Foto: Aske Rif Torbensen og Simon Staffeldt Schou
Der er kun gået en lille uges tid, siden jeg afleverede side-by-side-bøssen fra Englands ældste, men stadig fungerende geværproducent, Cogswell & Harrison, til skæftemagerfirmaet Game & Gun i Karise. Men tiden har føltes som en evighed, fordi jeg har været så spændt på at se, hvordan geværet vil se ud med det nye skæftetræ, jeg har valgt til det.
Nu ligger det der på skæftemagerens arbejdsbænk, en rå og firkantet blok, men med tydelig form som det skæfte, det skal blive til, og med et kønt spil i træet, selvom det endnu er ubehandlet. Geværet stammer helt tilbage fra 1885, og på et tidspunkt i løbet af de forgangne 133 år er det oprindelige skæfte blevet brudt, Gud ved hvor og under hvilke omstændigheder. Men mekanikken er tiptop, og løbene står så flotte, som da de forlod bøssemagerværkstedet i London dengang i slutningen af 1800-tallet. Og nu vil geværet med sit nye skæfte få et nyt liv, så det måske stadig er i brug om 100 år.
Råskæftet
Game & Guns dygtige serbiske skæftemager, Zivomir Novakovic ser mig i øjnene og smiler, da jeg nikker. På træet har han tegnet streger efter de mål, som Tim Warner tog, da jeg første gang besøgte Game & Gun, og som indikerer, hvordan skæftet skal være i sin endelige form. Nu kan Zivomir gå i gang med at fjerne alt det overskydende træ først i store stykker og siden mere og mere nænsomt med finere og finere file.
Skæftemageren skruer råskæftet fast på sin arbejdsbænk og banker resolut store træflager af med et bredt stemmejern og en gummihammer. Det virker voldsomt for det utrænede øje, når hammeren falder hårdt og vedvarende, mens store spåner af det dyre valnøddetræ falder ned på gulvet og danner en lille bunke. Men der er meget træ, der skal fjernes, godt og vel over halvdelen af den ubehandlede skæfteklods, før man kommer ind til det, der skal udgøre det færdige skæfte. Og skæftemageren ved, hvad han gør.
Der er ikke mere, jeg kan gøre her på værkstedet i dag. Jeg var blot kommet, fordi jeg var nysgerrig efter at følge skæftets tilbliven fra rå træblok til færdigpudset og tilrettet skæfte. Nu skal Zivomir have arbejdsro, mens han med kyndig hånd hugger spåner af det rå skæftetræ. Om nogle dage kan jeg komme igen. Dér vil skæftet næsten være færdigt, men der vil stadig være mulighed for at rette det til, så det passer helt perfekt. Det gælder om igen at væbne sig med tålmodighed. Et godt skæfte bliver ikke til på én dag.
Langt gevær
”Det er det længste skæfte, vi nogensinde har lavet,” griner Tim, da jeg vender tilbage til Game & Gun. Løbene på det engelske gevær måler 76 cm, og med det nye skæfte på ca. 43 cm er det blevet et langt gevær. Så langt, at jeg kan se, at jeg på et tidspunkt vil blive nødt til at få lavet et futteral, der passer i længden, for det standard-futteral, jeg har, slår slet ikke til.
Det var dog også meningen, at skæftet skulle blive langt. For jeg har lange arme, og jeg har tidligere ofte brugt kolbeforlængere i læder for at få andre bøsser og rifler til at passe mig. Nu har jeg endelig et skæfte, der passer uden forlængere, og de lange løb står godt til det lange skæfte, så der er balance i tingene, både æstetisk og skydemæssigt.
At sige, at jeg har glædet mig til denne dag, er en underdrivelse. For første gang ser jeg geværet, som det vil tage sig ud, når det er færdigt, med det nye flotte skæfte. Det gibber i mig for at komme ud at prøve det, først på en bane og derefter på jagt. Men først skal vi have set nærmere på de endelige smårettelser, og derefter skal skæftet over endnu et par dage have politur-behandling og netskæres, inden jeg kan gå ud ad døren med det færdige gevær.
Tilrettelser
Som da vi første gang tog mål til skæftet, beder Tim mig igen om at kaste geværet til kinden, denne gang med det nye skæfte på. Vi gentager proceduren et par gange, hvor jeg kaster geværet op som til skud og peger på Tims højre øje.
Det er en dejlig følelse endelig at have et skæfte, der passer til mine kropsmål, men Tim foreslår et par småændringer for at få det til at sidde helt, som det skal. Zivomir får geværet tilbage på arbejdsbænken og tager nogle dybe strøg med en grovfil hen over kolbekammen, inden han måler efter og stryger nogle gange mere med filen. Så børster han det tykke træstøv af kolben og tørrer den over, inden han giver mig geværet tilbage.
Igen kaster jeg geværet til skulderen, og Tim smiler: ”Nu er den der!” siger han. Zivomir får geværet tilbage, og for at vise mig, hvordan træet vil komme til at se ud efter olie- og politur-behandlingen, stryger han over skæftet med en oliemættet vatrondel. Igen er det som magi: De kønne årer, der godt nok har kunnet ses i det ubehandlede valnøddetræ, men som har fremstået lyse og blege, får nu dybde og glød. Nu er vi næsten i mål.
Skydeklar
Endelig er dagen kommet. Det er i dag, jeg skal hente det færdige gevær og tage det med op til Dellgrens Jagtskydeskole ved Tølløse for for første gang, at skyde med det. Og dér ligger geværet, flot og fint på bordet, ved siden af det originale skæfte.
Det nye skæfte er væsentligt længere end det gamle, men ellers er der mange træk, der går igen: den kønne struktur i træet, netskæringerne, dråben i træet ved baskylen. Den lille messingplade fra kolbens underside er blevet overført fra det gamle skæfte, og vi har bibeholdt det oprindelige forskæfte med den pæne hornafslutning. Netskæringerne på forskæftet er dog blevet trukket op, så de står lige så fint som dem på det nye skæfte.
Jeg tager geværet op og kaster det til kinden, hvor det falder naturligt og ubesværet, klar til skud. Tænk, hvilken rejse det gevær har taget gennem tiden, siden det blev håndlavet i 1885, Karen Blixens fødeår, og hvilke jagter det har deltaget på. Nu er det klar til en ny tid og nye jagter, og måske kan det engang gå videre til en af mine drenge og videre til hans børn og børnebørn.
På skydeskole
Solen skinner, da jeg kører gennem det smukt kuperede landskab ved Sophienholm lidt syd for Holbæk. Her hører Jesper Dellgrens Jagtskydeskole hjemme i en nu delvist nedlagt grusgrav. Grusgravens skrænter er nu tilgroede med græs, tæt buskads og store havtornebuske. I modsætning til mange andre lerduebaner giver jagtskydeskolen dig en følelse af, at du befinder dig i en jagtlignende situation, hvilket yderligere bliver forstærket af, at du typisk ikke kan se de lerduekastere, der er placeret rundt omkring i landskabet.
Jesper, der lægger navn til skolen, og som har været skydeinstruktør gennem en lang årrække, smiler og byder velkommen. Jeg har været her før, og en af de grundlæggende instruktioner, han giver haglgeværsskytter, der søger hans hjælp, er at ’skynde sig langsomt’. Mange skytter har en tendens til at smide geværet op i en fart, når de ser lerduen eller fuglen ude på jagt, fordi de tænker, at de skal afgive skud så hurtigt som muligt. Men en haglsværm bevæger sig med ca. 400 m/s. langt hurtigere end den hurtigste lerdue eller fugl, og det er vigtigere at få geværet til kinden i en rolig, ensartet og kontrolleret bevægelse og fundet sit mål end at skyde i en fart.
Den instruktion husker jeg tydeligt fra tidligere, og jeg er også fra en tidlig alder vant til at skyde med en side-by-side. Det, vi skal se på i dag, er, om skæftet nu også passer til mig og så forsøge at mindske antallet af fejl og dårlige vaner, jeg måske har tillagt mig.
Skæftet til kinden
Efter, at vi har sikret os, at kamrene er tomme, beder Jesper mig om at kaste geværet til kinden og pege på hans højre øje. Han nikker og beder mig gentage det et par gange. ”Det ser rigtig fornuftigt ud,” siger han. ”Geværet falder rigtig godt til dig, og det er tydeligt, at skæftet er lavet efter dine mål. Du har bare en tendens til at sænke hovedet ned mod skæftet, og det er en klassisk fejl. Derudover lægger du det ofte for højt til kinden. Begge fejl kommer sikkert af, at du gennem en længere årrække har skudt med geværer, der ikke har været tilpasset dig.”
Skæftet skal lægges til kinden, kinden skal ikke lægges ned til skæftet, forklarer Jesper. ”Du skal forestille dig, at du har en ’knap’ ved højre mundvig. Man taler om ’at skuldre’ et gevær, men i virkeligheden burde det hedde ’at kindre’ det. For det er kindkontakten og det, at du altid hver gang lægger geværet til kinden på det samme sted og aktiverer ’knappen’ ved din mundvig, inden du skyder, der er udgangspunktet for det gode skud.”
Når man har fundet dette punkt, kan man som skytte se ned ad sigteskinnens fulde længde, og hele skyttens højre øje kan ses over løbene for den, der som Jesper står ved geværets munding. ”Den slags kan du træne foran spejlet derhjemme. Det er gratis og meget effektiv træning, og du kan samtidig tydeligt se, om du begår fejl som fx at sænke kinden mod skæftet i stedet for at lade skæftet komme op til kinden. Efter du har kastet geværet korrekt til kinden et par tusinde gange, vil du få den muskelhukommelse, der gør, at geværet ligger korrekt til kinden hver eneste gang.”
De første skud
”Skal vi ikke prøve nogle skud?” spørger Jesper og smiler. Jo! ”Duerne kommer deroppefra og flyver skråt ind over dig mod højre,” siger han. Jeg melder klar, ser duen, trækker kontrolleret op på den og gennem den og skyder. Duen splintres og falder ned i små dele i buskene et stykke bag os. ”Det der var et vigtigt skud,” siger Jesper. ”Det var dit første skud med geværet, og det sad lige, som det skulle.”
Vi tager en hel serie af skud til duer fra forskellige vinkler, og i næsten alle tilfælde rammer jeg duerne. Det her går rigtig godt! Jeg plejer at skyde hæderligt, men træfprocenten er højere nu, end jeg har oplevet tidligere med noget gevær.
”Det ser rigtig godt ud,” siger Jesper i en pause i skydningen. ”Men derhjemme skal du øve dig i ikke at lægge geværet så højt til kinden og samtidig ikke at lægge kinden ned mod skæftet. Det kan godt være, at du ofte rammer, selvom du laver disse fejl. Men det er ikke desto mindre fejl, der vil gøre, at dine skud ikke vil sidde helt perfekt. Og det er fejlkilder, du skal have elimineret.”
Derudover viser han, hvordan den bevægelse, der gør, at man trækker med og igennem lerduen, skal komme fra hoften, ikke fra at trække geværet med armene eller skuldrene. ”Når først du hjemme foran spejlet har lært at lægge geværet op til det helt rette sted på kinden, skal dine arme og skuldre være låst i den position,” forklarer han. ”Herefter er det ved at dreje eller bøje i hoften, at du skal trække op på og igennem dit mål. Hele din overkrop, med geværet, skal være låst fast i den samme position.”
Høje duer
Jeg er blevet overmodig af alle de gode skud. ”Lad mig prøve de højeste og sværeste duer, du har,” siger jeg. Jesper griner og nikker. Duen kommer højt oppe fra, som stod lerduekasteren på toppen af Rundetårn, og i en svær vinkel. Det første skud går, så det næste, men duen sejler bare videre over himlen og falder ned et stykke bag os, hel. Træerne gror alligevel ikke ind i himlen.
”Det er også et af de sværeste skud, der findes,” siger Jesper og smiler opmuntrende. Vi prøver igen, og så igen, og så flere gange. Træfprocenten falder tydeligt, men jeg får alligevel ramt ca. halvdelen af de duer, der bliver sendt afsted.
”Kan du mærke, hvordan det kildrer i storetåen ved de gode skud?” spørger Jesper, og jeg nikker. ”Det er den følelse, man skal forsøge at få hver eneste gang. Geværet ligger rigtig godt til dig med det nye skæfte, og du skyder godt med det. Men der er et par småting, du skal gå hjem at øve dig på foran spejlet, inden vi ses igen. Så vil du få et langt og godt jagtliv med dét gevær.”
Det har været en dejlig, solrig sensommerdag, og vi går sammen op mod bilerne. ”Lige en sidste ting,” siger Jesper, da vi når derop og skal tage afsked med hinanden. ”Næste gang, du kommer, skal du have fundet på et navn til dit gevær. Enhver fin haglbøsse skal have et navn. Hvis du ikke finder på et, kalder vi det for Yrsa.”
Vintagegeværer
På Per Langvads hjemmeside, plguns.dk, kan du se et udvalg af de mange vintagevåben, bøssemageren har til salg. Men det er blot et udvalg, du kan se derinde. Per har altid mere på lager, så skal du have det fulde overblik, skal du hjem at besøge ham i hans værksted sydvest for Viborg. Kr. O. Skov ved Bording og Hunters House på Frederiksberg i København har også gode samlinger af vintagevåben. En tredje mulighed er at finde dem på Lauritz.com eller på Bruun Rasmussen Auktioner. Endelig har også Game & Gun et udvalg af vintagegeværer.
Skæftemager
Game & Gun laver ikke kun nye skæfter, men udfører også reparationer og ændringer af skæfter. Derudover tilbyder de forskelligt graverør-arbejde, og så har de et mindre udvalg af bøsser og rifler til salg. På deres hjemmeside, gameandgun.com, kan du finde priseksempler og se eksempler på, hvordan de forskellige grades af skæftetræ ser ud.
Færdigt gevær
Dette var anden del af artiklen om opgraderingen af en ældre vintagebøsse. I første del, der blev bragt i sidste nummer af JAGT, Vildt & Våben, kunne du læse om de overvejelser, der blev gjort inden købet af vintagegeværet, og om opmålingen til det nye skæfte.
