TEKST: JOHN RAVN. FOTO: JOHN RAVN MED FLERE
Baitpladsen (foderpladsen) sendte de lækreste dufte af hundepiller, ost, lidt slagteaffald, trafikdræbt vildt og rester fra jagtsæsonen ud i de omgivende rørskove. Vildtkameraet var monteret på et enkeltstående træ og dokumenterede al bevægelse. Vi havde rigtig mange videosekvenser af mårhundeparret, så nu var det bare med at sætte sig ud og få dem skudt. Men mårhundene lader sig ikke diktere. På trods af 2 skydestiger lod mårhundene sig ikke se, når vi var der. Frustrationen begyndte så småt at brede sig mellem mårhundejægerne. En ide blev født. Næste gang vi havde besøg fra Naturstyrelsen, ville vi lave en lille trykjagt.
Fra min posterede post kunne jeg tydelig høre, at labradoren havde stillet en mårhund. Mårhunden stod i en pilebusk og ville bestemt ikke bruge det klassiske mårhundekneb – at spille død. Kort efter kunne en af jægerne dog slå en klo i nakken på mårhunden, hvorefter den spillede død. Hurtigt kunne man konstatere, at det var en han man havde fået fat. Tæven var trisset afsted. Forhåbentlig ville den komme frem til en af de posterede skytter. Grebet blev lidt fastere om Miroku´en, mens man stirrede ind i kæret. Sandelig i sin karakteristiske lunten, bar mårhundens sorte ben den hen mod en dødsensfarlig kurs. Idet mårhunden smuttede ind i et lille brombærkrat, skuldrene jeg haglbøssen. Det var som tiden stod stille.
Havde mårhunden valgt at trykke sig? Eller ville den komme frem og jeg dermed ville få en skudchance? Mårhunden kom frem og med det samme faldt skuddet og mårhunden. Hurtig en ny patron i kammeret og Miroku´en rettet mod mårhunden. Mårhunden spiller gerne død, for derefter pludseligt at forsvinde, når man mindst venter det. Mårhunden fik ikke den død, man som jæger ønsker at give sit bytte. Idet Miroku´en skubbede til mårhunden, bed den snerrende ud efter løbet. Vaklende kæmpede den sig op på benene for at modtage skuddet, der sendte den til de evige mårhundemarker.
VIDEO: Mårhundeparret som mødte deres endeligt 4 måneder senere.
Stemningen var nærmest euforisk. 4 måneders jagten efter mårhundeparret var overstået i løbet af 5 minutters jagt.
Ved den nærliggende ejendom blev der hurtigt fremtryllet et bål, hvor pølser og brød overgav sig til varmen og blev til en lækker kulinarisk oplevelse – blandet med en øl eller vand.
Snakken gik lystigt, og vi kunne godt tillade os at være en smule stolte. Siden ”mårhundeprojektet” på Juelsminde-halvøen blev startet op under ledelse af Peder M Jensen, er det kun gået en vej – fremad.
Ingen kan være i tvivl om, at der ydes en engageret og effektiv indsats i kampen mod mårhundene af de lokale mårhundejægere
Vi får kendskab til mårhunde i Hedensted kommune i:
2011 1 – nedlagt af en bil.
2012 1 – under høstarbejde
2013 ingen mårhunde
2014 4 mårhunde
2015 20 mårhunde
2016 39 mårhunde
2017 55 mårhunde (i skrivende stund – medio august)
120 mårhunde er på den ene eller anden måde nedlagt. Grunden til dette høje tal, har vi mange at takke for. Hedensted kommune gav et betragteligt beløb, således vi kunne gøre vore første erfaringer med vildtkameraer og fælder og naturstyrelsen har stillet deres dygtige og kompetente folk til rådighed. Utallige gange har vi været i telefonisk kontakt med folkene, og mange gange har de været i vores område med Judas-dyr – hvilket unægtelig letter fangsten.
Endvidere er det blevet til meget udstyr, vildtkameraer, fælder, batterier og masser af lokkemad til baitpladserne – hunde- og katte piller samt ost. Endelig har Danmarks Jægerforbund ligeledes stillet deres ekspertise til rådighed – både med gode råd og udstyr til at bruge i felten.
Et bid af en pølse og en slurk af dåseøllen og tankerne flyver tilbage i tiden….
For snart 30 år siden afslører jagtjournalen en dato, som jeg havde glemt – men ikke oplevelsen – 19. august 1988, er en dato, der altid vil stå printet fast i min hukommelse. Scenen er en lille by, ca. 20 kilometer nord for Viborg – Roum.
Regnen silede stille ned over søen. Intet havde vist sig, så tiden var vist inde til at pakke sammen og tage hjem. Mimer min ruhårede hønsehund, sad stille og kedede sig. Her var den med på andejagt, hvor den bare skulle sidde stille og kun apportere, hvis der blev givet lov – ikke lige livet for en ruhåret hønsehund. Et sidste blik ud over den kunstige sø. Blikket vandrede videre langs åen, som dovent slyngede sig gennem engen. På den modsatte side af åen, strækker en stort skovstykke sig. Bag mig rejser store bakker sig næsten lodret op. Bakkerne er et fantastisk ”spotte” sted, og året før havde jeg skudt et bukkelam og en ræv. Det er det nærmeste, jeg har været på det, man kunne kalde bjergjagt.
Hvad er det dog, der får en jæger til at drage af sted?
Hvis jeg kunne spå om fremtiden, ville svaret komme 20 minutter senere.
Jeg overvejede, om jeg skulle tage hjem eller gå tilbage til vores ”jagthytte”. Her ville en kop kaffe gøre underværker, og måske ville vejrguderne forbarme sig.
Hunden fik fri. Et par spurter rundt om søen og nogle ture op og ned ad bakkerne, – hold da op, hvor kommer en ruhåret hønsehund hurtig langt omkring.
Langsomt nærmede jeg mig skoven, hvor vores lille jagthytte var. Som et lyn overhalede Mimer mig og forsvinder ind i skoven. Det skulle den have lov, jagttiden var endnu ikke startet på fasanerne, så den skulle da have lov til at løbe noget ”galskab” af sig.
Ud af skoven kom der bakkende en? Min første indskydelse var, at det måtte være odder. En blank pels på grund af regnen snød mig til at begynde med. Med krum ryg og hvæsen forsvarede dyret sig mod den arrige hund. Jeg løb hen og var heldig at få fat i halsbåndet på Mimer med det samme. ”Odderen” benyttede sig af chancen for at stikke af, og idet den vendte sig rundt, kunne jeg se, at det var en mårhund. Den var nu på vild flugt mod de frelsende graner. Mimer blev nærmest kastet tilbage og haglbøssen røg til kinden.
Skuddet rullede rundt mellem bakkerne og skovene. Mårhunden lå ubevægelig på jorden og Mimer var straks i gang med at ruske den. Efter den obligatoriske rusketur var det tid til at tage et godt kig på mårhunden. Det så ud til at være et flot eksemplar, og skindet fejlede ikke noget. Ingen øremærker eller noget fortalte mig, hvor den kom fra. Jeg kunne huske, at der var blevet skudt en mårhund på en jagt ved Rohden gods. Men her, nord for Viborg!
En ubeskrivelig følelse strømmede igennem mig. For få minutter siden, var alt gråt og trist, og nu stod jeg med et bytte, som det ikke er mange forundt at opleve.
Hvor mange kender du, som har skudt en mårhund i Danmark?
Alt det vi har modtaget fra kommunen, Naturstyrelsen og Danmarks jægerforbund, gør det ikke alene. Hvis man ikke får ”bygget” et korps op af dedikerede jægere, er slaget for alvor tabt. En mand kan ikke gøre det alene. Der skal bygges et korps op af jægere, som kan afløse hinanden. Baitpladser skal efterses og ”fyldes” op. Baitpladsen skal jævnligt slås, således at græsset ikke forstyrrer vildtkameraerne. Kameraerne skal jævnligt have nye batterier, og fælderne skal efterses, og de skal have ny lokkemad, og nye pladser skal etableres. Utallige timer bliver tilbragt i skydetårne med riffel eller haglbøsse og man snakker med lodsejere, som får råd og vejledning. Hertil kommer selve informationsformidlingen, som består i at producere foldere, avisartikler, skrive på vore facebooksider og afholdelse af foredrag, hvor vi prøver at fortælle om vigtigheden, af vores fælles problem – mårhunden.
Alle jægere: Hank op i vildtkameraerne, etabler foderpladser og oplev en spændende jagt på en dygtig og snu modstander. Vi har brug for alle i kampen mod mårhunden. LEVEVIS
Mårhunden er særdeles tilpasningsdygtig og kan leve i mange forskellige landskabstyper. Den vil helst være i områder hvor der er vand eller i det mindste fugtigt. Bække, åer, moser, kanaler, rørskove, fugtige skove mm.
Mårhunde danner par for livet og bliver inden for en lille ”home range” (et område hvor de typisk jager) på omkring 1 km2 . Hvalpene fødes i maj-juni og kuldstørrelsen er på 5-10 hvalpe – rekorden er 19! Både hannen og hunnen tager aktivt del i plejen af hvalpene, og hen på efteråret forlader hvalpene forældrene – for at stå på egne mårhundeben. Hvalpene er kønsmodne efter 9-11 måneder.
Judasdyr
Mårhunde som er blevet steriliseret og forsynet med et GPS-halsbånd, som angiver Judasdyrets position, således at man få fat i dens mage og eventuelle hvalpe.
Baitplads
Har man fået mistanke om mårhund på sit revir, eller er man bare nysgerrig, kan man etablere en baitplads, og overvåg den med et vildtkamera – gerne dem med MMS funktion. (-dog ikke nødvendigt)
Find et sted på reviret, hvor der er vand, grøft, kanal, siv, rørskove eller mose. Det er vigtigt at man kan overskue baitpladsen, og at man kan skyde på pladsen, når/hvis mårhunden viser sig.
Sørg for at slå bevoksningen på nogle få kvadratmeter f.eks med en buskrydder eller en le og placer vildtkameraet, så det ikke bliver forstyrret af vippende grene og strå i blæsevejr.
Foder med hvad du har for hånden. Mårhunden er altædende. Hundemad, katte piller, ost, fiskeaffald og gerne trafikdræbt vildt.
Dæk gerne lokkemaden med grangrene eller lignende, så slipper du for besøg af musvåger og krager. Mårhunden har en fantastisk lugtesans og skal nok finde maddingen.
Jagt og regulering
Mårhunden har jagttid fra 1. september til 31. januar – her kan alle jægere skyde mårhunden.
Desuden må man hele året regulere mårhund – uden man har søgt dispensation. HUSK at man for at regulere skal man være fyldt 18 år og være i besiddelse af et gyldigt jagttegn.
Regulering kan foregå ved beskydning eller fældefangst. Hvis man vælger at skyde mårhunden, må det ske 1 1/2 time før solopgang til 1 1/2 time efter solnedgang.
Mårhunden må reguleres fra skydetårne og platforme. Du må gerne bruge haglbøssen, og det må foregå ved foderpladsen.
Udseende
På størrelse med en ræv. Mårhundens krop måler 50-80 cm. Halen er omkring 18 cm. Højden over skulderen er ca. 20 cm. Den vejer omkring de 10 kg, men om sommeren typisk 4 – 6 kg. Pelsens farve varierer i gullige, rødlige og grålige toner blandet med sorte hår på ryg og skuldre. Hals, bryst, oversiden af halen samt de slanke ben er typisk sorte eller sortbrune. Pelsen er kraftig, specielt om vinteren, og halen er stor og busket. De sorte tegninger i hovedet, samt den hvide snude, gør at man kan forveksle den med en vaskebjørn. Forskellen ses tydeligt på halen, hvor vaskebjørnen har 5-7 sorte ringe – dem mangler mårhunden. Mårhundens pels er sorte i spidserne, grævlingens er hvide.
Føde
Mårhunden er altædende. Føden består af bær, frugt, insekter, frøer, fisk, ådsler mm. Fra Sverige har man nogle gode videooptagelser af mårhund, som tømmer en sortands rede for æg – en efter en. Mårhunden bider hul på ægget og suger indholdet ud.
Fakta
Mårhunden er en glimrende svømmer (op til 5 km.), og derfor er den en trussel for mange af vores ande- og vadefugle.
Mårhunden stammer oprindelig fra Østasien.
Mårhunden gik ind i Polen fra øst i 1955 og i 1970 havde den ”erobret ” Polen.
Man estimerer den årlige vækstrate til at være 32%
Fra 2009 til 2015 femdobledes det årlige antal observationer af dødfundne og dræbte mårhunde.
DNA analyser viser, at mange af de mårhunde vi har i dag, skyldes udslip fra nordvestjyske pelsfarme. DNA´et er blandet med indvandring fra Tyskland.
Mårhunden kan være bærer af rabies, men den kan også være bære af en parasit ”Echinococcus multiloculus” en bændelorm, der er dødelig for mennesker. Flere steder i Østeuropa plukker man ikke svampe og bær, fordi man frygter, at de kan være forurenet med afføring fra mårhunden – hvilket øger risikoen for bændelorm.
