TEKST OG FOTO: MATS GYLLSAND. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD
Èn gang er ingen gang, to gange er en vane. Det er en gammel talemåde, som vi håber vil komme til at passe på vores jagtrejser til ”Magiske Jura”. Rejserne til denne storslåede ø har virkelig givet os smag for mere – og det drejer sig ikke kun om jagt. Whiskyen, maden, naturen og familien Fletchers gæstfrihed er lige så store fristelser og giver tilsammen en fuldendt oplevelse.
Vores første rejse fandt sted ved midsommertid for et par år siden. Plaget af svære jagtabstinenser ledte vi efter en god jagt ikke alt for langt væk, og dengang fik vi et tip om vildgederne på Jura. Vi tog afsted – og blev alt andet end skuffede. Det var i 2015 og nu er vi her igen.
Under jagten på gederne havde vi hele tiden selskab. Øens hjorte fulgte med i alt, hvad vi foretog os på skråningerne ned mod havet. De var overalt. Vi så store rudler lige meget, hvor vi kiggede hen. Hjortene her er ikke lige så store som mange andre steder, men naturen her og antallet af hjorte slår det meste.
Efter en lang og anstrengende rejsedag sidder vi endelig i biblioteket på ”Ardlussa Estate”. Mine medrejsende og jeg har nydt en dejlig middag, og sidder nu og slapper af med en af øens single malt whiskyer i skæret fra den åbne pejs.
Forventningerne er store og minderne fra den første tur er mange.
Godsejeren, Andy Fletcher sidder sammen med os og beretter om morgendagens jagt.
– Vi starter med en tur på skydebanen, og bagefter tager vi firehjulstrækkeren op i bjergene. Vejret skal efter sigende blive godt, så det kan blive svært at komme tæt på hjortene nu inden brunsten, siger Andy.
Inden han takker af for i aften, aftaler vi, at vi skal have morgenmad ved halv syvtiden. Værelserne hjemme hos familien Fletcher er store, og sengene er behagelige og det er ikke svært at falde i søvn. Rejsen og aftenens whisky har gjort deres.
Næste morgen sidder vi omklædte i spisesalen og nyder et godt, engelsk morgenmåltid med havregrød, ristet brød, marmelade, og en tallerken med varmt – helt anderledes end de måltider, vi ellers er vant til, når vi er på jagt. Vi tager godt for os af retterne. Belært af erfaringen ved vi, at dagens jagt kommer til at kræve megen energi.
Selv om vi bliver kørt op i bjergene med firehjulstrækkeren, bliver det en hård dag i terrænet. Skråninger og nøgne klippesider veksler med afgrunde direkte ned i havet, og det er sådant et terræn, vi skal færdes i for at komme tæt på hjortene.
Efter at have været på skydebanen, skrumpler vi afsted i firehjulstrækkeren – eller rettere sagt vi klamrer os til hinanden ”for at redde livet”, som vi sidder der tæt sammen på det lille lad.
Der varer ikke længe, før vi på nogen afstand kan se de første hjorte.
– De er for små, vi må over på den anden side for at finde de store, råber Andy inde fra Firehjulstrækkeren, hvor han sidder sammen med godsets gamekeeper, Ewen McInnes.
Det er Ewen, som skal være vores guide i dag. Da vi er kommet op på toppen, står han ud og kigger ud over bjergskråningerne med sin gamle kikkert.
Solen skinner, og der er så dejligt, at det ikke er til at beskrive. Da verden blev skabt, må Jura have ligget meget højt på listen. Få af de steder, vi har besøgt, kan måle sig med den skotske vestkyst.
Aftenen før har vi trukket lod om rækkefølgen. Hasse skal have det første tilbud. Det føles retfærdigt, da han aldrig tidligere har skudt en kronhjort. Per kommer som nummer to, og jeg er sidste mand.
Vi er blevet enige om, at man får chancen for at pyrsche sig ind og afgive sit skud, og uanset om det lykkes eller ej, får næste mand i køen den næste chance.
Vi mærker tydeligt, at Ewen har været gamekeeper på godset i 20 år, da vi forsøger at følge med i hans tempo ned ad bjerget. Det føles, som om han kender hver en sten, hver en klippe og sti. Han ved præcis, hvor vi skal hen, og hvor hjortene står.
Sommetider stopper han op og spejder ud over terrænet med sin kikkert.
– Se, dernede står der et par hjorte, men de er for unge – vi skal finde de ældre, siger Ewen til os, mens vi samtidig prøver at få øje på det, han åbenbart ser.
Vi vandrer videre, og et par timer senere signalerer Ewen, at han vil have os til at stå stille og holde lav profil.
Så sniger han sig selv frem til en lille bjergkam, hvor han forsigtigt spejder ud over kanten.
Lidt senere kommer han tilbage til os.
– Der står tre hjorte lidt nede på den anden side af bjerkammen, men vi må forsøge at komme tættere på for at få en skudchance, siger han til os.
At komme tæt på er ikke altid så ligetil. For at komme et par hundrede meter ned ad bjerget er det en gang imellem nødvendigt, at man går flere kilometer i et uvejsomt terræn. Sommetider står hjortene der endnu, når man endelig er nået frem, og andre gange er de gået videre.
Denne gang er Ewens dygtighed og heldet med os.
Nu maver Hasse og Ewen sig frem mod bjergkammen lige oven for det sted, hvor hjortene står.
Per og jeg sætter os i græsset og venter.
Vi kigger op mod det sted, hvor de to andre ligger. Vi kan se, at de åbenbart ikke er helt tilfredse med situationen, og at de forsigtigt kravler op over kammen.
Så kan vi ikke se dem længere. Vi venter og håber, at der snart vil falde et skud.
Der lyder aldrig noget skud, og i stedet for kommer Hasse og Ewen slukørede gående tilbage til os.
– Hjortene fik færten af os, og stak hurtigt af, siger Hasse noget skuffet.
Nu er det på høje tid med lidt frokost. Udsigten fra vores improviserede frokostbord er helt fantastisk. Vi kigger ud på tidevandsstrømmen, ”Corryvreckan” i sundet mellem ”Scarba” og ”Jura”. Solen, som står højt på himlen, varmer behageligt. – Livet kan ikke være meget skønnere end det her, siger jeg, og alle er enige.
En time senere er vi i gang igen. Ewen fører an, og det varer ikke længe, før han har fået øje på nogle nye hjorte.
Der er bare ét problem, hjortene står på en høj et par hundrede meter fra os. Ewen sætter sig ned og finder en gammel, ”enøjet” teleskopkikkert frem. Efter at han har kigget et stykke tid, skyder han den sammen igen.
– Der står tre hjorte, og den ene af dem er rigtig fin, de andre to er for unge, siger han til Per, som nu skal forsøge sig.
Langsomt og så stille som muligt lister vi os frem. Vi tvinges til at gå en omvej, for at hjortene ikke skal få færten af os.
På vejen hen til dem støder vi flere hinder og ungdyr, men hjortene på højen mærker intet til vores tilstedeværelse.
Da vi har cirka 100 meter tilbage, lader Per og Ewen Hasse og mig blive tilbage, mens de selv sniger sig det sidste stykke frem.
Til sidst da vi ikke mere kan se dem, lægger vi os ned i græsset og venter.
Da der er gået 20 minutter, bliver stilheden brudt af et enkelt skud.
Vi løber hurtigt hen til det sted, hvor Per og Ewen forsvandt ud af syne. Lidt neden for os står de og kigger på en hjort, som ligger i det høje græs foran dem.
Da vi selv er kommet ned til dem, kan vi konstatere, at det ikke var den hjort, Ewen havde udpeget, men lige nu spiller det ingen rolle. Per har skudt sit livs første kronhjort med et perfekt skud på et sted, som også var perfekt.
Ewen brækker hjorten, og sørger også for, som skik og brug er, at Per bliver døbt.
Vi står og snakker et stykke tid, og Ewen ringer til Andy og beder ham om at komme og hente os og hjorten.
– Se derhenne, siger Hasse pludselig og peger mod et sted 500 meter væk.
Dér i solskinnet rager et gevir op.
Vi løfter straks kikkerterne og spejder derhen.
– Det er en stor hjort, siger Ewen, og spørger mig, om jeg har lyst til at forsøge mig.
Jeg tøver ikke. Vi fatter rifler og skydestok og så er det ellers afsted.
Hasse og Per beslutter sig for at vente på Andy og ønsker os ”knæk og bræk”, da vi målbevidste starter pyrschen på hjorten.
Da vi er 300 meter fra den, stopper vi op og kigger igen ned mod den. Ewen låner min kikkert, da han har glemt sin egen hos Hasse og Per.
– Det er en 14-ender, hvisker Ewen til mig og fortsætter med at spejde.
– Vi må prøve at komme tættere på. Den er stadig for langt væk til, at vi kan gøre et forsøg, siger Ewen.
Vi bevæger os nu ned ad bjergskråningen uden for 14-enderens synsfelt og lægger en plan. For at komme tættere på uden at blive afsløret, må vi gå en lang omvej, men nu er det ikke noget, der kan stoppe os.
Godt en time senere er vi på plads. Der er næsten to hundrede meter til hjorten, som stadig ligger på et plateau oven over os.
Forsigtigt kryber vi nærmere og lægger os til rette på en bjergkam.
Pladsen er alt andet end bekvem. Jeg ligger fladt ned, ligeså lang jeg er. Overalt rager der sten op, og jeg har nok at gøre med at prøve at komme til at ligge ordentligt. Jeg kigger op mod hjorten, og kan stadig kun se geviret, men jeg kan også se, at der står en noget mindre hjort ved siden af den og esser.
Ingen af dem har set os. De aner ingenting. Vi er klar over, at det nu bare gælder om at vente, vi kan umuligt komme tættere på.
Der går en time går, uden at der sker noget somhelst. Jeg kigger ud over dalen mod det sted, hvor vi efterlod Hasse og Per.
De ligger i solen og nyder det, men de undrer sig sikkert over, hvorfor jeg ikke skyder.
I det fjerne hører vi Firehjulstrækkerens dieselmotor. Andy er på vej for at hente den første hjort.
Der går endnu en time, uden at der sker noget.
Andy er nu nået over til Per og Hasse, som er godt trætte af at ligge og vente. Sammen med Andy går de derfor i gang med at læsse hjorten op på Firehjulstrækkerens lille lad.
Det går alt andet end stille for sig, men afstanden er heldigvis så stor, at vore hjorte ikke hører noget.
Nu smerter det i hele kroppen. Ewen har trukket sine bukser ned og ligger og masserer sine led for at få gang i blodcirkulationen.
Der går endnu en time.
Jeg holder øje med hjortene i kikkerten. Den lille står stadig og esser, og den store rører stort set ikke på sig. Den løfter hovedet lidt, og for første gang kan jeg se det. Den ligger og døser i solen.
Nu har vi ligget her i næsten fire timer. Solen står ikke længere i zenit. Den står lige direkte ind i ansigtet på os, der hvor vi ligger.
Pludselig begynder der at ske noget oppe på plateauet. Den store hjort rører på sig. Jeg hæver riflen og fokuserer på den gennem kikkerten, men den rejser sig heller ikke denne gang, den ligger ned og esser …
Der går igen et stykke tid. Nu kan jeg ikke længere mærke min underkrop, men jeg har ingen planer om at give op. Og så uden forvarsel rejser 14-enderen sig!
Jeg gør mig klar og tager sigte.
” Vent, vent” siger Ewen,” vent, til den står godt, og du har et perfekt sigte”.
Efter næsten fem timers venten vender hjorten hele bredsiden til. Jeg skyder
Hjorten gør et spring ret op i luften, så jeg ved, at jeg har ramt den med en god kugle.
– Skyd igen! Råber Ewen, og jeg afgiver endnu et skud.
Hjorten styrter ned fra plateauet og lander blødt i nogle høje bregner – den sparker lidt, men snart bliver alt stille.
Jeg ligger på ryggen og forsøger at få liv i kroppen, inden vi efter al den venten omsider går hen til det sted, hvor hjorten ligger. Nogle minutter senere står vi ved den, og Ewen lykønsker mig med den fin hjort. Han fortæller, at hjortene i Skotland sjældent bliver større end en 12-ender. De er betydeligt mindre end dem i Sverige og i det øvrige Europa.
Det er tre år siden, at der sidst er blevet skudt en så stor hjort på øen, så Ewen er mindst lige så opstemt som jeg.
Om aftenen sidder vi igen og snakker i biblioteket på Ardlussa.
– I starten var det spændende at følge jer, men efter nogen tid blev det bare kedeligt, siger Hasse, som fra første parket, kunne se, hvordan vi sneg os ind på den.
Selv føler jeg, at det var hele ventetiden og alle smerterne værd. Det er en af de jagtoplevelse, som jeg vil huske resten af mine dage.
Næste dag øsregner det. Det regner og blæser så meget, at det forekommer helt umuligt, at vi skal få held til at skyde endnu en hjort.
Vejret til trods får Hasse sin dåb om eftermiddagen.
Efter en hel dags vandring gennem dyngvåde moser får han chancen og tager den. Han fælder en fin ti-ender med et perfekt skud. At den ikke var større, gør ikke oplevelsen og hans glæde mindre. Et par dage efter er vi på vej hjem. Vi har nået endnu et par jagtdage, og selvfølgelig en rundvisning på destilleriet med dertil hørende prøvesmagning. Fra flyet fra Islay til Glasgow kigger vi ned på Jura og ved allerede at vi må tilbage.
Som sagt: En gang er ingen gang, to gange er en vane.
