TEKST: JENS E. PERTO. FOTO: JENS E. PERTO OG SHUTTERSTOCK.
Når det gælder råvildtjagt, er interessen for valget af riffelkaliber og ammunitionstype omvendt proportional med spørgsmålets betydning for jagtens udfald. Alle riffelpatroner, som opfylder energikravet til jagt på råvildt – hvilket i praksis vil sige fra kaliber .222 Remington og opefter – er rigeligt i stand til hurtigt og effektivt at nedlægge en råbuk, når blot kuglen er placeret det rette sted.
Til vores mindste hjortevildt handler den åbenbart udødelige kaliberdiskussion derfor ikke om de sædvanlige emner: kuglebaner, hastighed, anslagsenergi og kuglevægt. I stedet går øvelsen her ud på at finde en kuglekonstruktion, der resulterer i et hurtigt drab med moderat kødødelæggelse, så der ikke er knytnævestore huller i dyret – eller det, der er værre.
Populære kalibre
De tre mest populære riffelkalibre i Danmark er uden diskussion 6,5×55, .308 Winchester og .30-06 Springfield. Disse tre patroner følges af andre i samme energiklasse – såsom 7×64 og .270 Winchester. Alle disse patroner er mere end rigeligt kraftige til effektivt at dræbe store dyr som hjorte, vildsvin og elge, hvorfor de har mere end nok energi og kuglemasse til at nedlægge et så lille dyr som en råbuk.
Vælger man som bruger af disse kalibre ammunition med lette kugler, der tillige ekspanderer hurtigt, bliver resultatet derfor nemt, at den spinkle råvildtkrop sønderrives som følge af den voldsomme påvirkning under kuglens passage af kroppen – specielt, hvis man træffer skulderknogler.
I riffeljagtens barndom var konstruktionen af blødnæsede jagtprojektiler enkel: en tynd kobberkappe, hvori man pressede en blykerne fast. Datidens ammunition var ikke særlig hurtig, men alligevel gav de kalibres bløde og letekspanderende projektiler fra f.eks. en 8×57 ofte en stor ekspansion og dermed kødødelæggelse ved træf i knogler på råvildt. Deraf opstod (u)skikken med at placere kuglen bag bladet – i et forsøg på at ramme hjertet uden at træffe knogler og derved forøge kødødelæggelsen.
Efter min mening er denne praksis uhensigtsmæssig, da den øger risikoen for anskydninger betragteligt – især i form af mave- og løbsskud. Sigter man derimod midt i ”firkanten” – altså midt på bladet, er der langt større margen for fejl fra skyttens side.
Trægere ekspansion
I den seneste snes år er der sket store fremskridt inden for udviklingen af moderne jagtprojektiler, og der findes i dag et utal af såkaldte premiumkugler, der ofte er meget kostbare at fremstille. Disse kugler er imidlertid fremstillet til jagt på langt større og mere skudstærke arter end det spinkle råvildt. Så selvom mange premiumkugler er mere end brugbare, er det helt unødvendigt at anvende dem til bukkejagt. Blot projektilet har et nogenlunde trægt ekspansionsforløb, er det rigeligt godt til at opnå både et chokdrab og en æstetisk skudkanal i vævet.
Et trægt ekspansionsforløb i de gængse kalibre opnår man lettest ved at bruge et tungt projektil for den pågældende kaliber. Altså en 10-grams kugle i kaliber 6,5mm eller en 13-grams kugle i kaliber .30-06. Det giver automatisk en lavere udgangshastighed, hvilket er en afgørende faktor for ekspansionsforløbet. Anvender man en af de populære kuglekonstruktioner, hvor blykernen er enten loddet til kappen eller på mekanisk vis bundet sammen med denne, er man nået et langt stykke af vejen mod en god kugle til bukkejagt.
Helt traditionelle blødnæsede kugler er billige og anvendelige til formålet, blot udgangshastigheden er moderat – i praksis altså de tunge udgaver.
Eftersom de mest populære standardkalibre er mere end rigeligt kraftige, er det helt meningsløst at anvende deciderede magnumpatroner i samme kuglediametre til bukkejagt. Højere hastighed vil alt andet lige forøge ekspansionshastigheden, og dermed problemstillingen med sønderskydning af dyret. Normalt vil man kun med magnumpatroner kunne gøre sig forhåbninger om at opnå en moderat skudvirkning på råvildt med håndladet ammunition.
Små kalibre
Mange jægere foretrækker at anvende en småkalibret riffel til jagt på rå- og småvildt. Bruger man patroner i kaliber 6 eller 5,6 mm. står forholdet mellem anslagsenergi og vægten af råvildtkroppen ofte i et mere fornuftigt forhold til hinanden. Desuden har man den store fordel, at de populære patroner i denne gruppe .222, .223, .22-250 og .243 Win. har en meget ringe rekyl, hvilket erfaringsmæssigt resulterer i langt mere præcis skydning.
Men da disse patroner næsten alle har en meget høj udgangshastighed, stilles der stadig krav om, at projektilet har et kontrolleret ekspansionsforløb. I modsat fald opnår man hverken chokdrab eller minimal kødødelæggelse. Desværre er fabriksfremstillingen af ammunition i disse små kalibre primært rettet mod skadedyrsbekæmpelse på lange hold (f.eks. jordegern), hvorfor projektilerne er designet til at ekspandere ved selv små påvirkninger. Ved hårde belastninger som f.eks. ved en træffer i en skulderknogle på en råbuk, splintrer disse projektiler derfor ofte.
Hvis kuglen splintres under passagen af vildtkroppen, mindskes dybvirkningen og dermed dræbeevnen drastisk. Selvom bukken bliver korrekt ramt og dødeligt anskudt af det splintrede projektil, vil den ofte have en temmelig lang flugtdistance, før den falder forendt. Når kuglen splintrer, opnår man ofte ikke gennemskud, og det giver en meget ringe schweissafgivelse. Dermed giver disse kugler desuden et meget vanskeligere eftersøg.
Leder man efter den bedste småkalibrede patron til råvildtjagt, er det derfor min opfattelse, at følgende fem krav bør være opfyldt:
- Lille hylster, der muliggør anvendelsen af en kort riffellås og dermed bygningen af en lille, let og elegant riffel – næsten uden rekyl.
- Kuglebanen skal være så flad, at man kan jage ikke bare råvildt, men også ræv og fuglevildt med riflen.
- Patronen skal være i stand til at chokdræbte råvildt i 8 eller helst 9 ud af 10 tilfælde, hvor kuglen placeres korrekt i hjerte-/lungeregionen. “Chokdrab” vil jeg bredt definere som ganske få meters flugtstrækning, og som regel slet ingen.
- Baseret på mine erfaringer skal anslagsenergien være mindst 1.000 joule på de relevante skudafstande – altså normalt ud til 150 meter.
- Patronen skal præstere både gennemskud og en moderat kødødelæggelse. Det kræver igen et projektil med en moderat og kontrolleret ekspansion – selv ved træf i knogler.
Fabriksammunition
Som nævnt er alle de lovlige patroner alle sammen fuldt ud i stand til at nedlægge en råbuk. Under de rigtige omstændigheder ville det faktisk kunne lade sig gøre effektivt at nedlægge en buk med en .22 LR. Men sagen stiller sig anderledes, når man ikke bare vil dræbe bukken – men tillige gøre det på pletten og med en minimal kødødelæggelse. Her kommer fabriksammunitionen i visse tilfælde til kort.
Der er ikke nogen ammunitionsproducent, som markedsfører patroner, der opfylder alle de fem ovennævnte krav. Det produkt, som kommer tættest på, er nok den serie af patroner, som den svenske fabrik Norma fremstiller specielt til det danske marked. Patronen hedder i al sin gribende enkelhed “Rådyr”, og laves i kaliber 6,5×55, .308 Winchester og .30-06.
Patroner i kaliber 6 mm. udmærker sig ved, at der i denne kuglediameter fremstilles et stort antal projektiler, som er beregnet til arter større end råvildtet. Her kan man derfor nemt levere den ønskede kontrollerede ekspansion. Til gengæld er den mest udbredte patron kaliber .243 Winchester, og den er stadig så kraftig, at den med fabriksladning ofte giver store sårkanaler og udgangshuller.
I kaliber .224” – 5,6 mm. – er der et bredt udvalg af fabrikspatroner med et mere passende energiniveau, men mangel på projektiler af god konstruktion. Blandt andet derfor har .222 Remington fået et – helt uberettiget – dårligt ry blandt mange jægere. Men man må ikke glemme, at selv med disse suboptimale kugler nedlægges der stadigvæk tusindvis af rådyr hver eneste år.
Håndladning
I de gængse all-roundpatroner er der masser af muligheder for at hjemmelade speciel ammunition til bukkejagt. Moderate udgangshastigheder er lette at opnå med let reducerede ladninger og/eller tunge kugler.
Vil man opnå idealpatronen, må man desværre stadig selv lave den. Og det er der stadig flere jægere, som gør. Håndladning giver dem mulighed for at specialfremstille patroner, der opfylder de fem ”idealkrav”, som er beskrevet ovenfor.
Et godt udgangspunkt er et projektil med en kontrolleret ekspansion og en udgangshastighed på omkring 825 m/s. Det er en relativt enkel sag, når det gælder kugler i kaliber 6 mm., hvor udvalget af kugler er stort.
Når det gælder kaliber 5,6 mm/.224” er det et problem for håndladerne, at de velegnede projektiler i denne kaliber næsten alle er for tunge/lange til, at man kan opnå en tilfredsstillende præcision i mange rifler i kaliber .222 Rem. Årsagen ligger i kombinationen af .222’erens standardstigning af riffelgangene og den mulige udgangshastighed. Med en 55 grains/3,5 gram tung kugle er det dog som regel muligt at opnå et tilfredsstillende resultat.
Har man en riffel til en af de kraftigere patroner i kaliber .224”, ser det efterhånden noget lysere ud. De fleste af disse rifler kan opnå tilfredsstillende præcision med tungere projektiler en 3,5 gram, og af disse findes der i dag en bred vifte på markedet.
De bedste valg er dog stadig premiumkuglerne i kaliber 5,6 mm/.224”. Kuglerne fra Barnes og Trophy Bonded kan naturligvis også anvendes i de kraftigere .224-patroner, og Nosler laver i dag en 3,9 gram tung version af deres berømte Partitionkugle i kaliber .224”.
Når man håndlader de hurtige patroner i kaliber .22 – såsom .22-250, vil det ofte være lønsomt at vælge den laveste udgangshastighed, som giver en tilfredsstillende præcision. Det vil stadig være rigelig højt til at dræbe bukken på pletten, men vil samtidig reducere kødødelæggelsen til et minimum.
