TEKST OG FOTO: MICHAEL GULDAGER
Jeg sneg mig langs marken. Græsset og majsen stod højt, så der var godt dække. Græsset var vådt, så lyden af mine skridt var minimeret.
Jeg runder hjørnet af marken, og der på stien 30 meter foran mig står en rå og esser. Langsomt sniger jeg mig tættere på.
Min afstandsmåler siger nu 20 meter.
Den får lov til at gå. I dag er det fasanerne, det handler om. Langsomt går råen ind i majsen, og jeg fortsætter ned mod min udvalgte plads.
Jeg går langsomt og ser tydelige spor af en masse aktivitet, stedet har veksler overalt. Jeg kommer ned til den position, jeg på forhånd har udvalgt.
Den blev valgt, fordi jeg under bukkejagten så en vrimmel af fasaner der og havde sågar fasaner inde på blot fem meters afstand.
Jeg sætter mig ned i det høje græs og sidder godt dækket og har et par gode skudhuller.
Der er helt stille. Ingen vind der suser, ingen fugle der synger i det fjerne. Der er helt dødt.
Efter 20 minutter begynder livet i skoven langsomt at vågne, og jeg kan hører fasaner gå fra marken og ind i skoven – desværre ovre hos naboen.
Duer og alliker begynder at lande i træerne omkring mig, men ingen fasaner. De små ninjaer har helt sikkert igen overlistet mig.
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har jagtet fasaner fra jorden, men de er altseende ninjaer! Den mindste bevægelse og de løber – bare ikke når man er i en bil, der har de et dødsønske.
Jeg siger til mig selv, at hvis jeg ser en enlig fasan uden for skudafstand, så flytter jeg mig hen i nærheden af, hvor den kom fra, da de i nogle tilfælde kommer flere fra samme retning.
Mens jeg sidder og lægger planer og har store filosofiske tanker omkring fasaner, ser jeg en bevægelse til min højre side. Min dårlige skudside…
Jeg drejer langsomt mit hoved og kan se en fasan, der har retning imod mig.
Jeg mærker pulsen stige, og den rytmiske dunken i ørene går i gang.
Jeg trækker vejret dybt og ånder langsomt ud, for ikke nok med pulsens dunken i ørene, så har jeg også fået symaskineben og det er ikke nemt at afgive et godt skud, når ens ben hopper i lystig takt.
I takt med, at jeg tager dybe åndedrag, falder mine ben mere til ro, og jeg føler mig sikker nok til at afgive et forsvarligt skud på ninjaen.
Den er tæt på nu.
Den er under 10 meter.
Jeg drejer mig langsomt, når den tager hovedet ned for at spise et eller andet, den finder interessant.
Da den går forbi mit ene skudhul, trækker jeg buen og flytter min pegefinger over på aftrækkeren på min release.
Sekunderne snegler sig afsted, og tiden føles, som den er gået i stå. Det er først, da fasanen lidt efter lidt kommer frem igen, at jeg indser, at jeg havde holdt vejret og ånder nu ud.
Den er stadig under 10 meter, så jeg holder lidt lavt på den og afgiver skud.
Pilen flyver afsted.
Jeg hører anslaget og ser fasanen løbe.
Jeg går ud og finder pilen, der er lidt blod på, og der er lidt blod på skudstedet.
Jeg går i den retning, som fasanen løb, og finder den kort tid efter.
