TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: JENS ULRIK HØGH, FLEMMING WILHELMSEN OG SHUTTERSTOCK.
Der er gode jagtrejser, der er ordinære jagtrejser, der er mindre gode jagtrejser, og der er katastrofalt dårlige jagtrejser. Ture, hvor alting enten klapper, ikke rigtigt fungerer, eller går helt ad Hekkenfeldt til. Variationen fra tur til tur er en del af spændingen, og selv om vi slet ikke har lyst til at opleve de mindre succesfulde ture, så skaber de i det mindste den nødvendige kontrast, der får os til at sætte ekstra stor pris på de fantastiske ture – dem, hvor alting går op i en højere enhed.
Flemming Wilhelmsen drog i efteråret 2018 med en god kammerat over til outfitter John Sievers i British Columbia for at jage sneged (Oreamnos americanus). Året inden havde han været på en temmelig mislykket tur efter samme art med en helt anden outfitter et andet sted i Canada, og oplevelsen sad naturligvis i ham. Han vidste dog, at drømmen om en sneged ikke bliver mere realistisk opnåelig efterhånden, som årtierne gør deres arbejde på bentøjet, så han havde ikke tøvet med at springe til chancen for at få prøvet jagtheldet et helt andet sted. Det var kun Flemming, som skulle jage. Hans selskab på turen – Kenneth – var med alene for naturoplevelsen.
Fantastisk landskab
Der findes næppe nogen sande naturmennesker, der ikke bliver voldsomt fascinerede af den vilde bjergnatur i British Columbia, når de oplever den for første gang. Den canadiske delstat i den sydvestlige del af kæmpelandet ligger ud til Nordamerikas vestkyst, og naturen er i den grad præget af Rocky Mountains, som med sine snedækkede tinder løber gennem hele området fra syd til nord.
Britisk Columbia har altid været en nærmest sagnomspundet destination for jægere med hang til vild natur. Den barske utilgængelighed har sørget for, at delstaten aldrig er blevet tæt befolket uden for de få store byer, og af samme årsag finder man stærke bestande af alle de hjemmehørende arter. Alt lige fra whitetail, mule deer, elk, moose, sneged og tykhornsfår til alle deres naturlige fjender i skikkelse af pumaer, ulve og begge de amerikanske bjørnearter findes i dette landskab.
Men for Flemming gjaldt turen den amerikanske sneged. Den mest hårdføre bjerglevende art i Nordamerika, som i øvrigt også er det eneste sted i verden, hvor man finder disse snegeder. Ingen andre dyr bevæger sig så højt over trægrænsen som snegederne. Faktisk tilbringer de hovedparten af året helt oppe på tinderne, hvor de færdes enkeltvis eller i mindre grupper. Alt andet lige er disse sky dyr en af de mest udfordrende arter at jage for passionerede bjergjægere.
Hård start
Man spilder ikke tiden på en ti-dages jagt efter sneged. I hvert fald ikke hvis man gør sig håb om et rimeligt resultat. Jagten er ekstremt fysisk udfordrende, skudholdene er ofte særdeles lange, og man skal i den grad have godt gammeldags held med det omskiftelige vejr og snegedernes humør, hvis det for alvor skal lykkes.
Da Flemming og Kenneth ankom til John Seviers lodge, fortalte deres guide Dawson, at der i hele den forudgående uge kun havde været to dage med vejr, som var tilstrækkelig godt til observation af snegederne i jagtområdet. Ikke nogen specielt opløftende nyhed at lægge ud med, men da jagtselskabet tidligt næste morgen begav sig ud på den første jagtdag, var vejret strålende. I bund og grund godt, men det solrige varme vejr får også gederne til at bevæge sig en tand højere op til de højeste tinder.
Efter en kort prøveskydning, som bekræftede, at riffel og skytte var i form til bjergskydning, gik turen direkte videre til et af jagtområderne.
Jagtmetoden er udpræget ”spot and stalk” Man investerer meget tid i at afsøge bjergene minutiøst igennem spotting scopes og håndkikkerter. Både for at finde eventuelt jagtbare dyr, men i høj grad også for at kunne lægge en holdbar strategi for, hvordan man kommer på skudhold af dem.
Der gik ikke længe, inden Dawson havde spottet nogle hungeder -”nannies” – på en bjergside. Efter yderligere en rum tid bag kikkerten fik han også øje på en jagtbar buk – to bjergtinder borte.
Lad os gå op!
Lige på og hårdt. Ikke så megen parlamentering. Op gik det ad gamle hestespor gennem skoven til over trægrænsen, hvor terrænet skiftede til løse sten og klipper. Efter tre timers hård trekking nåede selskabet et plateau, hvor der igen blev brugt tid på at afsøge landskabet gennem kikkerterne. Bukken gik stadig på den næste top – der stadig lå langt ude i terrænet. Det var blevet midt på dagen, og turen op tog længere tid end beregnet. Dawson anslog, at der var 2-3 timers hård og risikabel pürsch ud til området, hvor bukken gik. Hvis det lykkedes at komme på skudhold ville klokken være ud på eftermiddagen. Blev bukken fældet, kunne der hurtigt gå nogle timer med at bjærge den, og så ville der stadig være mindst fire timer tilbage til bilen.
De havde ikke medbragt telte eller proviant til overnatning, så efter moden overvejelse fik bukken i det fjerne lov til at fortsætte tilværelsen uforstyrret. En fantastisk dag i fantastisk natur sluttede i tusmørke, men ikke desto mindre tidligere end beregnet. Det tegnede dog lyst for den resterende del af turen, og det var udmærket opvarmning både fysisk og mentalt.
Dag to og tre
Efter en god nats søvn var planen for dag to at køre tilbage til samme område og medbringe udstyr til at overnatte i bjergene. Der var dog ingen dyr at se, da de kom frem til jagtområdet. Gruppen havde på trods af fint vejr ikke det store held med at spotte snegeder den formiddag. Dawson klatrede alene op på bjerget bag dem for at observere fra et højere udgangspunkt, mens Flemming og Kenneth blev tilbage i området, hvorfra de havde spottet dagen inden. Over middag kom bukken til syne over toppen af bjerget fra den modsatte side, hvor den tilsyneladende havde opholdt sig hele formiddagen. Dawson kom tilbage lidt senere, han havde også spottet bukken. Den var langt ude, men han havde til gengæld også udtænkt en mere direkte vej op til området, hvor bukken gik end den rute, som de havde taget den første dag.
De besluttede at give bukken ro den dag og gå direkte mod området, hvor den gik, allerede fra morgenstunden på dag tre. Sådan endte dag to med at blive lidt af en hvile- og planlægningsdag, hvor der resten af dagen blev observeret i flere andre områder for at se, hvilke muligheder der ellers var. Alt i alt et godt udgangspunkt for en rask og målrettet pürsch næste morgen.
De var ude inden solopgang på tredjedagen. Vejret var stadig fantastisk, og snegederne var ualmindeligt samarbejdsvillige. De spottede den første ged i det første morgenlys. Dawson mente, at turen op til den ville tage 2,5- 3 timer, og de klædte sig af til undertøjet med en T-shirt over, så de kunne komme af med overskudsvarmen under klatringen. Flemming er to meter høj og vejer i omegnen af 0,1 bruttoregisterton, så der er store kræfter i spil, når han klatrer op ad en stejl bjergvæg.
Opstigningen gik fint, selvom det tog længere tid, end Dawson havde tippet. På vejen op var bukken ikke synlig, så det var bare at håbe på, at den var blevet i området og lod sig finde igen, når de nåede op. De sidste par hundrede meter var et goldt stykke fyldt med små og store stenblokke, og gruppen måtte dele på sig af frygt for stenskred. Ikke ligefrem bjergvandring for begyndere, men efter fire timer nåede de bjergkammen.
Nervepirrende timer…
På trods af intensiv søgning med kikkerterne fra toppen var bukken imidlertid som sunket i jorden. Humøret i gruppen dalede et hak, men blev atter afløst af optimisme, da de efter en halv time spottede bukken igen. Der er ikke så langt imellem sortsyn og rosenrød optimisme, når man knokler i den tynde bjergluft.
Hurtigt blev en ny plan udtænkt. Bukken var for langt ude til skud og stod på en afsats langt nede ad den lodrette bagside af bjerget, så der skulle pürsches tættere på. Gruppen afventede og observerede bukken omhyggeligt. Det var afgørende for succes, at den kom tilbage mod toppen, da den var umulig at bjærge efter et skud dér, hvor den befandt sig. Efter kort tid begyndte den dog at bevæge sig opad og planen blev at forsøge at afskære den vejen i ly af tinderne og være klar, når den nåede tilbage til toppen. Da gruppen nåede frem over den næste bakketop, var bukken allerede nået op og gik nu i det åbne land men 600-700 meter ude. Det var for langt til et forsvarligt skud, så planen blev ændret til, at de lagde sig og afventede, om den ville komme imod dem eller blot fortsætte væk i modsatte retning.
De lagde sig på bjergsiden og fulgte bukkens bevægelse i landskabet. Den åd sig langsomt frem. Ville den lægge sig eller fortsatte den? De betragtede dyret i 2-3 timer, inden den passerede den næste bakketop, hvilket muliggjorde endnu en pürsch.
Gruppen gik efter bukken i håbet om at komme en del tættere på og muliggøre et forsvarligt skud. Flemming var ikke meget for at skyde længere end 300 meter. Heller ikke selvom vinden var ideel til lange skud. En anskydning i bjergene ender ofte med, at dyret ikke findes og går en lidelsesfuld død i møde. En situation man for alt i verden vil undgå.
Da de nåede frem, hvor de forventede at se den, var bukken igen som sunket i jorden. Det er ret utroligt, hvor effektivt disse snehvide geder kan gemme sig i det åbne bjerglandskab, og endnu en gang faldt humøret et hak. Dawson bevægede sig længere frem for at få bedre udsyn over skrænten umiddelbart foran dem. Pludselig smed han sig fladt ned og signalerede til Flemming, at han havde fået øje på bukken, og at den var meget tæt på!
Dramatisk udvikling
Flemming fik mavet sig frem til Dawson og kunne se bukken på en lille afsats kun 100 meter borte. Men der var et praktisk problem. Fra liggende skydestilling kunne han ikke se dyret, da det nu befandt sig under dem, og selv om et skud på den afstand er muligt at tage fritstående, så er det alt andet end en sikker strategi, så Flemming savnede i den grad en skydestok.
Redningen kom i form af et treben til det spottingscope, som lå i rygsækken. Liggende fik de foldet stativet forsigtigt ud og placerede det på klipperne. Flemming gjorde sig klar til et hurtigt skud og skruede forstørrelsen på kikkerten ned. Kaliber .300 Winchester Magnum burde være noget nær det ideelle valg til denne jagt, og afstanden var bestemt ingen udfordring for udstyret. Adrenalinet rasede i kroppen, og åndedrættet fulgte med hjerterytmen op. Det var nu, chancen bød sig.
Flemming rejste sig på knæ. Placerede hurtigt riflen på stativet og lagde an til skud. Bukken, som havde fornemmet, at der var noget i gære, havde rejst sig og stod nu op lidt skråt med front imod dem, hvilket gav mulighed for et diagonalt skud igennem brystkassen. Skuddet bragede imellem bjergene. For Flemming lød det ekstra højt, eftersom han havde glemt at medbringe sine høreværn.
Bukken tegnede tydeligt for skuddet, vendte sig og trippede imod kanten af afsatsen – hvorfra det så ud til at gå lodret ned – kun nogle få meter borte. Flemming rejste sig nu helt op, repeterede, fandt bladet på bukken i kikkertsigtet og trykkede af. Riflen kvitterede med et svagt ”klik”. Febrilsk fandt endnu en patron vej ind i kammeret, og det sidste skud ramte bukken ”midtskibs” inden den trimlede ud over kanten.
Dawson sprang forbi Flemming og løb i fuld fart imod stedet, hvor bukken var faldet ud. De to danske jagtgæster kunne med rædsel blot se til, da deres guide sprang efter bukken ud over kanten! Med hjerterne oppe i halsen satte de efter og fandt ham siddende med et fast greb i bukkens bagben på en lille afsats et kort stykke nede på kanten af afgrunden. De sidste krampetrækninger var endnu ikke ebbet helt ud af det skudstærke dyr, der med stor sikkerhed ville være røget ud i intetheden, hvis det ikke var for guidens snarrådighed – og mod.
Ved fælles hjælp fik de bukken tilbage på plateauet. Nu kom forløsningen og en helt enorm følelse af glæde. Der blev omfavnet og jublet en del, hvorefter den medbragte proviant blev pakket ud til et festmåltid på bjergtinden. Det var, som om maden smagte en hel del bedre, end den havde gjort de foregående dage.
Det tog en times tid at flå og partere bukken. Derefter fulgte nedstigningen. De, som har vandret meget i bjerge, ved, at det på mange måder er vanskeligere og fysisk hårdere at bevæge sig ned ad bjerget end op ad det. Ikke fordi det tager pusten så voldsomt fra en som opstigningen, men fordi fødder, knæ og ryg får en reel omgang tæsk, når tyngdekraften hjælper til.
På nedstigningen var Flemming og Dawson desuden ekstra udfordret af en oppakning som – nu med ged og udstyr – vejede en del mere end tidligere. Dawsons rygsæk vejede nu 58 kg. og Flemmings 22 kg.! Flere steder var terrænet så stejlt, at jægerne kurede ned ad bjerget, inden de kom under trægrænsen, hvor der var tæt med væltede stammer og grene at støtte sig til.
Det tog tre timer at komme ned til bilen og Flemming måtte erfare på den hårde måde, at hans medbragte støvler ikke var stive nok til det barske terræn. Da han samme aften tog støvlerne af for at tage sig et lunt fodbad i den komfortable lodge, så hans fødder ud som to blodige klumper. ”Ikke desto mindre følte jeg det, som om jeg svævede ned”, husker han og smiler ved tanken om, hvor afgrundsdyb forskel der er på gode og dårlige jagtrejser…
Resten af tiden tilbragte Flemming og Kenneth i deres værters selskab på udkig efter andre arter. Flemming havde også licens til sortbjørn, ulv og mule deer. Det blev dog ikke til mere vildt på denne tur, selvom de så både sortbjørn (for små) og grizzly.
I øvrigt kunne Flemming fortælle, at marineret snegedebuk smager overraskende godt. Men det er lidt sejt…
Udstyr
På denne tur blev der brugt en Tikka t3 ultra light kaliber 300 VM modificeret med GRS skæfte og monteret med Swarovski dS 5-25×52 riffelkikkert. Flemmings håndkikkert er en Swarovski EL Range 10×42 med afstandsmåler.
Specialudstyr til bjergjagt
Gode bjergstøvler er alfa og omega for bjergjægeren. Egentlige bjergstøvler er så stive i anklen, at man ikke umiddelbart kan bøje den og har desuden masser af plads til tæerne. Støvler, der er for bløde, knækker sammen, og det betyder (ud over risikoen for at forvride anklen), at foden banker frem i støvlen, når man går ned. Er der ikke masser af plads til tæerne, får de en reel omgang bank under nedstigningerne. Det hele bliver meget værre, hvis man har lange tånegle! Klip dem inden turen.
En reel bjergstok med stålspids er god at støtte sig til. Særligt på stejle nedstigninger.
Turen var arrangeret af Diana Jagtrejser og gik til outfitter John Sievert. www.jagtrejser.dk
Sneged Oreamnos americanus. Skedehornet pattedyr der kun lever naturligt i det vestlige Canada og det nordlige og vestlige USA. Både hanner og hunner har skæg, korte haler og sorte lave horn. Hannerne har en skulderhøjde på cirka en meter og vejer et sted mellem 45 og 140 kg.
