Der er sikkert lige så mange ideer om, hvordan en kniv optimalt set skal udformes, som der er jægere. Efter mange årtiers jagt i snart sagt alle afkroge af verden, har jeg også et indre billede af, hvad jeg helst vil have hængende i bæltet. Denne artikel sammenfatter første del af rejsen imod MIN kniv… og projektet kan følges “med fingrene”, når mere end tyve af landets bedste knivmagere gæster jagtmessen i Hillerød den 31. marts – 2. april. Her vil Bjarne Rasmussen have den første prototype med.
Der skal ikke så meget jagterfaring til, før man når til den konklusion, at en enkelt kniv ikke kan løse alle opgaver optimalt. I forbindelse med de jagtformer, som jeg dyrker, bruger jeg da også syv forskellige knive. Jeg har altid en allround kniv med mig, som jeg bruger til en masse forskellige store og små opgaver på jagten – herunder af brække vildtet, snitte spåner til at starte ild, spidse pinde til at riste pølser på, skære mad ud i tyggebare bidder, bygge skjul, fjerne irriterende grene foran en jagtstige osv. osv. Intet værktøj er så nyttigt som en god brugskniv.
Men jeg anvender også en lang fangstkniv, når jeg jager med riflen og går med schweisshunden. Dens eneste formål er at aflive anskudt vildt hurtigt og effektivt. På ture, som tager mig langt ind i vildmarken medbringer jeg også en ultra-skarp skalpellignende lille kniv til præcisionsarbejde i forbindelse med flåning af hovedskind til konservatoren. Jeg har en stor buet skinner til flåning af store dyr, og jeg har en udbeningskniv, når jeg parterer vildt til fryseren. En skarp bugåbner med beskyttet spids er genial til i en fart at lægge de indledende snit langs løbene inden flåning. En kort savtakket kniv med beskyttet spids og tværstillet greb er nærmest uundværlig, hvis man åbner låsen på det vildt man brækker. Der er altså hele syv forskellige knivtyper i min skuffe med jagtknive, og de er hver især optimale til at løse præcis den opgave, de er beregnet til.
Men når alt kommer til alt, er det allround kniven, som bliver brugt langt mest, når jeg er på jagt, og selvom den bestemt ikke er lige god til alle opgaver, klarer den langt de fleste udmærket. Denne knivtype er som udgangspunkt altid med mig, når jeg er ude. Ofte har jeg ikke andre knive med, og ofte er jeg så langt væk fra knivskuffen og slibestenen, at jeg ikke umiddelbart kan erstatte den, hvis jeg mister den, eller hvis den holder op med at skære. Det er ekstremt vigtigt for mig, at den virker, som den skal og ikke bliver sløv eller går i stykker, når jeg har brug for den. Når man skal flå og grovpartere en Kamchatka-elg i minus 36 graders kulde – eller for den sags skyld en bjergzebra i 36 graders varme, er man ikke i humør til knive, der af den ene eller den anden årsag ikke kan skære.
Min allround kniv er min forlængede arm. Et uundværligt stykke værktøj og derfor også genstanden for hele min opmærksomhed i denne artikel. Jeg ønsker mig den bedst tænkelige allround kniv i bæltet!
Designparametre
Min kravspecifikation er ret enkel. Jeg vil have en stærk og håndterbar kniv, som jeg kan bruge til at alle de gøremål, jeg tidligere har nævnt som opgaver for min allround kniv. Jeg kan ikke rigtigt komme i tanke om gode grunde til at genopfinde den dybe tallerken, så for mig tager det optimale design udgangspunkt i konstruktioner, jeg allerede anvender og sætter pris på.
Den klassiske nordiske brugsdolk som fremstilles af bl.a. Mora og et utal af mere eller mindre kvalitetsbevidste fabrikker er et design, som hviler på århundreders skandinavisk vildmarkserfaring. Jeg har altid elsket ergonomien i disse knive, og jeg har brugt dem flittigt, men jeg synes at der er plads til forbedringer i forhold til de i øvrigt meget funktionelle billigste udgaver. Jeg vil gerne have en endnu stærkere kniv. En kniv der holder skæret bedre. En kniv i et strammere og mere klassisk design.
Både af hensyn til knivens robusthed og dens ”look & feel”, skal min kniv være en fuldtangekniv. Det betyder, at klingen og kernen af grebet er et og samme gennemgående stykke stål. Jeg vil have et reelt fingerstop på holken, så jeg minimerer risikoen for at skære mig i nallerne, når mine hænder er fedtet ind i blod eller er følelsesløse af kulde. Grebskallerne skal være robuste, kunne holde til vand, varme og kulde og sidde urokkeligt fast.
Kniven skal være ”rustfri” eller i det mindste så korrosionsfast, at den ikke bliver rustplettet på en lang tur ud i vildmarkens pløre. Kniven skal holde skæret så længe som overhovedet muligt. Jeg er fuldt ud på det rene med, at de ståltyper, som er i stand til at holde et skær i ekstraordinært lang tid, typisk er så meget desto mere tidskrævende at skærpe. Men i mit tilfælde vil et superholdbart skær række til de ture, jeg er ude på, og på den måde bliver jeg uafhængig at skulle slibe kniven op under vanskelige forhold.
Hvor længe skæret holder afhænger naturligvis af flere forskellige faktorer. Stålkvaliteten, slibningsvinklen, æggens længde og brugerens anvendelse af kniven er alle væsentlige faktorer. At æggens længde spiller en rolle skyldes naturligvis, at hver eneste millimeter skarp æg giveren brugeren mere skæretid under forudsætning af, at man er lidt omhyggelig med at bruge hele æggen, når man anvender kniven. Dette er en af flere årsager til, at ”overlevelsesknive” ofte er meget lange. At brugerens adfærd med kniven også er væsentlig er indlysende. Skærer man ofte ind i f.eks. knogler, i halvfrossent kød eller pløret dyreskind, sløver man kniven relativt hurtigere, end hvis man kan undgå sådanne æg-slidende udfordringer.
Første prototype
Jeg har fedtet frem og tilbage med designet over nogle år – og nu intensivt i nogle uger. Mange skitser har set dagens lys, mange snedige løsninger har fristet, men jeg er hele tiden kommet tilbage til et meget minimalistisk skandinavisk design, som jeg føler mig sikker på vil opfylde mine behov.
Jeg er landet på en klingelængde på omkring 110 mm og en skæftelængde på nogenlunde det samme. Jeg har tegnet klingen med en let drop-point, hvilket gør kniven nemmere at kontrollere. Af samme årsag er grebet let buet og relativt fyldigt. Jeg vil have et ordentligt greb i tingene og en markant beskyttelse af mine fingre. Derfor det kraftige greb og den fremtrædende frontholk. Slægtskabet med skandinaviske brugsknive fornægter sig ikke – det er helt bevidst. Jeg elsker den skandinaviske knivtradition og det stramme nordiske formsprog. Det er vigtigt for mig, at jeg selv synes min kniv er smuk. Simpel ejerglæde er helt klart væsentlig i forhold til besjælede personlige værktøjer som knive.
Jeg ønsker en klingetykkelse på omkring 4 mm og selv om jeg godt kan se visse fordele i en fladslebet sekundær æg, hvor klingen tyndes ud fra ryggen og helt til den primære skærende æg, har jeg alligevel valgt et bredt blad med en typisk skandinavisk slibning, hvor klingen er udtyndet fra skærende æg til centerlinien. Dette bliver en bomstærk kniv.
Jeg forestiller mig klingen udført i et ekstremt holdbart pulvermetalurgisk rustfrit – eller nok snarere rusttrægt – stål. Efter at have gennemtrawlet nettet i måneder for teknisk information om egnede knivstål har jeg fået et rigtigt godt øje til det svenske stålværk Uddeholms stål “Elmax”. Det er et stål, som er udviklet primært til forme til sprøjtestøbning af fiberforstærkede elektronikkomponenter, hvilket stiller ekstreme krav til slidstyrke og korrosionsfasthed. Netop de egenskaber jeg vil have. Stålet koster 300 kr. kiloet og kan kun hærdes optimalt under kontrollerede forhold på et industrihærderi – det er ikke simpelt skøjtejern. Det tager længere tid at skærpe end mere gængse knivstålstyper, men det burde holde skæret omkring tre gange så lang tid som f.eks. en standard morakniv.
I første omgang har min gode ven knivmager Bjarne Rasmussen, som vel nok er en af de mest erfarne klingesmede vi har, foreslået at vi laver en prototype i kulstofstål, som han kan hærde selv, og som det gør mindre “ondt” at ændre lidt på, end en kniv i et stål, som faktisk koster den berømte spids af en jetjager. Næste fase i projektet er test og tilpasning af prototype inden vi laver den endelige kniv og finder ud af, om jeg siden skal få fremstillet en ordentlig håndfuld af dem…. mere om det på et senere tidspunkt.
P.S. Flere har spurgt mig, hvorfor jeg ikke laver kniven selv og får den meget berigende del af rejsen med i bagagen. Det korte svar er, at det rækker mine evner ikke til. Jeg har den dybeste respekt for dem, der kan og overlader hjertens gerne den del af processen til en professionel. Jeg er ofte afsted på jagt og har en god føling med, præcis hvilken kniv jeg helst vil have hængende i bæltet. Det er knivmageren, som kan omsætte mine tanker til stål…. Thor smedede iøvrigt heller ikke Mjölner selv.
Prototypen kan som indledningsvis nævnt ses på Jagtmessen som afholdes i FrederiksborgCentret i Hillerød 31. marts – 2. april. Så kan du få lov til både at pille og fortælle, hvad du ville have gjort anderledes og hvorfor… eller simpelthen lade dig inspirere eller fristes af nogle af de andre fantastiske håndlavede knive, der udstilles.
Du kan se mere om jagtmessen her: www.frederiksborgcentret.dk
