Sterlingkniven
Sterlingkniven

Vi ser dem jo jævnligt. De smukke enestående knive, som oprinder fra en udvalgt knivmager og måske er blevet givet som gave fra en elsket eller en elsket ven.

Hver gang, jeg ser sådan en smuk, smedet og håndlavet kniv, får jeg lyst til at eje noget tilsvarende – og så melder spørgsmålet sig – hvor finder jeg den rigtige knivmager?

Det gør du lige her:
For da der var JAGT, Vildt og Våbenmesse i Hillerød sidste år, var der besøg af dusinvis af de bedste danske knivmagere.
Mange af dem er organiseret i Dansk Knivforening, der har eksisteret i mere end 25 år, og som tæller næsten 900 medlemmer.
Så der var knive, så langt øjet rakte. Og her fortsætter præsentationen af den smukke brugskunst – og af skaberne bag.

Så nu er der ingen undskyldning for ikke selv at erhverve en unik kniv – eller forære en væk….

I denne omgang præsenterer vi en ganske særlig kniv fra Jan Henriksens nordsjællandske værksted.

Sterlingkniven
Sterlingkniven. Foto: Niels Busch

Sterlingkniven – vildt håndværk af Jan Henriksen

Klinge af Michael West. RWL34. Front: Bøffelhorn og mircarta. Skæftet er lavet i klart acryl. Og det er knivens særlige historie. Acrylen er fra et vindue i det Sterlingfly, der ved indflyvningen til Dubai formentligt havde taget fejl af noget lys, så flyet derfor forulykkede i bjergene uden for byen. I flyet var blandt de 112 omkomne Jans tilkommende vivs forældre. Hun har senere under politibeskyttelse og megen besvær besøgt området for styrtet. Med sig hjem tog hun smadrede rudestykker, som Jan møjsommeligt har slebet, pudset og poleret op. Det var et dansk charterfly med rute fra Sri Lanka med planlagte mellemlandinger i Dubai og Ankara, der skulle bringe danske, svenske, norske og tyske passagerer til København. Ulykken skete den 14. marts 1972, så det er nu en næsten glemt historie, der dog stadig er den største flyulykke i dansk historie, og som så også kan holdes i live med denne tankevækkende kniv. Skede: Rårandlæder.

Om knivmageren:

Jan har lavet knive i 20 år fra sit lille værksted i Gilleleje. En sirlig produktion fra pensionisten viser skaberglæde og valg af materialer fra hele verden. Til de fint balancerede knive, der kommer ud fra Jans værksted, har Jan kunder i hele landet, men er særlig kendt i det nordsjællandske.

Kontaktoplysninger:
Jan Henriksen, Gilleleje. Tlf.: 51904644. Mail: jahenriksen@knivmager.dk
Knivmageren

Læs også: Jagtkniv – vildt håndværk med stor brugsstyrke