TEKST: PER KAUFFMANN
FOTO PER KAUFFMANN SAMT GABRIEL12, SHAFT IN ACTION OG WILDMEDIA/SHUTTERSTOCK
Vi mødes på en vindblæst parkeringsplads ved Nørre Nebel, helt ude i klitterne ved Vesterhavet. Selv om lyset er på vej fra øst, er det stadig helt mørkt. Kun få af de 30-40 mennesker kender hinanden, men snart samles vi helt automatisk i en uregelmæssig rundkreds. Alle skutter sig i vestenvinden, der er flittig her på stedet og isnende kold. Bag den afdæmpede stemning gemmer sig store forventninger, for alle håber i løbet af de næste 3-4 timer at kunne skyde et af de krondyr, som området er kendt for. Der er jægere fra hele landet, ja helt fra de yderste afkroge på Sjælland og langt mod nord i Jylland. Præcis 8.30 byder vildtkonsulent Ole Daugaard-Petersen velkommen til jagten og gennemgår parolen. Folk trækker sammen for ikke at miste et ord af det, der bliver sagt, endskønt parolen er udsendt til alle deltagere i forvejen.
En stor såt
Der tages kun én såt, og der drives fra klokken 10-13. Præcis på dette tidspunkt er jagten slut, og man kan forlade sin post. Da der må skydes, når man er på plads, vil nogle få lidt mere tid end de angivne 3 timer på posten, idet der går en del tid, inden de sidste skytter er fremme. De fleste jægere bliver placeret i skydetårne, enkelte dog på jorden. Otte hundeførere bevæger sig rundt i hver deres område af plantagen og får sat krondyrene i bevægelse med mindst mulig forstyrrelse, hvorfor man regner med, at dyrene vil komme for i et roligt tempo. Herved får jægerne bedre mulighed for at udvælge det rigtige dyr og afgive et sikkert skud.
Jagtlederen gør samtidig klart, at, hvis man skyder til et krondyr, der ikke ligger synligt forendt, må man herefter kun skyde i den modsatte retning. Hver deltager må nedlægge en kronhjort, enten en lige 12-ender (eller større), eller en 6-ender eller mindre. Der må nedlægges 3 hinder, hvorimod der er fri afskydning af kalve, råvildt, ræv og mårhund. Trofæer tilfalder skytten uden trofæafgift, såfremt de er nedlagt lovligt. Der fremvises nogle hjortegevirer, der demonstrerer, hvordan tilsyneladende almindelige 6-ender hjorte kan “forvandle” sig til en ulige 8-ender (eller større) på grund af små knopper på geviret. Er “knoppen” mere end 2 centimeter lang, vil den nemlig tælle som en sprosse, og geviret blive konfiskeret. Tilsvarende advares vi om, at, hvis hjorten har 6 sprosser på den ene side men kun 5 på den anden, så vil den blive inddraget. Der skal være mindst 6 på hver side eller mindst 7 på en af stængerne, for at hjorten er lovlig. Det slås fast, at der ikke er nogen pardon i forhold til dette forhold, da Naturstyrelsen ikke ønsker, at nogen skal spekulere i, om man måske lader nåde gå for ret og blive fristet.
Skovløber Leif
Jeg er, sammen med en håndfuld andre jægere på et hold anført af Leif Knudsen. Leif er skovløber og har været ansat ved Naturstyrelsen i Blåvandshuk i snart en menneskealder. Han viser mig vej til post 18, et rummeligt skydetårn, og jeg er på plads nogle få minutter over ni som en af de første. Bilerne kører stadig rundt og sætter folk på post, mens det første skud lyder fra min sidepost mod højre. Jagten er slået i gang, og forude venter fire timers spænding. Jeg måler hurtigt op med afstandsmåleren til et par centrale punkter i hver retning. Til venstre har jeg 120 meter spor på 20 meters bredde. Foran mig et noget bredere spor med en stor græsmark længere borte. Her finder jeg en stor tot lysesiv, der er 110 meter væk, hvilket cirka må være min begrænsning i den retning. En 20 minutters tid sidder jeg og glæder mig over, at den pessimistiske vejrprognose for dagens vejr ser ud til at blive gjort til skamme. Der er lovet kraftig regn fra morgenstunden, men det er stadig tørvejr. Tunge skyer hænger dog faretruende over os, men den tid, der er gået godt, kommer ikke skidt tilbage. Den første dråbe kommer samtidig med, at en smalhind træder ud fra skovkanten, kun 30 meter fra mig, og tydeligt vagtsom. Ti meter ude i det åbne drejer hun sig væk fra mig, hvilket giver mig mulighed for at få riflen op i klarstilling. Hun bevæger sig med spejlet mod mig endnu nogle meter, inden hun vender tilbage til den først udstukne kurs. En anelse skråt på mig bevæger hun sig langsomt fremad, og jeg lader kuglen gå.
Det var den første – og den anden
En halv snes meter spurter hun, inden hun vælter og forender. Nogle få minutter senere kommer en hind med en kalv på samme spor. Hinden tøver og bliver stående delvist skjult i skovkanten, men kalven går ubekymret fremad, og jeg får lynhurtigt sat en kugle på den. Den springer fremad med forbenet hængende, inden den sekunder senere er dækket i skoven foran mig. Hinden følger efter i et par lange spring. Jeg kan ikke se kalven og kan derfor ikke vide, om den er forendt. På den anden side er det meget sandsynligt, at den ligger lige i skovkanten, for skudtegnet var perfekt. Et minut senere kommer hinden ud igen – uden kalven. Hun stiller sig helt åbent og i en perfekt skudposition, men ifølge parolen kan jeg ikke se kalven ligge forendt og må afholde mig fra at skyde hende. Det er nu ret nemt, for jeg har jo lige skudt to stykker kronvildt, og man skal ikke være grådig. Jeg havde håbet på at skyde bare et enkelt dyr, men nu har jeg allerede skudt to, og dagen er hjemme. Hinden trækker langsomt mod vest til en uvis skæbne. Det lovede regnvejr er i høj grad kommet, og samtidig er det blæst op, hvorfor jeg sidder og bliver koldere og koldere med regnen skråt ind i ansigtet. Lidt senere kommer en spidshjort løbende hen over lysningen foran mig. Det er dog ikke ligefrem nogen chance, for den har fuld fart på – ligesom den hund, der følger nogle meter bagefter. Snart efter kommer hundeføreren frem til mit tårn, og jeg sætter ham ind i situationen med den påskudte kalv. Den finder han hurtigt nogle få meter inde i skoven, og åbner derved for min mulighed for at skyde videre, hvis der skulle komme mere vildt.
En meget lang pause
Der lyder adskillige skud de næste timer, men der sker ikke rigtig noget hos mig. Jeg er kold helt ind til knoglerne, og fra tid til anden er jeg nødsaget til at rejse mig op og diskret bevæge lidt varme ind i kroppen igen. Klokken passerer både 11 og 12, uden at jeg ser noget som helst.
Til venstre for mig er der hunde, der driver med hals, og flere gange fornemmer jeg, at nu sker der noget, men mine to spor forbliver tomme. En halv times tid før jagten slutter, har jeg netop tørret linserne rene for 117. gang, da jeg hører en bevægelse i skoven foran mig.
Snart efter kommer en rudel frem på sporet, knap hundrede meter ude. Først to hinder med hver sin kalv, og så et lidt større dyr til sidst. Mens jeg tager kikkerten op, kan jeg se, at det bageste dyr er en spidshjort, og det må være den, jeg skal gå efter. Heldigvis går rudlen i stå for at sikre bagud, hvilket giver mig tid til at få et godt anlæg på skydetårnets sider. Hjorten står til et perfekt skud, og der er intet at betænke sig på. Han går lige i dørken, da kuglen når ham, sparker vildt med benene, og jeg må antage, at den situation er afviklet. Så kommer han på benene igen og laver et par gevaldige bukkespring højt op i luften for derefter at stille sig på vaklende ben som en nyfødt girafunge. Da han vaklende drejer bladet op mod mig igen, sætter jeg endnu en kugle på ham. Så er der totalt ro. Med hjorten liggende synligt forendt har jeg stadig mulighed for at være med i kampen, og heldigvis for det, for nogle minutter senere trækker en ny rudel forbi lidt længere ude, tæt ved de siv, der markerer min grænse. Okay, måske nogle få meter på den stive side, men min selvvalgte begrænsning var jo også kun et forslag.
Ny rudel på tværs
Der er mange dyr i rudlen, måske femten i alt. Et par mindre hjorte toner frem i midten af rudlen, men jeg har skudt min hjort, så dem behøver jeg ikke at tænke på. En kalv trækker frem mod en hind, og den låser jeg mig fast på. Den er tydeligt mindre end hinden, og jeg har ingen betænkelighed ved at lade skuddet gå. Kalven springer fremad og markerer derved tydeligt, at skuddet er godt. Sekunder senere er de alle borte, og jeg overlades til at køre situationen igennem i tankerne. Nej, der er ingen tvivl. Kuglen sad, hvor den skulle, og skudtegnet var tydeligt nok. Endnu en rudel trækker på tværs lidt længere ude, men det må være slut. Jeg har skudt fire krondyr, og der er ingen grund til at friste skæbnen ved at sætte et dårligt skud, lige før jagten slutter. Fem minutter før klokken slår, kommer hundeføreren Verner frem til tårnet med sin sorte labrador, Bobby. Han beder mig blive siddende et par minutter yderligere, mens han leder efter min sidste kalv. Kort efter haster jeg ned til Verner, netop som han kommer ud af skoven. “Den ligger lige inde i skoven”, kan han meddele, “men det er altså ikke en kalv, men en spidshjort”. For alle ulykker, så har jeg altså skudt to spidshjorte og forbrudt mig. “Men bare rolig”, siger han, “den er ikke mere end nogle få centimeter høj og i bast, så du har ikke kunnet se de bittesmå stænger for ørerne”. Sammen går vi ind for at slæbe den ud. “Jeg vil nok nærmere kalde det en knophjort”, beroliger Verner mig, da jeg spørger lidt ind til den normale straf for at forbryde sig mod den helt tydelige parole.
Alle har været heldige
Vi går op til min nabopost, der har skudt en hind og har haft chance til en anden. En anden nabopost har skudt tre krondyr med fire skud og en tredje har skudt sit første stykke kronvildt med et enkelt skud. Da Leif kommer med bilen, får vi læsset alt vores vildt på traileren og sætter os på ladet for at blive fragtet hjem. Stemningen er god, for vi har tilsammen skudt ni krondyr med 11 skud og har ingen eftersøgninger. Kan man måske ønske sig mere?
Ved samlingsstedet har Naturstyrelsens medarbejdere opstillet en køkken-skurvogn og tændt et stort bål. Ud af vinduet stikker den hjertevarme kantinedame en endeløs række af dybe plastictallerkener med rygende varm gullaschsuppe. Lavet på kronvildt – naturligvis. Der medfølger en gedigen ske, der ved aflevering i samme vindue byttes til et stort stykke wienerbrød. Snildt arrangement, endskønt det ligger noget fra det arrangement, der afholdes, når Naturstyrelsen i Vestjylland holder jagt. Nå, men hvad der mangler i stilkarakter, kompenseres der så rigeligt for med bunker at skudt kronvildt. Og det er vel egentligt det egentlige, ikke? Lige nu ligger der vel 30 dyr, men det forlyder, at der er flere på vej.
Sirius på pletten
En lille gruppe unge mænd i ens uniformer fanger min opmærksomhed. Gad vide, om Naturstyrelsen simpelthen har indrulleret hæren i arbejdet med at brække de mange dyr? Da jeg nysgerrigt nærmer mig, får jeg straks øje på major Jesper Lindgaard. Han er, som sædvanlig, delvist ureglementeret påklædt, idet hans hoved præges af en bøllehat. Han fortæller, at de syv ungersvende er under uddannelse til Sirius-patruljen og skal sendes af sted i foråret. Inden da skal de – blandt andet – bestå jagtprøven og lære at skyde med jagtgevær. Et led i uddannelsen er yderligere, at de alle skal prøve at brække og forlægge et stykke vildt, så de ikke står uforstående over for den opgave i Grønland, når den tid kommer.
De unge mennesker går lidt forsigtigt til sagen, men arbejdet skrider velovervejet fremad under majorens kyndige ledelse. Så får en af dem øje på en stor hjort, der netop er kommet ind, og straks omringer de den og slæber af med den. Hvorfor øve sig på kalve og hinder, når man kan stikke kniven i en stor hjort, synes de at tænke. Det er en 6-ender hjort med ret lange stænger og et fint udlæg. Det eneste problem er den knop, der pryder den ene stang. Den er bemærkelsesværdigt tæt på at være to centimeter, hvorved den vil blive defineret som en ulige 8-ender og dømmes “ulovlig”. Trofæets ejermand – indtil videre – kredser om hjorten og modtager modstridende meldinger. Nogle mener, at den er god nok, andre, at knoppen er over to centimeter, og at trofæet vil blive konfiskeret. Senere udsteder Ole Daugaard-Petersen den endelige dom: den er skudt og forendt som 6-ender, og derved inden for parolen.
Forsinket parade
På grund af de mange dyr, og da nogle eftersøgninger stadig er i gang, passerer klokken den berammede tid for paraden, men endelig beder Ole Daugaard-Petersen om, at alle dyr – brækkede såvel som ikke brækkede – lægges op, så folk kan komme hjem.
I faklernes skær og i det sidste lys kan han fortælle, at der er afgivet 74 skud fra de 35 skytter, og at det har resulteret i 56 stykker vildt fordelt på 9 hjorte, 26 hinder, 19 kalve og 2 rådyr. Han kan videre fortælle, at der pågår ni eftersøgninger rundt omkring i terrænet, og beder de jægere, der har forårsaget disse eftersøgninger, om at blive yderligere en stund for at få resultatet, når schweisshundeførerne stopper deres arbejde. Der forlyder ikke noget om, hvorvidt der er set store hjorte i såten, men det rygtes, at der er skudt mindst 10 krondyr på de omgivende terræner.
Det dugger helt vildt i bilen på grund af det våde tøj, men dog ikke mere, end at jeg ser en af Naturstyrelsens trailere komme med endnu en kalv da jeg kører ud af indkørslen. Som om 56 ikke var nok…
Blåbjerg Klitplantage
Naturstyrelsen Blåvandshuk har ansvaret for godt 15.000 hektar, hvoraf halvdelen er skov, mens resten af arealet overvejende består af klitter, hede, strandeng og ager. Knap en tredjedel af området udgøres af Blåbjerg Klitplantage der er på ca. 4.600 hektar. Den 15 kilometer lange plantage er for halvdelens vedkommende bevokset med træer. Plantningen begyndte i 1878 med det formål at sikre en varig dæmpning af klitternes vandring. Foruden eg vokser der også enebær og bævreasp. Nåletræer breder sig fra de omgivende plantager, men da de ikke hører naturligt hjemme her, bliver de derfor med mellemrum fjernet. Det Blå Bjerg, som plantagen har navn efter, er landets højest beliggende klit med toppen 64 meter over havet. Bjerget har sit navn, fordi det på afstand ligner et fjernt, blåt bjerg. l klart vejr er der fra bjerget udsigt til store dele af det sydvestlige Jylland, herunder 40 kirketårne.
