AF JENS ULRIK HØGH – JÆGER OG JAGTSKRIBENT.
FOTO: JENS ULRIK HØGH OG H. THRANE.
I forbindelse med premieren på den stærkt jagtkritiske dokumentarfilm ”Safari” den 24. maj er der opstået fornyet debat om trofæjagtens berettigelse i det 21. århundrede.
Er der tale om en moralsk forkastelig aktivitet, som bør forbydes hurtigst muligt, eller er jagten vigtig – måske ligefrem uundværlig – for naturbevarelsen i Afrika?
Som jæger forsvarede jeg trofæjagt i et indslag på Aftenshowet mandag den 15. maj. Repræsentant for WWF Danmark, Bo Normander, udtalte i den forbindelse, at trofæjagten ikke er andet end en ”usmagelig” udstilling af jægernes ego’er på sociale medier, at jagten ikke har noget med naturbevarelse at gøre, og at den generelt er gennemsyret af korruptionsproblemer.
Der er ingen tvivl om, at jagtturismen er i krise. De mange shit-storms, som har raset på sociale medier imod ”trofæjagt”, har skadet denne udskældte del af naturturismen. Forskellige lande har allerede vedtaget restriktioner i forhold til import af jagttrofæer, og det politiske pres for at gennemføre lignende stramninger er steget markant i den øvrige del af verden.
De indirekte konsekvenser er mere vidtrækkende. Velhavende jægere fravælger i højere grad jagtrejserne på grund af risikoen for at blive hængt offentligt ud. Tandlægen Walter Palmer, som blev beskyldt for ”ulovlig jagt” på løven ”Cecil” i Zimbabwe, fik smadret sit liv fuldstændigt. Det faktum, at det sidenhen er fastslået, at jagten på Cecil hverken var usædvanlig eller ulovlig, fangede ikke mediernes opmærksomhed. Det er derfor blevet vanskeligere at sælge jagter på ikoniske arter såsom løve og elefant.
Millioner af erklærede dyrevenner verden over fejrer jagtrejseindustriens modgang og føler sig stærkt motiverede til at videreføre kampen imod trofæjægerne med det mål at få jagten forbudt. Det virker unægteligt ganske logisk. Jægerne nedlægger sjældne dyr, så et forbud imod jagten må være til gavn for bevarelsen af disse arter – ikke sandt?
Hvad er trofæjagt?
Det, som vi i vore dage forstår ved begrebet ”trofæjagt”, er jagt, hvor jægeren jager primært for oplevelsens skyld og beholder en del af dyret som en souvenir. Moderne trofæjagt er gennemreguleret lovlig jagt baseret på tilladelser, som er udstedt af lokale og internationale naturmyndigheder. Tildelingen af jagtlicenser sker på baggrund af uafhængige videnskabelige vurderinger af bæredygtigheden i jagten. Jægerne betaler den lokale jagtarrangør for kost og logi og for at blive guidet på en jagt efter udvalgte vildtarter. Har jægerne held til at nedlægge et stykke vildt, betaler de desuden en såkaldt trofæafgift for dyret. Det giver jægeren retten til at hjembringe det nedlagte dyrs horn og skind.
Vildtet, der jages, er ofte større arter af planteædere og rovdyr. De samme arter er i umindelige tider blevet jaget af lokale jægere for kød, skind og trofæer. Forskellen er, at den moderne trofæjæger ofte rejser langt efter oplevelsen. Kødet spises stadig lokalt. Alt bliver i princippet udnyttet.
Trofædyr, som er de dyr i en bestand, som jægerne betaler for at jage, er oftest gamle handyr, som ikke længere har værdi for avlen, men som til gengæld har relativt store horn. For de fleste afrikanske vildtarters vedkommende udgør disse såkaldte trofædyr kun omkring 1-3 % af bestanden. Det vil med andre ord sige, at hvis trofæjægerne på et givet område skal kunne nedlægge en enkelt gammel han hvert år, kræves der en underliggende bestand på mellem 33 og 100 dyr bestående af hundyr, ungdyr og handyr i forskellige aldre. En bæredygtig afskydning af trofædyr forudsætter altså, at der er meget store og naturligt sammensatte bestande af den pågældende art i jagtområdet.
Trofæjagt er den primære finansieringskilde for driften af mere end 1.400.000 kvadratkilometer afrikansk natur i de godt 20 lande, som tillader jagtturisme. Nogen steder foregår jagten på enorme statsejede naturarealer, som jagtfirmaer lejer jagten på. Andre steder tilhører jorden og jagtretten lokale stammer. I enkelte lande kan private eje jord, og store dele af jagtturismen er disse steder henlagt til private naturområder. Uanset ejerforholdene til mark og vildt, er det naturligvis i jagtfirmaernes interesse at bevare naturen som grundlaget for den fremtidige forretning. Det sker gennem biotoppleje og omfattende bekæmpelse af krybskytteri.
Der kommer lidt under 20.000 jagtturister til Afrika hvert år. Langt de fleste – omkring 80% – af disse vælger at jage i Sydafrika eller Namibia, som i bund og grund har den samme model for jagtturismen.
Jagtlandet Sydafrika
Omkring 10.000 udenlandske jægere jager hvert år i Sydafrika. Danske jægere udgør den tredje største gruppe af tilrejsende jægere kun overgået af amerikanere og spaniolere. Set i forhold til vores befolkningstal er danske jægere formentlig verdens mest aktive jagtrejsende.
Jagten i Sydafrika foregår som regel på privatejede farme, som næsten uden undtagelse alle sammen tidligere har været brugt som afgræsningsområder for kvæg eller får. Igennem de sidste fem årtier er farmene lagt om fra intensiv landbrugsproduktion til naturdrift med hjemmehørende vildtarter. Omlægningen er sket ganske frivilligt, fordi driften med natur, vildt og jagtturisme er en bedre forretning for jordejeren end kvægdrift. Der er tale om et gigantisk naturgenoprettelsesprojekt. Områderne bringes i videst mulig udstrækning tilbage til deres naturlige tilstand, og de oprindelige vildtarter genindføres. I alt er der på nuværende tidspunkt re-wilded mere end 170.000 kvadratkilometer tidligere kvægfarme i Sydafrika – næsten fire gange Danmarks samlede areal. For 50 år siden levede der omkring 500.000 store vilde planteædende dyr på privat jord i Sydafrika – nu er tallet oppe på omkring 20 millioner. Til sammenligning strækker de statsejede naturområder – der bl.a. inkluderer den berømte Krügerpark – sig ”kun” over ca. 70.000 kvadratkilometer. Langt hovedparten af Sydafrikas større vilde dyr – mere end 75% af dem – befinder sig med andre ord på private jagtområder og kan takke jagtturismen for deres eksistens.
Bestandene af både jagtbare og ikke-jagtbare dyr vokser på grund af jagtturismen. Listen over arter, som på private jagtområder er gået fra en bevaringsstatus som truede til relativt almindeligt forekommende, er lang. De hvide næsehorn tæller i dag omkring 20.000 dyr. For 50 år siden var der kun godt 200 og udviklingen tog først for alvor fart, da man åbnede for stærkt reguleret trofæjagt og dermed tilførte de store dyr en reel værdi for private jordejere. Andre – men mindre ikoniske – arter har været endnu tættere på udryddelse. Det gælder bl.a. black wildebeest, bontebok og cape mountain zebra, som alle nåede et lavpunkt på mindre end 50 individer inden jagtturismen blomstrede. I dag er de alle ganske talrige – først og fremmest på private områder.
Der findes omkring 9.000 privatejede naturområder i Sydafrika, som drives med jagtturisme som den primære indtægtskilde. Den gennemsnitlige størrelse af en jagtfarm er på omkring 20 kvadratkilometer. I alt bliver der hvert år eksporteret omkring 45.000 jagttrofæer fra Sydafrika, hvilket svarer til omkring 0,25% af de store vilde dyr, som lever i de privatejede naturområder. Det er altså afskydningen af nogle ganske få individer, som financierer leveområderne for store livskraftige bestande. Jagtturismen i Sydafrika beskæftiger omkring 65.000 mennesker og forsørger mindst 200.000 personer i landdistrikterne.
En typisk jagtfarm
Et typisk eksempel på et sydafrikansk jagtområde er en privatejet farm nær byen Pongola i delstaten KwaZulu Natal, som jeg kommer på ofte. Området forvaltes af en professionel jagtarrangør. Da farmen har næsehorn, vil jeg i lyset af den omfattende krybskyttekrise ikke afsløre navnet. Alt i alt omfatter området ca. 130 kvadratkilometer. Det er mere end hele Amager. Området, der består af en række tidligere kvægfarme, ligger som en ø i et landskab af konventionelle landbrug med kvægfarme og planteavl. Præcis som i Europa er der på landbrugene i nabolaget tale om monokulturelle bedrifter – alle former for vild natur er i princippet uønsket. Bl.a. derfor er jagtfarmen indhegnet, ligesom stort set alle andre jagtområder i Sydafrika. Hegnene forhindrer dog ikke kun farmens dyr i at sprede sig til det omgivende landbrugsland, de tjener også til at beskytte jagtområderne imod krybskytter. Desuden er hegnet en lovgivningsmæssig betingelse for, at ejeren af marken betragtes som ejer af de vilde dyr på området med rettigheder til at forvalte bestanden selv.
Tidligere var der næsten udelukkende kvæg på farmen. Der fandtes stort set ikke vilde antiloper – langt de fleste blev skudt ned af farmere for mere end et århundrede siden. De vilde græsædere var fødekonkurrenter til produktionsdyrene. De fleste småfugle forsvandt da kvæget blev sprøjtet med giftige insektmidler. Gribbe og rovfugle blev skudt, fordi man mistænkte dem for at tage nyfødte lam. Store rovdyr blev udryddet med alle tænkelige midler. En konventionel afrikansk kvægfarm er overraskende fattig på vilde dyr – store som små.
Få årtier efter omlægningen til jagtområde, fremstår området atter vildt. Man finder nu sunde bestande af mere end 15 oprindelige arter af antiloper og desuden næsehorn, strudse, zebraer, afrikanske vildsvin samt et mylder af mindre pattedyr, fugle og insekter, der ikke kunne trives i området dengang her kun var kvæg. I alt anslås bestanden af større vilde planteædere til omkring 7.000 dyr. Hvert år nedlægges der omkring 600 dyr for at holde bestandene på et konstant niveau, så området ikke overgræsses. Af de nedlagte dyr er kun omkring 200 trofædyr, der eksporteres som jagttrofæer. Jagten resulterer i mere end 50 ton vildtkød, der konsumeres lokalt. Desværre er det lækre vildtkød langt fra så indbringende kilo for kilo som oksekød, og derfor er indtægterne fra trofæjagten altafgørende for den økonomiske bæredygtighed i driften af området. Man kunne producere betydeligt mere kød, hvis man ville, men det ville kræve intensiv bekæmpelse af rovdyr – præcis som på en kvægfarm. Heldigvis financierer indkomsten fra trofæjagten en mere naturlig tilgang til forvaltningen af området med plads til rovdyrene.
Miljøorganisationen Panthera anslår leopardbestanden på denne jagtfarm til ca. ti voksne dyr + ungdyr. Det er en meget tæt bestand. Dertil kommer brune og plettede hyæner. Da der var kvæg på farmen, blev alle større rovdyr, der strejfede ind på området, prompte nedlagt for at beskytte kvæget. Nu lever man med leoparderne og hyænerne, selvom de nedlægger mere end jagtgæsterne på området. I alt dræber rovdyrene ca. 800 antiloper om året.
Jagtturisme skaber fem til seks gange så mange arbejdspladser som kvægbrug på et tilsvarende areal. På farmen er der nu i alt mere end 40 mennesker i arbejde. Der er tale om professionelle jægere og en masse hjælpere, som arbejder hårdt i baggrunden. Arbejdspladserne er værdsatte i lokalområdet.
Fremtiden
Som nævnt foregår jagtturismen i langt overvejende grad på privat jord i Sydafrika og Namibia, som tilsammen tegner sig for mere end 80% af alle jagtrejser til Afrika. Der er ingen væsentlige problemer med kvoter eller korruption i disse to lande i relation til jagtturisme og naturbevarelse.
De naturmæssige konsekvenser er samlet set overvældende positive i forhold til de ganske golde kvægområder, som lå der, inden jagtturismen tog fart, og som vil vende tilbage, hvis jagtturismen forbydes eller bliver mindre rentabel end kvægdrift. Millioner af vilde dyr vil miste deres leveområder, hvis trofæjagten i Afrika forsvinder. Titusinder af lokale vil miste deres arbejdspladser. Er det en pris, som er værd at betale, hvis man som WWF Danmark føler, at trofæjægernes adfærd og ikke mindst deres formodede motiver er ”usmagelige”?
Jeg har i det foregående forsøgt at ridse virkeligheden op, som jeg ser den. Jeg vil gerne understrege, at trofæjægerne hverken er – eller opfatter sig selv som – heltene i afrikansk naturbevarelse. Vi jægere betaler en stor del af gildet, og vores penge er uundværlige for naturbevarelsen på enorme landområder, men vi gør det primært for at få nogle gode personlige jagtoplevelser – ikke for at redde verden. Det er de super engagerede private jordejere, som er de egentlige miljøhelte i det sydlige Afrika. Ja – de tjener penge på jagten – men uden deres passion, vilje og masser af hårdt arbejde, var dette naturmæssige mirakel aldrig blevet realiseret.
Afrika er tættere befolket end Europa og står foran en massiv befolkningseksplosion. Der bliver rift om hver en kvadratcentimeter afrikansk jord i fremtiden. De vilde dyr har derfor kun en fremtid, hvis de har en værdi for lokalbefolkningen. ”If they pay, they stay”. Jagtturisme tilfører effektivt og skånsomt vilde dyr værdi – systemet har bevist sit værd gennem et halvt århundrede.
Jeg forstår udmærket skeptikere, som ikke stoler på en inkarneret jægers præsentation af jagtturismens konsekvenser. Jeg vil derfor anbefale alle interesserede at læse den Internationale Union for Naturbevarelses (IUCN) rapport: Informing decisions on trophy hunting. Den er frit tilgængelig på nettet.
Hvordan man laver den bedste kaffe derhjemme
Jagt på udsatte løver, krokodiller og andre dyr fremavlede og udsat specielt til jagt udgør et stort imageproblem for jagtturismen. Langt de fleste jægere modarbejder disse kunstige jagtformer, som heldigvis kun udgør en forsvindende lille del af den samlede jagtturisme. At jeg ikke har berørt denne problematik i det foregående skyldes, at den ikke har nogen indflydelse på naturbevarelsesaspektet i jagtturismen og derfor er lige så irrelevant for naturbevarelsen som dine og mine følelser omkring trofæjægernes motiver.
PPS Præsidenten for WWF Danmark er trofæjæger.
