TEKST OG FOTOS: PER KAUFFMANN
Tyrkerduen – en overset vildtart
Såten blev indledt med at gårdmandssønnen bankede en enkelt gang – men ganske hårdt – på gavlen af den store maskinhal med en jernstang. Det var alt der skulle til for at få alt vildt i såten frem mod skytterne. De kom farende ud af den store ladeport i den modsatte ende af stålhallen, tyrkerduerne, for det var dem, der var tale om. Vi skytter var stillet op i en halvcirkel et halvt hundrede meter fra porten og var gået på plads helt stille og meget forsigtigt. Op mod hundrede af de små duer kastede sig rundt i luften efter den gedigne forskrækkelse, som slaget med jernstangen havde forårsaget blandt dem, medens de sad og åd kornet i hallen. Jeg fik skudt en enkelt, og heller ikke hos de andre skytter var der nogen overvældende succes, ialt blot en håndfuld duer på alt for mange skud. Den aparte såt var intens, kort og virkningsfuld, for de mange duer vendte ikke tilbage før næste dag, hvor de genoptog deres forehavende i hallen. Æde og skide, for det er nu engang enhver dues kernekompetence. Dansk eller tyrkisk. “Jeg skyder mellem 20 og 30 hvert år her på gården,” siger gårdmandssønnen, mens vi begiver os på vej til den næste såt, som er lidt mere almindelig med rør og siv. “Vi har som regel hele årets høst af hvede liggende på lager i hallen det meste af vinteren, og vi vil ikke have, at der er fugle i kornet. Jeg har lovet far at sørge for, at der ikke er for mange “tyrkere” omkring gården,” slutter han, inden vi går i gang med at finde nogle fasaner.
Herhjemme har jeg glæde af tyrkerduer det meste af året, idet to par holder til i de store grandis-træer udenfor mine stuevinduer. Der har de rede, og uden for ynglesæsonen kommer de hver aften med deres unger for at overnatte. Et par gange om året skyder jeg et par stykker, bare for at det ikke skal blive for meget, men ellers får de lov at være der og holde mig i godt humør. De har lidt problemer med nogle skovduer, der også vil bo her, men det regner jeg med, at de selv finder ud af. Min svigerdatter, Roza, skød for øvrigt en af tyrkerduerne for nogle år siden. Det var hendes første stykke vildt, og det var hun temmelig glad for. Jeg fik den udstoppet til hende som en gave på hendes efterfølgende fødselsdag.
Tyrkerduen i Danmark
Oprindeligt kommer den rosafarvede due med det sorte halsbånd fra Asien, nærmere bestemt fra Tyrkiet og længere østpå gennem Indien til Kina. Tyrkerduen er ret ny i Danmark, set i det store perspektiv. Man mener, at den første tyrkerdue blev skudt i Danmark ved Hanstholm i 1938, men at den først rigtigt ankom til landet i slutningen af 1940erne efter at have spredt sig fra Balkan til Europa. Den lille due fik dog straks bevilget familiesammenføring, og det første ynglepar blev fundet i Skagen i 1950. Allerede få år senere var den at finde som ynglefugl over hele landet. I modsætning til vores hjemlige skovdue, er tyrkerduen overvejende standfugl, hvilket betyder, at de få fugle, der skydes, er vores egne. Nogle enkelte af fuglene trækker dog syd- eller vestpå og tilbringer vinteren under mildere himmelstrøg. Det antages, at den danske ynglebestand er på op mod 50.000 par for nuværende, mens vinterbestanden kan stige til op mod 150.000 fugle. Tidligere blev der skudt omkring 12.000 tyrkerduer hvert år, men i 2007 blev jagttiden indskrænket til kun at vare fra. 1. november til 31. december. Herefter faldt udbyttet til 3-5.000 fugle. Bestandstætheden er størst på Sjælland, blandt andet fordi tyrkerduen foretrækker områder i nærheden af byer, hvorimod den er forholdsvis sjælden i skov og i åbne landskaber – færrest findes der i Nordjylland og Sønderjylland. I Storkøbenhavn skydes der 1 due per 200 hektar, mens der kun skydes 1 due per 2.000 hektar i Nordjylland.
Tyrkerduer i Colorado
Vi møder jagtguiden Tim i den lille by Brighton, som vel egentligt er en nordlig forstad til Denver i Colorado. Egentligt skulle vi på jagt efter ænder og gæs, men trækket nordfra lod vente på sig på grund af for godt vejr. I stedet har Tim tilbudt at vi kan bruge en eftermiddag på at skyde duer. Det er naturligvis ikke helt det samme, men i mangel af bedre muligheder accepterer vi hans forslag. Hvad skulle vi ellers lave?Vi er udrustet med stålhagl i haglstørrelse 3 og 5 til vandfuglejagten, men på Tims anbefaling køber vi nogle kasser med blyhagl i en mere duevenlig størrelse. Lars nøjes med et par kasser, hvorimod jeg – med vanlig optimisme – køber rigeligt ind. Jeg har aldrig brudt mig om at mangle patroner på en jagt. Det er ret varmt i dag, op mod 80 amerikanske grader, hvilket vil sige 27 danske. En let vind fra vest er det eneste, der bevæger sig, hvorfor det er ganske åbenlyst, at vi ikke kan knytte store forventninger til andejagten i morgen tidlig. Men nu er det så også duer, det gælder, og der passer vejret bedre. Tyrkerduen kom i øvrigt til Nordamerika via udsætninger på Bahama-øerne i 1970erne.
Herfra immigrerede de til Florida og befæstede derved deres stilling på det store kontinent. De findes nu overalt i den sydlige del af USA, fra Florida i øst til Californien i vest og spreder sig nu også nordpå i et bredt bælte med en hastighed på op til 100 kilometer per år, dobbelt så hurtigt som da den invaderede Europa. Selv Alaska er blevet begunstiget med den smukke fugl, endskønt den ikke hilses velkommen. Problemet i Nordamerika er, at de oprindelige duer, turtelduerne, er noget mindre end tyrkerduerne, der med deres samtidige, hidsige adfærd udkonkurrerer den oprindelige art. I de fleste amerikanske stater er tyrkerduen derfor betragtet som en invasiv art, og den må skydes året rundt og uden for de normale bag limits, der ellers regulerer det antal, man må skyde per dag. Det samme gælder i Colorado, hvor det ikke en gang kræves, at man har jagttegn for at skyde de uønskede fugle. Men det har vi nu sikret os, ellers ville der heller ikke blive nogen andejagt næste morgen.
Lokkeænder virker også på duer
Vi kører lidt uden for byen til en høstet majsmark, som dog stadig står med enkelte striber, der ikke er høstet. Overraskende nok tager Tim et par lokkeænder ud af bagagerummet, af den slags der har vinger, som snurrer rundt, når de aktiveres via en fjernbetjening. “De virker helt fantastisk på duerne,” siger han så. “Ikke fordi duerne er glade for ænder, men de roterende vinger skaber opmærksomhed, og tiltrækker dem.” Ja, tænker jeg bare, det vil jeg se, før jeg tror det. Men han har ret, skal det senere vise sig. Og her gik man og troede, at man vidste noget om duejagt. Mens vi står ved bilen og gør klar og samtidig stifter nærmere bekendtskab med de to lånte halvautomater, lægger jeg mærke til, at duerne allerede er ved at samle sig på strømledningerne langs vejen bag os. Da jeg bemærker det over for Tim, slår han det hen og siger, at det blot er solsorte. Han er dog ikke mere sikker, end at han afslår af vædde 100 dollars med mig, men sikker nok til at vædde 1 dollar.
I min håndkikkert forvisser han sig om, at jeg har ret og hiver straks en dollarseddel frem. “Så må vi hellere se at komme i gang,” siger han blot. Det er tydeligt, at han ikke er vant til at jage duer, og endnu mere tydeligt bliver det, da han stiller to små stole op midt på marken tæt på de to automatiserede lokkeænder. Jeg havde nok forestillet mig, at vi gik lidt i skjul, men han bedyrer, at denne fremgangsmåde er helt fin. Efter et kvarters tid, hvor vi har set duerne lande i et nærliggende, levende hegn og derefter flyve ned i den fjerne del af marken for at æde, lader han sig dog overtale til, at vi sætter os i hegnet og dækker os lidt. Det hjælper på situationen, og der kommer nu flere og flere duer og lander mellem lokkeænderne. Vi kan dog kun skyde lige ud, for bag os er det naboens mark og mod højre landevejen. Det betyder, at vi må lade de fleste fugle flyve forbi. Hvis vi havde placeret os her fra starten, er jeg sikker på, at vi allerede havde skudt det første dusin duer.
Vi skal lige skydes ind
Kort efter har jeg skudt 4 forbiere, på trods af at duerne kommer pænt ind fra siden og drejer rundt for at lande. De flyver hurtigere, end man tror – disse små duer. Vi sidder ikke mere end nogle få kilometer fra den voldsomt store, internationale lufthavn i Denver, og der letter og lander fly i en uendelighed. Alle duers moder, kunne man måske kalde dem. Så begynder de at komme, duerne, og lander i trådene i stor stil, hvorefter nogle få af dem fluks fortsætter ned mod lokkeænderne. Men der er alt for mange af dem, der kigger på vores lidt åbne opstilling med mistænksomme øjne og flyver i en anden retning for at finde en mere rolig mark. Jeg generes meget af ikke at kunne skyde mod højre, for der er trafikken stærkest. Det ville være smartest at flytte lidt opad i hækken, så jeg kom til at sidde nærmere vejen, og derved kunne udvide mit skudfelt. Men det ville stride mod reglerne i Colorado, om hvor tæt man må jage på offentlige veje. Min makker, Lars, får rigtig mange gode chancer, men han skyder forbi igen og igen.
Han er ikke rigtig haglskytte men mere til riffel. På den første kasse patroner får han kun en enkelt due. Jeg har hentet 9 fugle ned indtil videre, men er også snart færdig med den første kasse blypatroner. De to sidste duer forendte i en pæn double og en sky af fjer. Vi nærmer os skumringen, og det kan mærkes på myggenes aktivitet. Jeg må overgive mig først og trækker i jakken. Der er ellers ikke meget, der slår duejagt i skjorteærmer. Senere må jeg også have myggeolien frem. Lars synes at være faldet i søvn, for der kommer stadig gode fugle til ham, men han skyder ikke. Måske har han erkendt, at det her bare ikke er hans spidskompetence. Jeg får skudt lidt flere, men pludselig stopper trækket.
Netop som Tim bukker sig for at samle en fugl op, flyver den
Tim benytter enhver lejlighed til at gå ud efter en skudt fugl. Det er ikke godt for jagten, men det hjælper på hans rastløshed. Da han bøjer sig ned for at samle en af mine fugle op, letter den pludselig og tager en runde hen foran Lars, der skyder forbi to gange. Så drejer den rundt og kommer hen mod Tim igen. Et par hurtige spring, og så fanger han den i luften. Ganske fornøjeligt at overvære, og glædeligt fik vi også denne fugl. Lars slutter af med at skyde endnu en due og jeg par forbiere, inden det er helt slut. Næste morgen skal vi på andejagt, så man kan kun håbe at dagens skydetræning har virket, og at vi kan skyde bedre i morgen, når det rigtig gælder.
