Af Steen Andersen
Foto Niels Busch

Vi ser dem jo jævnligt. De smukke enestående knive, som oprinder fra en udvalgt knivmager og måske er blevet givet som gave fra en elsket eller en elsket ven.
En smuk gestus, som ikke bare gør os andre misundelige, men som også får den knivbegavede jæger til at huske på giveren, snart sagt hver eneste gang kniven trækkes.
Hver gang, jeg ser sådan en smuk, smedet og håndlavet kniv, får jeg lyst til at eje noget tilsvarende – og så melder spørgsmålet sig – hvor finder jeg den rigtige knivmager?

Det gør du lige her:
For da der var JAGT, Vildt og Våbenmesse i Hillerød sidste år, var der besøg af dusinvis af de bedste danske knivmagere.
Mange af dem er organiseret i Dansk Knivforening, der har eksisteret i mere end 25 år, og som tæller næsten 900 medlemmer.
Så der var knive, så langt øjet rakte. Og her fortsætter præsentationen af den smukke brugskunst – og af skaberne bag.

Så nu er der ingen undskyldning for ikke selv at erhverve en unik kniv – eller forære en væk….

I denne omgang præsenterer vi to knive af Jørn Sønderskov Christensen, som er stærkt inspireret af den samiske knivtradition. 

Samisk kniv 

Klinge: Damasksmedet i eksplosionsmønster af Ernst Frandsen. Klingen er med falsk (ikke skarp) overfas. Front og bagstykke: Indfarvet og imprægneret masurbirk.

Skæfte: Rensdyrgevir, der er tilpasset og bleget til hvid. Pudset og færdiggjort som en almindelig kniv. Herefter er der brugt en lille kniv i hen ved tre uger, der har skåret omkring 20.000 snit for at give det samisk inspirerede mønster. Hver snit skal gentages tre gange for at komme i samme vinkel og dybde. Hvis et snit gøres forkert kan det ses.

Jagtkniv med afrikansk motiv

Klinge: Damasteel slebet og hærdet af Jørn Sønderskov Christensen
Front og bagstykke: Desert ironwood.
Mellemstykke: Mammutelfenben med scrim saw. Normalt er scrim monokromt, men med øvelse kan man tilsætte farver. Det er ikke en simpel kunst, hvor de lyse farver skal i til sidst i de prikker, der sættes med en skarp nål. Scrim startes oftest med at prikke øjnene frem. Er de ikke vellykkede, kan man starte forfra. 

Jørn Sønderskov Christensen laver som en af de få danskere samisk inspirerede knive. Det morer ham at tage knivene med til de nordiske konkurrencer, hvor han ofte får gode placeringer. Jørn laver også foldeknive og gerne med sider af mammut, der også skæres smukke mønstre i.

Kontaktoplysninger:
Jørn Sønderskov Christensen, Frederikshavn. Tlf.: 26880022. Mail: Jsc@bbnpost.dk
Hjemmeside: www.jsc-knifeart.com