AF JENS U. HØGH
FOTO: JENS ULRIK HØGH OG STEEN ANDERSEN SAMT NATURE1000 OG GUY J. SAGI/SHUTTERSTOCK
Rekyl kan som alle andre fysiske fænomener beskrives præcist med tal og formler. Den enkelte jægers personlige oplevelse af rekylen – ”den følte rekyl”, som er det eneste der i realiteten betyder noget for hendes eller hans skydning – er af en helt anden og langt mere subjektiv karakter. Ingen andre end jægeren selv kan afgøre, om det føles ubehageligt for ham eller hende at skyde med en given riffel.
Opfattes en riffel som ubehagelig at skyde med, kan man ikke konkludere, at f.eks. 20 procent dæmpning af den målbare rekylenergi medfører en tilsvarende dæmpning af følelsen af ubehag. Som det er tilfældet med andre former for smerte/ubehag har den enkelte person sin egen tærskel – og det gør en verden til forskel om rekyloplevelsen ligger under eller over denne tærskel. I nogle tilfælde vil en minimal ændring– såsom installation af en simpel bagkappe – gøre den forhadte riffel til skyttens bedste ven. I andre tilfælde er alverdens krumspring ikke nok og skytten må lære at leve med ubehaget eller skrue lidt ned for ambitionerne for anslagsenergi.

Gråspurve med kanoner
Rekylmæssigt er der betydeligt større forskel på de enkelte ladninger i en given kaliber end mange umiddelbart forestiller sig. Skyder man f.eks. med .30-06 så udsættes man for mere end 40% større rekylenergi, hvis man skyder med fabriksladede Norma 200 gr. Oryx frem for Norma 150 gr. Nosler BST. Forskellen i anslagsenergi 100 meter ude er mindre end to procent. For ikke at dreje emnet for denne artikel over i betragtninger om forskellige projektilkonstruktioner, vil jeg holde mig til at konkludere, at der er megen rekylkontrol i at vælge den mildest mulige ladning i forhold til vildtet, man jager.

Vægt og mundingsbremser
Der er to måder at nedsætte våbnets faktiske rekylenergi på: Øget vægt og mundingsbremser.
Det simpleste er at tilføre våbnet ekstra vægt. Øges våbnets vægt med f.eks. 10 procent, nedsættes rekylenergien med ca. ni procent. 25 procent vægtforøgelse giver 20 procent rekylenergireduktion. På banen kan der være god grund til at vælge denne simple løsning – på jagt vil den ekstra vægt være en belastning, når våbnet bæres.
I det lys virker mundingsbremser som en tiltalende løsning.

Mekanisk løsning
Mundingsbremser er indretninger, der mindsker de udstrømmende krudtgassers bidrag til rekylen ved enten at bremse dem eller ved at lede en del af dem ud til siden. Tænk på mundingen af våbnet som dysen på en jetmotor. Hvis jetstrålen bliver svagere eller ledes ud til siderne, flyver raketten ikke så stærkt.
Den mest almindeligt udbredte mundingsbremse er den åbne mundingsbremse, der ventilerer så meget som muligt af krudtgasserne ud til siderne. Systemet er i relation til rekyldæmpning utroligt simpelt og effektivt, men det har desværre en bivirkning, der i realiteten diskvalificerer det i forhold til de fleste former for praktisk jagt: Støj.
Der er lavet mange fantasifulde forsøg med forskellige udledningsvinkler, størrelse og facon på udstrømningshuller m.m., men det er endnu ikke lykkedes at fremstille en åben mundingsbremse, som ikke forøger lydtrykket markant. Faktisk øges mundingsbraget typisk så meget i styrke, at braget bliver skadeligt for hørelsen, selvom man anvender almindelige høreværn. Det er ikke uden grund, at åbne mundingsbremser også kaldes ”knaldforstærkere”.
Lyddæmpere kan også kategoriseres som mundingsbremser, eftersom de nedsætter de udstrømmende krudtgassers hastighed væsentligt og dermed reduceres ”raketeffekten”. Det sker ved at gasserne får plads til at ekspandere og mulighed for at køle lidt af inden de slippes fri – begge dele reducerer trykket og dermed udstrømningshastigheden.
Gode lyddæmpere er mindst lige så effektive rekyldæmpere som åbne mundingsbremser – men i sagens natur uden de kedelige sundhedsskadelige støjniveauer. Lyddæmperne er dog ikke uden problemer – da de desværre er temmeligt klodsede og øger både våbnets vægt og totallængde samt ikke mindst balancen.

Skæftefacon
Skæftefaconen har stor betydning for den følte rekyl. Jo mindre afstand der er mellem skæftets omdrejningspunkt mod skulderen og løbets centerakse, jo mindre springer våbnet op i rekylen. Opspringet er ubehageligt, fordi skæfteryggen trykkes mod kindbenet, og upraktisk fordi man mister sigtet mod målet. Forsøg har været gennemført med helt rette skæfter, men de kræver en ekstremt høj kikkertmontage, hvilket ikke er særligt praktisk.
Ved at lave skæfteryggen svagt nedadskrånende opnår man, at rekylen trykker skæftet væk fra ansigtet, og dermed bliver oplevelsen mindre ubehagelig.
Ved at udstyre våbnet med et skæfte med pistolgreb – uanset om der er tale om et frit pistolgreb eller et tommelhul – tvinger man en del af rekylenergien over i højrearmen. Desuden tilfører man helt enkelt våbnet ekstra vægt i skudøjeblikket i form af sin højre arm og hånd. Det er effektivt og giver samtidigt et mere ergonomisk korrekt hold på våbnet end et standardskæfte.
Øg bremse længden
Rekylenergien er langt fra altafgørende for den følte rekyl. Hvordan energien overføres fra våben til skytte er meget væsentligt. Er våbnet udstyret med en hård bagkappe overføres rekylenergien som et ubarmhjertigt slag, mens en blød kappe fordeler trykket og strækker bevægelsen (øger bremselængden), hvilket formilder oplevelsen betydeligt.
Energien er den samme, men oplevelsen kan være lige så forskellig som at køre sin bil ind i hhv. en motorvejsbro og en snedrive. Der er naturligvis stor forskel på forskellige bagkapper. I gamle dage brugte man en forholdsvis hård massiv gummi, mens man i vore dage råder over ganske avancerede polymere dæmpningsmaterialer, som giver en langt mere komfortabel oplevelse end de gamle kapper.
Eneste ulempe ved bagkapper er, at de kan gøre våbnets vandring i rekylen større og dermed øge risikoen for et sammenstød med kikkerten – den værste af alle rekylrelaterede ubehageligheder! Moderne kikkerter med 7-10 cm. øjeafstand giver dog rigelig sikkerhedsafstand for selv de blødeste bagkapper.
Man har i årevis eksperimenteret med forskellige pneumatiske, hydrauliske og fjederbaserede rekyldæmpende indretninger integreret i kolben. Ingen har rigtigt slået an, indtil amerikanske Blackhawk for relativt få år siden fandt frem til en effektiv – og relativt billig – fjederbaseret løsning. Firmaets fokus var i første omgang rettet mod de hundredtusindvis af pumpguns, der bruges af amerikansk forsvar og politi i forbindelse med bevogtning og taktiske operationer. Ladet med en tung ladning buckshot eller slug til høj udgangshastighed genererer en typisk kaliber 12 pumpgun nemt en rekyl, der løber op i det dobbelte af en hårdt ladet jagtriffel i kaliber .30-06. I dag fremstiller firmaet rekyldæmpende skæfter til en lang række våben – både haglgeværer og rifler. Disse skæfters berettigelse i forhold til traditionelle bagkapper ligger i, at de forlænger ”bremselængden” mere end det er praktisk muligt med selv den tykkeste konventionelle bagkappe.
Kick-stop
Et såkaldt ”kick-stop”, der typisk bygges ind i bagskæftet, er blevet moderne. Kick-stoppets funktionsprincip er enkelt. Man tilfører våbnet en ekstra masse, hvilket sænker rekylenergien, og opbremser denne masse over en længere afstand, hvilket yderligere dæmper den følte rekyl. Typisk udgøres kickstoppet af en cylinder fyldt med flydende kviksølv (ulovligt!) eller f.eks. wolframstøv. Problemet med denne type er, at de kun virker optimalt, når vægten ligger an mod cylinderens forkant og dermed bidrager til våbnets vægt under rekylen. Skyder man ned i jorden er effekten stor, skyder man op i luften er der stort set ingen effekt. Effekten ved vandrette skud ligger et sted midt imellem. Det er langt mere effektivt at lave et lod med en fjeder, der holder loddet fremme i cylinderen under den indledende rekyl – det virker uanset skudvinklen.
Rekyl i ekstremer

I sidste halvdel af 1800-tallet anvendte man kaliber 2, 4 og 8 dobbeltrifler til bl.a. elefantjagt. Disse temmelig voldsomme våben skød – for kaliber 8’erens vedkommende – med et konisk projektil på godt 80 g. drevet af en krudtladning på 24 g. til en udgangshastighed på små 500 m/s. Selvom våbnet vejer syv kg, resulterer dette i en rekylenergi på over 230 J svarende til ca. 10 gange rekylenergien i en almindelig jagtriffel med en hård ladning i kaliber .30-06. Til gengæld var stort set alle disse våben forsynet med hårde bagkapper.
Den tyske Afrika pioner Hermann von Wissmann beskrev i en erindringsbog en ekstrem rekyloplevelse med en af disse ”bore-rifles”.
”Jeg snuppede den tunge riffel fra min bærer og fik i skyndingen spændt begge haner. Det hele skete på mindre end et sekund. Jeg kastede det tunge våben til skulderen og trykkede af. Et øredøvende brag tordnede i mine ører, jeg blev skubbet flere meter tilbage, væltede om på ryggen så lang jeg var og min riffel fløj op og væk fra mig i en høj bue. Da jeg kom til mig selv efter denne eksplosion, kunne jeg høre min usynlige fjende brase gennem bushen. Heldigvis var jeg ikke kommet til skade, jeg blødte kun voldsomt fra næsen. Da folkene kom, havde jeg hentet riflen, der var fløjet næsten 20 meter og havde boret sig ned i jorden til midt på løbene. Som jeg mistænkte var begge skud gået af samtidigt”.
Når to skud affyres samtidigt bliver rekylenergien ikke fordoblet. Den bliver firedoblet! Tyske Herman fik med andre ord et spark med en energi der svarer til 40 gange rekylen fra en moderne .30-06 med en frisk ladning. Det har ikke været særligt morsomt at trykke den pågældende riffel af næste gang…








