Bøffel!
”Når det først skud falder, vil noget eller nogen dø”, forklarede ”The good Doctor”, da jeg sad i hans undervisningslokale på ”The Southern African Wildlive College” på grænsen til Kruger Park. ”Tænk på samme måde, som hvis du skulle forcere en bakketop ved ”Vestfronten”. Dit skud vil starte en krig, dets placering vil afgøre, hvor længe den vil vare, og hvem der vil vinde.”
Jeg havde aldrig før hørt en ”keeper” sige sådan noget til mig før en jagt på ”walked up grouse”, eller en klapjagt på fasaner, ej heller en stalker i de sidste, afgørende øjeblikke under en hjortepürsch på en skotsk bjergskråning. Der var heller ingen PH’ere, der nogensinde på mine tidligere ture havde sagt noget lignende. Bøfler er ”den ægte vare”. De er farlige og uforudsigelige, men derfor også pirrende. Det var det, der var det tiltrækkende for mig ved at jage denne masse af horn og muskler, den mægtige kafferbøffel.
Lidet anede jeg, da jeg bookede jagten på en af ”The Big Five”, at en tandlæge fra Minnesota også havde planlagt en tur til Afrika bare nogle få måneder før min. Uanset hvad der skete på hans senere meget omtalte løvejagt, forandrede Walter Palmer offentlighedens mening om jagt på storvildt. Walters historie og den efterfølgende retssag, afholdt i de sociale mediers ultramoderne retslokaler, blev ført ansvarsfrit og med tæt støtte af verdenspressen. Alle jægere blev kollektivt gjort ansvarlige for hans handlemåde og blev fundet skyldige. Forsvaret kom i gang for sent, og domfældelsen var allerede begyndt. Udtrykket ”trofæjagt” blev nu i den vestlige bevidsthed sat i samme bås som ordet ”terrorisme”.
Så det må være fair at spørge, hvordan en trofæjæger som jeg sover om natten. Jeg vil gerne fortælle den fulde historie om min første trofæjagt efter kafferbøffel, og derefter lade det være op til den enkelte at afgøre, om jeg nogensinde skal have lov til at sætte min fod på afrikansk jord igen.
Min bøffelhistorie begynder ikke i Afrika, men i ”Good, ol’ Texas” i ”The Dallas Club Convention” cirka fire år tidligere. Jeg havde endelig fået chancen for at møde et af mine idoler blandt storvildtjægerne, Kevin ”Doctari” Robertson. ”Doktoren”, der er forfatter til talrige bøger om storvildtsjagt i Afrika, havde længe sat tanker i gang hos mig. Hans bestseller, ”The perfect shot”, er den titel, han er mest kendt for. Som en dygtig dyrlæge og autoriseret PH i Zimbabwe trækker denne bog på al hans erfaring, evner og viden. Det er simpelthen en unik publikation. Den har udførlige beskrivelser af biologi, økologi, habitat og trofæbedømmelse for næsten alle storvildtsarter i Afrika. Der er en overflod af detaljerede fotos af storvildtet taget igennem mange år af hans kone, Catherine. Lagt oven på hvert foto findes et anatomisk korrekt diagram af dyrets skelet og vitale organer på samme måde som et røntgenfoto. Da organer i de forskellige dyr ikke er placeret ens, fortæller bogen på fremragende vis jægeren, hvor han skal sætte kuglen for at opnå ”the cleanest kill” – det perfekte skud.
Hvis man følger den uhyre succesfulde, første udgave fra 1999, afløses gætterier om skuddets placering af konkret viden. Det kan tilskrives Kevin Robertson, at siden hans værk blev publiceret, er flere dyr blevet korrekt nedlagt som følge af denne delte viden og uovertrufne erfaring om det afrikanske storvildts anatomi. Dette er et vidunderligt stykke arvegods, som vi skylder ham stor tak for. Jeg prioriterede højt at komme til at møde ”The Doctor”, da han skulle signere sine bøger ved ”The Dallas Safari Club Convention” i 2011. Jeg vidste allerede, at min tur til Afrika bare var et spørgsmål om tid. The Doctor forudsagde ved dette første møde, at jeg ville blive forelsket i Afrika, dets vildt og dets natur, og at min skæbne ville blive at jage kafferbøffel. Som om han kiggede i en krystalkugle, indskrev han denne skæbne i et eksemplar af ”The perfect shot”, før han signerede det til mig.
Forelsket i Afrika
Senere dette år var jeg så heldig at opleve min første jagt i Namibia på nogle af de mere almindelige vildtarter. Som The Doctor havde forudsagt det: Jeg blev vildt forelsket. Følgelig tog jeg derned flere gange for at få mit fix. På den måde fik jeg nogle af de bedste jagt- og naturoplevelser, man kan forestille sig. Afrika er noget helt specielt. Enhver, der har været der, vil skrive under på det. Det er svært at beskrive diversiteten og overfloden af vildt og de utrolige landskaber. Min rejse var begyndt, og uden at være helt klar over det, blev mine tanker ved med at kredse om at jage kafferbøffel.
Mit bekendtskab med The Doctor udvikledes over tid. Vi startede med at udveksle mails om forskellige jagt- og ballistik relaterede emner. En morgen fandt jeg på min computer en mail fra ham med titlen ”Bøffeljagt”. Robertson leder departementet for ”Sustainable Use & Field Guiding” ved ”SAWC (Southern African Wildlife College), som udelukkende arbejder for bevarelse af Afrikas oprindelige dyreliv. Dets protektorer er ”World Wide Fund for Nature” (WWF) og ”The Peace Parks Foundation”.
SAWC er uafhængig og baserer sig udelukkende på private donationer og modtager ingen støtte fra den sydafrikanske regering. Mange af de studerende er end ikke i stand til at betale, hvad der dækker de mest basale udgifter til deres kurser, så det er donationer og fundraising, der får det hele til at løbe rundt. SAWC står også for uddannelsen af de vildtbetjente, som overvåger den dalende næsehornsbestand i Kruger Park og andre sydafrikanske nationalparker. Disse tapre mænd udgør en sidste forsvarslinje mod krybskytteri og er det bedste våben i slaget om at forsvare en af naturens mest utrolige skabninger.
En bøffel som gave
Den bøffel, som The Doctor tiltænkte mig, beroede på et sådant fundraising initiativ. Bøflen var faktisk en gave til SAWC fra det nærliggende ”Klaserie Private Nature Reserve”. Bøflen blev givet til gengæld for træning af deres vildtbetjente. ”The Klaserie” er et af de største, privatejede naturreservater i Sydafrika. Det er på 60.000 hektar og har ingen hegn og danner således en del af den større Kruger Park. I spidsen for står en komité af ejerne af de 70 farme, som udgør reservatet. Historien om ”The Klaserie” er en god fortælling for dyrelivet. I 1969 besluttede en gruppe fremsynede farmere at sløjfe deres hegn og sammenlægge deres jordbesiddelser for at give bedre betingelser for både lokale og tilvandrende vildtarter. Andre farmere tilsluttede sig, og i løbet af nogle år blev det uspolerede Klaserie et af de mest eksklusive steder i Sydafrika at eje jord – og det med god grund. I 1993 blev hegnene ind til Kruger Park fjernet, hvilket betød, at området blev et fristed for alle naturligt hjemmehørende vildtarter i Limpopo provinsen. Det er reservatets politik at holde menneskelig og kommerciel indflydelse på et minimum for at få reservatet så tæt på det oprindelige miljø som muligt. ”Hænderne væk-politikken” betyder, at vildtet er virkelig ”vildt”, uforstyrret og i et frit, omstrejfende liv, som de selv opretholder.
Guldhorn
Skønt dyrelivet er overladt til at klare sig selv på en naturlig måde, bliver det omhyggeligt og vagtsomt beskyttet af reservatets folk. Uden Klaseriets bestræbelser på at forhindre kybskytteri ville der ingen næsehorn være. Her følger forklaringen: Af bizarre grunde indbringer næsehornets horn 100.000 $ per kilo. Hornet på et voksent næsehorn kan veje op til 3 kilo. ”The Greater Kruger” og Klaseriet grænser op til nogle af de mest forarmede områder i verden, hvor vor vestlige moral er langt mindre værd end 300.000 $ i kolde kontanter for et par nætters hårdt arbejde. Selv med en massiv indsats imod krybskytteri i hele regionen, mistes der dagligt tre næsehorn i ”The Greater Kruger” til krybskytterne. Dette antal er indlysende nok uholdbart, og bestanden af næsehorn balancerer på kanten af udryddelse.
Klaseriets kamp mod krybskytter koster årligt millioner af Rand. Nye, intelligente, elektriske hegn, der udsender alarmsignaler, og den paramilitære styrke på 26 bevæbnede vildtbetjente, deres træning og udstyr får man ikke for småpenge. Klaseriet er på 60.000 hektar. Fremskriv nu udgiften til bekæmpelse af krybskytteri på et areal af denne størrelse til Kruger Parks 2 millioner hektar. Det er klart, at udgifterne til at beskytte disse dyr fra næsten sikker udslettelse kan få det til at svimle for enhver – og dette handler blot om ”Greater Kruger” og ikke hele Afrika.
Gamle haner
For at kunne betale for anti-krybskytte aktiviteterne frigiver det privatejede Klaserie årligt 1,25 % af reservatets bøffelbestand og 0,5 % af elefant populationen til jagt. Det er blevet videnskabeligt bevist mange gange, at fjernelse af disse ubetydelige procentandele fra en population ikke har nogen indflydelse på bestandens størrelse eller sundhed. Trofæjagt fokuserer også på gamle tyre, der normalt vil være ude over den forplantningsdygtige alder og således ingen indflydelse på har reproduktionen. Der foretages hvert år en optælling, sidste år opgjorde man populationen til 2.500 bøfler og 1.200 elefanter.
Det antal, der frigives til jagt, baserer sig hvert år nøje på disse procenttal, da bestandens størrelse varierer som følge af foranderlige forhold som tørke eller en usædvanlig stor eller lille fødselsrate et bestemt år. Det er ubestrideligt, at den indtægt, der skabes ved at høste overskuddet af dyr ved disse trofæjagter, direkte kommer reservatets dyreliv til gode.
På jagtkursus
Kevin Robertson havde forklaret mig alt dette i sine mails. Ja, dette var en trofæjagt, men det var bæredygtig udnyttelse. Den tyr, vi skulle jage, ville være den ældste bøffel på Klaseriet – jo ældre, jo bedre. Jeg kender til mange bøfler, skudt i Afrika, som ikke har opnået at opleve deres 8 års fødselsdag, så at jage et dyr på mere end 12 år ude over sin avlsdygtige alder var for mig ”ønskejagten”. Inkluderet i jagten var deltagelse i et bøffelkursus med enetimer, der strakte sig over to dage på ”The Wildlife College” inden selve jagten. Efter mange konsultationer hos ”min langhårede stabschef” og et løfte om en ny hesteboks til hende, blev jeg tilstået tilladelse til denne ”once in a lifetime hunt” med mit store idol.
Kurset var fascinerende. Jeg tilbragte en dag i undervisningslokalet med at studere tusinder af bøffelbilleder med henblik på at give mig en fotografisk reference til, hvordan man bedømmer alder, hornets størrelse og egnethed. Vi gennemgik også anatomien så grundigt, at jeg med lukkede øjne kunne visualisere enhver muskelgruppe på en bøffels skulderparti og vide, hvor jeg skulle ramme uanset hvilken vinkel for at opnå det perfekte skud. Det var intenst og krævende, men jeg elskede det. The Doctor havde en leksikal viden om emnet, som man får det, når man har nedlagt 600 bøfler med sin riffel. Den næste dag gik med stalking-træning, hvor han havde fået fremstillet 10 bøffelfigurer i naturlig størrelse og opstillet i forskellige vinkler. De enkelte organer er markeret usynligt på målene og skifter farve, når de bliver ramt, hvorved det er muligt at afgøre, hvor gode de enkelte skud var. Som vi kom frem til de enkelte skabeloner, realistisk opstillet i et flodleje, kom min drøm nærmere sin opfyldelse, og min selvtillid voksede. Dette unikke to dages kursus betød, at jeg kunne føle mig sikker, når øjeblikket kom. Jeg havde et solidt fundament af referencer at holde mig til og stolede på, at jeg nok skulle klare opgaven.
Erfarne folk
Næste dag ved daggry satte vi kursen mod Klaseriet, en times kørsel fra Kollegiet. Det var den professionelle hunter, John Luyt fra firmaet ”Duke Safaris”, der skulle lede jagten. John havde været jagtleder for Klaseriet i mange år og havde tidligere været assisterende vildtopsynsmand i reservatet. Han er nu deres jagtlige repræsentant og leder jagterne på de cirka 30 bøfler, der nedlægges hvert år. Jeg kunne straks mærke, at John var en erfaren PH. Selv Eddie, vores ”tracker”, var autoriseret PH, så summen af erfaring og viden, der skulle støtte mig, var enorm. Jeg kunne ikke have været bedre forberedt til at starte jagten.
Da vi havde klaret alt det nødvendige papirarbejde i reservatets hovedkvarter, skulle vi denne første morgen ud til Kongogyane flodens udtørrede flodleje, en biflod, som løber gennem reservatet i hele dets længde. Denne flod er en af grundene til, at Klaseriet er et så perfekt habitat for bøfler. Som The Doctor havde forklaret mig det i undervisningslokalet, er bøflernes eneste svaghed, at de skal drikke mindst én gang om dagen.
Et led i fødekæden
Det var min første jagt på farligt storvildt, og den oplevelse var ikke spildt på mig. Inden for en halv time, efter at vi havde forladt den store firehjulstrækkers sikre kabine, oplevede vi vores første møde med farligt storvildt – men ikke med en bøffel. Som vi gik langs med det sandede flodleje, hørte vi ikke 30 meter væk en høj snerren, der fik de små hår til at rejse sig. Efter hurtigt at have undersøgt sporene, indså vi, at vi havde skræmt en hunleopard, endda med unger, væk fra en impala, som den netop havde dræbt. Drabet var sket for så kort tid siden, at vi kunne se, hvordan impalaens nerver stadig sitrede under huden. Det var på høje tid at liste af. Mens vi hastigt forlod stedet, kunne vi høre hendes arrige hvæsen inde i buskadset. Dette skærpede min opmærksomhed i en grad, som jeg ikke havde oplevet det på nogen jagt tidligere. Jeg var ”in the real Africa” nu, ikke på en jagtfarm, og alt, hvad der nu lå foran mig, var på ingen måde forudsigeligt. Uden mine guiders erfaring, kunne jeg let være endt som et led i fødekæden.
Dagga Boy
I løbet af de næste tre dage, mens vi i jagten på en passende bøffeltyr fulgte mange af Klaseriets floder, oplevede vi mange fantastiske møder med det afrikanske dyreliv. Vi havde lejlighed til at studere mange tyreflokke i forsøget på at finde ”the old dagga boy”, som jeg drømte om. De fleste af de tyre, vi havde set, var syv til otte år gamle. Men til sidst fandt vi en gruppe med fire gamle veteraner. Én af disse krigere var så gammel, at den bogstavelig talt ikke havde horn mere og var en ”scrumcap”, som de kaldes her. Denne tyr var den niogtresindstyvende, vi havde set, og både Kevin og John antog den til at være 13-14 år gammel. At nå denne alder for en bøffel er bemærkelsesværdigt i løveland og sker kun ved klogskab. Vi fortsatte vores jagt langs med flodlejet og så endnu en gruppe, denne gang på 11 tyre, men ingen af passende alder. Jeg måtte tilbage, mine tanker kredsede om ”the scrumcap”. Han var en sand ”dagga boy” og den mest passende ”modstander”, vi havde set. Det var sidst på dagen, og Eddie, vores tracker blev sat til at finde og følge hans spor, som på grund af hans imponerende størrelse var yderst let at identificere i forhold til de andre i gruppen. I en let vind, der kom fra forskellige retninger og i 42 graders brændende hede, var jagten på den udsete tyr i gang. Vi brugte resten af dagen på at følge hans spor, men måtte i det sidste dagslys vende tilbage til lejren for at optage sporet igen næste morgen. Denne nat kunne ikke gå hurtigt nok.
Katten efter musen
Den næste dag blev ”en lille kats” pinefulde jagt på ”en stor mus”. Han var en snedig, gammel rad og havde indset, at han blev forfulgt allerede fra morgenstunden. Jeg havde hørt om gamle tyre, der går tilbage for at lægge sig i baghold, og troede, at det var en myte – indtil jeg selv kom til at bevidne det på nærmeste hold. Ved ét møde havde vi fulgt hans spor igennem et tæt buskads ud til et åbent areal blot for at støde på ham ikke foran, men ved siden af os. Den gamle tyr kunne fysisk set ikke havde gjort det uden at være gået samme vej tilbage. Du bliver kun så gammel her, hvis du er snu. Resten af dagen var frustrerende, men utrolig ophidsende, da vi fik et glimt af gruppen i forskellige splitsekunder, men uden chance for et forsvarligt skud. Tyren stod eller bevægede sig altid bagerst i gruppen, når vi så dem. På en eller anden måde tror jeg, at han vidste, at han blev jaget, og han vandt over os denne dag.
Efter endnu engang at være startet tidligt, var vi tilbage ved sporet. Det ledte os frem til et sted, hvor flokken stod afslappet i åben formation og græssede op imod vinden. Noget derfra, men langs den kurs, de havde, vidste John, at der var et vandhul. Risikoen for, at vinden skulle skifte, var som altid, når solen står højt på himlen, stor. Vi besluttede derfor at forlade sporet og gruppen og lægge os i baghold langs vejen til vandhullet. I løbet af den næste time bevægede vi os hurtigt, men stille, uden om gruppen, idet vi udnyttede vinden til vores fordel. I vores skjul kom jeg i skygge og væk fra den intense, afrikanske hede, som var begyndt at gå ud over min hvide, britiske hud.
Supertankeren ankommer
Vi lå og ventede. Efter at der var gået en time og endnu en time, begyndte vi at tro, at det snedige, gamle bæst havde narret os endnu en gang, så hvilken lettelse da den første fra gruppen kom til syne. ”The scrumcap” dannede igen bagtrop. Lettelse blev til adrenalin på en måde, som jeg aldrig havde oplevet det før. Hvad jeg havde lært i ugen her og efter mange års jagt, kom nu direkte i focus. Hverken Kevin eller John kunne hjælpe mig nu. ”Cometh the hour, cometh the man”: Nu skulle jeg bevise mit sande værd. Et skud fra siddende stilling til en gående tyr 60 meter fra mig var, hvad der ventede mig. Jeg placerede mine albuer imod indersiden af mine knæ, hvilket gav min gode, gamle .416 Rigby en utrolig stabil position, hvorimod mit galoperende hjerte ikke bidrog med megen hjælp. Jeg trak vejret dybt nogle gange, da de tre første bøfler bevægede sig ind i mit skudfelt. Så var han der! Han bevægede sig roligt hen imod mig som en supertanker på de store have. Med min Leica kikkert sat til x1 i forstørrelse hævede jeg riflen og rettede trådkorset imod ham. At trænge igennem hans panser og nå ind til de vitale dele med min 400 grains Hornady DGX kugle ville blive mit livs vigtigste ”bredside”. Jeg huskede den træning, jeg lige havde fået, og skuddet gik og traf målet. Tyren foretog nogle kaninlignende hop, en reaktion, der var tegn på en god kugle direkte ind i maskinrummet, og mere adrenalin bankede ud i mig, da jeg hurtigt repeterede. Et nyt skud viste sig umuligt, da han løb direkte ind i flokken og væk fra ”slagmarken”.
Min mest meningsfulde jagt
Efter en halv times forløb fulgte vi efter indtil en afstand af cirka 100 meter fra, hvor han lå. To af hans fæller fra flokken stod hos ham. Han havde stadig hovedet oppe. Dette var den del af jagten, som jeg var mest nervøs for. Vi fulgte efter en såret bøffeltyr. Selv om det første skud var meget velplaceret, havde det endnu ikke dræbt den. Jeg vidste, at de næste øjeblikke kunne blive ekstremt farlige. Barmhjertigt betød min træning og føring af Kevin og John, at to skud yderligere kunne gøre en ende på sagen, ”clean and with no fuss”. Og der var den – min allerførste tyr lå foran mig. Dette var en livsforandrende jagt, følelserne var ekstreme, og tilfredsstillelsen ved at have identificeret og nedlagt et bestemt dyr af denne alder var enorm.
Ud fra dens kæbe og tænder bedømte The Doctor dens alder og bekræftede, at den var cirka 13 år gammel. Der er ikke mange fritlevende bøfler på den alder ret mange steder i Afrika. Denne gamle fyr var ude over den forplantningsdygtige alder og i den perfekte aldersklasse til at blive nedlagt. På europæisk bukkejægersprog ville man sige, at han var en returbuk, der havde fremtiden bag sig. Han var i særklasse den ældste gentleman, vi havde set på Klaseriet, og han havde fået en yderst agtværdig exit. Det var et privilegium at jage denne gamle tyr med et af mine jægeridoler, og hver eneste cent fra min trofæafgift gik til bekæmpelse af krybskytter i reservatet. Dette var uden sammenligning min mest udbytterige og meningsfulde jagt indtil nu.
Sandhedens time
Så dette er kendsgerningerne om min Big Five trofæjagt. Efter at have læst den kan du nu afgøre, om du synes, at jeg i lighed med tandlægen skal forbydes at tage til Afrika igen, og at mit ansigt skal klaskes ud over internettet som en, der har begået en forbrydelse imod de vilde dyr. Jeg er stolt af min jagt og mener, at den er et godt eksempel på, hvordan jagt og beskyttelse og bevarelse af vildtbestanden kan gå hånd i hånd. Jeg skød en bøffeltyr tæt på den dag, hvor den ville have lidt en naturlig død, og skaffede en pæn sum penge til andre arter, der har hårdt brug for støtte. Dette er bæredygtig udnyttelse, når den er bedst. Det eneste, der kan holde mig vågen om natten, er ikke erindringen om, da jeg trykker på aftrækkeren mod en bøffel, men tanken om den kritiske situation, som næsehornet befinder sig i.
I det mindste ved jeg, at jeg faktisk har gjort noget for at hjælpe dette stærkt truede dyr.
Mit udstyr
.416 Rigby – Big Game Rifle www.johnrigbyandco.com
Leica Ultravid HD+ kikkert www.leica-sportoptics.com
Leica Magnus 1-6.3×24 kikkertsigte www.leica-sportoptics.com
Hornady 400grains DGX kugle www.hornady.com
The Perfect Shot II www.safaripress.com
The Southerne African Wildlife College www.wildlifecollege.org.xa
