ABONNER OG FÅ MERE ADGANG

Våbentilladelser tre måneder er den nye standard!

AF TORBEN MØLLER-NIELSEN

FOTO: STEEN ANDERSEN

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Politiets Administrative Center (PAC) har haft lidt IT-problemer, siden de implementerede et ikke helt færdigt nyt registreringssystem til våbentilladelser i 2022. Der har været mange forklaringer til private jægere, jagtorganisationer, medier, ombudsmanden, politikere og Justitsministeren. Fælles for dem alle har været, at PAC bedyrer, at de arbejder på højtryk for at nedbringe sagsbehandlingstiderne, som før indførslen af det nye IT-system lå på omkring en måneds tid (20 arbejdsdage), men som efterhånden i et par år nu har ligget på cirka tre måneder. Det er usædvanlig lang tid, taget i betragtning af, at området dels er blevet tilført både flere personaleressourcer og mere økonomi i form af forhøjede afgifter for våbentilladelser for riflede jagtvåben.

10 spørgsmål til PAC

I dag godt halvandet år efter det nye system blev taget i brug, ligger sagsbehandlingstiden for udstedelse af en våbentilladelse til en jagtriffel stadig på omkring tre måneder. Man skulle tro, at de værste børnesygdomme i systemet nu var luget ud, og at systemet derfor ville fungere meget hurtigere – eller i det mindste lige så hurtigt som før det blev taget i brug, hvilket da også var håbet fra PAC tilbage i 2021. Men det gør det altså ikke, så hvad er gået galt? Eller er der overhovedet gået noget galt? Jeg rettede derfor henvendelse til PAC den 10. august 2023, hvor jeg bad dem svare på ti spørgsmål. Jeg synes ikke selv, at spørgsmålene var specielt komplicerede, og jeg forventede egentlig, at de faktuelle oplysninger ville være noget, som de umiddelbart kunne tilgå. Men sådan var det åbenbart ikke. Det tog dem i hvert fald næsten tre uger at svare på mine spørgsmål, som kommer her med svarene fra vicepolitiinspektør Sune Espersen, afdelingsleder hos Politiets Administrative Center ved Midt- og Vestjyllands Politi.

1.Er det nye IT-system oppe at køre?

Svar: Ja. I dag behandler vi alle typer våbensager i det nye system.

2.
Hvornår kom det i gang?

Svar: Systemet blev indfaset primo 2022, og det blev færdigudviklet ultimo 2022, hvor de sidste funktioner blev implementeret.

3. Hvorfor er der stadig 2-3 måneders ventetid på for eksempel våbentilladelser til jagtvåben?

Svar: De skærpede krav til våbensagsbehandlingen som følge af EU-lovgivningen og krav til datakvalitet sikrer den nødvendige sporbarhed, lovlighed og dermed sikkerhed for samfundet. Det betyder samtidig, at der ér – og fortsat vil være – længere sagsbehandlingstider end tidligere. Man skal derfor på nuværende tidspunkt regne med en sagsbehandlingstid på op til tre måneder for private og en måned for erhverv.

4. Hvor stor en del af ansøgningerne har fejl?

Svar: Det har vi ikke mulighed for at trække data på.

5. Tilretter man ansøgningsskemaerne løbende for at gøre dem mere brugervenlige og minimere fejl?

Svar: Ja, det gør vi på baggrund af egne erfaringer, tilbagemeldinger fra borgere og god dialog med interesseorganisationerne.

6. Der blev oparbejdet en stor sagspukkel i 2022, hvornår forventes den afviklet?

Svar: Borgerne og interesseorganisationerne er hovedsagelig interesserede i at vide, hvornår sagerne bliver behandlet. Derfor fokuserer vi på at leve op til de forventede sagsbehandlingstider, vi har meldt ud på Politiets hjemmeside og i øvrigt kommunikeret ud til interesseorganisationerne. De forventede sagsbehandlingstider for 2023 er op til tre måneder for private ansøgninger og op til 1 måned for erhvervsansøgninger. Vi har nu i nogle måneder levet op til de forventede sagsbehandlingstider, og det forventer vi også at kunne gøre resten af året. Vi opfordrer samtidig til at søge i god tid.

Det er vanskeligt at sammenligne antallet af våbenansøgninger før og efter implementering af det nye våbensystem. Det skyldes navnlig, at datagrundlaget er ændret, da ansøgningerne i det nye system resulterer i flere enkeltsager, ligesom der er implementeret nye opgaver i forbindelse med det nye våbensystem, der også genererer flere sager. Derudover vil der altid være en vis sagsbeholdning i et naturligt driftsflow.

Sagsbeholdningen er aktuelt på cirka 48.000 sager – men det er ikke ensbetydende med, at 48.000 borgere afventer en tilladelse, da knap halvdelen af sagerne er registreringsopgaver hos PAC, hvor borgeren ikke afventer svar.

På jagtområdet kan det oplyses, at sagsbeholdningen aktuelt er cirka 8500 sager. Hertil kommer knap 1500 våbenpas. PAC har opbygget god erfaring med at arbejde i det nye system, og til sammenligning kan det oplyses, at der i 2023 til dags dato (medio august) er behandlet cirka 128.000 våbensager, heraf cirka 35.000 relateret til jagtområdet og cirka 7500 våbenpas, hvor der i 2022 samlet blev behandlet cirka. 91.000 våbensager, heraf cirka 18.000 sager om tilladelse til jagtrifler med videre og cirka 6.000 våbenpas.

7. Hvor stor er den nuværende sagspukkel?

Svar: Se svaret til spørgsmål 6.

8. Der blev tilført ekstra ressourcer i 2022 i form af mandskab til sagsbehandling, er de der stadig?

Svar: Ja.

9. Hvad er målet for sagsbehandlingstider?

Svar: For resten af 2023 er det forventningen, at sagsbehandlingstiden er 3 måneder for private ansøgninger, og 1 måned for erhvervsansøgninger.

10. Hvornår regner man med at nå det?

Svar: Se spørgsmål 6.

Tallene taler for sig selv

Med til historien hører, at PAC i første omgang ikke ønskede at oplyse tallene for den aktuelle sagspukkel, da de ”ikke opererer med antallet af ventende ansøgninger, men med ventetider”. Det var først, da jeg telefonisk forklarede, at der skam havde været den slags tal oppe at vende tidligere, og at disse tal var tilgængelige på internettet, at den flinke mand fra politiets kommunikationsafdeling bad mig sende nogle links til tallene, og at de så ville se på dem. Som det tydeligt fremgår af svaret til spørgsmål 6, så ER der tal for de ventende ansøgninger (sagspuklens størrelse). Når man sammenligner tallene med dem, som PAC tidligere har oplyst i et nyhedsbrev, og som Danmarks Jægerforbund skrev om 1. december 2022, så er det faktisk ikke gået særlig godt. På Danmarks Jægerforbunds hjemmeside finder man nemlig følgende citat fra PACs nyhedsbrev:

”Et af vores fokusområder har været tilladelser til jagt, og her kan vi virkelig se, at der er gjort et godt indhug i sagerne. Sagsbeholdningen af ansøgninger om tilladelser til jagtvåben er faldet fra over 9000 til nu under 5000. Den største opgave foran os nu er at holde momentum med de nye sager, samtidig med at vi får behandlet de sidste af de ”gamle” sager – de sager, hvor vi har afventet en mere smidig sagsgang (…). Indtil sommeren 2023 har vi fortsat hjælp af 35 vikarer, der fortsætter indsatsen med at nedbringe mængden af verserende sager”.

Svaret fra PAC viser altså, at de IKKE har kunnet holde momentum med sagsbehandlingen. Tværtimod er antallet af ventende sager nu igen oppe på omkring 8.500 sager, som nogenlunde svarer til de 9.000 ventende sager, før man fik tilført ekstra ressourcer i form af 35 vikarer. Og så svarer PAC rent faktisk slet ikke på spørgsmål 6, som lød: Der blev oparbejdet en stor sagspukkel i 2022, hvornår forventes den afviklet? Enten ved de det ikke, eller også ligger svaret så langt ude i fremtiden, at de ikke har lyst til at svare.

Når man kun lever op til egne forventninger

Jeg synes dog, at det mest bekymrende er, at man tilsyneladende i PAC har stillet sig tilfreds med en tredobling af sagsbehandlingstiderne i forhold til tiden før ibrugtagelsen af det nye IT-system, og at tilførslen af 35 ekstra vikarer IKKE har været i stand til at nedbringe sagsbehandlingstiden væsentligt. Og jeg må indrømme, at jeg betragter det som en kende uartigt, når man skriver følgende: ”Vi har nu i nogle måneder levet op til de forventede sagsbehandlingstider, og det forventer vi også at kunne gøre resten af året.” 

De forventninger, de lever op til, er vist kun deres egne, for mig bekendt har både jægere, jagtforeninger og våbenhandlere haft en forventning om betydeligt kortere sagsbehandlingstider end tre måneder. Det er trods alt ikke mere end to år siden, at PAC selv havde en målsætning om en sagsbehandlingstid på 20 arbejdsdage! Jeg kan kun tolke denne udtalelse fra PAC derhen, at man nu i PAC opererer med en sagsbehandlingstid på op til tre måneder, og det er man sådan set tilfreds med. For den almindelige jæger, som bare skal have forlænget tilladelsen på en riffel, er det måske til at overskue og planlægge sig ud af, men for jagtbranchen betyder det, at man skal være parat til at opmagasinere jagtvåben i langt længere tid end tidligere. Og en hurtig opringning til et par af våbenhandlerne i Danmark viser da også, at de hver stadig har hundredvis af våben stående, der venter på, at jægerne får deres tilladelse. Og fortællingen er da også, at de jævnligt mister salg, når en jæger, der gerne vil have ny riffel og kikkert til en tur om et par måneder, finder ud af, at han allerede er for sent ude. Og for nyjægere betyder det, at man ikke umiddelbart skal regne med at kunne erhverve sig en ny riffel og komme på jagt, når jagttegnet og riffelprøven er i hus.

Det er de andres skyld

Her i slutningen af august 2023 er status på våbentilladelser til jagtrifler altså, at selvom det nye system nu skulle være indkørt og fejlrettet, og der stadig er tilført ekstra ressourcer i form af 35 vikarer, så skal man forvente, at det tager op til tre måneder at få en våbentilladelse. Altså nogenlunde samme behandlingstid, som da systemet ikke fungerede. Antallet af ventende sager er heller ikke blevet mindre – tværtimod. Og når man spørger hvorfor, så giver PAC EU skylden uden at se den mindste smule indad. Jeg citerer fra svaret til spørgsmål 3:

”De skærpede krav til våbensagsbehandlingen som følge af EU-lovgivningen og krav til datakvalitet sikrer den nødvendige sporbarhed, lovlighed og dermed sikkerhed for samfundet. Det betyder samtidig, at der ér – og fortsat vil være – længere sagsbehandlingstider end tidligere. Man skal derfor på nuværende tidspunkt regne med en sagsbehandlingstid på op til tre måneder for private og en måned for erhverv.”

Virker systemet overhovedet?

Det kan godt være, at jeg har misforstået noget, men var det ikke præcis derfor, at man indførte det nye IT-system? Når data er indtastet korrekt i det nye system, så skulle det vel ikke medføre en længere sagsbehandlingstid? Eller virker systemet stadig ikke? Det er der meget, der tyder på med de svar, vi her har fået fra Politiets Administrative Center. Det virker i hvert fald søgt at give EU skylden for lange sagsbehandlingstider, når man har fået et nyt IT-system, som skulle tage højde for de øgede krav. Og når man stadig har 35 ekstra vikarer ansat til manuelt arbejde omkring ansøgningerne, samtidig med at sagspuklen vokser, så er det ikke svært at se en sammenhæng til et ikke-funktionerende IT-system, som man desværre ikke regner med at få op at køre i 2023, nu hvor PACs egen målsætning åbenbart er gået fra 20 arbejdsdage til 60 arbejdsdage.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks:    
   

Læs mere

Nyheder