Foto: Aske Rif Torbensen

Færgen Fenja nærmer sig langsomt, men sikkert Nordby Havn på Fanøs nordkyst. Sidst, vi var her, blæste det hård kuling, og havnelejet i Nordby endte med at blive lukket på grund af stormflod. Dengang stod der biler under vand på kajen, som uforsigtige turister ikke havde fået fjernet i tide. Der er få steder i Danmark, hvor man i så høj grad er underlagt naturens luner, som man er herude ved Vesterhavet.

I dag er det råkoldt, men solen står højt på himlen, og der ligger sæler på sandbankerne ud for kajen. Enkelte turister står og tager billeder af dem, men ellers er der ikke mange mennesker i gaderne. De fleste besøgende, både de danske og de tyske, er for længst taget hjem igen og har overladt øen til de godt 3.000 fastboende fannikker.

Vejret

”Jeg er ikke helt sikker på vejret,” siger Kristian og kigger ud over vandet. ”Jeg er bange for, at snepperne først rigtig begynder at trække herud om et par dage.” Vinden er ikke helt gunstig endnu, den bør komme fra nordøst, før man ser mange snepper herude.

Vi har endda udskudt jagten med en uge for at ramme det helt rigtige tidspunkt, men man kan bare ikke skemalægge en sneppejagt, som man kan med en fasan- eller andejagt. Der er så mange vejrmæssige faktorer, der spiller ind – ikke bare i Danmark, men langt op i Skandinavien og et stykke ind i Rusland – for at man oplever det berømte sneppefald, hvor man får den ene sneppe efter den anden på vingerne.

Vores jagthytte i en af plantagerne på Fanø.

Vi har dog ikke travlt: Det er først i morgen tidlig, at vi skal ud på jagt. Mørket falder hurtigt på denne tid af året, og stjernerne er allerede begyndt at kunne ses på himlen, selvom det kun er sen eftermiddag. Vi slår væk fra hovedvejen, og efter at have kørt et stykke tid gennem snoede, bumlede veje i en af øens tætte plantager, når vi frem til vores jagthytte. Kristian har lagt brænde frem herude, og efter vi har varmet hytten op og spist, tager han afsked med os. I morgen tidlig skal vi på jagt.

Kristian gør sin hønsehund klar til jagt.

Jagt begynd

Kristian har sin gamle danske hønsehund med, da han kommer næste morgen. Man hænger ofte en lille klokke om halsen på den stående hund, man har med på sneppejagt, for at kunne høre, hvornår den tager stand. Kristian har dog i stedet et elektronisk hundehalsbånd med, som begynder at give lyd, når hunden står stille i et stykke tid. Så ved man, at den måske har taget stand, og så gælder det om hurtigt at komme frem og gøre klar til skud.

Med en håndbevægelse sender han hunden afsted, nu er vi i gang. Hønsehunden forsvinder ind i et tæt buskads og kommer til syne igen lidt længere ude i den rustbrune lyng, mens den søger frem og tilbage. Vi følger den, først Kristian med fløjten i munden og en let kaliber 20 på armen, og så mig, klar til, hvis den pludselig tager stand.

Endnu en jæger støder til, og vi har nu tre hunde.

Vi har ikke gået langt, før vi hører, at det pusler et sted længere fremme. Vi kan høre en lille klokke, der ringer, og kort tid efter ser vi først en, så to kleiner münsterländere, der dukker frem fra bag nogle træer. Vi er ikke de eneste, der er taget ud på sneppejagt i dag: En jæger med orange kasket dukker op og hilser. Det er Jens, en af Kristians nære bekendte, og vi beslutter os for at slå os sammen. Med hele tre hunde burde vi have flere chancer for at få snepper på vingerne.

Skud

Der går ikke lang tid, før den ene münsterländer tager stand, og den anden med det samme sekunderer den. ”Der er en sneppe, det er helt sikkert!” siger Jens og peger i den retning, hvor han vil have, at jeg hurtigt skal gå over og gøre klar til skud. Da jeg er klar, giver han hundene besked på at gå på. Hundene bevæger sig synkront, så da den ene træder et par skridt frem, følger den anden automatisk med et par skridt. Ingenting sker. ”Vær klar!” kalder Jens. ”Snepperne kan nogle gange løbe langt, inden de går på vingerne.” Jeg træder et par skridt længere frem, efterhånden som hundene avancerer, og lige pludselig går sneppen på vingerne, noget længere fremme end vi havde regnet med.

De to Münsterländere har taget stand, og jeg er klar til skud.
Jens får hundene til at avancere.

Jeg kaster bøssen til skulderen og trækker op på sneppen, men jeg når kun at få et skud af, inden fuglen er forsvundet bag nogle lave træer og er væk. Forbiskud. Hundene ser næsten bebrejdende på mig og så i den retning, hvor fuglen forsvandt. Vi forsøger at finde den igen, men det lykkes ikke, og efter et stykke tid kører vi afsted for at prøve lykken i et andet område.

Der faldt et enkelt skud, inden sneppen var væk. Desværre en forbier.

Stand igen

Området, vi kommer til, er mere lysåbent. Det er svært ikke at falde i staver over den rå og uplejede natur herovre på Fanø. Selv her på et tidspunkt af året, hvor de fleste foretrækker at blive indenfor med et tæppe foran brændeovnen, er naturen køn med sine dæmpede farver. Ligesom sidst, vi var her, må vi se efter, hvor vi går, ikke blot på grund af det ujævne terræn med fritliggende rødder, man kan snuble over, men også på grund af de dybe kaninhuller, der er spredt i landskabet.

Vi har ikke hørt nogen skud fra andre jægere, og Kristian ryster på hovedet, det er ikke et godt tegn. Vinden er først nu begyndt at komme fra nordøst, og vi har kun lettet én sneppe, selvom vi har gået vidt og bredt med hele tre hunde. Det er som om, at hundene også er begyndt at gå langsommere, både Jens og Kristian skal arbejde mere for at få dem til at afsøge alle områder, hvor der kan gemme sig snepper.

Pludselig er der stand igen, og denne gang er det hønsehunden, der markerer. Vi har bevæget os ind i et område, hvor træerne står tæt, med spredt buskads mellem dem. Pludselig ser jeg en skygge af en sneppe, den når knapt at slå et enkelt slag med vingerne, før den er væk igen. Den fløj lavt, og det var ikke til at skyde herinde, hvor man ikke kunne se, hvad der befandt sig bag den.

Svær jagtform

Vi har gået i et par timer, og vi har ikke set andet end den sneppe, jeg skød til, og så den, der ikke var meget mere end blot en skygge, før den forsvandt. Jens takker af for i dag, han vil gå ud at prøve lykken igen i morgen eller i overmorgen, hvor vinden er bedre, og hvor temperaturen ser ud til at falde yderligere.

Sneppejagt er en jagtform, der næsten kræver, at du bor i eller tæt ved det terræn, du kan jage i, så du med kort varsel kan tage på jagt, når snepperne er landet. Som anekdoterne om Steen Steensen Blicher, der angiveligt var parat til at runde en gudstjeneste af i en fart og med det samme tage af sted på jagt, hvis han hørte, at snepperne var ankommet.

Vi beslutter os for at fortsætte, bare med Kristians hønsehund, selvom det er tydeligt, at det ikke bliver i dag, at vi kommer til at se særligt mange snepper. ”Vi skal nok finde en eller to, inden vi må afslutte jagten,” siger Kristian og ser op mod solen, der har bevæget sig lavt hen over himlen og langsomt er ved at gå mod horisonten igen.

Jens takker af for i dag, og vi fortsætter med Kristians hønsehund.

Sneppe!

Vi beslutter os for at prøve et sidste sted, hvor Kristian af erfaring ved, at snepperne plejer at trække hen sidst på dagen. Igen slipper han hunden, der straks går i gang med at afsøge tuer og krat i landskabet, mens vi følger bagefter, klar til skud.

Vi har gået en lille halv times tid, og pludselig markerer hunden. Kristian lukker sin bøsse, og da han træder et skridt frem, går sneppen pludselig på vingerne. Han kaster hurtigt geværet til kinden, og inden fuglen når at forsvinde bag nogle træer, skyder han. Sneppen pakker med det samme og falder mod jorden, død.

Med en kort kommando sender Kristian hunden afsted, og efter et kort søg kommer den løbende tilbage med fuglen i munden. Det er en fin sneppe, og Kristian folder forsigtigt dens vinger ud og finder penselfjerene, som han plukker ud og lægger i sin brystlomme. Vi giver hinanden hånden, begge glade for, at vi i hvert fald fik en af de tre snepper, vi har set i dag, med hjem.

Endelig fik vi en sneppe!

Penselfjer

Jagt på Fanø

Fanø huser trods sin forholdsvis lille størrelse både en pæn bestand af kronvildt og dåvildt. Derudover findes der en del råvildt på øen, som nedstammer fra dyr, der blev sat ud fra den gode bestand på Valdemars Slot på Tåsinge. Øen bliver hvert år besøgt at en stor bestand af snepper, og derudover er der vildkaninerne, der blev udsat i starten af 1900-tallet. Fanø Jagtforening råder over godt 1.400 hektar land, der både tæller strandeng, klitområder og skov. Vi var inviteret af Kristian, der bor på øens nordligste spids, og som er medlem af den lokale jagtforening. Skovsneppen må jages fra d. 1. oktober til d. 31. januar.

Da vi kommer hjem til Kristian i Nordby og får tørret geværerne af, forsvinder han ind i et værelse og kommer tilbage med en ting i hånden. Det er en lille sølvbeslået krukke, der er formet som en sneppe og håndmalet så fint, at det er svært at se forskel på den og en levende fugl, når man ser bort fra størrelsen.

Krukkens låg, der udgør overdelen af fuglen, kan skydes til side, så man kan se indholdet: Dernede ligger der hundredvis af fine små penselfjer fra snepper, som Kristian har skudt gennem årene. Selvom sneppejagten er populær her på Vestkysten, siges det, at jagtformen er blevet mere eksotisk for danske jægere end at tage ned at skyde en impala i Afrika. For det er ingen sag at tilkøbe en impala som en del af en planlagt jagtrejse, og det at finde en skudbar en af slagsen skal man nok. Men snepperne trækker, som vinden blæser, og som vejret skifter, og er de der endelig den dag, man har afsat til at gå på jagt, er de svære at ramme, nok sværere end noget andet fuglevildt, vi har herhjemme. Jeg må få min første Fanø-sneppe en anden gang. Det er blot endnu en grund til at rejse tilbage til et af Danmarks kønneste og mest unikke naturområder, Nationalpark Vadehavet, som hvert år bliver besøgt af millioner af fugle på træk. Nu går turen hjemad, østpå.

Kristians krukke med de mange penselfjer.
Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: