TEKST OG FOTO: GJERMUND RØSHOLT. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD
Jagt i vinterkulden
Min plan var, at jagten på bison skulle foregå på de koldeste og mørkeste dage, hvor dyrene holder sig i ro i lavlandet, og alle andre jægere holder sig inde, og derfor blev det selvfølgelig jagt i juletiden. Den 19. december drog min jagtkammerat og jeg ud i vildmarken på snescootere og med et bomuldstelt for at jage dette majestætiske dyr.
Efter to timers kørsel slog vi lejr i en lille skov, som vi havde udset os på kortet. Herfra havde vi ikke langt til en række småsøer og bække, hvor der burde være et godt fødegrundlag for bisonerne. Tanken var at køre rundt og lede efter friske spor eller fald efter dem på snescooter, for derefter på ski at gå efter dyrene. Dette er en god metode, som jeg flere gange har haft held med. For at være helt sikker, er det bedst at have relativ friskt fald at gå efter. I løs sne er det nemlig ikke så let at se forskel på vildhest og bison.
Udfordringer i kulden
I de seks dage, hvor vi var på jagt, blev det aldrig varmere ”end 35 blå” – det vil sige 35 minusgrader! Dette gør jagten noget mere udfordrende – især hvad udstyr angår. De første dage så vi en del spor og mange heste, men ingen friske bisonspor. Dag efter dag ledte vi efter friske spor – på snescooter, på ski og til fods på snesko.
Lille juleaften kravlede vi endnu en gang ud af bomuldsteltet i 42 graders kulde. På grund af de korte dage og det sparsomme dagslys til at jage i blev det om morgenen, inden det blev ordentligt lyst, til en del kaffedrikkeri i den stærke varme fra bålet. Det er en ekstrem stilhed, der præger jagten på sådanne dage. Med streng kulde og sne på træerne er det bare den svage knasen fra sneskoene, der høres, når man bevæger sig rundt i landskabet.
De første friske spor
I det tidlige morgengry tørnede vi ud igen. Midt på dagen så vi et spor, som så ud til at være ret nyt. Vi fulgte sporet for at tjekke det nærmere. Det var nyt – men var det bison, hest eller wapiti? Vi bestemte os for at følge det, og endelig fandt vi mokkafarvet fald, som bekræftede, at det var bison. Da de fleste dyr holder sig i ro i den strenge kulde, regnede vi med, at de ikke var ret langt væk, og vi besluttede os for at følge efter dem til fods.
Efter at have passeret et sted, hvor de havde esset, var det tydeligt, at der spor efter flere dyr. Nu blev det klart for os, at der var tale om en pæn flok. De mokkafarvede bunker blev blødere, og spændingen steg. De kunne ikke være så langt væk fra os. Sent om eftermiddagen fik vi øje på flokken ude på en lille, tilfrosset sø i et stort, åbent område.
Vi diskuterede, om det var muligt at komme tættere på, samtidig med at det begyndte at blive mørkt. I Yukon er det tilladt at jage fra en time før solopgang og til en time efter solnedgang. Jeg prøvede at måle afstanden med min håndkikkerts afstandsmåler, men den strejkede i kulden. Jeg gættede på, at der var cirka 500 meter. Flokken stod nu tæt samlet, og det ville derfor blive vanskeligt at sætte en god kugle, hvis ellers vi skulle være så heldige at komme tæt nok på.
Riflen klikker i den strenge kulde
Efter et stykke tid begyndte flokken at bevæge sig ind i skoven, og vi fulgte med. Efter at have passeret to – tre småsøer så vi endelig dyrene igen. Nu var der blot 10 minutter tilbage af den lovlige jagttid, men flokken var heldigvis kun 100 meter væk. Helt perfekt!
Jeg lagde mig godt til rette, og i trådkorset fandt jeg en enlig, stor tyr i udkanten af flokken – så et let tryk på aftrækkeren…Jeg forventede at høre et smæld, MEN der hørtes kun et klik. Derefter fulgte nogle eder og forbandelser, mens flokken ved lyden af klikket satte i løb i fuld fart. Satans! det kunne vi ikke gøre meget ved. Selvom riflen var tør og fri for fedt, var slagstiften blevet hængende efter for mange dage i den strenge kulde. Slukørede begav vi os tilbage til lejren i tusmørket.
Juleaften i vildmarken
Samme aften studerede vi kortet og planlagde jagten for den næste dag – som var selveste juleaften. Tidligt julemorgen efter en stor kop kaffe tog vi afsted til det område, hvor vi mente, at flokken kunne have overnattet. Normalt slår de sig til ro for natten, og hvis vi var heldige, ville bisonerne fortsat være der. Vi sneg os frem til det sted i dalen, hvor vi troede, at de kunne være. Vi havde ikke tid til at spore dem derfra, hvor de var løbet væk fra os aftenen før, så vi måtte bare tage chancen.
Vi var heldige, for da vi kom ned i dalen, kom vi direkte ned til lejer i sneen, der viste, hvor de havde tilbragt natten. Flokken var imidlertid allerede draget videre – men nu kunne vi spore den.
Efter at have sporet dem hele dagen i den lette og fine sne, syntes vi, at vi så kondens i luften ude over en tilfrosset sø. Vi ålede os frem gennem den dybe sne og fik til sidst øje på bisonflokken, som talte 25 dyr. Dampen stod fra deres kroppe i den strenge vinterkulde. Alt var som et tågehav ude på isen.
En ny chance
Dyrene havde nok på fornemmelsen, at noget ikke var, som det skulle være, for de var urolige og i konstant bevægelse. Det er svært at få godt sigte til et dyr, der hele tiden bevægede sig og jeg ville ikke åbne objektivdækslet, før det var højst nødvendigt. I den strenge kulde ville linsen nemlig dugge, hvis jeg skulle være så uheldig at komme til at ånde på den. Efter et lille stykke tid trådte en lille tyr ud fra flokken og stillede sig med siden til. Op med dækslet og fingeren på aftrækkeren. Skuddet gik, og der opstod vild panik i flokken. Dyrene løb i alle retninger i et stort virvar af tågedamp og snesprøjt.
Vi blev roligt liggende et stykke tid, og da alt var stille, bevægede os vi forsigtigt hen, hvor tyren havde stået. Jeg mente bestemt, at jeg havde sat en god kugle, men spænding er der jo altid. Jo – der lå dyret. En flot, ung tyr. Meget mørk i pelsen og med fine horn. Klokken var fire om eftermiddagen på denne sidste jagtdag, og det begyndte allerede så småt at blive mørkt. Vi ville lade bisonskindet garve, så vi måtte være omhyggelige med flåningen.
For ikke at komme til at fryse, tændte vi et stort bål, inden vi gik i gang med arbejdet. Som jagtguide i Yukon er det noget, jeg gør meget ud af – men sjældent i minus 35 grader. Ved 9-tiden om aftenen var vi endelig færdige med at flå og forlægge den.
Partiering på canadisk
Det kan udmærket lade sig gøre at flå og forlægge uden først at brække dyret, som man gør det i Canada, men jeg foretrækker at gøre dette efter at grovparteringen er overstået. På den måde får jeg lejlighed til at kaste et blik på indvoldene og de vitale organer. Så er det også lettere at få hele oksemørbraden med. I Yukon skal man tage alt kød med ud fra vildmarken. Det er kun rovdyr, der er undtaget fra denne regel, og der foretages ofte inspektion.
Problemer i mørket
Blandt et utal af bisonspor i sneen prøvede vi at følge vores egne spor tilbage til snescooterne. Endelig nåede vi tilbage til dem, og så gjaldt det om i buldrende mørke at finde vej tilbage til bisonen igennem dette vildnis af pilekrat og vandløb.
Jeg fortalte nogle jagtskrøner for at berolige min kammerat og sagde, at dette ikke ville blive noget problem – til trods for alle vore forsøg på at finde tilbage til dyret. Gang på gang kom vi tilbage til vores egne spor i det ekstreme netværk af dalens små bække. Da vi i mørket ikke kunne se bjergtinderne, kunne vi ikke bruge dem som reference, hvorfor det ikke var så ligetil at orientere sig. Endelig fandt vi den rigtige lysning. Det lykkedes således til sidst, men uden hjælp fra en GPS havde det været endnu vanskeligere at finde bisonen igen.
En kold nat ved bålet
Da vi omsider kom tilbage til den, var det blevet midnat og endnu koldere. I denne kulde og i mørket turde vi ikke tage chancen og søge at finde vej ud af dalen denne nat. Vi bestemte os derfor til at blive ved det varmende bål, til det blev lyst. Vi lagde flere tørre grangrene på flammerne og lagde os så tæt ved bålet, som vi turde – mens vi ventede på, at det skulle blive lyst.
Det blev ikke til megen søvn, men blot til lidt blunden i de kolde nattetimer, som vi tilbragte under bisonskindet, og hvor vi spiste noget af oksemørbraden, som vi havde stegt på spid. Det var en lækkerbisken for os sultne jægere.
Der blev alligevel en fantastisk oplevelse med flammende nordlys hele natten. Efter at vi næste morgen havde læsset hele bisonen op på en slæde nåede vi på vores «Yamaha Bravo 250» omsider tilbage til teltlejren. Den blev rigget ned, og så startede turen tilbage til bilen og køreturen hjem til Whitehorse.
Lidt for sent til julemiddagen – men lige i tide til akvavitten – kom vi hjem til julefesten med gode venner – og tids nok til at kunne fortælle dem om vores spændende jagtoplevelse.
I 1951 udsatte man fem bisonokser og 19 wapitihjorte 75 kilometer vest for Whitehorse i Yukon. Man foretog samtidig en hård regulering af ulvebestanden i dette område. Hjortene overlevede men ikke bisonokserne, de var alle døde i 1973. I 1986 importerede myndighederne 34 bisoner fra Wood Buffalo National Park til Yukon. I løbet af de næste fire år blev yderligere 136 bisoner udsat. I dag er bestanden oppe på cirka 1500 dyr, og den vokser stadig, fordi den gennem jagt kun reguleres med 100 – 150 dyr om året. Ulvebestanden er nu til gengæld stabil i området, men de har endnu ikke specialiseret sig i at jage bison. Det sker kun i enkelte tilfælde, at en bison bliver dræbt af en ulv.
Jagtsæsonen på bison starter den 1. september i det store Yukon-territorium, som er halvanden gange så stort som Norge. Først på jagtsæsonen holder bisonokserne til i skovområder med mange småsøer og gode fødemuligheder. Når de i et stykke tid har været jaget i vintersæsonen, og når solen begynder at smelte sneen i søområderne, trækker de sammen med bjergfårene højere op i det bjergrige terræn. For mange år siden, da det ikke var tilladt at jage bison, var de ikke så sky over for mennesker. Men nu efter at de har været jagtbare i næsten 30 år, er jagten på dem blevet langt mere krævende.
