TEKST OG FOTOS: NIELS DYGAARD.
Når der i dag kommer en invitation til jagt i Tyskland dels fra to gode venner henholdsvis i Schleswig Holstein og Hessen, dels en mere officiel til jagt på det 116 km2 store, tyske militærområde, ”die Senne” i Nordrhein Westfalen, åbner jeg den altid glad og forventningsfuld, Det gjorde jeg også, da jeg for en del år siden fik invitationen til min første Hochwildjagd. I mit glædesbæger var der dog også et stænk malurt, for hvordan er det nu lige, hele ceremoniellet er ved en sådan jagt? Man skulle jo ikke gerne komme til støde an med ukorrekt optræden.
Er du heller ikke helt fortrolig med det, kan denne artikel om tyske jagttraditioner hjælpe dig, så du roligt kan træde frem, hvis du som jeg en dag er så heldig at have bidraget til paraden og dermed gjort dig fortjent til ”Einen Bruch”, den afbrækkede kvist, som de jægere, der har leveret noget til paraden, modtager. Her kan du som start på denne manual læse om, hvordan jeg gjorde det, da jeg både stolt og lidt usikker trådte frem for at modtage min ”Bruch”.
. . . Jeg opfangede en lyd. Der var bestemt noget, der knækkede oppe på den bakkekam, der på den anden side af en lille skovbæk strakte sig langs den smalle skovvej, vi netop havde fulgt, og hvor jeg var blevet sat af ved en gammel, udrangeret skovvogn. Jo, det var helt tydeligt. Noget var på vej frem gennem det visne grenkvas, der forræderiskt afslørede enhver bevægelse i den fuldstændig tyske, vindstille og frostklare novemberskov. Her havde kun en flagspættes flittige hamren indtil nu brudt stilheden. Med hvad kommer? Efter lyden at dømme må det være flere dyr – en rudel kronvildt eller måske en rotte vildsvin.
Ved parolen havde jagtherren meddelt, at vi, hvad kronvildt angik, måtte nedlægge kalv og hind i denne rækkefølge og for hjortes vedkommende ”Spiesser”, en yngre hjort, hvor sprosserne ikke var over ørehøjde. For vildsvins vedkommende: Keiler, Überläufer og Frischling, Die führende Bache – so med smågrise måtte der derimod under ingen omstændigheder skydes til.
Ivrig hundehalsen lyder nu stadigt højere. Det kan ikke vare længe. Noget må dukke op. Det sker også, for ud fra en grantykning oppe på bakkekammen bryder en rudel på fem kronhjorte. Med tågeskyer ud af de opspilede næsebor tordner de ned ad skråningen, så smågrene og brunt vissent løv står dem om løbene. Lige i hælene på dem halser to tyske jagtterriere i skinger diskant og en ruhår i buldrende bas afsted. Som var der trykket på en kontakt, sætter min adrenalinpumpe ved dette syn straks i gang.
Nede på det flade stykke foran mig fortsætter de i strakt karriere – og det, så det får jordbunden under mig til at gungre. Afstanden er på under 100 meter. Nu skal der studeres gevirer. På de fire forreste rager de så langt op over ørerne, at skud til en af dem ikke kan komme på tale. Den sidste mener jeg derimod at kunne taksere til at være en ”Spiesser”, men inden jeg med sikkerhed kan nå at afgøre det og få riflen skuldret, er skudchancen forpasset. Jeg kan derfor kun kaste lange blikke efter den kronede kvintet, som den hastigt forsvinder ud af syne – stadig forfulgt af de glammende hunde, nu dog lidt mere rustne i mælet.
Min galopperende puls når næppe at lægge sig, før der igen sker noget oppe på bakkekammen. Denne gang er det et vildsvin, der i fuld fart kommer tonsende ned ad skråningen og det med retning direkte imod mig! Det var lige før, jeg overvejede at kravle op i skovvognen og tage skuddet derfra. Jeg var nemlig af min ven blevet oplyst om, at man her kunne komme ud for meget aggressive vildsvin, i særdeleshed da, hvis de var anskudte, men undertiden også ganske umotiveret. Ved parolen havde jeg også lagt mærke til, at flere af de lokale jægere havde kevlarforede ”Sauenschützhosen” på. Det forstod jeg udmærket, da jeg også var blevet fortalt, at en Keiler ved en jagt sidste år havde revet lårpulsåren op på en af jægerne, hvorefter denne var forblødt.
Jeg vovede nu at blive på min post, og med min Steyer Mannlicher, kaliber 270 Winchester sikkert støttet mod en gammel, knudret skovfyr var jeg klar til at tage imod. Næsten hurtigere end kronhjortene når vildsvinet ned på det flade stykke foran mig, forcerer her en lille skovbæk, så vandet står op om det i kaskader, og er nu så tæt på, at jeg kan se, at det er en Überläufer – om end i den tungere vægtklasse. Nu skal den blot ændre retning, så den har siden til. Mens jeg står og håber på det, gentager jeg lige for mig selv min tyske ven, Albrechts ord: Du trækker godt igennem, og lige når den røde plet har passeret trynen, slipper du kuglen.
Afstanden er nu blot cirka 60 meter, og netop da sker det, jeg havde håbet på. Den bøjer af. Straks lader jeg den røde plet glide hen langs vildsvinets krop, og i det øjeblik, den passerer trynen, krummer jeg fingeren. I braget ser jeg Überläuferen tumle omkuld i flere kolbøtter – helt tydeligt truffet af en god kugle. For en sikkerheds skyld repeterer jeg omgående, klar til endnu et skud, men da grisen ligger helt stille og ubevægelig der blot et halv hundrede meter fra mig, skønner jeg, at der ikke bliver brug for det.
Da såten er blæst af, går jeg straks hen til den, og her kan jeg se, at den er ramt helt perfekt på bladet og – heldigt – lavt, som det anbefales ved denne vildtart, da hjertet befinder sig lavt i brysthulen – kuglen havde derfor været øjeblikkeligt dræbende. Respektfuldt knæler jeg ned, gennemstrømmet af stor glæde og lige så stor og ydmyg taknemmelighed til gudinden, uden hvis assistance en ”Frischling” som jeg her på sin første Hochwildjagd næppe havde været i stand til at sætte en så god kugle. Det var derfor en både stolt, men også en lidt usikker skytte, der et par timer senere trådte frem for sammen med de andre heldige at modtage den ”Bruch”, som vi fik overrakt som hædersbevisning for vort bidrag til den flotte parade. Her lå der lå 1 Spiesser, 3 kronhinder, 3 kalve samt 31 vildsvin – deriblandt en stærk Keiler.
Forberedende formalia
Inden du kan stå og lytte til parolen ved en tysk jagt, skal du på forhånd have nogle formalia i orden: Ud over dit danske jagttegn, skal du også have et tysk. På grund af afrikansk svinepest er det blevet mere kompliceret end tidligere, se derfor Danmark Jægerforbunds hjemmeside for nærmere oplysninger. Skal du deltage i en officiel jagt, kræves der også, at du har et såkaldt ”Schießnachweiss”, et bevis på, at du har aflagt og bestået en riffelprøve. Det kan erhverves i Tyskland, men heldigvis også herhjemme, for eksempel hos Korsholm i Skjern. Undersøg også på forhånd regler for lyddæmper og natoptik. Jagt- og fredningstider kan bære forskellige i de 16 Bundesländer. Vil du på forhånd studere dem, kan du finde alle relevante oplysninger herom på hjemmesiden ”Jagdzeiten für Wild in Deutschland”
Parolen
Når alle er forsamlede, beder jagtherren ved mange jagter allerførst blæserne om at blæse velkomstsignalet, ”Begrüssung”, hvorefter han byder velkommen til dagens jagt. Herefter gennemgår han omhyggeligt, hvilke vildtarter, der må nedlægges, og de sikkerhedsmæssige forhold, der skal iagttages: ”Jeder haftet für seinen Schuss! Oplyser, om hvor mange Treiben, drev, der vil være, om der er forplejningspause undervejs og om sluttidspunktet, hvorefter man vil blive afhentet af sin ”Ansteller” – den, der har anvist en sin post. Efter med militærisk præcision i en venlig, men klar og umisforståelig parole at have sat dagsordenen for jagten, så ingen står usikre tilbage med uafklarede tvivlsspørgsmål, kaldes skytterne ved navns nævnelse enkeltvis frem og kan nu spændte og forhåbningsfulde gå hen til deres anviste ”Ansteller”. Afsluttende blæses undertiden ”Aufbruch zur Jagd”.
Storvildt – småvildt
Jagten i Hessen var en såkaldt ”Hochwildjagd” og gjaldt ikke ”Niederwild”, men hvad forstår man lige ved disse to ord?
Fra den tid, hvor jagt var et privilegium for konger og adelen, stammer inddelingen af vildtarterne i ”Hochwild” og ”Niederwild”. Jagt på ”Hochwild”, der omfattede kronvildt, dåvildt, sika, muflon, vildsvin samt de i dag fredede arter: tjur, konge- og havørn, var forbeholdt højadelen, mens ”Niederwild”, råvildt, ræv, hare, agerhøne, ænder, fasan m.fl. måtte jages af lavadelen. Råvildtet, der i dag regnes til Niederwild, har haft en lidt omskiftelig skæbne. For et par hundrede år siden hørte det til ”Hochwild”. Ved jagterne var der dog blandt de fornemme herrer ikke den store interesse for at nedlægge denne vildtart, hvorfor bestandene voksede sig så store, at de blev en sand plage. Højadelen besluttede derfor, at det skulle regnes til ”Niederwild”, hvorfor det kunne nedlægges af andre ranggrupper. I løbet af kort tid var problemet løst. Ja, så effektivt, at råvildtet snart var næsten udryddet, det blev derfor igen regnet til ”Hochwild” – en status, som det jo ikke har kunnet bevare.
Jægerhelt – Weidmannsheil
Dette ord er afledt af ”Weidmann”, som er et gammelt ord for Jäger, og af tillægsordet, ”heil”, som betyder ”lykke/held”. Det bliver brugt som hilsen, når jægere mødes og ved opbrud.
Der bruch
Under jagt har der altid været et behov at kunne kommunikere med hinanden. Hertil tjente tidligere afbrækkede kviste – heraf navnet, ”Bruch”, da de netop skulle være afbrækkede og ikke afskårne. Man benyttede hele 9 af den slags tegn, der alle på forskellig måde afveg fra hinanden. For eksempel angav ”Der Standplatzbruch” det sted, hvor en post skulle stå. Ved ”Der Anschussbruch”, blev der brugt 2 kviste. Den ene, der for synlighedens skyld blev stukket i jorden, så den ikke væltedes af blæst, eller dækkedes af sne, viste, hvor det anskudte stykke havde stået, mens den anden angav flugtretningen.
I dag har moderne elektronik i form af mobiltelefoner og/eller jagtradioer samt større mobilitet med terrængående køretøjer overflødiggjort denne kommunikationsmåde, men to Brüche bruges dog stadig. Det gælder:
Æreskvisten- der erlegerbruch
Herved forstås den kvist, som jagtherren ved paraden overrækker til de skytter, der har været så heldige at have bidraget til paraden. Der er nøje regler for, hvilke træsorter, der må bruges. Ved nåletræer drejer det sig om ædelgran, fyr og rødgran. For løvtræernes vedkommende kun om eg og elletræ. Findes ingen af disse træsorter lige i nærheden, er det dog tilladt at bruge andre.
Heldigvis blev jeg ikke kaldt frem som den første til at modtage min Bruch. Jeg kunne således se og høre, hvordan det foregår. Man træder frem uden hovedbeklædning og modtager med ordene Weidmannsheil sin Bruch og takker for den med Weidmannsdank, hvorefter man træder tilbage og placerer den på højre side af hovedbeklædningen. Dette er vigtigt at vide, for ”Der Bruch” kan også ses ved andre lejligheder, for eksempel ved en jagtkammerats begravelse, men her placeres den på venstre side. For, som det hedder i en lidt makaber huskeregel: ” Reh rechts – Leich´ links”. (råbuk til højre – lig til venstre). Ud fra munden på det nedlagte anbringes ofte en lignende kvist, den såkaldte:
Det sidste måltid- Der letzte Bissen
De korrekte træarter hertil er de samme som dem til ”Der Erlegerbruch”. Skulle der ikke findes nogle dem i nærheden, er det også her tilladt at bruge andre træ- eller plantearter. ”Der letzte Bissen” skal symbolisere det sidste måltid. Denne skik har en årelang tradition og skal udtrykke jægerens respekt for det nedlagte og for naturen. Oprindeligt var det kun noget, man gjorde ved klovvildt af hankøn, men i dag ærer man begge køn på denne måde og tidligere også – hvor disse vildtarter måtte forekomme og være jagtbare – murmeldyr, tjur og urfugl.
Jagthorn
Da den 9 mand store hessiske blæsergruppe satte hornene for munden for at blæse over det nedlagte, har jagthornet aldrig lydt smukkere i mine øren, men hvorfor blæse i jagthorn? Af den grund, at det som de forskellige Brüche tjente et kommunikationsformål.
Under jagten blæses for at tilkendegive start- og sluttidspunkt for såterne, og når jagten er forbi, markeres det med det stemningsfulde ”Hahn in Ruh´”. Ved nogle jagter kan man dog opleve, at man orienteres ved brug af moderne teknologi i form af mobiltelefon eller jagtradio. Ved paraden er det fast skik, at der altid blæses over hver nedlagte vildtart, inden de vemodige toner fra ”Halali” – ”Jagd vorbei” lyder ud over landskabet.
Oprindeligt blev der anvendt et horn lavet af et tyre- eller bøffelhorn, hvormed man efter at have afskåret enden kunne frembringe nogle få klangløse toner. En særlig luksusudgave var ”Olifant-hornet”, som bestod af en ofte kunstfærdigt udskåret elefantstødtand. Et sådant horn hørte ligesom sværdet til adelsmandens attributter og blev brugt både som signal- og drikkehorn. Det blev i Middelalderen betragtet som en helligdom, og ingen ud over dets ejermand måtte berøre det, og da slet ikke blæse i det.
I det 18. århundrede gled disse dyrehorn efterhånden ud til fordel for de metalhorn, som man nu kunne fremstille, bl.a. det korte Fürst Pless-horn og det længere Parforcehorn. På grund af sin længde og tyngde er sidstnævnte ikke så håndtérbart og derfor før som nu mindre brugt ved praktisk jagt, derimod gerne ved jagter, hvor man er til hest, f.eks. ved Fox Hunting, som det især kendes fra England. Her er hornets vægt ikke noget problem og dets længde og snoede form heller ikke, snarere tværtimod da det kan hænges om skulderen, hvorved rytteren kan have begge hænder fri. Med sin større tonerigdom bruges det ofte af blæsergrupper ved offentlige arrangementer – f.eks. Hubertusgudstjeneste.
Paraden – Die Strecke
At jagten sluttes af med en vildtparade, ligger der en lang tradition bag. Det skete allerede i tidligere tider ved den franske adels stort anlagte jagter, som var præget af stærke ritualer og strenge regler. Det var således nøje defineret, hvilke vildtarter den enkelte skytte måtte skyde til.
Paraden ved en større jagt, for eksempel en ”Bewegungsjagd” minder på mange måder om, hvordan vi herhjemme også oplever den. ”Das Sterbebett”, som tyskerne kalder det område, hvor det nedlagte vildt lægges, vil ofte – formodentlig af hygiejniske grunde – være dækket af et plasticunderlag, kranset af grangrene, hvor der ved hvert hjørne står et fakkelarrangement. Ved paraden står jagtherren foran paraden og ved en af fløjene skytterne, der i modsætning til hos os – endnu – ikke har taget hat eller anden hovedbeklædning af. Bag det nedlagte står blæserne.
Når vildtet lægges op til parade, skal det udtrykke jægernes respekt for det nedlagte og en tak for jagtheldet. Det nedlagte bliver altid placeret liggende på højre side. I tidligere tider mente man, at det var ”den gode side”, hvorfor det ikke var muligt for onde jorddæmoner at trænge ind i vildtet, og denne tradition er man som bekendt overalt – også herhjemme – forblevet tro imod
Vildtet placeres i denne rangfølge: kronvildt, dåvildt, sika, muflon, vildsvin, råvildt, ræv, mårhund og altid med hanlige stykker først. Der begyndes altid med det stærkeste stykke i rækker, hvor hvert tiende bliver trukket lidt frem. Ved gevirbærende hjorte og muflonvædder placeres ofte et stykke træ under hovedet for at fremhæve trofæet – ved keilere endvidere lignende i munden, så tænderne kan ses. I dag kan det af hygiejniske grunde ske, at blot et enkelt stykke for hver nedlagt vildtart bliver fremlagt på paraden.
Når alle er forsamlede, beretter jagtherren først om selve jagtens forløb, hvad der er blevet nedlagt etc. Takker derefter skytter, hundeførere og drivere, hvorefter han er parat til at overrække ”Der Bruch” til de jægere, som har bidraget til paraden. Her er rækkefølgen heller ikke tilfældig, idet den afspejler den måde, hvorpå vildtet er rangeret. Kronvildtskytter – hvis sådant er nedlagt – først, herefter følger de øvrige i ovennævnte rangfølge. Man modtager kun én ”Bruch”, selv om man måske har været så heldig at nedlægge flere stykker, og den må nu bæres i 24 timer.
Til sidst beder jagtherren blæserne om at blæse over det nedlagte. Som en formfuldendt afslutning på jagten træder blæserne herefter frem, og nu tager alle hovedbeklædningen af, mens der lyttes til de forskellige melodier, der blæses over hver nedlagte vildtart, inden de vemodige toner fra ”Halali” – Jagd vorbei” lyder ud over landskabet. Når de er tonet bort, takker jagtherren blæserne og inviterer alle til ”Schüsseltreiben” – den afsluttende jagtmiddag.
Den sikre såt – Schüsseltreiben
Schüssel betyder gryde, hvorfor ordet kan oversættes ved grydejagt og er navnet på den fællesspisning, der som regel afslutter jagten. Ved middagen gælder også her særlige traditioner. Jagtherren afholder således som regel ”En Jagdgerecht”, en jægerdomstol, hvor han på alvorlig, men dog humørfuld måde påtaler eventuelle forseelser, som måtte være forekommet, og idømmer synderne en bod – måske ved næste jagt at medbringe et æble- eller blommetræ til udplantning i ”Die Sünderallee”, hvor ikke mindst vildsvinene vil sætte pris på de nedfaldne frugter. Forseelsen kan også takseret til en mindre bøde til revirkassen eller ”eine Runde”, en omgang øl til selskabet. Det er kun mindre synder, der bliver nævnt. Alvorligere påtales med pågældende i enrum og kan i værste fald føre til udelukkelse fra kommende jagter.
Under middagen kåres også ”Der Jagdkönig”. Det er nødvendigvis ikke den skytte, der har nedlagt mest, jagtherren kalder frem. Det kan også være én, som på anden måde har udmærket sig – måske ved at have afgivet fældende skud til et anskudt stykke. Efter talen modtager den nykårede jagtkonge en hæders- og vandregave. Til gengæld forventes det, at han senere under middagen holder en takketale – også gerne humoristisk. Æresbeviset kan for eksempel være ”Die Saufeder”, det store spyd, som man tidligere brugte under vildsvinejagterne. Det forsynes nu med en lille plakette med hans navn, og han kan herefter beholde det i et år. Straks efter overrækkelsen udbryder det øvrige selskab i jægerråbet:
Jægerskål – horrido
Ordet stammer fra det hetzråb, som ”Der Rüdemeister”, den jæger, der ved Parforcejagter med Meuter, brugte til at opildne hundene. Det lød oprindeligt sådan: Ho´Rüd´Ho´- forkortelse af ”Hoch, Rüde, hoch” og kan oversættes med: Afsted, hunde, afsted! Det bruges undertiden som en hilseform blandt jægere og ofte ved festlige lejligheder for eksempel under en jagtmiddag ved kåringen af en jagtkonge. En af jægerne råber da tre gange Horrido, og det øvrige selskab svarer hver gang med et Jo-Ho. Herefter skåles der. Her skal man være opmærksom på, at, når man skåler, holder tyske jægere glasset i venstre hånd. Kommer man til at holde det i højre, kan det koste ”Eine Runde”. Denne skik stammer formodentlig fra tiden med de store Parforcejagter. Her kunne det ske, at de beredne jægere blev siddende på hesten, når der blev budt på en forfriskning. Tøjlerne holdt de jo i højre hånd, glasset måtte derfor holdes i venstre. En fyndig talemåde fortæller også hvorfor: Mit der Rechten wird geschossen. Mit der Linken wird gegossen! På dansk: Den højre til krudt. Den venstre er til sprut.
Jægerslag- Der jägerschlag
Oprindeligt var ”Der Jägerschlag” en del af den ærefulde ceremoni, som blev afholdt, når en ung jæger, der ønskede at blive Berufsjäger, havde afsluttet sin treårige uddannelse. Her blev vedkommende med tre lette slag på venstre skulder slået med en Hirschfänger, mens ceremonimesteren holdt en tale, hvor han blandt andet indskærpede den unge jæger det ansvar, vi alle har over for vildtet, skoven og alt levende og sluttede af med nedenstående vers og et håndtryk samt et Weidmannsheil som tegn på, at vedkommende nu var optaget i Berufsjägernes række
Der erste Schlag soll dich zum Jäger weihen.
Der zweite Schlag soll dir die Kraft verleihen,
zu üben stets das Rechte.
Der dritte Schlag soll dich verpflichten,
nie auf die Jägerehre zu verzichten.
I dansk oversættelse:
Det første slag skal til jagten dig indvi´.
Det andet skal dig kraften gi´
Den rette handling aldrig at svigte.
Det tredje slag skal dig forpligte,
Din jægerære aldrig at svigte.
Samme ceremoni kan også opleves i andre mindre officielle sammenhænge, eksempelvis over for en nyjæger, hvor det er jagtherren, der forestår akten.
Overtro
I forbindelse med jagtudøvelsen spiller overtro også i dag en rolle: Hvem skyder for eksempel gerne en hvid hjort, når spådommen lyder, at man vil dø inden for et år, eller i det mindste ikke have noget jagtheld i syv år. Det vil ifølge overtroen heller ikke være klogt at medbringe et lige antal patroner til jagten, for da vil man ikke komme til at nedlægge noget. Også ”Den vilde jagt”, den folkloristiske forestilling om et eller flere overnaturlige væsener, der jager hen over himlen, hører til den jagtlige overtro. Mange steder afhænger jægerens identitet af lokale traditioner. Han kan således være en ukendt fortabt sjæl, eller en historisk og legendarisk figur som Valdemar Atterdag. I nogle fortællinger er jægeren alene, i andre kan han have et følge af alfer eller dæmoner. Jagten blev normalt opdaget ved en voldsom larm, uden at der var noget at se, og varslede om sygdom og krig. Dødelige, der kom i vejen for jagtselskabet, kunne også blive fanget og blive bragt til dødsriget. Nogle steder mente man, at folks sjæle kunne blive ført bort af følget, mens de sov.
Mangen en Frischling har vokset sig stor og er blevet til Keiler eller Sau siden omtalte Hessenjagt. Skulle du møde og nedlægge en af dem, håber jeg, at denne manual har været dig til nytte og ønsker dig Weidmannsheil!
Vil du høre alle 16 signaler, kan du google:
https://www.jagdverein-laupen.ch/jagd/brauchtum/
Og noderne – og teksterne! kan findes på:
http://hegering-ahlen.de/wp-content/uploads/Jagdsignale.pdf
Tre af teksterne kan ses herunder:
Bock ist tot, Bock ist tot! Einen Bock, den schieß ich gern,
sechs Enden trägt sein Gehörn. Ha – la – li! Ha – la – li!
Fuchs tot
Füchslein rot, bist jetzt tot. Frech und keck liegst du
heute auf der Streck´. Alle List zwecklos ist, bist nun
doch in´s Garn gegangen. Der Fuchs ist tot_Ha – la – li! Ha – la – li!
Hahn in Ruh´
Hahn in Ruh´ – Hahn in Ruh´
Das Treiben ist beendet, die Schützen entladen
SOFORT ihre Waffen
Und führen sie weiter MIT GEÖFFNETEM VERSCHLUSS
Hahn in Ruh´ – Hahn in Ruh´
Bruchtegn:
Vil du vide mere om de forskellige Bruch-tegne kan forklaringer og fotos bl.a. findes på: www.jagd.it
Medium underoverskrift
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse varius enim in eros elementum tristique. Duis cursus, mi quis viverra ornare, eros dolor interdum nulla, ut commodo diam libero vitae erat. Aenean faucibus nibh et justo cursus id rutrum lorem imperdiet. Nunc ut sem vitae risus tristique posuere.
