TEKST: THOMAS JERICHOW. FOTO: RAFAL LAPINSKI OG STEEN ANDERSEN.
Polen har i mange år været et eftertragtet jagtland for danske jægere. Store revirer med tætte bestande af råvildt, kronvildt og vildsvin forvaltes effektivt og trækker i mange danskere.
Jagt i Polen kan være dyr, men generelt regnes Polen ikke for et dyrt jagtland. Mange danske jagtrejsearrangører har kontakter, og modsat for eksempel Sverige kommer de fleste danske jægere til Polen med jagtrejseselskaber. Færre har private kontakter som indgang til jagten. Det skyldes blandt andet den måde, hvorpå polakkerne organiserer jagten.

Meget af den polske jagt er delt ind i store statsrevirer, der igen lejer jagten ud til lokale jagtklubber. Klubberne finansierer derefter deres egen jagt ved at sælge bukke, kronhjorte eller vildsvinejagter. Det betyder, at de polske jagtklubbers medlemmer selv fungerer som stalkere eller jagtguider i deres område. Forinden skal de dog have en uddannelse og bestå en eksamen som jagtledere. Den relativt krævende uddannelse for at få jagttegn er sikkert en medvirkende faktor i, at der kun er små 120.000 jægere i det store land.

Systemet er effektivt, fordi de polske jagtguider kender deres område og vildt ud og ind, og fordi de store revirer muliggør robuste stammer med stor afskydning. Før i tiden kunne nogle danskere opleve, at de polske guider sjældent talte engelsk, ofte dårligt tysk og nogle gange kun polsk, hvilket kunne gøre kommunikation under jagten lidt besværlig. I dag er de polske jagtguider generelt langt bedre sprogligt.

Masser af bukke
Det store nummer for danske jægere i Polen er fortsat bukkejagt. Polakkerne leverer en gennemorganiseret og gennemprøvet jagtoplevelse, hvor jægerne har rigtig gode chancer for at skyde stort set det, de har bestilt eller ønsket.
Baggrunden for det er to væsentlige faktorer. Den første er, at jagtret og ejendomsret ikke følges ad i Polen. Jagten ejes af staten og drives af lokale jagtforeninger, der skal kontrollere mindst 3.000 hektar for at bedrive jagt. Det kan lyde vildt i danske ører, men er rationelt, fordi store skovområder i Polen er statsejede og drevet af et statsligt forstvæsen. Det betyder, at skovene drives i meget store enheder og giver mulighed for at tænke stort omkring vildtpleje, afskydning og bestandens udvikling.
Skovene, ofte sammen med privatejede landbrugsområder, deles op i mindre områder, der lejes ud til, hvad vi ville kalde konsortier. I Polen opfattes det mere som en slags lokale jagtklubber organiseret i et nationalt forbund.
Jagtklubberne er den anden centrale faktor. Stort set al jagt for polakker sker igennem klubberne, der finansierer lejen af den statsejede jagt ved at sælge jagt. Ikke mindst til udlændinge.
Jagten sker med klubmedlemmer som guides, men overordnet styres jagten af det lokale natur- og forstvæsen. Rent praktisk vil det sige, at jagtguiden er privat, men at jagten reelt sker i offentligt regi. Det betyder et omstændeligt papirarbejde, når det formelle skal bringes i orden, og der for eksempel skal skrives jagtprotokol og afregnes efter jagten. Til gengæld er der ret godt styr på at få leveret varen til gæstejægerne.
Jagtguiderne skal tage en særlig uddannelse og en eksamen og er generelt dygtige. De kender det lokale terræn som bagsiden af deres hånd og ved ofte præcist, hvilke bukke der går hvor. Sprog kan være en lille udfordring, men polakkerne er kommet efter det i ekspresfart de seneste årtier.
Mange danske bukkejægere får en mindre overraskelse, første gang de er i Polen. I forhold til Danmark vrimler det med råvildt, og mange steder er det ikke sjældent at se 30-40 stykker råvildt på en pürsch.
Jagten indledes ofte i bil. Jæger og guide tildeles et område, og guiden kører derefter jægeren rundt i reviret i sin private bil. Vær opmærksom på, at guiden forventer drikkepenge, og at der betales for lån af hans bil. Nogle gange op til 300 kr. om dagen.
Allerede på bilturen gennem terrænet vil jægeren ofte se en del vildt og nogle gange også blive tilbudt at skyde. Mange jægere vil nok insistere på et element af pürsch, men er man dårligt gående eller har andre udfordringer, er det muligt at stige ud af bilen og skyde direkte.
Når bilen forlades, sker jagten i en blanding af pürsch og vågejagt fra de mange tårne, der pryder landskabet. Dermed kan jægeren i stor stil selv bestemme, hvordan han vil jage råvildtet. Dog således at guiden står med den endelige beslutning om, hvorvidt et stykke vildt kan skydes.

Pakke eller liste
Bukkejagten i Polen sker enten som pakkejagt, hvor jægeren har købt et vist antal bukke, der for det meste bliver leveret, eller også skydes der enkelte bukke efter prisliste. Køber man pakkejagter med fast pris for afskydning af, for eksempel 5 bukke, vil der være en maximal vægt på de bukke, der kan skydes. Den vil ligge omkring 250-300 gram. Forvent ikke, at der lige dumper en medaljebuk ned i samlingen. Det skal guiden nok sørge for.
Skyder man enkelte bukke efter prisliste, så er der frit slag. Til gengæld kan det komme til at koste. Guiden er, ikke unaturligt, interesseret i, at der skydes store, dyre bukke, så jægeren gør klogt i at have lagt et budget, at have øjnene med sig og spørge guiden om cirka vægt og pris på den store buk, der står og frister derude.
Nogle guider vil stå bag jægeren og opfordre til at skyde gentagne gange. Lad dig ikke stresse af det, så ender du ikke med at gøre noget, du fortryder.
Generelt set må man bare sige, at bukkejagt i Polen virker, og tager man derned med et fornuftigt dansk jagtrejseselskab, er der gode muligheder for en hyggelig og udbytterig jagtrejse.

Råvildtjagt i Polen kræver minimum kaliber 5,6 mm. ammunition med en anslagsenergi på 1000 joule.

Kronhjorte og svin
Polen kan også levere kronhjorte i topklasse. Jagten er organiseret på samme måde som bukkejagterne, hvor lokale guider viser jægeren rundt. Især brunstjagten i september kan være spektakulær, når jægeren i morgenmørket kan høre de store hjorte brøle velvidende, at han forhåbentlig står ansigt til ansigt med den store herre om kort tid. Det meste sker som pürsch, og guiden ved nogenlunde, hvor hjortene står.
Selvom de store hjorte holder til på mindre engstykker eller lysninger i skoven, ender det, ikke sjældent med, at skuddet skal afgives i lukket terræn og relativt hurtigt. Som i så mange andre tilfælde er en skydestok en god ide, hvis man vil optimere sine chancer for at få hjorten.
Brunstjagten følges af jagter på hinder og kalve i løbet af efteråret. Oftest som drivjagter, hvor der skyldes en del vildt. Drivjagterne er en anden polsk specialitet. Her falder også en stor del af de mange vildsvin, som polsk jagt byder på. Drivjagterne afvikles normalt således, at mange skytter får poster langs skovveje. Her skal man passe på, hvor man skyder. I 2019 var danske jægere involveret i to alvorlige jagtulykker i Polen, der kostede liv. Skyd aldrig ind i såten og bær altid orange markering, så du ses tydeligt i skoven, og så drikker man ikke alkohol på jagt i Polen.

De polske vildsvin kan også jages fra tårne om aftenen og om natten. Polakkerne bruger ikke foderpladser som svenskerne. Men der er mange svin og gode muligheder for at komme til skud. Medbring en lysstærk kikkert og lys i sigtekikkerten, hvis du skal på natjagt efter vildsvin. Ellers er chancerne små. Det er også tilladt at bruge termisk kikkert i Polen, men ikke på riflen.
Jagt på kronvildt, vildsvin og dåvildt i Polen kræver ammunition på mindst 5.6 mm. og en anslagsenergi på mindst 2000 joule.
For at jage i Polen skal du have polsk jagttegn. Det ordner jagtrejseselskabet i de fleste tilfælde. Du skal også medbringe et europæisk våbenpas og dit danske jagttegn. Den riffel, du medbringer, skal naturligvis stå i passet, der skal være gyldigt (5 år). Det er også altid værd at sikre, at man medbringer en relevant forsikring på jagt.

Jagt i Polen i tal
Jægere: 115.000
Primært vildt: Råvildt, kronvildt, dåvildt, vildsvin. Fuglejagten er markant mindre end i Danmark.
JAGTTIDER I POLEN:
- Råbuk: 11. maj-30. september, rå og lam 1.oktober-15. januar
- Kronhjort: 21. august-28. februar, hinder 1. september-15. januar.
- Dåhjort: 1. oktober-31 januar, hind og kalv 1. oktober-15. januar
- Vildsvin orne: 1. april-28. februar, so 15. August-15 januar.
- Fasanhane: 1. oktober-28. februar, høne 1 oktober-31. januar
- Ænder: 21. august-31. december.
- Gæs: 1. september-21. december.







