TEKST OG FOTO: JENS E. PERTO
Mange våbeninteresserede jægere er optagede af de mange patronkonstruktioners kuglebane. Det begyndte allerede i 1960’erne, hvor ’Magnum-manien’ bredte sig fra USA til Europa. For mange entusiaster var det ikke længere tilstrækkeligt med den gamle 6,5’er – nu skulle man mindst have en 7 mm Magnum. Jo højere hastighed og jo fladere kuglebane, desto bedre.
I realiteten var det dog i bedste fald kun den højere anslagsenergi, som indehaverne af en magnumpatron fik glæde af. Og det forudsætter endda, at projektilet kunne holde til den højere hastighed, så det ikke gik itu under passagen af vildtkroppen. Skete det, var magnumpatronen faktisk mindre effektiv end den gamle 6,5’er: Når et jagtprojektil splintrer, giver det et forholdsvist overfladisk sår og kan med sin ringe restvægt ikke trænge igennem til vildtets vitale dele.
Besynderligt nok tog det næsten en generation, før de tilgængelige jagtkuglers kvalitet modsvarede magnumpatronernes højere udgangshastighed.
Bjergjagt indebærer ofte lange og stejle skud til ikke særligt store vildtarter, hvorfor
det er væsentligere, at patronen har en flad kuglebane end en stor anslagsenergi.
Langholds-patroner
I praksis vil jeg vove den påstand, at en magnumpatron med en projektildiameter i mellemklassen (ca. 6,5 – 9 mm) kun byder på reelle fordele ved jagt, hvor skudholdene er meget lange.
Ved vandrette skud er det kun i meget få tilfælde, at kuglebanen har nogen nævneværdig betydning. Faktisk begynder forskellen først at være mærkbar ved skudafstande over 300 meter og først for alvor på endnu længere skudhold. Så lange skud stiller ekstraordinære krav til skytten, og af etiske årsager begrænser ansvarsfulde jægere dem til de ganske få situationer, hvor det er fysisk umuligt at komme tættere på vildtet. Det vil typisk sige jagt på åbne sletter og især i stejle bjerge.
De færreste jægere vil nok kalde det forsvarligt at skyde til vildt på mere end 400 meters afstand. Men selv ved denne usædvanlig lange skudafstand er forskellen i kuglebane mellem en standardpatron og patron i et ultra-magnumkaliber ikke af specielt stor betydning, som det fremgår af denne tabel:
Sammenligning af kuglebaner for forskellige patroner i kaliber 7 mm. Alle indskudt på 200 meters afstand med 9,1 grams Nosler Partitionkugle (BC: .434). Som det fremgår, er forskellen i kuglebanehøjden mellem den langsomste og hurtigste patron bare 9 cm på 300 meters afstand, 16 cm på 350 meters afstand og 26 cm på 400 meters afstand. Ved vandrette skud er det er derfor ganske sjældent, at disse forskelle vil være udslagsgivende for jagtens resultat. Ved meget stejle skudvinkler er kuglebanen derimod af større betydning
På basis af tabellen vover jeg den påstand, at interessen for flade kuglebaner næsten er omvendt proportional med kuglebanens reelle betydning på praktisk jagt, eftersom lange skud er relativt sjældne, og de fleste af dem afgives i noget nær vandret plan.
Dyrker man jagt i bjerge, er situationen dog en anden. Her kommer man ganske ofte ud for at skulle afgive lange skud. Som eksemplet ovenfor viser, er det ikke absolut nødvendigt med en særlig magnumpatron til bjergjagt. Når jeg har været på jagt i Asiens og Nordamerikas bjerge, hvor jeg både kunne komme ud for at skulle skyde både små, mellemstore og rigtigt store vildtarter, har jeg oftest valgt at gå på kompromis for ikke at skulle slæbe rundt på flere rifler. Min .358 NM har med en spidsnæset 250-grainskugle en kuglebane, der nogenlunde er den samme som for en 6,5×55.
Specielt ved bjergjagt på større arter kan det være en fordel med en fladtskydende magnumriffel. Her er det en asiatisk wapiti, som er på størrelse med en lille elg.
Alligevel må jeg indrømme, at jeg verden over har nedlagt det meste af mit bjergvildt med fladtskydende patroner som 5,6×61, .25-06, 6,5-284, .270 W og 7×61 S&H. Årsagerne er flere.
Før afstandsmålere blev hver mands eje, var det forbundet med meget større usikkerhed at skyde på lange hold, og der er bestemt ikke nogen grund til at handicappe sig selv – bjergjagt er som regel vanskeligt nok endda.
Jeg bruger dog først og fremmest fladtskydende patroner, fordi skud i bjerge sjældent er vandrette, men oftest må afgives i en skrå vinkel. Ved stejle skud stiller en flad kuglebane nemlig færre krav til skyttens beregninger af de nødvendige og ofte ganske vanskelige sigtepunktskorrektioner.
Til de fleste former for jagt er en indskydning på 175-200 meters afstand et godt kompromis. På kortere afstande holder kuglebanehøjden sig herved indenfor vildtets vitale dele, så man ikke behøver at ændre sigtepunkt. Kun hvor man forventer skudafstande over 300 meter, bør indskydningsafstanden øges.
Skudvinkler og fysik
For at kunne foretage de nødvendige sigtepunktkorrektioner må man kende en smule til ballistik. Ordet kommer af græsk ballistoi – at kaste – og ballistik er således læren om det skrå kast.
Det kan umiddelbart lyde overraskende, men slipper man et projektil fra én meters højde præcis samtidig med, at man i vandret retning affyrer et andet projektil fra en riffel, så rammer de to projektiler jorden samtidig. Baggrunden er den enkle, at tyngdekraften trækker lige meget i et projektil, uanset hvor hurtigt det bevæger sig i vandret retning. En riffelkugle påvirkes derfor af tyngdekraften og begynder at falde, så snart den forlader pibemundingen.
Ved et helt vandret skud beskriver kuglen en stadig mere krum bane mod jorden. For at øge en riffels praktisk anvendelige rækkevidde indstiller man derfor ved indskydning sigtekikkerten således, at skytten i affyringsøjeblikket reelt holder riffelpiben en anelse skråt opad.
Herved beskriver kuglebanen en flad bue, som krydser sigtelinien to gange – først på vej op (typisk omkring 40-50 meter fra mundingen), og siden på vej ned – det vi kalder indskydningsafstanden. Man udnytter således tyngdekraften, så kuglen falder ned i det ønskede træfpunkt ude på målet. Afstanden mellem sigtelinie og kuglebane kaldes kuglebanehøjden – uanset om kuglen ligger over (positiv værdi) eller under denne (negativ værdi).
Indskydning består derfor i virkeligheden i at kompensere for kuglens fald ved at ændre på vinklen mellem sigtelinien og pibens centerlinie. Jo større indskydningsafstand, desto større vinkel. Når man kommer op i stor højde, bliver luftmodstanden mindre, og det vil ligesom ændringer i luftfugtighed og andre atmosfæriske forhold påvirke kuglebanen. Men på jagtrelevante skudhold er forskellen erfaringsmæssigt så lille, at de meteorologiske forhold ingen praktisk betydning har, målt i forhold til størrelsen af de vitale dele på vildtet.
Jeg har eksempelvis ved prøveskydning i forskellige højder aldrig kunnet konstatere nogen nævneværdig ændring af træfpunktet – heller ikke da jeg jagtede Marco Polo-får i Pamirbjergene, hvor jeg prøveskød riflen i mere end 4.500 meters højde. Indskydningen var på 300 meter, og centrum af min treskudsgruppe var ikke forrykket mere end 1-2 cm opad i forhold til indskydningen hjemmefra.
Efter ankomsten til destinationen er det altid fornuftigt at kontrollere sin riffels træfpunkt på de forventede skudafstande. Der er sjældent afvigelser fra den hjemlige indskydning, men man skal ikke underkende den psykologiske effekt ved at være sikker på, at riflens træfpunkt er som ønsket.
Stejle skud
Kuglefaldet er således forholdsvist ukompliceret at tage højde for, når der er tale om vandrette skud.
Under jagt i bjerge er der imidlertid ofte tale om skud i stejle vinkler – som regel tillige på lange afstande. De lange skud indebærer, at kuglebanehøjden bliver noget større end normalt. Men hvad værre er, så skal man ved skud i en stejl vinkel i forhold til vandret pludselig tage højde for ikke bare den direkte afstand til målet, men også hvor stor afstanden til målet er i det vandrette plan.
Årsagen til denne komplikation er, at tyngdekraften kun påvirker kuglen over den afstand til målet, som kuglen tilbagelægger i vandret plan. Man kan også sige, at jo tættere på lodret (op eller ned) skuddet er, desto mindre bliver den påvirkning, som tyngdekraften øver på projektilet. Fænomenet beskrives lettest med et eksempel. Som det fremgår af illustrationen, svarer kuglebanehøjden fra et skud på 300 meters afstand i en vinkel på 75 grader opad (eller nedad) til kuglebanehøjden fra et vandret skud på langt kortere afstand – her 78 meter.
Ved stejle skud vil træfpunktet alt andet lige være højere end ved vandrette skud på samme afstand. Uanset om man skyder skråt nedad eller opad, skal man derfor ved stejle skud altid sigte lavere for at ramme det ønskede træfpunkt.
Det følger heraf, at hvis riflen er indskudt på 200 meter, og skytten korrekt vurderer skudafstanden til 300 meter, vil han normalt (ved et vandret skud) skulle holde ca. 25 cm over målet for at træffe det. Men på grund af den stejle vinkel svarer skudafstanden i eksemplet reelt kun til et vandret skud på 78 meter, hvorfor skytten i stedet skal holde ca. 5 cm under målet for at kuglen bliver placeret midt i dette.
Den nøjagtige afvigelse afhænger naturligvis af både den pågældende patrons ballistik, afstanden til målet og skudvinklen. Da stejle skud altid vil svare til et kortere vandret skud, skal man altid holde under det normale sigtepunkt – uanset om man skyder skråt opad eller nedad.
Jo højere hastighed kuglen har, desto kortere tid når tyngdekraften naturligvis at trække i den, inden den når frem til målet. Af samme grund bliver kuglebanehøjden mindre. Da man netop ved jagt i bjerge ofte kommer ud for både stejle og lange skud, er det specielt her, man kan drage fordel af en fladtskydende magnumriffel såsom 7 mm RM eller .300 WM. Jo lavere kuglebanehøjde, desto større margen bliver der for fejl i vurderingerne af kompensation for stejle skudvinkler.
Det er ikke muligt at træne stejle skud i det flade Danmark, og det stiller større krav til skyttens indsigt i,
hvordan kuglebanen påvirkes af den meget skrå skudvinkel.
Sigtepunkt
Som det fremgår af ovenstående, er det en klar fordel præcist at kende sin kugles bane – og dermed dens udgangshastighed og ballistiske koefficient. Beregningerne er komplicerede, og det er derfor lettest at benytte sig af et af de mange ballistiske programmer, som findes i handelen eller på internettet. Et af de mest omfattende har adressen: www.snipercountry.com/ballistics. Men der er talrige andre. Gå ind på søgemaskinen og skriv: ”ballistics”.
Ved hjælp af disse programmer kan man på computeren simulere forskellige skudafstande og ikke mindst skudvinkler, foruden vindens indflydelse på kuglebanen.
Dernæst er det en enorm hjælp at have en afstandsmåler. Den behøver ikke nødvendigvis at være indbygget i hverken hånd- eller sigtekikkert. Oftest vil der være rigelig tid til at måle afstanden, og hvis man har en hjælper eller guide med, kan det være en fordel at have en separat afstandsmåler.
I de senere år er der derfor blevet udviklet en række avancerede sigtekikkerter, som via den indbyggede elektronik både måler afstanden til målet og kompenserer for de eller nødvendige ændringer af sigtepunktet. De meddeler skytten, hvilke kompensationer der er nødvendige, og nogle modeller foretager automatisk kompensationen i henhold til de individuelle data for projektil og patrontype.
Med mindre man er inkarneret bjergjæger, er det dog et åbent spørgsmål, om man reelt har brug for en så avanceret sigtekikkert. Langt det meste bjergvildt bliver skudt på afstande under 250 meter, og her er de nødvendige kompensationer små. De fleste jægere vil nok have større gavn af at bruge mere tid på skydebanen før jagten.
En sigtekikkert med ballistisk kompensator er en stor hjælp, men ikke nogen nødvendighed. I 1920’erne nedlagde William Morden masser af bjergvildt med sin .30-06’er, der alene havde åbne sigtmidler.
Som om der ikke var problemer nok for bjergjægeren, skal han også tænke på, at sigtepunktet på vildtkroppen ofte skal være meget anderledes end ved vandrette skud. Hvis man i en stejl vinkel rammer et stykke vildt midt på bladet, vil kuglen ikke gå igennem de vitale dele under sin passage af vildtkroppen.
Mens man ved vandrette skud skal holde midt på kroppen ud for de vitale dele, må man ved stejle skudvinkler justere træfpunktet nedad, så kuglen ikke går udenom disse som markeret med den stiplede linje på tegningen.
Man skal derfor i valg af træfpunkt tage højde for, at kuglen altid skal gå igennem centrum af brystkassen og dermed beskadige de vitale dele. Ved skud nedefra kan det eksempelvis let betyde, at man skal ramme i underkanten af brystkassen for at give dyret en hjertekugle.
Som vist på illustrationen vil det resultere i en anskydning, hvis man ved et stejlt skud nedefra sigte på samme sted på bladet, som man ville have gjort ved et vandret skud.
På grund af alle disse hjælpemidler er bjergjægerens største problem derfor vinden. Man kan lære sig at vurdere vinden, men hen over slugter og på lange hold vil den ofte svøbe eller ligefrem have modsatte retninger. Af denne årsag bør man efter min mening kun under gode vindforhold forsøge sig med skud over 250-300 meter. Langdistanceskydning bør ikke foregå på levende mål, men alene på skiver, hvor det kun er skyttens forfængelighed, som bliver anskudt.
Asiatisk Ibex nedlagt i Kasakhstan med en .270 Win.
Generelle tips
De fleste jagtrejsers udfald kan påvirkes positivt med grundige forberedelser. Ud over god fysisk kondition og vildtkendskab er skydningen nok den væsentligste forberedelsesfaktor. Her bør man træne i lange skud – helst på endnu længere hold, end man har tænkt sig at udnytte på praktisk jagt. Herved lærer man sine begrænsninger at kende, samt vindens betydning, der ofte er den største og vanskeligste faktor at beregne.
Prøv om muligt at skyde helt ud til 500 meter – det er lærerigt. Det er desværre ikke muligt i praksis at prøve særligt stejle skudvinkler – her må man forlade sig på de ballistiske programmer.
Stejle skud er hyppigst forekommende ved jagt på vilde geder, der normalt lever allerhøjest oppe i bjergene. Når det gælder vilde får, er skuddene normalt ikke så stejle, men til gengæld tilsvarende længere. Det er en af de situationer, hvor man har gavn af en fladtskydende magnumpatron såsom eksempelvis 7 mm Rem. Mag., .270 WSM eller en .300 Wea. Mag., selvom den sidste er unødvendigt kraftig til de vildtarter, som lever i højderne.
Inden man springer til at investere i en ny magnumriffel, skal man dog huske på, at langt det meste bjergvildt bliver skud på under 200 meters afstand. Selvom gemsejagt ofte foregår i meget stejle bjerge, er en 6,5×55 normalt helt tilstrækkeligt til gemsejagt.
På samme vis kan indehaverne af en .270 Win., en 7×64 eller en .30-06 med fordel studere de ballistiske tabeller og finde ud af, hvilken kugle der giver den bedste kuglebane. Ofte er det en bedre ide at anskaffe sig håndladet ammunition end at investere mange penge i en magnumriffel.
Ved kaliber- og kuglevalget skal man naturligvis tage højde for størrelsen af den pågældende vildtart og eventuelle kombinationer heraf. Som regel vil en kugle i den midterste del af vægtspekteret for den pågældende kaliber være et godt valg. Det vil typisk sige kugler på 8-11 gram, afhængigt af kaliberen.
Projektilet skal have en fornuftig konstruktion til formålet. Det vil først og fremmest sige en spids næse af hensyn til kuglebanen. Det også vigtigt, at projektilet ikke er for trægt ekspanderende og derfor ikke ekspanderer ved de relativt lave anslagshastigheder, hvis man skyder på meget lange hold. Nogle premiumkugler er så trægt ekspanderende, at de ofte ikke virker stort bedre end et spidskarpt projektil.
Selv har jeg med stor succes brugt Noslers partitionkugler. De er både spidsnæsede og har en god kuglebane. Samtidig er næsen så blød, at den ekspanderer ved selv en mavekugle. Ved træf i knogler sikrer den bagerste halvdel alligevel gennemskud.
