Hellere komme hjem uden noget end at skyde med riflen, -den beslutning tog jeg for to år siden. Jeg havde allerede nedlagt en del rensdyr med riflen, mest kød dyr, men det er da også blevet til et par pæne trofæer. Derfor skulle næste led, i min udvikling som jæger, være jagt med buen. Forrige år havde jeg jagtet både rensdyr og moskus med buen, og to moskus havde da også måtte tage den endelige udånding, efter en pil havde været inde og rode lidt rundt i det livgivende maskinrum. Men rensdyrene viste sig dog at være et helt andet og langt vanskeligere væsen at få has på. Jeg var ofte lige ved og næsten, men en pil nåede aldrig at forlade buen, før de enten spottede mig, vinden drejede, eller de bare besluttede sig for at vende 180 grader og spise ad samme vej, som de lige var kommet fra. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange dage jeg har brugt ude i fjeldene, uden andet resultat end ømme føder krydret med en masse nyttig lærdom.
I år er moskus droppet, og jeg har valgt at fokusere 110% på rensdyr, for lige så meget som jeg kan blive frustreret og forbande dem langt ind i helvedet, er de af den samme grund noget af det mest spændene at jage. Aldrig har jeg mødt et dyr med så lidt plan i sit liv. De kan gå og spise lige så stille, for så uden grund at løbe 100 meter for fuld knald, stoppe op og starte på at spise igen, – også gerne i den retning, hvor de kom fra.
De unge rensdyr er nemmere at narre. Man kan faktisk lokke dem tættere på, ved at stikke hænderne i vejret, og vifte dem fra side til side. Det er nok fordi, de tror, at det må være geviret på et andet rensdyr. Desværre er de dog ikke kommet tæt nok på til, at jeg har kunne nedlægge dem buen.
De gamle bukke er imidlertid en helt anden sag. De har høstet livserfaring, og går de med andre, kan du være sikker på, de står i midten af flokken, og gerne så langt væk fra alt, der kan give dig et skjul, som det er muligt. Får de den mindste fært af dig, er de væk med det samme – ikke bare et par hundrede meter, men langt nok til, at det er ligegyldigt at sætte efter dem. Det er lige præcis fordi det er så svært at komme til dem med buen, at det er fedt at jage dem.
Jeg har fået en ret god ide om, hvor vi skal hen for at finde rensdyr i større antal: Vi skal langt ind, og vi skal højt op. Og så skal det helst gå hurtigt, da vi kun har en enkel dag, før vi skal være ude igen, så vi kan være klar til at modtage nye kunder. Robert og jeg sidder begge og fryser på ATV´en. Ingen af os har nok tøj på, det lyder måske som dårlig planlægning fra vores side, men det er faktisk gennemtænkt. Alt grej er barberet ned til det absolut mest nødvendige, da vi skal langt ind, og farten derfor bliver en af de afgørende faktorer i dag.
Vi når frem til elven, smider båden i vandet og sejler over. Vi er begge ivrige for at få varmen, så vi sætter et højt tempo fra starten. Vi når frem til grænsen til jagtområdet på kun 45 min. En tur jeg med andre knapt så hurtige venner har taget op til 2 timer. Vi sætter os ned og bruger fem minutter med kikkerten, for lige hurtigt at undersøge området, men gider ikke bruge lang tid på det, da vi vil højt op. Så højt som muligt, så vi kan få mest muligt terræn under kikkerten. Jeg har en god ide om, hvor det skal være: Den højeste fjeldtop jeg kan finde på kortet, for der regner jeg med at kunne se fem til ti km i stort set alle retninger.
Det begynder hurtigt at gå meget stejlt op, og det kan godt mærkes i benene. Jeg bliver nok aldrig rigtig voksen, så da jeg ser, at Robert er foran mig, bliver jeg nødt til at overhale ham, så jeg sætter i let løb. Robert er dog lige så barnlig som mig, og det ender med vi begge står badet i sved oppe på fjeldtoppen og hiver efter vejret. Udsigten er overdådig. Vi skuer ud over det mest fantastisk smukke område. I den ene retning har vi indlandsisen, som forsætter ud i det uendelige, og i den anden retning en kæmpe smeltevandssø, der løber ud i en stor brusende elv. Vi kigger videre rundt og spotter en stor bred dal, som kunne være interessant for os.
Vi smider rygsækkene, tager dunjakkerne på og gør klar til en lang session bag kikkerten. Arbejdsgangen er den samme som altid, først tager vi begge en hurtig tur over området med kikkerterne, og derefter begynder Robert en mere grundig gennemgang terrænet. Jeg finder spotting scopet frem og tjekker det, Robert tror kunne være et dyr. Allerede under den hurtige gennemgang af området får jeg øje på noget, der vækker min interesse. En stor hvid prik, der syntes at bevæge sig. Det kan være synsbedrag, men det er svært konstatere i en håndkikkert ude på en 5-6 kilometers afstand. Men alle muligheder skal undersøges, så op med spottingscoopet, finde den hvide prik og stille skarpt. Bang – der står han, stadig utydeligt på grund af afstanden, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han er en fin buk. Det vidner en stor hvid hals og noget stort der stikker ud fra hoved om. Det er helt sikkert en vi skal gå efter. Vi studerer området omkring ham med spotting scopet, og søger efter rute så vi uset kan komme op til ham. Da ruten er på plads, har vi nogle fixpunkter, så vi kan finde ham, når vi skal til at kravle op af fjeldet på den anden side af dalen, og det hele ser anderledes ud. Han står i øjeblikket godt, hvad angår buen: en slugt på toppen af et fjeld, ca. 100 meter bred, og med nok små højdekurver til, at jeg burde kunne komme ind på bue afstand, og et stort nok fald hvor slugten ender, til at han ikke burde kunne se os, når vi begynder at kravle op ad fjeldet.
Nu er håbet bare, at han bliver i samme område. Vi har langt derover, og han vil hurtig kunne bevæge sig ud i de åbne områder, der omkranser lavningen. Her vil det være næsten umuligt at stalke med buen. Vi sætter i løb, og det går ret fint ned ad bakke, da vi kan følge nogle dybe veksler. Lige så snart vi rammer den flade del af dalbunden, bliver det mere besværligt. Vekslerne forsvinder, og det hele bliver til græstuer, som vi hele tiden vælter i. Samtidigt er det nu, jeg begynder at blive urolig, for vi har ikke længere udsyn til bukken. Vi vil gerne op til ham så hurtigt som muligt, før han eventuelt flytter sig. I benene kan jeg mærke, at det ikke længere går ned af bakke, og stigningen bliver kun hårdere herfra. Der er bare ikke så meget at gøre. Havde jeg nu haft riflen med i stedet for, kunne vi tage det mere roligt, for skulle han træde ud i det åbne, ville jeg have en fornuftig chance for at kunne sætte en kugle i ham. Med buen vil jeg være fanget uden andre muligheder end håbet om, at han tilfældigvis skulle træde inden for bueafstand. Vi forsætter derfor løbet og håber på det bedste.
Indgangsvinklen til slugten, vi har valgt at tage, er ikke den optimale, men vind og alt andet taget i betragtning, er det den, der giver os flest muligheder, nu hvor vi ikke længere ved, hvor bukken står. Vi får smidt taskerne, og jeg får taget buen frem og lagt en pil på. Jeg tager også mit Gopro på hoved, mens Robert får fundet kameraet frem. Jeg kan mærke, at det hele er ved at komme tæt på, men jeg har stadig ikke haft øjne på ham, siden vi var på vej ned fra den anden fjeldside. Følelsen af at han kan være på den anden side af kanten, vi befinder os under, får dog pulsen til at stige eksplosivt. Langsomt bevæger jeg mig op over kanten. Vurderer hvert skridt nøje, mens jeg holder et vågent øje med alt omkring mig. Al bevægelse bliver nøje undersøgt med kikkerten, også selv om det kun er få meter væk, og det bærer da også hurtig frugt. Jeg ser toppen af en busk bevæge sig, og da jeg får kikkerten på, kan jeg se det er andet end vinden der rusker i den. Der er nemlig et par sprosser gemt i busken. To skidt mere og jeg kan se et helt gevir. Jeg er stadig for langt væk til at sætte en pil i ham, men at vide, han er her, har kun skruet pulsen endnu mere op. Nu er det bare om at finde en måde at komme helt tæt på ham. Han bevæger sig lige så stille mod venstre hen mod en lille forhøjning, som bliver min sidste mulighed for at lukke afstanden mellem mig og ham.
I det sekund hans hoved forsvinder ud af syne, tager jeg chancen og løber så hurtigt, det nu kan lade sig gøre foroverbøjet. Jeg når mit nye skjul, efter alt at dømme uden at være opdaget. Jeg har i hvert fald ikke set et rensdyr løbe væk, så det lover godt. Jeg kravler op over kanten, får øje på ham og får afstandsmåleren på ham – 43 meter – stadig for langt til at jeg vil tage et skud. Kravler bagud igen. Jeg befinder mig stadig lavere end ham, og kanten burde kunne holde mig skjult. Jeg lægger mig helt fladt på maven og begynder at kravle rundt om ham. Det ser ud til at fungere, men jeg tager ingen chancer og undlader at stikke hoved op for at se, om han stadig er der. Jeg forsætter med at kravle fremad. Må efterhånden være nået langt nok frem til at jeg er på skudhold. Jeg lister lige så stille hoved op over kanten. Jeg får et chok da jeg ser et stort gevir komme direkte gående imod mig. Afstandsmåleren siger tyve meter, så ingen problemer med det. Jeg kan også godt trække buen, så længe jeg gør det liggende. Problemet er bare, at så snart jeg sætter mig op for at slippe pilen, vil han kikke direkte på mig, og løbet vil være kørt. Jeg kan lige akkurat komme op på knæ uden at blive set, hvis jeg krøller mig helt sammen. Jeg får sat mig til rette og sat releasen på strengen. Alt er klart. Jeg synes der går evigheder med bare at sidde at vente. Jeg frygter hele tiden. at der sker et eller andet og føler mig mere og mere udsat i min position. Mine hænder ryster, og jeg har svært ved at holdeafstands måleren stille på ham. Endelig drejer han sig. Jeg føler mig stadig udsat, men det er min eneste chance. Spænder buen, tager en dyb indånding. Jeg rejser mig, så jeg sidder oprejst på knæene og sætter min 20 meter pin lige bag skulderen på ham og klemmer aftrækkeren. Pilen flyver og forsvinde ind i siden på ham. Jeg skynder mig at smide en ny pil på buen, for en ting jeg har lært, som måske er en anelse udansk, er at hvis jeg kan få en ekstra pil eller kugle i dyret, så gør jeg det. De er der to grunde til. Først og fremmest for ikke at miste dyret, og for det andet – som er den vigtigste i mine øjne – at dyret hurtigst muligt skal sendes til de evige jagtmarker. Sidder der allerede en pil i den, er det mindre væsentligt, hvor nummer to bliver sat. Så da han stiller sig ude på 80 meter, tager jeg min 40 meter pin, sigter på hoved og slipper pilen. Pilen lander et sted nede omkring hans ben, men det viser sig at være helt ligegyldigt, for der går ikke to sekunder, før han ruller rundt på jorden.
To års hårdt arbejde er fuldendt. Her ligger han under 100 meter fra mig død af, hvad der skal vise sig at være en pil direkte gennem hjertet. Og ikke nok med det. Han er den absolut største rensdyrbuk, jeg nogensinde har nedlagt. Ingen af de andre kommer tæt på. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse jeg står med lige nu – jeg står bare med armene over hovedet og med et kæmpe smil over hele ansigtet. Jeg prøver at fatte, hvad der lige er sket.
Robert kommer løbene hen til mig, giver mig et kram og siger tillykke. Han har ligget 20 meter fra hvor jeg skød og optaget det hele. Vi sætter os ned ved siden af bukken og finder pibe og tobak frem. Jeg bliver lige nødt til at få pulsen bare en anelse ned, før der skal ske noget som helst. Da vi begge har fået gang i piben, og jeg igen har nået et sted, hvor jeg kan sige andet end: “det her var for vildt” – bliver jeg nødt til at takke Robert for, at han har villet hjælpe mig med denne drøm, og gidet at løbe rundt i fjeldene, så jeg kunne opnå dette. Og sidst men ikke mindst takke ham for, at jeg har ham at dele denne fantastiske jagtoplevelse med.
På dansk bruger vi begrebet rensdyr om alle arterne uanset om de er fra Grønland, Nordamerika, eller Skandinavien, men på engelsk skelner man mellem europæiske rensdyr. Mens man Nordamerika og Grønland har caribou Grønland har man caribou. I Canada findes der tilmed en underart Barren Ground caribou, og i Sydgrønland, har man importeret tamrener fra Norge for at farme dem for kødets skyld. Nogle af disse rener er i tidens løb sluppet ud og har blandet sig med de lokale “caribous” så der idag er opstået en hybrid, som dog stadig kun findes under polarcirklen.
Fra polarcirklen og op af er det stadig den oprindelige barren ground caribou der jages. De bliver ikke så store som deres slægtninge mod vest.
Udstyr
Hele ideen med denne jagt var at gå hurtig og langt, så vi medbragte ikke noget ”nice to have” kun” need to have”, og tro mig efter mange ture i fjeldene har vi virkelig fundet ud af, hvor lidt man kan nøjes med.
Tøjet jeg har på er et tynd sæt og så en dun jakke og et par tynde handsker til at tage på, når jeg sidder stille med kikkerten.
Min slagtesæt består af poser til kød, og en havelon kniv. Den er valgt fordi den ikke vejer noget og fordi, man ikke behøver slibesten til at gøre den skarp. Man skifter bare bladet, hvis den knækker. Jeg har 2 ekstra blade med. Den tungeste del af oppakningen er for Robert´s vedkommende kamera udstyret, og for mit vedkommende ZEISS spooting scopet, med tilhørende trefod. Man kan sagtens udføre jagten uden disse ting, men et kamera er dejligt til at forevige oplevelsen, og spooting scopet vil jeg personligt aldrig undvære på denne form for jagt. Det er ganske vist et par kilo ekstra, men kan spare dig for utrolig mange kilometer i benene, hvis du vil ud og finde “ham” den store. Alt dette er pakket ned i en taske. Jeg har virkelig fundet min feminine side frem og brugt mange penge på sko og tasker. Det har været dyrt men jeg har researchet og fundet ud af, hvad der virkeligt fungerer for mig, og til denne form for jagt er det eneste rigtige at få en taske med en såkaldt meatsling, hvor jeg kan slynge selve tasken væk fra rammen og bære kød og trofæ her i mellem. Selvom jeg kan pakke 100 kg på tasken, fylder den ikke mere end en seksårigs skoletaske, når jagten starter. Der er et par producenter, som laver denne løsning, og jeg har valgt en fra Exo Mountain Gear. Vægten er fornuftig, den sidder super på min ryg, og så har den indbygget drybag, så man er sikker på tingene overlever hvis det regner, eller jeg ryger i vandet. Et par vandrestave har også fået lov til at komme med. Tidligere har jeg ellers været stor modstander af dem: Det var noget til gamle damer der gik tur rundt om søerne i København, men efter at have læst utallige artikler om, hvor gode de var, fik jeg til sidst prøvet dem, og måtte give mig. De er fantastiske, det er som at skifte fra forhjulstræk, til firehjuls træk. Det sidste grej jeg har med er selvfølgelig min bue. Uden den kommer jeg jo ikke så langt. Jeg skyder med en Hoyt charger, som er spændt op til lidt over 70 pund, og skyder med ca 450 grains pile.
