TEKST: PER KAUFFMANN.
FOTO: PER KAUFFMANN SAMT MARTHA MARKS OG DENNIS W DONOHUE/SHUTTERSTOCK.
”I know a bush”, siger Danny, ”where we usually have some”. Vi har siddet og talt om mine ønsker for de næste 8 dages jagt. For ikke længe siden passerede jeg statsgrænsen fra Oklahoma, kørte ind i den lille by, Wheeler for at møde outfitteren Danny og hans engelske partner, Matt. Mine ønsker? Jo, nu skal I høre. Coyoter og bobcat med rovdyrkald, vildsvin med natkikkert, whitetail-hjort i den store størrelse, traner, gæs, ænder på træk, bobwhite vagtler for stående hund, men allermest ønsker jeg mig en scaled quail. Den kaldes på dansk for skæl-vagtel, og sådan en har jeg aldrig skudt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med fuglejagt med stående hund. Uanset om det er i den fugtige vildmose i Nordjylland, de tørkeramte ørkener i Oklahoma eller den bundfrosne prærie i Montana. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er parat til at gå langt for at få lov til at gå en tur bag en hund, der kan tage stand. Med en haglbøsse i hånden, forstås. Danny har ingen betænkeligheder ved de ting, jeg har nævnt, bortset fra den skæl-vagtel, også kaldet blå vagtel. Han har jagten på et enormt område, op mod 150.000 tønder land, fordelt på forskellige lokaliteter. Men han kender kun eet eneste sted, hvor der med stor sandsynligvis er skæl-vagtler – i den busk, han nævner. Engang var de almindelige overalt, kun overgået af Bobwhite vagtlen, men med flere års tørke er der næsten ingen fugle tilbage i den sydlige del af Nordamerika. Den samme tørke, der også har gjort store indhug i bestanden af whitetail-hjorte og andre vildtarter. Kvæget døjer naturligvis også, hvilket betyder, at enhver vegetation er bidt i bund overalt, hvorved vagtlerne mister deres muligheder for at skaffe sig dækning. Den almindelige amerikaner tror ikke en døjt på de menneskeskabte klimaforandringer. For 10 år siden, da den første tørke slog benene væk under tusindvis af heste og kvæg i de sydlige stater, hentede man hø helt oppe i Canada og betalte gladelig, hvad det kostede. Nu er tørken blevet en mere permanent faktor, og selv om antallet af køer og heste efterhånden er betragteligt reduceret, er der stadig alt for mange i forhold til det naturlige fødegrundlag. Vagtlerne betaler deres del af prisen.
Fire timers kørsel har ingen betydning
Den gode nyhed er altså, at han kender et sted med de små, blå vagtler. Den dårlige er, at det er fire timers kørsel borte, helt oppe mod grænsen til New Mexico. Og også fire timers kørsel hjem. ”Hvornår tager vi af sted?”, kan jeg kun spørge, for jeg vil gå gennem meget for at få et par stykker af de meget smukke blå skæl-vagtler, der har fået deres navn, fordi dens brystfjer godt kunne minde om fiskeskæl.
Kort efter daggry næste dag, kører vi igennem Dalhart og videre vestpå til Larsen Farms, som Danny og Matt har lejet jagten på. Bag i den store benzinsluger har vi to stående hunde og et lille udvalg af våben. I ren begærlighed har jeg udset mig en halvautomatisk kaliber 12, fordi den holder tre patroner. Men det er en stor fejl, skal det vise sig. Indtil videre går det dog meget godt. Vi kører i lang tid på grusvejene på de knap 30.000 tønder land, som farmen fylder, for at spejde efter tegn på vagtler langs vejene og under buske, men ser ingen. Endelig kommer vi så frem til den ”busk”, Danny har så store forventninger til. Det viser sig at være en lille remise på 30×30 meter rundt om en vindmølle, der trækker vand op til kvæget, og som af den årsag er centrum for en del dyreliv – ud over køerne, naturligvis. Rundt om er der mere åbent terræn med salviebuske og ufrugtbart sand. Danny tager hundene ned i vindsiden, og jeg stiller for i den anden ende sammen med Matt, der har også har taget et haglgevær med. Jeg kan ikke se, hvad der sker nede ved hundene, men som lyn fra en klar himmel kommer der en lille flok fugle projektilerende ud af buskadset.
Halvautomaten lyner
Overrumplet som jeg er, får jeg skudt først et og så to skud på den fugl, der er tættest på. Den stiger samtidig med, at den svinger ud til venstre, og jeg skyder forbi begge gange. Jeg genlader hurtigt, og så kommer der flere fugle. Denne gang når jeg at få skudt alle tre skud – stadig uden resultat. Av for den. Det er langt at rejse for at skyde forbi, men jeg har kun mig selv at takke. Den største del af flokken på omkring 30 fugle er gået nogenlunde samme sted hen og smidt sig i de udtørrede salviebuske langt længere ude. Vi mødes med Danny, og han er slemt fornøjet med, at der var så mange skællede vagtler i hans busk. Men naturligvis mindre fornøjet over mine afbrændere. Jeg har fornemmelsen af, at den halvautomat får mig til at skyde for højt, og inden vi går efter fuglene, bytter jeg den til den lille O/U i kaliber 20. Nu har jeg kun to skud i stedet for tre, men to gode skud er dog alligevel bedre end tre dårlige. Danny slipper hundene igen, og vi går efter fuglene, hvor de landede. Daisy synes at have det bedste søg, hvorimod Moose hænger lidt i bremsen. De er begge blandinger mellem tysk korthår og pointere. Daisy har kuperet hale og minder meget om en tysk korthår i farve og fremtoning, men der er lidt pointer blandet ind. Moose er lidt mere ubestemmelig og har solide træk fra begge sider af sit ophav. Men begge har de en ubændig jagtlyst og kan deres kram. Kort efter begynder de begge at markere for fugl, og Daisy tager stand. Det er nu, det er spændende, og den lille 20er løftes i klarstilling.
De svære skud er de nemmeste
Jeg trækker nærmere, men den lille vagtel holder ikke. Som en hurtiggående helikopter går den direkte op i luften og tager retning lige mod mig. Jeg får den i et kombinativt spidsskud/sideskud, og den gode fornemmelse strømmer gennem mig. Vi har en fugl, har vi. Der letter flere fugle i området og flyver videre frem, mens vi apporterer den første, men ingen vi kan skyde til. Så er der allerede pause. Det er fortvivlende tidligt, for jeg vil helst bare gå videre for at forsøge at finde de vagtler, der er slået ned hist og her. Men det er mere hundene, der skal have pause, for selv om vi kun er midt på formiddagen, er temperaturen allerede tæt ved 30 grader og luftfugtigheden så lav, at det næsten føles ubehageligt. Og hunde kan altså kun få ordentlig fært, hvis de er tilpas fugtige i svælget. Vi søger tilbage til bilen, for at Daisy og Moose kan få lidt vand og et hvil i skyggen. I mellemtiden kan jeg beundre min første skæl-vagtel. Ingen tvivl om, hvor den har fået sit navn fra, og den bliver da heller ikke kaldt blå vagtel uden grund. En meget, meget smuk fugl. De trives bedst i åbne, ørkenagtige omgivelser med små, lave buske og ses kun sjældent i områder med for megen vegetation, for eksempel ved søbredder og langs vandløb. Derfor findes også de største bestande i den sydvestlige del af USA, altså Arizona, New Mexico, Texas og Oklahoma.
Ikke alt er stort i USA
Haner og høner er stort set identiske for det blotte øje, selv om der ganske små forskelle. Når de strækker sig i deres fulde højde, når de kun 15-18 centimeter over jorden, og med en vægt på 175-190 gram fylder de ikke meget i hverken landskab eller fryser. Deres territorier er tilsvarende små, fra 25 til 50 tønder land og overlapper kun lidt fra flok til flok, der ofte har 30 medlemmer uden for parringssæsonen. Alle territorier er placeret i nærheden af vand og dækning, de største knaphedsfaktorer for deres udbredelse. Man finder dem derfor ofte på steder, hvor der er ekstensiv kvægdrift og derfor naturlige eller kunstige vandhuller. Det er karakteristisk for dem, at de løber, når de bliver skræmt eller presset. Kun sjældent lykkes det at få dem til at flyve ordentligt, hvorfor de ikke betragtes som en velegnet jagtfugl. Alligevel skød man i deres storhedstid i midten af 1980erne over 600.000 fugle i Texas, men på grund af mange års tørke skydes i dag kun en brøkdel.
Fra stand til stand
Senere går vi videre – op imod vinden, og får flere gode situationer med både Daisy og Moose. Vi skyder lidt for mange forbiere, for vagtlerne kommer på vingerne helt uforudsigeligt og næsten aldrig ret frem for hunden. De synes at have en tendens til at gå lige op i luften, hen over hunden og imellem jægerne, hvilket giver nogle vanskelige bagskud, for vi må hver gang vente, til fuglen er fri til skud. Andre fugle har dog et mere hensigtsmæssigt flugtmønster, hvilket gør det meget nemmere at få et godt skud. Det meste af dagen går med skiftevis at lede efter vagtler og holde pause med hundene, og det ender med at blive en rigtig god dag. Jeg er meget glad for at have fået lejlighed til at jage den smukke blå vagtel. Vi slutter dagen af med at køre rundt på Larsen Farms for at se, om vi kan kalde en bobcat eller en prærieulv ind med rovdyrkaldet. Det er dog lidt vanskeligt, da begge rovdyr også lider under den reducerede vildtbestand, der er en konsekvens af manglen på nedbør. Især nedgangen i antallet af småvildt er et problem for disse to nataktive dyr. Vi forsøger flere steder og kalder indtrængende, men uden held, indtil der pludselig er bid.
Så æder den ikke flere vagtler
”Coyote from behind”, hvisker Matt pludselig. Vi sidder med ryggen mod hinanden og holder øje med hver sin halvcirkel, mens Danny har gemt sig i et buskads, hvorfra han puster energisk i rovdyrkaldet. Jeg drejer langsomt rundt for at komme i stilling. ”Den er nu gemt bag det levende hegn derovre, men den kommer ud nede for enden mod venstre om et øjeblik”. ”Hvis den kommer”, fortsætter han. Jeg får den lånte riffel i kaliber .25-06 op på en hegnspæl, netop som den lille ulv kommer til syne i græsset. Den fortsætter sit langsomme løb lige op mod os, indtil den stopper 60-70 meter ude. Den har set os, selv om vi begge bærer ansigtsmaske, og forsøger at få sig vendt for at komme væk, men for sent. Jeg har allerede placeret trådkorset på bringen af den, og kuglen går straks. Den forender på stedet, men min glæde er desværre noget reduceret, da jeg når frem til den. Pelsen ser frygtelig ud, mildt sagt, på grund af skab. Ikke noget kønt syn, og ikke noget at gemme på. Men det var et godt skud alligevel.
Fuglejagt på hjemmebane
Allerede næste morgen er der fuglejagt igen. Denne gang i områderne omkring Dannys ejendomme, og nu er det så bobwhite vagtlerne, der må stå for skud. Bobwhite vagtlen findes i hele den sydlige del af USA og i varierende grad også i de nordlige stater. En flok, kaldet covey består typisk af 5-30 fugle uden for rugesæsonen, hvor de kun optræder i par. Det er en fugl med et stort formeringspotentiale, da de nemt kan få tre kuld om året. Bobwhite vagtlen er en populær og vigtig jagtfugl i den sydlige del af USA, især fordi den er særdeles villig til at flyve, når den presses. Dens habitater er dog under pres på samme måde som vores egen agerhøne, hvorfor den opdrættes i stor stil til jagt og hundetræning.
Fuglen er kendetegnet ved en mørk stribe under øjet og på langs af hovedet – sort på kokke og brun på høner. Hanerne har en hvid strube og hønerne en gulbrun. Med en vægt på 140-170 gram er den en anelse mindre end skælvagtlen og knap halv størrelse i forhold til en dansk agerhøne. Til gengæld har den et opfløj, der er mindst lige så hurtigt som selv den hurtigste agerhøne – og tilmed mere uforudsigeligt. I modsætning til skæl-vagtlen lever bobwhite vagtlen i mere frugtbare områder, gerne hvor dyrkede marker veksler med skovkanter og vandløb. Det er den vagtel, der har det største udbredelsesområde og er også den mest almindelige i USA.
Fløjtevagtlær
Danny slipper sine to favorithunde, Daisy og Moose i nærheden af et buskads, hvorfra han har hørt vagtlerne fløjte. Når de kalder på hinanden, bruger de nemlig en stigende fløjtetone, nogenlunde som når man fløjter på sin hund. Snart efter bliver det tætte buskads levende, og fugle stryger ud til alle sider. Helt karakteristisk for bobwhite vagtlen, sidder de i en rundkreds, når de hviler og anvender derved det samme princip som nybyggerne på prærien, når de blev angrebet af indianere, nemlig danner ”vognborg”. Når de forstyrres, spreder de sig i alle retninger og gør det derfor sværere at finde dem, medmindre man har Daisy og Moose på sin side.
Vi lader hundene søge i bredden, og snart efter er der stand. Den enlige fugl vælger at flyve lige op mod mig, og da jeg vender mig om for at få den i bagskud, er Dannys hus lige i skudlinjen. Senere vælger en anden at gå lige frem – men så lavt, at hunden er i vejen. Og sådan bliver det ved. De flyver villigt, men mindre forudsigeligt end agerhøns, og jeg forstår nu, hvorfor denne lille vagtel er så højt skattet som jagtfugl i USA. De næste dage jager vi nogle timer hver formiddag, inden det bliver for varmt. Det er altid særdeles spændende, måske oven i købet mere spændende end udbytterigt, og bestanden bliver måske nok mere forskrækket end egentligt reduceret. Til gengæld får jeg masser af situationer med de fremragende blandingshunde og får skudt nogle skud med skiftende held.
Nordamerikanske vagtler
Der er 6 forskellige vagtelarter, der er oprindelige i Nordamerika, og kun i 6 stater findes der hverken den ene eller den anden slags vagtler. Massive udsætninger har utvivlsomt øget antallet, selv om der i de seneste mange år har fundet en generel reduktion sted. De sydvestlige stater, Arizona, Nevada, New Mexico og Texas har de største bestande og samtidig den største artsrigdom med fire forskellige arter. Især skællet vagtel og bobwhite-vagtlen er i tilbagegang i deres udbredelsesområde på grund af reduktion af deres levesteder og mange års tørke.
Bobwhite-vagtel
Populationen varierer fra år til år, men er generelt vigende med 3 % per år i gennemsnit de seneste mange år. Det er den mest udbredte vagtel i Nordamerika og findes i hele den østlige halvdel af USA næsten helt op til grænsen til Canada. Foretrækker dyrkede områder med skrub og buske samt åben skov.
Skællet vagtel
Findes oftest i tørre og ørkenagtige områder. Udbredelsen er begrænset til den vestlige del af Texas samt New Mexico. De menes at være i svag tilbagegang på grund af kvægets overgræsning, hvorved mulighederne for skjul reduceres.
Californisk vagtel
Ses oftest ved foden af bjergområder og i fyrreskov og findes i de vestligste stater, Californien, Nevada, Oregon og Washington. I modsætning til de andre vagtler er den californiske vagtel i stand til at yngle i træer.
Bjergvagtel
Er den største af vagtlerne og deler levesteder med den californiske vagtel, men er i højere grad knyttet til bjergområder og findes kun højere end 700 meter. Bestanden er lille men sund.
Gambel’s vagtel
Lever i ørkenområder i den sydvestlige del af USA med de største bestande i Nevada og Arizona samt i den vestlige del af New Mexico. Bestanden er stigende.
Montezuma vagtel
Kaldes også Harlekinvagtel på grund af dens plettede fjerdragt. Den mindst udbredte vagtel, idet den kun lever i ege- og fyrreskove i New Mexico, Arizona og et stykke sydpå ind Mexico.
