TEKST: CHRISTIAN FÆRCH JENSEN.
FOTO: RME, SAMT SHAUTTRA, PAUL A CARPENTER, ERNI, ANNAPH, XPIXEL OG FLORIAN TEODOR/SHUTTERSTOCK.
Danmark er i skrivende stund lukket delvist ned. En række af os har af forskellige grunde fået mere tid, eller noget tid frigjort. Hvorfor ikke bruge den på jagtterrænet. Fremmødet til forårsaktiviteterne plejer ikke at være så stort, så vi kan sagtens holde sikker afstand.
Vi har alle en række ting, vi gerne vil have lavet for at forbedre næste sæsons jagter. Reparere fasanvoliererne, beskære så vi stadig kan se fra skydestigerne, – måske lave en ny skydestige eller et skydetårn, komme æglægningsfoder i fodertønderne
Men hvad med prædatorerne, kragerne, husskaderne og minkene.
Vi har ikke mink på vores jagtterræn!
Hvis vi skal holde os til sandheden, skal vi måske nøjes med at sige, vi har ikke set mink på vores terræn. Nej – men har vi undersøgt brinkerne ved vore vandhuller eller vandløb for fodspor, ekskrementer eller fiskerester.
Minkene er meget mere udbredte, end vi tror, for vi ser dem sjældent. De er fortrinsvis aktive om natten, selvom det hænder, at de også ses om dagen. Men hvorfor får ænderne ikke ællingerne på vingerne, eller hvorfor forsvandt ænderne pludseligt. Der er sikkert flere forklaringer, men minkene kan være en af dem.
Minkene lever langs vandløb og ved eller i søer og moser. Ligeledes er der i flere havne en ret tæt bestand. Nogle hævder, at de også kan leve på mere tørre steder, men det har jeg ikke observeret.
Vi er en gruppe på tre erfarne, andre siger ældre jægere, nu er vi blevet suppleret med to yngre. Vi har udført fældefangst af mink gennem nogle år. Vi fanger ca. 30. mink om året inden for vores kommune. Siden august 2019 har vi fanget 25.
Det skal retfærdigvist siges, at vi ikke kun fanger på eget jagtterræn, men efter aftale med grundejeren og evt. jagtlejere også på andre terræner. Regulering af mink kræver ikke reguleringstilladelse fra Naturstyrelsen, kun aftale med grundejeren. Minkene må efterstræbes hele året. Fanges eller skydes diegivende mink, skal man forsøge at finde boet og aflive ungerne.
Når vi i forbindelse med tilsyn med fælder, møder andre personer, stopper vi gerne og fortæller, hvad vi laver. Specielt når vi medbringer skydevåben. Selv om det er personer, der færdes ofte i naturen, bliver de alligevel overraskede over, at der er mink i netop dette område. De har aldrig set dem. Men som sagt, er det ikke ensbetydende med, at de ikke er der.
Ornitologer, lystfiskere og ikke mindst “åmænd” fortæller jævnligt om observationer, og så kan vi sætte fælderne, hvor minken er set.
Mink er tilsyneladende nem at fange i fælder. De er meget nysgerrige. Vi har flere eksempler på, at minkene er gået i fælder uden lokkemad, eller bait, som det heder. Vi har også billeder på et vildtkamera, som viser en mink snusende rundt om en fælde med dejlig lokkemad uden at gå i fælden. Vi har eksempler på, at vi har fanget adskillige mink i én fælde, men ingen i fælder stående 200 meter derfra. Selv om det siges, at minkens territorium er væsentligt større, op til 2-3 km. Måske betyder duften af en tidligere mink i fælden meget.
Jo mere, man observerer i naturen, desto mindre firkantet har man lyst til at udtale sig. Tilsyneladende har naturens øvrige skabninger ikke læst de samme håndbøger og artikler som jeg, eller også har de forstået dem anderledes.
Jeg vil nøjes med at videregive et par enkelte erfaringer og så opfordre til at se på nettet osv., og ikke mindst til at prøve selv. Find nogle naturlige ledelinjer langs vandløb, søer osv. Hvis fælden ikke fanger efter ca. 14 dage, så flyt den et par hundrede meter. Fælden skal tilses to gange dagligt, med mindre du har sms modul eller on-line kamera på den. Husk i øvrigt under alle omstændigheder at se til fælden hver anden eller tredje dag. Erfaringsmæssigt bliver lokkemaden spist af mus, som ikke er store nok til at kunne udløse den.
Vores mink stammer fra Nordamerika. Det er en invasiv art og dermed uønsket i naturen. Den blev ført til Europa i 1920´erne og 1930´erne. Den skulle bruges i pelsdyravlen. Nogle slap ud fra pelsdyrfarmene, andre har dyreaktivister lukket ud. Disse undslupne mink har så dannet basis for en bestand af vilde mink. Det gælder i hvert fald i Nordsjælland, hvor jeg bor. Jeg vil hævde, at hovedparten af de mink, vi fanger i dag, er født i det fri. Det er bl.a. i et tidligere nummer af dette tidsskrift dokumenteret med billeder af en udgravet mink med små unger.
Minken har ingen naturlige fjender, og den får 4-6 unger om året.
Det er nødvendigt at gøre en indsats for at undgå, at bestanden vokser. Hjælper det så? Det er vores erfaring, at vi i områder, hvor vi tidligere fangede en del mink, ikke fanger ret mange længere. Vi tager det som et tegn på, at bestanden i disse områder er reduceret. Men det er nødvendigt at fortsætte indsatsen. Omkring august flytter ungerne hjemmefra, så der er risiko for indvandring fra naboområder.
Hvad fanger man så i fælden? Vi har fanget mink, ilder, lækat, mår, brud, rotter, katte, solsorte og et par enkelte vandrikse. Det sidste er en fugl, som man sjældent ser. Vi slipper selvfølgelig de fredede arter ud igen. Den største forvekslingsmulighed er ilderen, men med lidt hjælp fra den viden, man bliver bibragt gennem god jagttegnsundervisning – måske efter lidt genopfriskning, er det let at se forskel. Normalt er ilderen meget hidsig i sin opførsel i fælden, mens minken som oftest sidder stille og roligt. Ilderen har tydeligt en gullig underuld.
En vældig “bifangst” ved fældefangst er, at man kommer mere regelmæssigt ud på sit jagtterræn, specielt uden for jagttiden. Hver gang ser man et eller andet, som glæder en. I dag så jeg bl.a. en blå kærhøg hun. For nogle dage siden var der en ræv, der musede kl. 10.30.
For ikke at skabe falske forhåbninger. De mink, I fanger, er normalt mindre end farmminkene, så de er ikke velegnede til en pels til den udkårne.
En lille personlig erindring. Min far fangede for 50 år siden et år 5-6 mink, i øvrigt i en fælde uden lokkemad. De blev syet til en hat til min mor.
Hvor mange kvinder har haft en minkhat syet skind, som ægtemanden havde fanget? Jeg tror i øvrigt, at hatten endte med at koste mere end en færdigkøbt.
Han indledte fældefangsten, fordi gravhunden opsporede et minkbo under en bro. Vi havde aldrig observeret mink på terrænet, selv om min far var en meget erfaren og dygtig jæger. Der kan sagtens være mink på dit terræn, selvom du ikke har observeret dem.
Når du nu alligevel er ude på terrænet, kan du jo ligeså godt prøve at skyde en krage eller en husskade. Specielt her i forårstiden. Der er det standkragen, du får ram på – d.v.s. den, som du ellers skulle dele dine harekillinger, agerhønse- og fasankyllinger med.
For god ordens skyld, husk at regulering af krager og husskader kræver en reguleringstilladelse fra Naturstyrelsen. Vær opmærksom på, at det er grundejeren, der skal søge “Tilladelse til regulering af skadevoldende vildt”. Det er min erfaring, at tilladelsen normalt opnås uden større besvær, hvis ellers ansøgningen er udfyldt korrekt. Uden tilladelse er det ulovligt med de deraf følgende konsekvenser.
Kragejagt er særdeles udfordrende. Den helt store udfordring er at undgå, at den årvågne fugl opdager dig for tidligt, d.v.s. helt indtil selve skudafgivelsen. Der en række elementer i det med at holde sig skjult for kragen. Krageskjulet, påklædning, og hvornår man lægger an til skud mod den indflyvende krage. Der findes udmærkede sider på nettet, hvor man kan få en række gode råd, så søg dem. Derved undgår man nogle af fejlene og at skulle køre tomhændet hjem fra reguleringen.
Et særligt kapitel i kragereguleringen er kragekaldet. Der findes adskillige, og ifølge annoncerne er det ene mere ufejlbarligt end det andet. En af mine gode jagtkammerater bruger bare sin egen stemme. Han siger, at han har formået at kalde en krage tilbage, efter at han havde skudt to forbier til den. Men han siger også, at der er dage, hvor kragerne ikke reagerer overhovedet.
Vi er tilbage i, at naturen reagerer tit anderledes, end vi “kloge” mennesker har forudset.
Jeg er ikke selv nogen “ørn” ud i kragereguleringens kunst, men igen det at side og observere i ens jagtterræn er en stor glæde. Så selv om jeg må køre hjem uden krage på tasken, har det alligevel været alle anstrengelserne værd. Man kan jo også benytte ventetiden til at tænke over, hvilke forbedringer man kan udføre på sit jagtterræn.
Personligt finder jeg større glæde ved at høste af naturens overskud, såfremt overskuddet mere er et resultat af biotopmæssige tiltag og reduktion af prædatorer, end det skyldes udsætning.
