Fasaner og agerhøns har på visse punkter forskellig biologi. For eksempel deltager begge forældrefuglene i yngelplejen hos agerhønsene, mens det hos fasanerne er et job, som hønen klarer. Men i forhold til begge arters krav til redeskjul og efterfølgende en biotop, hvor kyllingerne kan klare sig igennem den første kritiske tid, minder de så tilstrækkeligt meget om hinanden, at det giver god mening at skære dem over samme kam. I øvrigt kan man også sammenligne dem med en række udenlandske jordrugende hønsefugle og på den måde finde viden omkring vildtpleje og inspiration til, hvad man kan gøre herhjemme.
Som udgangspunkt kan man sige, at hønsefuglene har behov for tre forskellige biotoptyper hen over året, og disse biotoptyper må derfor forefindes i et passende omfang på det areal, som man kan forvente, at fuglene opholder sig på hen over året. Det areal, fuglene bruger henover året, betegnes typisk som deres homerange. De biotoptyper, der skal findes inden for fuglenes homerange, er redeskjul, kyllingebiotop og vinterbiotop. I denne artikel vil jeg komme nærmere ind på de to første biotoptyper.
Fejlagtig opfattelse
Når man i Danmark taler om redeskjul til fasaner og agerhøns, handler det ofte om relativt smalle striber med tæt, gammelt græs. Ofte placeres sådanne tiltag langs læhegn, skovkanter og lignende. Men er det overhovedet i denne type biotop, reden reelt placeres?
Man hører ofte en opfattelse af, at tilbagegangen i markvildtbestandende skyldes landbrugets øgede effektivitet – større marker, færre læhegn og markskel. Når løsningen skal findes, er der mange, der har fokus rettet mod flere lave læhegn, markvildtstriber og lignende, så den gennemsnitlige markstørrelse kan bringes ned og i retning mod tidligere tiders mindre marker. Men ud fra den tilgængelige viden og de erfaringer, der efterhånden er akkumuleret på området, er jeg tilbøjelig til at mene, at denne sag bør gribes an på en anden måde.
I danske studier og i den danske litteratur, senest i Danmarks Jægerforbunds prædationsprojekt, er man nået frem til, at agerhøns i stor udstrækning placerer reden i vinterafgrøder – vinterhvede, vinterbyg og vinterraps. Samme resultat får man, hvis man søger viden i udlandet eller spørger praktikere, der arbejder professionelt med fasaner og agerhøns. Agerhøns og fasaner placerer reden i vinterafgrøder, græsmarker og lignende biotoper – næsten aldrig tæt på levende hegn. Og de reder, der placeres tæt på levende hegn, ender alligevel alt for ofte med ikke at producere nogle kyllinger, fordi rederne præderes.
Noget tyder derfor på, at den forholdsvis store fokus, vi har på linjeformede tiltag i landbrugsstøtteordninger, biotopplaner, markvildtsprojekter osv., er et forkert fokus. I hvert fald hvis målet er at øge de vilde bestande af fasaner og agerhøns. Dermed ikke sagt, at tilagene ikke har værdi for vildtet. Insektvolde, markvildtstriber osv. har stor værdi. Men mere på landskabsniveau som ledetråde rundt i landskabet end som egentlige levesteder.
Prædation
At reden placeres ude i marken, skyldes formentlig en instinktiv fornemmelse for, at reden bliver præderet, hvis den placeres langs linjeformede biotoper som levende hegn, insektvolde, græsbræmmer osv. Fuglene har – efter min bedste overbevisning – ikke præference for den ene afgrøde – eller vegetationstype – frem for den anden. Blot vegetationen opfylder de fysiske krav, fuglene har til redeskjul.
De fleste af os har nok også en fornemmelse af den måde, hvorpå ræve og andre firbenede prædatorer bruger terrænnet – de afpatruljerer linjerne. Krager, husskader og andre fjerede prædatorer bruger også de levende hegn. Særligt bruges de høje træer i hegnene som udkigsposter. Det giver derfor god mening, at de jordrugende fugle placerer reden et stykke ude på en flade, hvor risikoen for prædation er mindre.
I virkeligheden er det nøjagtig samme strategi, man ser agerhønseflokke anvende, når den hen mod aften flyver ud på midten af marken for at overnatte – væk fra risikoen for, at rovvildtet kommer til et nemt måltid. Og for den sags skyld stæreflokken, der forsvinder ned i røskoven midt ude i ingenting. Her ude er sandsynligheden for, at en ræv eller andet rovdyr ved et tilfælde snubler over dig mindst.
Danmarks Jægerforbunds prædationsprojekt viste, at det – mod manges forventning – ikke var krager og husskader, der præderede rederne. Derimod var ræv, grævling og huskat flot repræsenteret i statistikken over ægrøvere. Vi skal dog ikke helt frikende krager og husskader, for selvom de ikke kunne finde rederne i Danmark, så viser engelske undersøgelser, at de godt kunne finde rederne derovre – når hønen af og til forlod reden. De af os, der har erfaring med fældefangst af krager og husskader, ved også, at en blottet rede er et fremragende lokkemiddel til kragefuglene, så selvfølgelig vil de prædere en agerhønse- eller fasanrede, hvis de finder den. Derudover kan de også sagtens tage de små kyllinger, når de kort efter klækning begynder at vimse rundt.
Uanset hvordan man vender og drejer sagen med prædation på de jordrugende fugle, kan man ud fra praktiske erfaringer og studier fra Danmark, UK og USA konkludere, at uden en vis form for rovvildtregulering er det svært at ophjælpe en betydelig bestand af jordrugende fugle af en hvilken som helst art. Yderligere kan man konkludere, at indsatsen skal være vedholdende, da rovvildtet hurtigt indfinder sig på terrænnet igen, hvis reguleringsindsatsen ophører.
Erfaringer fra USA
I USA – hvor udsætning af fuglevildt ikke er ligeså udbredt som i Danmark og UK – har man undersøgt sagen omkring redeskjul mere tilbundsgående, da man i større udstrækning er afhængig af et vildttillæg, man kan udnytte jagtligt. Man er her nået frem til, at den klart største begrænsende faktor for fasanbestandene er manglende redeskjul og en deraf følgende øget prædation af rederne, eller at rederne på anden måde bliver ødelagt eller forstyrret. Ud fra indholdet i de forskellige undersøgelser er der intet, der peger på, at det samme ikke skulle gøre sig gældende i Danmark. Tværtimod.
Man er I USA nået frem til, at en gennemsnitlig fasanhøne har en homerange på ca. 120 hektar – altså det areal, som fasanhønen anvender hen over året. Derudover fandt man, at den største ynglesucces optrådte, når 15-25 % af fasanhønens homerange var dedikeret til redeskjul. Det antyder – for mig – at redeskjul som biotop, er en temmelig overset og undervurderet del af den vildtpleje, der typisk udføres i Danmark. Jeg kender i hvert fald ikke ret mange terræner, hvor man dedikerer 15-25 % af arealet til redeskjul.
Ligeledes er man i USA, enig i betragtningen om, at linjeformede biotoper ikke dur til redeskjul. Bredder på redeskjulsbiotoper bør helst ikke være under 18-20 meter – og generelt jo bredere des bedre. Den optimale størrelse på en redeskjulsbiotop, er man nået frem til, er omkring 15-16 hektar – optimalt forstået på den måde, at man har den højeste redetæthed på terrænnet som helhed. De smalle, linjeformede biotoper er ikke attraktive for fuglene som redebiotop, og skulle de gøre forsøget, er risikoen for prædation overhængende.
Konklusionen er altså, at redeskjul til fasaner skal være “blokke” af minimum 20 meters bredde – gerne bredere – med en størrelse omkring 16 hektar, og som samlet set udgøre omkring 15 % af dit terræn. Så er man godt i gang med redeskjul.
Redeskjul
Hvad er så en egnet redebiotop? Tja… Til USA igen. Her tyder det på, at fasanhønerne i højere grad styres af, hvor høj vegetationen er på det tidspunkt, hvor redebygning og æglægning indledes end hvilke plantearter, der helt nøjagtigt findes på arealet.
Nøglen er en vegetationshøjde på 25-30 cm. Vel at mærke på det tidspunkt hvor æglægningen indledes. I Danmark siger man, at kyllingerne klækkes til Sankt Hans – eller deromkring – og man kan så regne baglæns og nå frem til, at æglægningen indledes i første halvdel og hen mod midten af maj. På dette tidspunkt ligner en vinterhvedemark eller en mark med græs til slet – i fasanhønens øjne – det perfekte redeskjul.
Vinterafgrøderne og græsmarkerne rummer dog en stor risiko for, at reden forstyrres eller ødelægges i forbindelse med landsbrugsdriften. På vinterhveden skal der sprøjtes med både det ene og det andet, og afgrøden bliver med tiden meget tæt og lukket. På græsmarkerne tages der slet, og måske udbringes der gødning i den ene eller anden form.
Det er helt sikkert, at ynglesuccessen stiger væsentligt, hvis redeskjulsbiotopen er uforstyrret. De gode gammeldags brakmarker, der består af en skønsom blanding af græsser og urter som f.eks. brændenælder, er derfor et godt bud på en god redebiotop. De har typisk også den rigtige vegetationshøjde på det rigtige tidspunkt. Brakmarker skal slås en gang årligt, for at man kan opretholde sit tilskud, men det burde der ikke være noget problem i. Slås arealet i august måned, som reglerne foreskriver, så er kyllingerne for længst klækket og har forladt redebiotopen. Yderligere bliver brakmarken frisket op, så redeskjulet i det kommende forår er attraktivt – i den rigtige højde – for hønerne.
Alternativt – hvis man mere er til at dyrke deciderede vildtagre – bør man sigte efter en blanding af forskellige, tuedannende græsser, som f.eks. hundegræs kombineret med et indslag af flerårige urter som cikorie, gul stenkløver, lucerne og lignende. Sådanne vildtagre bør ligeledes slås hvert år for fortsat at være attraktive som redeskjul.
I forhold til vildtagre er det, man absolut ikke skal gøre, at vente for længe med at slå det foregående års vildtagre ned. Ofte vil man gerne lade vildtagrene stå, så vildtet har glæde af dem i det tidlige forår, men venter man med at slå dem ned, indtil de skal sås på ny hen i maj-juni måned, er der risiko for, at der er bygget reder i vildtageren, og at man ødelægger disse.
Konklusionen i forhold til opgaven med at skabe det fornødne redeskjul er at indarbejde nogle spredte arealer med brak eller vildtagre øremærket til redeskjul i markplanen. Man kan være tilbøjelig til at udvælge våde pletter, der er svært dyrkbare, til formålet, men man bør være forsigtig, da oversvømmelse eller blot for meget fugt også kan påvirke ynglesuccessen negativt. Vælg derfor arealerne med omhu – de er mindst ligeså vigtige som de vildtagre, der skal holde på vildtet i jagtsæsonen.
Kyllingebiotop
Nu skulle vi gerne have sikret en øget ynglesucces – i hvert fald indtil det tidspunkt, hvor æggene klækker. Enhver, der har passet fasankyllinger fra de var daggamle, vil dog vide, at det er nogle skrøbelige små størrelser. Og ude i terrænnet lurer farerne overalt, så der er stadig et stykke vej til målet. Heldigvis vokser kyllingerne hurtigt, og den indledende skrøbelighed aftager derfor også ret hurtigt. Men tilvæksten kræver, at de rigtige betingelser er til stede.
Når kyllingerne er klækket og er tørre, forlader de ret hurtigt reden for aldrig at vende tilbage igen. Kyllingerne er dybt afhængige af beskyttelse fra hønen – mest af alt i form af varme og tørvejr. Blot nogle få minutter uden den livsvigtige varme kan gøre det af med kyllingerne. Det er derfor yderst vigtigt, at den lille familie ikke forstyrres, så kyllingerne efterlades alene i kulden.
Forstyrrelse kan både være menneskelig forstyrrelse, landbrugsdrift, hunde, katte og andre naturlige prædatorer på jorden og i luften. Dækning er derfor meget vigtig. Samtidig skal biotopen være så tilpas åben, at fuglene kan bevæge sig uhindret og få både lys og luft, så de kan holde sig varme og tørre.
Derudover skal der være den nødvendige føde til kyllingerne. I den første tid er kyllingerne afhængige af proteinrig føde. Med andre ord – insekter. Insekter finder man ofte i forbindelse med naturlige ukrudstarter i landbrugsafgrøder eller i blomstrende vildtagre – derudover selvfølgelig i læhegn, brakmarker og lignende steder. Det afgørende i denne sammenhæng er nok bare, at insekterne ikke aktivt bekæmpes med kemi.
En god kyllingebiotop er derfor en afgrøde, der effektivt skærmer af for flyvende prædatorer ovenfra og samtidig tillader kyllingerne at bevæge sig uhindret på deres insektjagt nedenunder. Dette kan relativt nemt skabes i form af vildtagre eller naturligt fremspiret ukrudt. Som vildtager vil jeg anbefale en blanding af honningurt, gul sennep og boghvede.
Insektmangel
I Storbritannien er der lavet studier af, hvilke insekter der foretrækkes, og resultatet blev, at kyllingerne vælger fødeemne efter farve – grøn/gule insekter foretrækkes, grøn/brune insekter ædes i mangel af bedre og røde insekter fravælges. For virkeligt at forstå manglen af insekter på terrænnet og i naturen som helhed, kan man – mest for sjov skyld – snuppe et net med i terrænnet en sommerdag og køre det på kryds og tværs igennem hhv. en renholdt kornmark og en vildtager eller lignende. Forskellen på fangsten er betydelig og anskueliggør for enhver, hvad problemet er i forhold til insekterne – de er simpelthen sprøjtet væk.
Kyllingernes homerange er i den første tid 5-10 hektar, og såvel dækning som føde skal derfor være relativt koncentreret inden for et lille område. Ligesom med redeskjul gælder det også, at risikoen for prædation er langt højere i en smal, linjeformet biotop, der nemt afpatruljeres og overvåges både fra land og fra luften, end i en bredere biotop.
Derudover bør man også forholde sig til det faktum, at jo længere kyllingerne skal bevæge sig omkring for at skaffe det daglige brød, des mere eksponerede er de for rovtøjet. Undersøgelser har dokumenteret, at en agerhønekylling, der lever et sted med sprøjtefrie randzoner, bruger ca. 150 meter på at skaffe føden, mens en agerhønekylling, der lever, hvor der er sprøjtet, bruger mellem 500 og 600 meter på at finde den samme fødemængde.
Ud og gør en forskel
Fuglene lever i langt høj grad på fladerne – ude på selve marken. For at gøre en forskel er det derfor derude, der skal ændres noget i stedet for langs læhegn og skovkanter. Af og til fremføres, at økologisk landbrug kan være en del af løsningen, hvilket også i en vis udstrækning kan være rigtigt. I økologien anvendes dog mekanisk ukrudtsbekæmpelse, der ligesom kemisk ukrudtsbekæmpelse fjerner en vigtig del af fødegrundlaget. Derudover kan rederne også skades eller forstyrres af ukrudtsbekæmpelsen. Løsningen er ganske enkelt mere ukrudt og mindre forstyrrelse.
Et lille tip til praktisk test af redeskjul er at stille sig i kanten af redeskjulbiotopen på det tidspunkt, hvor æglægningen skal indledes – midt i maj. Smid en fodbold 10 meter ind i redeskjulet – forsvandt den? Hvis du ikke kan se fodbolden, og vegetationen samtidig ikke er meget højere end 25-30 cm., er kvaliteten af redeskjulet i orden.
God arbejdslyst!
