Danmark har 120.000 søer og vandhuller over 100 kvadratmeter, men kun knap 3.000 er over en hektar. Omvendt betyder det også, at vi har 117.000 vandhuller under 10.000 kvadratmeter. Tilsammen regner man med at omkring 600 kvadratkilometer af Danmark udgøres af søer, damme og vandhuller. I et vellykket vandhul, med en god vandkvalitet, er der en rigdom af hvirvelløse dyr og en frodig flora i vandkanten. Det skaber fødegrundlag for fugle, pattedyr, krybdyr og naturligvis fisk. Også vildtet er afhængigt af vand – enten til drikkevand eller som opholdssted. Især i sommerperioden sætter både råvildt og kronvildt pris på biotoper med vand, dels for at kunne drikke på varme dage, dels – og ikke mindst – fordi floraen ofte er både anderledes og mere frodig. Det tilgodeser især råvildtet, hvorimod kronvildtet har mulighed for at søle, mudderbade og rense pelsen.
Processen
Et nyt vandhul gennemgår en række stadier, hvor der i begyndelsen kommer et væld af nye urter og ny vegetation, samtidig med at den nye biotop kæmper for at opnå en balance i vand og omgivelser. Der produceres mængder af hvirvelløse dyr, og vandfuglene trives. Efter nogle år er det hele groet til med vegetation, og nogle arter – ofte de uønskede – truer med at sætte sig på dominansen. Samtidig er mængden af rådnende plantedele, planterødder og dødt materiale forøget, hvilket yderligere skubber til tilgroningen. Pil, elletræer, rør, siv og dunhammere forsøger at lave vandhullet om til en lavvandet mose. Den har sine værdier og styrker, men hvis man eksempelvis tænker på vandfuglene, måske i særdeleshed ænderne, er det et tilbageskridt. Andejagten er nu en gang bedst i en nyere sø med åbent vand. Netop på grund af den efterfølgende næringsstofbelastning, er det i anlægsfasen vigtigt at få fjernet så meget organisk materiale, som f.eks. hugstaffald eller græstørv som muligt, da det ellers vil gøre søen meget næringsrig, når det omsættes og dermed forøge tilgroningen.
Pleje af vandhullet
For vildtets skyld er det godt, at nogle områder rundt om vandhullet er åbne med kort vegetation, og at andre områder har en højere og tættere vegetation evt. i form af krat med brombær, roser, hindbær, pil eller lignende. Det giver mulighed for både at tilgodese vandfuglenes behov for redeskjul og ejerens mulighed for at kunne vedligeholde bredderne andre steder. Så selv om en tæt vegetation ved bredderne kan være godt for ynglende fugle og padder mv., så reduceres ejerglæden, når søen forsvinder for øjet. Et vandhul skal plejes konstant, hvis det kontinuerligt skal bevare sin værdi og til stadighed glæde de mennesker, der har deres gang på stedet. De vigtigste aktiviteter er at holde styr på beplantningen, så vandhullet holdes åbent for sollys. Det indebærer fjernelse af de vandplanter, der breder sig lidt for meget samt at man vedligeholde bredderne. Tagrør og dunhammer er normalt uønskede, da de spreder sig hurtigt, så hold dem nede så godt som muligt – især i begyndelsen efter etablering af et nyt vandhul eller efter oprensning af et gammelt.
Vegetationen rundt om vandhullet
Pleje at bredderne kan enten ske ved hjælp af husdyr, køer og f.eks. får, men oftest er der tale om nødvendigheden af maskinel pleje med græsklipper eller slåmaskine. Arealet skal slås mindst en gang – og i de fleste tilfælde flere gange – om året – især om sommeren. Tungt materiel og vådområder hænger ikke godt sammen, hvorfor det i dag er almindeligt at bruge lette redskaber. Nu til dags findes der en del forskelligt udstyr, der er beregnet til at gå bag en ATV. Det meste tilbehør til ATV´en er lette konstruktioner der kan komme frem stort set overalt, herunder også i fugtige eller våde områder. I den helt lette afdeling er der buskrydder og le, som man ikke bør underkende effektiviteten af. En le virker også under vand, og der findes specielle skærehoveder til buskryddere, som er beregnet til at arbejde under vand. Så vidt muligt skal den afklippede vegetation fjernes fra vandet, da der ellers opstår rod i næringsstofbalancen ved tilførsel af for meget kvælstof. Det bedste tidspunkt for slåning er juli måned. På det tidspunkt er vandstanden normalt lavest, vandet er lunt og vejret godt, hvilket gør det hele meget nemmere.
Vegetationen i vandet
Vær forsigtig med at tilføje flydeplanter, herunder andemad, vandaks, vandrøllike, vandpileurt, vandpest, åkander, krebseklo og frøbid mv., da disse planter modvirker etablering af bundplanterne, fordi de tager lyset fra dem. Man skal derfor være påpasselig med disse arter, og kommer der for mange af dem, er der kun een løsning, nemlig oprensning. Det er i stedet for ønskværdigt med mange bundplanter, som skaber ilt i søen og giver gemmesteder for fiskeyngel og andet kravl. Af bundplanter kan nævnes blærerod, bukkeblad, brasenføde, tusindblad, vandranunkel og de forskellige arter af vandstjerner og kransnålsalger.
Balancen i vandet
Klart vand forudsætter, at der er balance i søen mellem de fire elementer der væsentligst påvirker både hverandre og vandets kvalitet, nemlig planteplankton, dyreplankton, fredfisk og rovfisk.
En (for) stor forekomst af planteplankton, alger mv. som følge af en for stor næringsstofbelastning af søen, gør vandet uklart og uskønt at kigge på. Løsningen på en for stor algeforekomst, er en forøgelse af det dyreplankton – i form af dafnier, vandlopper og andre – der spiser planteplankton. I et fiskefrit vand vil der hurtigt opstå en balance mellem planteplankton og dyreplankton, hvilket vil gøre vandet klart. Er der for mange fredfisk i vandhullet (eksempelvis karusse, skalle, karpe, hundestejle og brasen), vil de spise den dyreplankton der holder planteplankton i skak, og algefyldt vand kan være en følge heraf. Løsningen ved for mange fredfisk er enten opfiskning ved hjælp at strøm, ruser mv., eller udsætning af rovfisk (eksempelvis gedde, aborre, ørred og ål) til at holde bestanden på et tåleligt niveau. Vær opmærksom på at det kræver tilladelse at sætte fisk ud. En sådan tilladelse er det ikke altid muligt at få.
Problemer med opformering af store mængder myg knytter sig til fiskefrit men også stillestående vand (især hvor vinden ikke kan skabe bevægelse i vandoverfladen). Oplever man derfor forringelse af herlighedsværdien ved ikke at kunne slå sig frem for myg i sommerperioden, er der to umiddelbare løsninger. Enten må der åbnes op for en større vindpåvirkning, oftest mod vest. Eller også må man udsætte fredfisk, eksempelvis skaller, som er myggelarvernes og puppernes største fjende. Blot ganske få fisk vil hurtigt gøre en ende på problemet, og er man heldig, undgår man at skabe et nyt. For hver gang men gør noget, ændrer man ved vandhullets balance. For mange fredfisk i et for lille vandhul kan således løse myggeproblemet, men det forårsager måske en senere algeopblomstring, som gør vandet uklart og uæstetisk. At løse et problem kan skabe et andet !
Øer
En ø i vandhullet kan kun gøre gavn for ænder og andre vandfugle hvis den er udformet rigtigt. Dels vil fuglene opfatte at der er mere fred, ro og sikkerhed på en ø, og dels har noget af rovvildtet lidt vanskeligere ved at skaffe sig adgang. Ganske vist er især minken en fremragende svømmer, og den opsøger gerne småøer med sit optimistiske sind og naturlige nysgerrighed. Er der mink i området, bør der derfor sættes en fælde ud på øen, for at undgå at dette lille rovdyr ødelægger drømmen om ynglende ænder. Mangler man en ø i sit vandhul, er den billigste løsning ofte at udsætte en forankret kunstig ø eller to. Det tager ikke mange timer at binde to paller sammen med tråd, understøtte med flamingo eller et par forseglede dunke for herefter at smide noget græstørv ovenpå indtil øen flyder i den højde man ønsker. Den holder ikke i evighed, men man kan have glæde af den i mange år, før den skal renoveres. Det er en af de bedste løsninger, hvis man har en stærkt varierende vandstand, da en flydende ø er uafhængig af vandstanden i øvrigt.
En anden mulighed for at tilgodese ændernes ynglemuligheder er at opsætte de såkaldte ducktubes altså rederør, der kan sammenlignes med en redekasse. Simple, rørformede redepladser. Rederørene placeres over åbent vand på en metalstang. Vildænder bygger ofte rede på jorden, men hvis de i stedet bygger rede i et rederør, som er hævet over vandoverfladen, vil der være langt mindre risiko for, at rovdyr får adgang til reden og tager æggene. Det fine er, at ællingerne dumper direkte ned i søen, når de forlader reden og derfor ikke udsættes for en farefuld vandring over land, hvor de risikerer at blive taget af rovdyr.
Lovgivning og tilskud
Vandhuller der er større end 100 m2 er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3, men også mindre vandhuller kan være beskyttede, hvis de er placeret i en beskyttet naturtype eller indgår som en del af et beskyttet vandløb. Det betyder at man skal søge kommunen om tilladelse, hvis man ønsker at foretage ændringer i søens eller vandhullets tilstand. Det samme gælder ved etablering af et nyt vandhul over 100m2. Det er dog erfaringen, at de fleste kommuner gerne giver disse tilladelser. I visse tilfælde kan der oven i købet ydes tilskud til etablering af vandhuller over en vis størrelse. En tilladelse fra kommunen til en ny sø fører normalt et forbud mod både udsætning og fodring af ænder med sig, og i øvrigt gælder dette også udsætning af eksempelvis flodkrebs mv. Rent praktisk er det dog muligt at udsætte ænder i gamle vandhuller, hvorfra de efterfølgende spreder sig til andre vandhuller i området.
