AF STEEN ANDERSEN
FOTO: STEEN ANDERSEN, RASMUS SEEMANN LARSEN OG LASSE WAGENER.
Det er uvirkeligt. Surrealistisk. Og svimlende at glo ud i den begsorte nat uden at se det mindste og så tage en termisk spotter til øjet og lade det digitale billede bombardere nethinden med omsatte informationer, der tegner et, to – nej vent, tre vildsvin derude i natten. Bare 30 meter fremme.
De tre dyr kommer intetanende tættere på. Nu kan de også høres.
Aldrig så meget som anet med det blotte øje, men tydeligt set med den énøjede spotter, som så til gengæld fjerner enhver form for nattesyn på spotterøjet.
Især når man bevæger sig til fods i nattens mulm og mørke, er det sært handikappende at få belyst synet på det ene øje helt ud af anvendelighed i natten. Hvis man er almindeligt nysgerrigt anlagt, så anvender man også spotteren så ofte, at man næppe i nattens løb når at få nattesynet reetableret på det blændede øje, før man atter tyr til spotteren for at se, om der mon ikke skulle være et eller andet derude.
Det er der ganske ofte.
Tyrkiet for et års tid siden
Det var i november 2021, at jeg fik min egentlige debut på nattejagt med termiske og infrarøde spottere og sigtemidler og masser af store, stærke vildsvin i bjergene i den sydlige del af Tyrkiet.
Der var tilsyneladende vildsvin over det hele.
Den fremherskende teknik på disse breddegrader er at etablere en talrig række af udfodringssteder langs med et ensomt beliggende hjulspor i de bløde bjerge sådan lige under trægrænsen.
Så kører man på sporet, så snart natten har taget fat. Holder sådan cirka 100 meter fra foderpladsen og pürscher sig frem for at se, om der er besøg ved det småt spredte majs. Hvis ikke kører man en halv kilometer videre til den næste foderplads og undersøger den i lydløs spænding.
Den outfitter, vi har slået følge med, har over 100 pladser med håndstrøet foder, som tilses hver dag og observeres hver nat. De mange foderlokaliteter er kløgtigt nok plottede ind på GPS, og derfor misser vi ikke en eneste, der ligger i god vind, når vi nat efter nat patruljerer i de smukke bjerge, som man i sagens natur ikke ser det mindste til.
Man kan naturligvis også vælge at lade bilen stå og så tage patruljeturen til fods.
Det gjorde jeg de to første nætter, og det var faktisk den bedste del af hele turen.
For netop når man går. Lister. Kryber. Lytter og bare venter i natten, så er det, som om hele naturen åbner sig. Sådan har jeg det i alt fald.
Min guide på disse to nætter var en gammel rustik og vejrbidt mand på min egen alder, som tydeligvis kunne finde vej uden den mindste brug af noget som helst teknik. Jeg tænkte flere gange, at han sikkert ville kunne klare turen, om han så mistede synet på begge øjne, for der var sandt for dyden ikke meget at se endsige pejle efter.
Men vi kom frem, og vi kom også tilbage hver nat. Og han vidste til og med, hvor vi skulle lede efter de store vildsvin.
Det første skud
Scenen var sådan set sær. Også fordi det tager et par døgn, før man sådan rigtig finder rytmen og får styr på alle detaljerne. Så vi forlod det lokale wellness hotel en times tid før solnedgang.
Bortset fra vores lille sluttede danske jagtselskab, så var her udelukkende tyrkiske gæster i hundredvis, som dagligt gjorde sig til gode med de mange spafaciliteter og så den i øvrigt overdådige, himmelsk krydrede og farvestrålende buffet. Desværre kunne vi ikke rigtig tale sammen, men leder man længe nok i Tyrkiet, så finder man også en eller flere, som faktisk har boet i Danmark engang, og som derfor taler sproget. Også nogle gange aldeles strålende.
Det bør man i øvrigt huske på – sådan i al almindelighed.
Medium underoverskrift
Så snart man får blot en smule indsigt i de lokale forhold og de drømme og forhåbninger, som lokalbefolkningen drives af, indser man, at vi ikke er langt fra hinanden. Vi ønsker det samme for vores børn. Og for vores liv i det hele taget: Sundhed. Sikkerhed og en smule svir. Straks forsvinder stereotyperne, og det viser sig, at der såmænd er mange gode tyrkiske mænd og kvinder, som ikke har det fjerneste mod vildsvin – eller tilrejsende skandinaver, som gerne vil have en sjus til at skylle nattens indtryk ned med.
Med andre ord mødte vi kun glade tyrkere, som med entusiasme spurgte til vores jagtheld og øvrige velbefindende hver eneste formiddag over den skoldhede sukrede te.
Turen op i bjergene føltes lang den første eftermiddag, men skønt distancen var den samme hver dag, så blev følelsen af trælsom transport mindre og mindre for hver tur.
Udgangspunktet var hver aften det samme. En lille samling stenhuse – de fleste forladte, og de beboede i en sørgelig forfatning – for enden af en lang stigning fra dalen op til de bjerge, hvor vildsvinene holder til.
Her på en sammenstyrtet veranda fortærede vi de udleverede lunchbokse og gjorde derpå klar til nattens komme og jagtens begyndelse.
Friske batterier i alle enhederne. Skarpe skud i magasin og kammer. Varmt tøj fra øverst til nederst – for skønt skjorteærmer i dagslys, så bliver nætterne kolde og lange her inde og oppe i det massive fastland.
Min guide var i uld. Indehaver af et smukt klingende navn, som jeg aldrig formåede at udtale rigtigt, og desuden i besiddelse af en gammel sedan, som vi tilbagelagde de første 400 meter i. Derpå gik vi. Op.
Ikke stejlt. Bare op. Nogle få hundrede meter. Så pegede han ud i mørket, hvor der naturligvis intet var at se.
Altså ikke før jeg tog den varmesensitive håndspotter til øjet. Så var der et helt dusin dyr foran os. Næppe 100 meter væk og i langsom bevægelse længere op mod højre i forhold til min synsvinkel.
Nu var jeg så heldig at have en erfaren dansk vildsvinejæger ved min side: Rasmus Seemann Larsen, som er en ørn til det digitale udstyr og ligeledes til at udnytte det til vildsvin i selv den mørkeste nat.
Med Rasmus ved min side og hans sikre anvisninger lykkedes det relativt ubesværet at definere en keiler inde i virvaret af store og små grise.
Herfra forsøgte jeg at gøre tingene sådan, som jeg plejer.
Op med skydestokken.
I med riflen.
Finde grisen.
Afsikre.
Klemme, klemme, klemme.
SKUD.
LYNGLIMT!
Total forvirring.
Vildsvin i alle retninger.
Guiden er sikker i sin sag og dunker mig triumferende i ryggen.
Rasmus er af samme overbevisning.
Jeg er helt uvidende om, hvad der skete fra det millisekund, hvor det 225 grains tunge projektil slap mundingen på min 8,5x63Reb.
Vi efterlader skydestokken for i det mindste at fastholde den som et pejlepunkt og går fremad.
Også i denne situation er den varmefølsomme håndspotter til uvurderlig hjælp, og selvom tiden føles lang, så finder vi i løbet af få minutter en stor, stærk keiler forendt bag en større pinjeagtig gevækst.
Det er en sær fryd, der bredder sig i min krop. Begejstring. Tilfredshed. Lykkehormonenerne ruller gennem min organisme og sender det mest oprindelige af min hjerne tilbage til stenalderjægerens fundamentale glæde over at have skaffet forråd til familien. Det gør mig veltilpas. Lykkelig – hvis det hele skal koges ned til bare et ord. Lykkelig.
Mit første skud til en pürschet gris i den sorteste nat. Lettelse. Altid efterfølges fryden og glæden af lettelse.
For man sætter sig selv på spil, når man klemmer om den aftrækker. Risikerer. Både vildtets liv og smerte og sin egen anstændighed og ære.
Ikke at der er tale om at tage en chance.
Men en risiko er det, hver gang skuddets enorme energi slippes løs.
En risiko for at fejle fatalt.
For at fejle fælt.
For at fejle.
Derfor er jeg lettet. Jeg løb den kalkulerede risiko, og jeg fejlede ikke.
Ikke det mindste.
Et skud og en gris.
Det er en lykkelig lettelse.
