TEKST OG FOTO: THOMAS LINDY NISSEN.
En ildrød fasankok med en hale så lang som et samuraisværd nærmer sig i en stejlt stigende kurve skytten. Den asiatiske hønsefugl funkler i det velsignede solskinsvejr, der netop har afløst endeløse dage med regn.
For Kristian Klemmensen er der næsten noget symbolsk over det gode vejr, idet de 12 deltagere på denne jagt er nogle af de første, der deltager i en jagt arrangeret på grund af en idé, han fik. Sammen med en investorkreds lancerede den unge jæger nemlig i september 2019 jagtappen Huntivo, der blandt andet skal gøre det muligt for flere jægere at komme mere på jagt.

En let løsning
Kristian er en ungersvend på kun 30 år. Men rent faktisk kræver det ikke en ung hjerne at forstå, hvordan jagtappen virker. Mange jagtarrangører – det være sig af dagsjagter eller i jagtkonsortier og jagtforeninger – vil sikkert kunne nikke genkendende til det besvær, der kan være forbundet med at koordinere dagen via telefon, e-mail, SMS eller andre kommunikationsmedier.
Mange jægere – specielt nyjægere – vil sikkert også kunne tilslutte sig, hvor svært det kan være at komme på jagt eller i det hele taget at blive del af et jagtnetværk.
Netop disse dilemmaer kan ifølge Kristian Klemmensen løses med Huntivo:
”Huntivo er vores bud på, hvordan jagt kan gøres tilgængeligt og formidles på en nem og enkel måde,” siger han, der selv er ivrig jæger.
”Foruden vores ønske om at samle jagtmulighederne ét sted på en bruger- og jægervenlig måde, er det med Huntivo også muligt at få direkte besked om en jagtmulighed i sit nærområde, når en jagt oprettes i Huntivo. Med Huntivo sikres blandt andet, at en jagtarrangør har en direkte kanal ud til såvel nye som erfarne jægere og omvendt,” fortsætter han.
”Derudover har vi også en ambition om at være et godt værktøj til både jagtforeninger og jagtkonsortier, som via Huntivo kan organisere, administrere og invitere til jagter. Vi mener også, at Huntivo kan være en god måde at skabe opmærksomhed på for eksempelvis på en jagtforening, der ønsker nye medlemmer, eller blot den jagtarrangør, der mangler en ekstra jæger til jagten,” forklarer Kristian Klemmensen.

Bedre end Facebook
Dagens rough shooting byder på både gode og mindre gode såter. I nogle såter er der overvejende harer og agerhøns, mens andre såter giver mulighed for svære skud til høje fasaner eller hurtige krikænder. Fælles for alle såterne er dog smilene på jægernes læber, hundefolkenes tilfredshed med de varierende muligheder for hundearbejde og endelig hundenes glæde ved samme.
Den 24-årige herningenser René Møller er en af de deltagere, der har brugt jagtappen for at komme med på jagten.
”Jeg blev bekendt med eksistensen af Huntivo via Instagram, men slog først til og testede den, da jeg blev foreslået at prøve den via Facebook. Jeg vidste ikke, hvad det var, men den er gratis og er let at hente i App Store. Så, hvorfor ikke prøve,” siger den unge jæger.
”Den er meget nem at finde rundt i, og jeg anmodede straks om at deltage i denne jagt, som var del af en konkurrence for at skabe opmærksomhed omkring Huntivo,” fortsætter René, men antyder derefter, at han ikke ser den store forskel på en begivenhed oprettet på Facebook og de muligheder, som jagtappen tilbyder.
Til netop de ting uddyber Kristian Klemmensen følgende:
”Hele identiteten bag Huntivo er bygget op omkring kun én ting, nemlig jagt. Det indhold, brugeren møder og ser i jagtappen, udspringer af en passion for jagt. Med Huntivo ønsker vi at give den enkelte jæger mulighed for at samle sine jagter ét sted, uden at de blandes sammen med andet end netop jagt. Vi mener, at jagten kun bør være ét klik væk, og at vi med denne løsning håber at have skabt fremtidens mødested for jægerne.”
Står man og mangler en jæger med jagthund, er Huntivo måske løsningen.
Han er dog godt klar over, at såfremt Huntivo skal blive en succes, skal mange jagtinvitationer finde vej gennem appen. Om der er brug for sådanne platforme, kan kun fremtiden vise, men for os jægere kan et alternativ til generelle kommercielle platforme som Facebook og deslige måske nok være en fordel. Facebook og andre lignende medier har godt nok gjort livet lettere for mange jægere, men sådan kan vi ikke være sikre på, at det bliver ved med at være.
Disse platforme er udviklet af private firmaer, der i sidste ende drives med økonomisk vinding for øje. Forskellen er dog, at, hvis en overvejende del af en given platforms brugere ikke forstår jagt, eller er direkte antijægere, må vi forvente censur af billeder og videoer af for eksempel våben, forendte dyr eller måske ligefrem jagt generelt.
En af de største fordele ved at flytte jagtfællesskaberne ud af grupper fra blandt andet Facebook og over på egne platforme er, at denne censur kommes i forkøbet.

En tilfreds ny jægerkoordinator
Da den solrige dag går på held, kan det konstateres, at alle jagtens deltagere har været heldige at nedlægge vildt. Det har været en flot dag med mulighed for at nyde både flyvende og løbende vildt. Snakken har gået, ikke mindst ved bålhytten under de efterårsglødende bøgetræer, hvor sandwich, kaffe og chokolade blev indtaget. Og ikke mindst er venskaber blevet stiftet, mens dagen for nogen har åbnet deres øjne op for, hvad den nye platform Huntivo også kan bruges til: Nemlig at komme mere på jagt.

En bagside ved onlinenetværker/-projekter drevet med økonomisk afkast for øje kan være, at der ingen direkte politisk slagkraft ligger bag. Alligevel ser nyjægerkoordinator for Danmarks Jægerforbunds kreds 2, Freya Askjær, fordele ved Huntivo.
Freya er ikke en del af teamet bag Huntivo, men deltog i jagten, idet hun som nyjæger og blogger har været med på sidelinjen.
”Jeg har fulgt processen siden begyndelsen, og jeg synes, der er kommet en rigtig god og brugbar platform ud af resultatet. Som nyjæger er jeg klar over, hvor svært det kan være at komme på jagt, men med denne app er det let at få et overblik over mulighederne. Jeg tænker, at det er et fint værktøj til at give flere jægere mulighed for at komme på jagt og få opbygget et jagtnetværk. Jeg vil klart arbejde for, at flere nyjægere får kendskab til Huntivo, ligesom jeg tænker, at mange jagtarrangører kan have glæde af den, når jagtpladserne skal fyldes op. Jeg ser bestemt Huntivo som et godt supplement til for eksempel Danmarks Jægerforbunds app,” sagde hun efter jagten.