AF CHRISTIAN EILERS
FOTO CHRISTIAN EILERS OG FARAL LAPINSKI SAMT ARUNAS SOLOVJOVAS, WILDMEDIA, AJSTUDIO PHOTOGRAPHY, SZCZEPAN KLEJBUK OG NBLX /SHUTTERSTOCK.
Det er februar måned
Jeg er inviteret ind i et konsortium med både fasanjagt og riffeljagt. Jeg ved ikke helt hvorfor – jo, selvfølgelig, det er nogle rigtig gode og rare mennesker, jeg kan lide at jagte med, men, jeg er jo strandjæger og kan nemt se for mig, at der er mange fællesjagter, der ryger, fordi vejret på dagen byder på 2-3 m/s og fra syd og lav vandstand… der er jeg stensikkert på fjorden, for jeg elsker strandjagten.
Men altså, nu er jeg medlem og glæder mig til at prøve kræfter på nogle hyggelige fællesjagter.
Det er midt april
En invitation dumper ind i mailboksen: “Vil du med til Sverige i starten af maj? Vi skyder buk og gris.” Det er fra formanden i konsortiet. Høflig som jeg jo er, især uden for sæsonen på fjorden, takker jeg straks ja til invitationen, til en weekend i en af Blekinges flotte skove.
Forberedelser
Jeg finder min Ruger 30-06 frem og drager en tur på skydebanen for at tjekke, at indskydningen holder. Jeg er normalt på skydebanen 4-5 gange om året og tænker, jeg er klar, men for en sikkerheds skyld.
Skuddene sidder lige i skabet i den klassiske femmer. Så alt er på plads. Jagttøjet til riffeljagt findes frem, ikke synderligt brugt, men jeg har det, alt er på plads. Jo, jeg er helt klar.
Jeg har ikke de bedste minder ved at skulle på riffeljagt, hvor man sidder i tårn. Jeg har siddet i tårn masser af gange i et tidligere konsortium, men uden at skyde noget, og jeg har stille og roligt udviklet et lidt negativt forhold til denne mere stille jagtform. Jeg vil hellere den opsøgende jagt, det er jo den opsøgende jagt, jeg dyrker. Det, jeg er bedst til.
Kan jeg mon finde glæden ved at sidde stille – og stille i timevis? Og måske endda nyde det. Det skal i hvert fald prøves.
Jeg beslutter mig for at lægge fokus på naturoplevelsen og det gode selskab, pyt med om der kommer noget skudbart forbi, bare jeg kan slappe af og nyde den smukke, dybe forårsskov.
Endelig fredag
Jeg samles op af min makker, som flere gange har været oppe på denne jagt, og glæden over at skulle derop igen bobler næsten ukontrolleret ud af ham, og jeg indrømmer, det smitter. Jeg begynder også at glæde mig til roen i skoven, måske der alligevel kunne komme en buk forbi, hvem ved, men først skal vi lige forbi tolden i Danmark, fordi jeg på dette tidspunkt endnu ikke havde fået mit våbenpas.
Heldigvis ingen ventetid, det går faktisk ret stærkt. Vi er hurtigt på vejen igen, og to en halv times transport mod Blekinge venter.
Der bliver virkelig talt meget jagt på turen, primært fra min makker, som er helt opsat på grisejagten, og han snakker uafbrudt om natjagt, teknik og tilhørende udstyr. I mit hoved er det naturen, de flotte morgener og aftener, jeg har øje for. Nå ja, måske der også er et enkelt dyr i billedet.
Svensk bukkejagt i maj
Jagt på råbukken i maj er en relativt ny ting i den sydlige del af Sverige, og der diskuteres flittigt, om det nu er enden på den traditionsrige jagt i august, og om bestanden overhovedet kan tåle, at der skydes efter bukken i to perioder. Jeg ved det ikke, og meningerne er delte, men nu er vi på vej, og jeg sætter endnu forventningerne realistisk. Jeg håber, det bliver et par hyggelige dage i gode menneskers lag og nogle dejlige naturoplevelser.
Grisejagt, det har jeg til gengæld besluttet, det kommer, jeg ikke til at tage på. Jeg er alt for uvant med riffeljagt, og så at skulle håndtere det om natten. Jeg har heller ikke natsigte, og selv om der er oplyste pladser, så vil jeg ikke vide, hvilken gris jeg skal skyde, hvis en skulle komme en forbi.
Derudover, jeg er udpræget A-menneske, for mig er klokken 22.00 midt om natten. Næ nej, hellere tidligt op, klokken 06.30 er for mig jo nærmest op ad formiddagen….
Forventningens glæde
Vi kommer frem til aftenspisningen. Vildtgryde. De andre fem er kommet, to har været her et par dage, der er en fantastisk stemning i det store hus. Duften af vildtgryden hænger dejligt over køkken-alrummet, og stemningen er fortættet af forventninger til aftenens og weekendens jagt, måske endda lidt til den hektiske side. Der er flere, der næsten ikke kan vente på at komme ud på grisejagt.
Vi spiser, snakker om jagt, grej og ikke mindst forventninger. Forventningerne, de er høje, alle forventer minimum en gris og en buk. Heldigvis skuffes de fleste, ellers vil det se skidt ud for bestanden af råvildt, til gengæld næres drømmene jo så fint af bristede forventninger. Vi er jægere. Vi drives af det vildt, vi nedlægger i drømme, så alt er helt, som det skal være.
Mørket sænker sig over skoven og huset, flere gør klar til at tage ud på jagt. Jeg og et par stykker mere bliver og drikker yderligere en øl eller to, inden vi tørner ind. Peter og jeg bliver enige om, at vi vil tidligt ud.
Solsorten synger for fuld knald, som om den sidder lige uden for mit vindue over sengen. Jeg kigger op, det gør den sådan set også, jeg sover med åbent vindue
Klokken er knap 05.00
Så det passer mig fint. Jeg lister hurtigt ned og laver lidt kaffe, sætter mig ud på terrassen og nyder naturen, blå himmel, svag vind, lærker, stære og gransanger giver sammen med solsorten og andre småfugle den fuld gas.
Peter kommer også ud med en kop kaffe.
Vi drikker den uden at sige for meget, nyder bare naturens larm og bygger forventninger op.
Kaffen er drukket, Peter spørger, ”Skal vi se at komme afsted?”
Jeps, hurtigt hoppes i tøjet, ud i bilen og 15 minutters kørsel til jagten.
Reviret
Selve jagten er på knap 400 hektar. Primært skov, nåleskov men også løvskov. Da jeg ikke kender området, anviser Peter mig et tårn, der ligger i skovkanten, og hvor jeg ser ud over en stor eng på 350 meter i længden og 200 meter i bredden. Den er omkranset af nåleskov og løvskov, en lille del er klassisk nyskov/krat efter en tidligere fældning af gran.
Det er en smuk oase.
Solen er på vej op. Der er stadig lidt tid, inden den kommer over trætoppene.
Det er en råkold morgen, ikke frost men heller ikke mere end fem grader.
Jeg sætter mig til rette i det noget faldefærdige tårn
Vi aftaler at sidde et par timer.
Peter køre videre til et tårn, der ikke er langt fra, hvor jeg sidder.
Roen falder hurtigt over området. Jeg finder kaffen frem. En tung skræppen over hovedet – en ravn, kredser, inden den slår af og finder en top at sætte sig i og larme videre. Det er en dejlig larm.
Jeg har ikke siddet ret længe før der lyder en brægen bag mig. En buk eller rå, der skælder ud. Det var en rå, for den kommer forbi tårnet i let løb og stiller sig 50 meter fra mig og esser.
En rå mere kommer ud fra skoven, stille og roligt trasker den hen i nærheden af den første, og de esser sammen. Jeg nyder til fulde oplevelsen, spejder efter enhver bevægelse på engen eller i skovkanten.
Flokke af traner overflyver jævnligt området og lander ved den nærliggende sø.
De to råer esser stille og roligt og bevæger sig langsomt – sådan nærmest forkert – op i den smule vind, som bærer min duft hen til dem, og ganske som forventet rejser de pludseligt hovederne. Vender ørene direkte mod mig og sætter i løb samme vej, som den første kom fra.
Solen er ved at være over trætoppene og varmer dejligt.
Der sker ikke voldsomt meget mere, men pyt, jeg er mæt af indtrykkene, og jeg er sulten.
Peter kommer forbi og samler mig op.
Han havde også besøg af en rå. Vi er begge meget opsatte på, at vi skal ud i de samme tårne igen til aften. Men nu skal der spises morgenmad og hygges i godt selskab.
Ventetiden
Efter spisning går resten af formiddagen og lidt af eftermiddagen med sightseeing på det store område, frokost og en lille middagslur. Det er svært at sove, jeg er smittet med forventningens bacille. Jeg kan nærmest se, hvor bukken går, og det er lige der, hvor de to råer gik i morges…
Det er midt på eftermiddagen, alle mødes, der er rådslagning om, hvordan vi organiserer os. Hvem vil på jagt nu? hvem vil ud senere? og hvem skal ud i nat? der snakkes højt planlægges, og inden længe er planen klar.
Klokken 16 er jeg på vej igen. Jeg bliver sat af ved samme tårn, som jeg sad i i morges. Planen er egentlig at sidde et par timer, tage hjem og spise aftensmad og så tage de sidste to timer i tårnet.
Noget af det fine ved planer, det er, at de kan laves om, og det bliver de. Jeg kan mærke i hver en fiber i min krop, at jeg skal blive, heldigvis har Kim det på samme måde. Vi aftaler, at vi bliver i vores tårne. Vi kan spise en mad, når vi kommer tilbage i aften.
Således så gjort, vi bliver siddende.
Vinden har nu lagt sig fuldstændig, over mit hoved sværmer en træhveps, det er enormt, så stor den er. Jeg tænker, at, hvis jeg bare lader den være i fred, lader den også mig være i fred. Vi synes at være enige. Det er jeg nok den, der er mest taknemmelig for.
Skyggerne fra træerne bevæger sig langsomt og uundgåeligt ind over engen.
Der er en fantastisk stemning.
Jeg kan næsten se Rolf Lidbergs trolde og nisser luske rundt i skovbrynet.
Cirka 100 meter ude er der en lille sten -og grundfjeldssætning, hvor birketræer og pil dominerer.
Det ligner en ø. Jeg forestiller mig en ø i fjorden, og jeg fantaserer om, hvordan jeg, i prammen, vil angribe en gruppe ænder, hvis der sad en flok foran øen.
En bevægelse bag øen hiver mig tilbage til virkeligheden.
Jeg tænker: Endnu en rå.
Op med kikkerten.
Det er en buk, en seksender.
Bukkefeber
Bukken går ude på 150 meter ret mod mig, pulsen ryger med det samme i vejret.
Hvor pokker kom den fra?
Jeg indrømmer, der går lidt panik i mig.
Jeg vælter min kaffekande.
Bukken fortsætter stille og roligt ned mod mig.
Nu 120 meter.
Jeg lægger an og afsikrer.
Kroppen går fuldstændigt bersærk.
Jeg har fået bukkefeber. Sigtet hopper op og ned.
Jeg venter kun på, at bukken stiller sig med siden til.
Den stopper op helt perfekt til et rent bladskud, jeg kæmper med at få ro på åndedrættet og det lykkes delvist.
Jeg tænker, nu er det nu!
Jeg lader skuddet gå.
Opfølgning
Bukken springer op, krummer ryggen op og stiller sig igen.
Jeg genlader hurtigt og er straks på den igen.
Bukken står stille men med fronten lige mod mig.
Den ser tydeligt ramt ud, hvorfor falder den ikke?
Jeg forestiller mig, at den står i chok, og lige om lidt så falder den sammen.
Efter, hvad der føles som en evighed, falder den sammen, men så alligevel ikke, den sætter sig med hovedet løftet, hvad pokker?
Jeg kan ikke komme til at give den et ordentligt skud nu. Jeg må ned fra tårnet og langsomt bevæge mig ind på den og i en anden vinkel.
Heldigvis har jeg min skydestok stående neden for tårnet, så med den i hånden bevæger jeg mig langsom ned mod bukken og fra højre side, så jeg får en bedre vinkel at skyde fra. Bukken er hårdt ramt, den bliver liggende med hovedet oppe. Det er tydeligt, at den har øje på mig, men den kan ikke rejse sig igen.
Da jeg er inde på 70 meter, prøver jeg igen.
Trods bukkefeberen før, nu er pulsen fuldstændig i ro og bukkefeberen helt væk.
Det er alvor det her. Bukken skal affanges nu!
Jeg beslutter, at et halsskud er det rigtige.
Sigter.
Kroppen og sindet er fuldstændigt i ro nu, jeg skyder.
Kuglen sidder, hvor den skal.
Bukken vælter om på græsset, spjætter lidt for så stille at lægge sig.
Den er færdig.
Min puls stiger igen.
Jeg begynder at grine – af glæde.
Jeg genlader og sikrer, men holder riflen mod bukken, hvis nu den mod forventning rejser sig.
Det sker dog aldrig, og efter fem minutter tager jeg riflen over skulderen, samler hylsteret op og går hen til bukken.
Alt i mig dirrer. Pulsen er høj, jeg er nok det, man vil kalde, lidt fra den, men det er lykke.
Lykke over, at det lykkedes af fælde så fint et dyr.
Mytiskt vildt
For mig har rådyret altid haft en stor stjerne.
Nu ligger den der, midt på engen, i det sidste lys.
Jeg er fuldstændig beruset af glæde, men jeg ved, at jeg har lidt travlt. Dyret skal brækkes og slæbes hen et sted, hvor den og jeg kan blive samlet op.
Det første skud viser sig at side i bugen og har åbnet, så indvoldene lå ude. Det var nok derfor, at den ikke kunne gå videre.
Jeg har aldrig brækket et rådyr før, så kønt er det ikke, men det bliver gjort uden for mange fejl. Tak, YouTube.
Peter står og venter, da jeg kommer slæbende med bukken. Jeg er fuldstændig færdig. Han spørger, om jeg har skudt to bukke, da der var langt mellem skuddene.
Jeg fortæller ham historien, og vi griner.
Kim siger, at jeg skal gå på knæ, hvorefter han tager noget blod fra dyret og giver mig en streg i panden: “Til lykke, nu er du bukkejæger!”
Fjordjægeren er ydmyg og stolt.
Dyret kommer i en vildtsæk og bliver hængt op i en lade, så jeg kan ordne det dagen efter. Tilbage i huset er rygtet løbet i forvejen. Alle lykønsker mig, og resten af aften fortæller jeg historien igen og igen, Niels havde taget en flaske rom med, som først måtte åbnes, når der var skudt et dyr. Det blev den, og den smagte himmelsk.
De andre, der skulle på grisejagt, tog af sted, og klokken 24.00 blev der ringet ind. En gris er skudt.
Det var Niels, der var den heldige.
Efterjagten
Dagen efter stod den på møde i det dansk/svenske jagtlaug, som har den jagt, jeg var gæst på – og som jeg nu er medlem af. Efterfølgende har det kastet yderligere to bukke af sig. Begge skudt på første og anden dagen af den klassiske premiere den 16. august, men det er en anden historie.
Dernæst var det tilbage på jagten og ordne bukken sammen med Niels, der jo havde en gris der skulle ordnes, inden turen atter gik mod Danmark
En fantastisk weekend sluttede, fjordjægeren tog mæt hjem og beredte sig på den danske bukkepremiere, en premiere, som igen er lige rundt om hjørnet. Og han har glædet sig. Som han nu igen glæder sig til at sætte sig i et tårn og vente, forventningsfuld – måske der igen i år falder en buk af, for det er da i grunden en fantastisk jagt, også selv om man er fjordjægeren….
