Rigby

Mens de fleste bøssemagere i Storbritannien koncentrerede sig om produktionen af glatløbede våben, blev John Rigby & Co. berømt for sine jagtrifler. Mest kendt er nok firmaets storvildtriffel i kaliber .416 Rigby fra 1911, som Mauser udviklede en speciel lås i magnumstørrelse til, og som vi vil vender tilbage til i et kommende nummer af JVV. Disse riflers berømmelse står imidlertid i skarp kontrast til deres faktiske udbredelse, idet Rigby & Co. indtil 2. verdenskrig fremstillede mindre end 200 af disse rifler.

Langt den mest udbredte af firmaets mange produkter var en repeterriffel i kaliber .275 Rigby – det engelske firmas markedsføringsmæssigt set geniale kaliberbetegnelse for Peter Paul Mausers patron 7×57 fra 1892 (se box). Selvom mange af disse rifler nu har et århundrede på bagen, har de design og linjer, som i allerhøjeste grad er moderne i dag.

Speciel mauserlås

Ligesom mange af de originale jagtrifler i kaliber 7×57 fra Mauserfabrikken i den sydtyske by Oberndorf, blev Rigbys.275’ere bygget på en speciel mauserlås fra 1903, hvis bundstykke er lidt kortere end på den velkendte militærlås model 98. Låsestolens totallængde er derimod den samme, eftersom den forreste ring med indvendigt gevind, som piben skrues ind i, er tilsvarende længere.

Den kortere låsegang blev meget berømmet af datidens entusiaster, men under praktisk brug er forskellen på næppe af målelig betydning – selv en magnumlås har kun et 1,5 cm længere bundstykke. Da der er fremstillet relativt få af disse låse i mellemstørrelsen, er det sammen med ovennævnte faktorer yderligere en årsag til, at en ”engelsk” mauserriffel ofte er langt dyrere end selv de originale rifler fra Mauserfabrikken.

Rigby købte de færdige låse fra fabrikken i Oberndorf, og ofte tillige forsynet med en pibe i den ønskede kaliber. I London fik Rigby sit navn graveret i riflen, inden den blev hærdet og piben trykprøvet i henhold til engelsk lov. Derefter forsynede man piben med sigtemidler på ramper og polerede og brunerede alle metaldele.

Den afgørende forskel på Rigbys og Mausers egne jagtrifler var skæfterne. I overensstemmelse med sine kunders ønske, lavede Rigby sine rifler med et valnøddeskæfte udformet i engelsk stil, der giver våbnet de traditionelle og klassiske linjer. Efter en periode med Monte Carloskæfterne som den fremherskende type, har den klassiske skæfteform fået et gevaldigt come-back igennem den seneste snes år. Efter ønske kunne Rigbys .275’ere leveres i en kuffert, oftest betrukket med kanvas og forsynet med messinghjørner.

Historien bag

John Rigby blev født i Dublin i 1758, og i en alder af kun 17 år grundlagde han sin virksomhed i 1775. Ligesom sine efterfølgere – hvor mindst én søn i hver generation bar samme navn som grundlæggeren – var den første John Rigby en ivrig og meget dygtig riffelskytte.

Efter hans død i 1818 overtog sønnerne William og John Jason firmaet i Dublin. William levede længst, og hans søn John arvede i 1858 firmaet. Det var denne John Rigby (1829-1916), som gjorde firmaet verdensberømt med bl.a. sine patrondesigns. Allerede seks år tidligere havde han opfundet et tidligt patronhylster til rifler af snoet messing.

I 1866 åbnede han en forretning i London, som allerede dengang var våbenkunstens Mekka. John Rigbys ekspertise var så stor, at han blev udnævnt til leder af The Royal Small Arms Factory i Enfield, hvor han fra 1887 forestod hærens indførelse af nye militærrifler i kaliber .303 British. Denne opgave forhindrede ham i længden i at varetage familiefirmaet. Bøssemagerforretningen i London blev overtaget af hans søn, Ernest John Rigby, og firmaet i Dublin blev solgt til bøssemagerfirmaet Truelock & Harris i 1892.

Selvom Rigby & Co. midt i 1800-tallet var mest kendte for deres skiveskydningsrifler, fremstillede man også mange jagtrifler. Det afgørende gennembrud kom i 1897, hvor John den ældre designede den første røgsvage storvildtpatron: kaliber .450 Nitro Express. Siden fulgte kaliber 400./.350 Rigby i 1899, .275 Rigby i 1907 og .350 Rigby No.2 i 1908. Den nok mest berømte patron var 416 Rigby, som blev introduceret i 1911.

Firmaet blev til et aktieselskab i år 1900, og flyttede i 1908 til 43 Sackville Street, hvor det blev indtil 1955.

I 1984 gled virksomheden familien af hænde, idet den administrerende direktør, Poul Roberts, overtog aktiemajoriteten. Efter at have flyttet virksomheden et antal gang indenfor London, solgte han virksomheden til det amerikanske firma Rogue River Rifle Works, som flyttede produktionen i Californien.

Flere låselængder

Producenter af berømte mærkevarer ikke opnået deres ry ved et tilfælde. Den høje kvalitet af arbejdet, de klassiske linjer og den tilsvarende høje grad af finish er kendetegnende for alle engelske våben fra de berømte firmaer. Kvalitetsbevidstheden var altid i højsædet, hvilket bevises af det faktum, at alle producenter i Storbritannien selv under nationalismes absolutte højder efter 1. verdenskrig fortsatte med at bygge rifler på mauserlåse viser. Der var (og er stadig efter manges mening) simpelt hen ikke nogen bedre lås på markedet til at bygge en tilsvarende pålidelig og elegant riffel over. Af samme grund bygger selv så berømte firmaer som Holland & Holland stadig rifler med mauserlåse – mere end hundrede år efter den første forlod fabrikken.

Mauserfabrikkerne blev grundlagt i 1872 i den sydtyske by Oberndorf ved floden Neckar. Selvom der siden er blevet fremstillet millionvis af mauserlåse på licens i mange andre byer og lande, anses Oberndorf-låse for at være de mest originale og have den allerhøjeste kvalitet.

For at kunne imødekomme kundernes stærke ønske om repeterrifler med mauserlås måtte selv så berømte firmaer som Purdey, Westley Richards og Holland & Holland købe deres låsestole gennem Rigby, hvilket naturligvis gav denne en konkurrencefordel så længe monopolet varede. For at undgå dette fordyrende mellemled valgte nogle fabrikanter at anvende en militær 98-lås af standardlængde. Til længere patroner måtte de bortfræse materiale fra det område af låsestolen, som bundstykkets nederste (højre) lukkeknast ligger an imod, og forsyne låsestolen med en ny magasinkasse. Det muliggør anvendelsen af længere patroner, men kræver ud over en arbejdskrævende tilpasning af magasinkassen også, at begge låsens lukkeknaster tilpasses låsestolen helt perfekt – ændringer, som fordrer håndarbejde af allerhøjeste kvalitet, når styrke og funktionssikkerhed ikke må kompromitteres.

Berømte brugere

Allerede i starten af forrige århundrede forstod våbenproducenterne, hvor vigtig markedsføring af produkter var. Et af midlerne var anprisninger fra berømte jægere, og her havde Rigby og Mauser den særlige fordel, at stort set alle datidens jagtlige ”kändisser” havde anvendt firmaets produkter i en eller anden afskygning.

Blandt de mange berømte brugere af Rigbys rifler i kaliber .275 var ”Jungle Jim” Corbett, som efter forrige århundredskifte skød et stort antal manddræbende tigre og leoparder i Indien med sin .275 Rigby. Selv den amerikanske skribent, Jack O’Connor, som var kendt som ”Mr. .270 Winchester”, brugte 7 MM Mauser, som patronen kaldes i Guds Eget Land. Hans hustru brugte sin 7×57’er hele sit liv til jagt på tre kontinenter.

Den nok mest berømte bruger var skotten Walther ”Karamojo” Bell, som både var en fænomenal skytte og professionel elefantjæger. Han nedlagde størstedelen af sine over 1000 elefanter med fuldkappede 11,2 grams kugler fra sine rifler i kaliber .275 Rigby. En af årsagerne til, at han foretrak denne riffel og kaliber var imidlertid ikke bare riflen pålidelighed, men også ammunitionens. I modsætning til den engelske og østrigske ammunition, som han brugte i kaliber 6,5×54 Mannlicher – så havde han aldrig en eneste klikker eller et flækket hylster med sin tyske ammunition i 7×57. Denne detalje blev dog af indlysende grunde ikke fremhævet i hverken Rigbys eller den engelske ammunitionsproducent Kynochs markedsføring.

Fundet

Da jeg for et par år siden fik min Schultz & Larsen i kaliber 6,5×55 stjålet under en jagtrejse til Tyrkiet, stod jeg for at skulle anskaffe mig en ny jagtriffel i mellemklassen – både til træning og allroundjagt. Egentlig ville jeg have en 6,5’er, men hos en lille våbenhandler i England faldt jeg i 2007 over en bedaget .275 Rigby Model 2 i kuffert.

Modelnummeret fremgår ikke af firmaets rifler, men dækkede over, hvorvidt der var tale om en riffel indskudt med standardladningen med 11,2-grams kugler (1), en riffel indskudt med en højhastighedsladning med en 9-gramskugle (2) eller en letvægtsudgave (3). Riflerne fandtes allerede i starten af århundredet også i take-down-udgaver – der er som bekendt ikke meget nyt under solen. Piben på mit fund så ikke ud til at være slidt, og efter en del ”prangen” blev riflen min for et overkommeligt beløb – nogenlunde svarende til det, en anden 6,5’er ville have kostet.

Forskellen på de to patroner er ikke stor, hverken i dimensioner eller effekt. Som håndlader har man med .275’eren næsten alle fordelene fra en 6,5×55, bortset fra den lette adgang til hylstre. Til gengæld har man i kraft af 7×57’eren lidt tungere projektiler lidt mere at gøre med, når det gælder jagten på de lidt større vildtarter.

Da riffel og kuffert ankom fra England, skulle de begge renoveres. Riflen var forsynet med en oldnordisk kikkert i en høj sidemontage. Samtidig med at riflen havde fået monteret kikkerten, havde den original vingesikring måttet udskiftes med en vippesikring. Hverken kikkert, montage eller ny sikring var tilfredsstillende for mig. Jeg fik derfor sat min gamle Zeiss 3-9×36 på i en ganske ordinær og dejlig lav Weavermontage. Samtidig fik jeg slaghuset med vingesikringen byttet ud med et, som har en moderne trepunktssikring. Resten af renoveringen bestod i at få skæftet renset af og pudset op.

Britiske rifler er ofte karakteriserede ved at være relativt tunge og have vægten koncentreret mellem hænderne. Altså med piber, som er relativt lange og tynde ved mundingen og kraftige bagtil. De få engelske rifler, som ikke er grovkalibrede, udgør dog som regel en undtagelse. Det gælder også denne .275’er, som har en 62 cm lang pibe med en mundingsdiameter på 15 mm. Riflen i sig selv vejer lidt mindre end oprindeligt annonceret – godt 3.100 gram – og ca. 3.600 gram med den ovennævnte kikkert.

Praktisk brug

Rigby & Co. har altid justeret mauserlåsenes trykpunktsaftræk så de virker som et direkte aftræk og uden slæb. Efter en smule justering hos bøssemageren svarede det næsten helt til vægten på mine mere moderne riflers indstillelige aftræk. Resultatet af alle anstrengelserne er blevet en efter min mening passende let og meget smuk riffel med klassiske linjer og skæftetræ af høj kvalitet. Alt sammen til overkommelige penge. Det eneste, som for kendere umiddelbart afslører våbenets alder, er det korte forskæfte, som kendetegner Rigbys tidlige rifler.

Først da riflen var forsynet med en ny kikkert kunne jeg konstatere, om jeg havde købt katten i sækken. Lad gå, at storvildtriffel ikke skyder hul i hul, eftersom man aldrig bruger den på særligt lange hold, men en småkalibret riffel med kun mådelig præcision er bare en kilde til irritation, som ikke opholder sig længe i mit våbenskab.

Det var derfor meget tilfredsstillende, da jeg omsider kunne afprøve riflen på skydebanen. Med min håndladede ammunition var skudgruppernes størrelse oftest under en under en tomme med flere forskellige kuglevægte.

Til all-round jagtbrug anvender jeg en 10,1 grams Noslerkugle med en udgangshastighed på godt 800 m/s. Ingen af de antiloper, jeg har nedlagt, krævede mere end et skud, og kun de større forlod skudstedet. Jeg har også flittigt brugt Rigbyen under efterårets råvildtjagter i Småland, og til min jagtværts store fornøjelse var kødødelæggelsen meget moderat.

Riflens serienummer afslører, at den var fremstillet i sommeren 1908 – og altså fyldte meget rundt da jeg (gen)indviede den i Afrika i den forgangne sæson. At gå på en klassisk jagtform med en smuk og klassisk riffel i en klassisk kaliber har altid for mig føjet en ekstra og meget værdifuld dimension til jagtens mange facetter.

.275 Rigby – en engelsk 7×57

Peter Paul Mauser var ikke alene en enestående våbenkonstruktør, men designede også en række populære riffelpatroner. I 1892 udviklede han på bestilling en militærpatron til Spanien, om også blev standard i en række Sydamerikanske lande. Patronkonstruktionen var ganske enkel, idet Mauser blot nedkaliberede den tyske militærpatron 8×57 til at anvende et projektil med en diameter på 7,2 mm. Kaliber 7×57 var født, og dermed en af de bedste jagtpatroner nogensinde.

Både anslagsenergi og kuglebane er fuldt tilstrækkelig til at opfylde alle andre end de mest ekstreme behov i felten og med det brede udvalg af kuglevægte fra 6,5 – 11,3 gram har kaliber 7×57 været brugt til at nedlægge næsten enhver vildtart verden over – fra egern til elefant.

I starten af 1900-tallet var der imidlertid i Storbritannien (præcis som i dag) stor skepsis overfor alt, hvad der kom fra kontinentet, og John Rigby valgte derfor at omdøbe kaliberen til kaliber .275 Rigby – hvorved han behændigt tillige fik markedsført sit eget navn.

Vigende popularitet

Patronen var indtil 2. verdenskrig ekstremt populær både på kontinentet og i Storbritannien, men den har de senere år mistet terræn, og næsten af de store fabrikker producerer rifler i dette kaliber længere. Det er en skam, for konstruktionen er som sagt en af de bedste og mest velbalancerede patroner på markedet. Pudsigt nok har kaliberen fået et mindre comeback i USA, hvor flere producenter nu fremstiller både rifler og ammunition i kaliber 7 mm Mauser, som den kaldes i Gud eget land.

Den oprindelige ladning i .275 Rigby var en rundnæset 11,3 grams kugle med en udgangshastighed på 700 m/s. Den tunge kugle, med de lange parallelle sider gav en god gennemtrængningsevne, og da rekylen er meget mild, gav den bedre skydning ofte et lang bedre resultat end når uøvede skytter anvendte kraftigere kalibre.

Tilstrækkelig

Efter 1. verdenskrig udviklede Rigby en patron med samme dimensioner, men i en mere fladtskydende udgave. I den fik et spidst 9-gramsprojektil en udgangshastighed på 850 m/s. Som et led i markedsføringen kaldte man den ”nye” patron for kaliber .275 Rigby High Velocity – selvom der reelt kun var tale om en anden ladning. Hvorvidt man med datidens krudt vitterligt kunne opnå den annoncerede hastighed, er et meget åbent spørgsmål, men i dag er det fuldt muligt med de moderne og mere langsomtbrændende krudtsorter. I dag findes der en lang række patroner i kaliber 7mm, som giver væsentligt højere hastigheder end man kan presse ud af en 7×57, men sandheden er, at den mere end hundrede år gamle patron den dag i dag er ligeså fuldt tilstrækkelig som da den blev konstrueret i 1892. De moderne magnumpatroners fladere kuglebane har kun nævneværdig betydning for det lille fåtal af jægere, der har behov for at skyde noget på mere end 300 meters afstand.