver af et levende vildsvin. Man kan kombinere med lignende prøver fra andre dyr og derigennem præge sin hund til kun eller særligt at reagere på vildsvin.
Al sportræning med vildsvineblod, klove og den slags er gavnligt og kan gøres hele året rundt og nærmest ikke for meget. Variér sværhedsgrad og længde, efterhånden som hunden bliver bedre.
Jagttræning
Fra august måned kan man med fordel lade hunden spore og stille grævling. Enten ved at slippe hunden ved graven nogle timer efter solnedgang eller ved at patruljere i skovbryn med videre, til man finder frisk fod, eller hunden selv markerer. Grævlingen har, på samme måde som vildsvin, tendens til at gøre front mod modstanderen, og det er værdifuld træning for en hund, som man ønsker skal stille vildsvin og ikke bare sætte fart i dem. Det giver både selvtillid, også hvis den er sammen med en erfaren hund, og giver længere standhals. Grævlinger er så udpræget nataktive, at interessen for dem ikke spiller nogen rolle, når vildsvinene jages i dagens løb.
På jagt og træning, når hunden er moden, skal man lade hunden arbejde selvstændigt, og hvis standhalsen er god, og dyret står stille, kan man med fordel lade dem fortsætte et stykke tid, for at hunden lærer, at det betaler sig. Den skal så tæt på som muligt, så det er muligt for jægeren at udse sig vildsvinet ret præcist uden at kunne se selve dyret. Hvis den bare er 10 eller 20 meter fra svinet, er det umuligt i tæt krat at vide, hvor grisen befinder sig. Det er en livsvigtig balance, hunden skal finde i sin dristighed – hvis den bliver dumdristig og overmodig kan det hurtigt ende galt.
Kondition og mentalitet
Hunde skal være i god form. Afhængigt af hundens størrelse og race er 10-20 km løb som kondition hver uge gavnligt. Rigelig med hvile og god mad skal den selvfølgelig have. Mange hunde kan være så ivrige efter at jage, at man skal tvinge dem til at hvile sig. De giver sig 100% hver gang, og med flere såter og måske også eftersøg på en weekend for ikke at sige en uge skal hunden have meget hvile og næringsrig kost. Svømning er en god motionsform i de varme måneder.
Mentalt skal hunden være robust – det kan ikke understreges nok. De fleste støvere og hunde i øvrigt kan jage hare og råvildt, der jo ikke udgør en fare for hunden. Man bør derfor træne vildtspor, lydighed og disse discipliner længere og lade hvalpen modne, inden man udsætter den for den fysiske fare, men særligt også den mentale udfordring, det er at stå over for et aggressivt vildsvin.
Forældrene til hvalpen bør være gode på jagtprøver samt ved mentaltest, og man bør opleve dem både på jagt og i hjemmet ad flere omgange. Mod, dristighed, men også respekt for sin modstander, et vist niveau af aggressivitet, der kan tændes (men selvfølgelig ikke i hjemmet), og stor jagtiver er nødvendige egenskaber for en vildsvinehund. De fleste jager med én hund ad gangen, men det ses efterhånden oftere, at flere hunde slippes særligt på vildsvin. Man bør dog indjage hunden solo, så den gør sig sine egne erfaringer og også fungerer, når den så er alene. Større racer kan være voldsomme ved vildsvinene og går reelt til angreb. Det er ikke ønskværdigt og imod jagtetikken. Aggressive hunde, man er nødsaget til at sætte mundkurv på under jagt og i dagligdagen, er heller ikke hensigtsmæssige. At stille et vildsvin er en kunst, giver store jagtoplevelser for jægeren og sikrer hunden og også vildsvinene mod unødig lidelse. De fleste hunde skal være cirka halvandet år, før man jager med dem som løshund.
Mentalt skal hunden være robust – det kan ikke understreges nok. De fleste støvere og hunde i øvrigt kan jage hare og råvildt, der jo ikke udgør en fare for hunden. Man bør derfor træne vildtspor, lydighed og disse discipliner længere og lade hvalpen modne, inden man udsætter den for den fysiske fare, men særligt også den mentale udfordring, det er at stå over for et aggressivt vildsvin.
Forældrene til hvalpen bør være gode på jagtprøver samt ved mentaltest, og man bør opleve dem både på jagt og i hjemmet ad flere omgange. Mod, dristighed, men også respekt for sin modstander, et vist niveau af aggressivitet, der kan tændes (men selvfølgelig ikke i hjemmet), og stor jagtiver er nødvendige egenskaber for en vildsvinehund. De fleste jager med én hund ad gangen, men det ses efterhånden oftere, at flere hunde slippes særligt på vildsvin. Man bør dog indjage hunden solo, så den gør sig sine egne erfaringer og også fungerer, når den så er alene. Større racer kan være voldsomme ved vildsvinene og går reelt til angreb. Det er ikke ønskværdigt og imod jagtetikken. Aggressive hunde, man er nødsaget til at sætte mundkurv på under jagt og i dagligdagen, er heller ikke hensigtsmæssige. At stille et vildsvin er en kunst, giver store jagtoplevelser for jægeren og sikrer hunden og også vildsvinene mod unødig lidelse. De fleste hunde skal være cirka halvandet år, før man jager med dem som løshund.
