Termometret siger lige omkring 25 grader, selv om klokken kun er 8 om morgenen, det er selvfølgeligt også ligegyldigt, når solen aldrig går ned. Det gør mig nu ikke det store, at natten aldrig kommer, og solen bare cirkler rundt der oppe på midten af himlen. Det jo egentlig meget hyggeligt at rende rundt i t-shirt eller bar overkrop på jagt, og så er det jo et ekstra plus at jagten aldrig behøver at slutte, fordi solen ikke går ned.
Vi har brugt ugen på at skyde moskus med 2 spanske brødre, som hver især fået en kæmpe uden lige, så det er to glade fyre, vi har med at gøre. Men lige nu er de dog en anelse trætte efter at have fragtet deres trofæer hjem til campen. Da spørgsmålet kommer, om hvorvidt de vil slappe af i campen, eller om de har lyst til at prøve lykken efter rensdyr er der ikke meget tvivl i deres sind. De kan jo lige så godt udnytte tiden, mens de er her
Vores tasker er lidt tungere end normalt, for vi har alle noget ekstra tørmad og tørret kød med, så vi ikke dør af sult. Sovegrejet er holdt på et minimum, og det består af en sommersovepose plus en bivuak (vandtæt kondom til sovepose), så vi ikke behøver komme tilbage til campen, og derved kan udnyttet tiden optimalt.
Vi er ikke gået langt, før vi kommer til en støre sø, hvor vi beslutter os for at splitte op. Vi udpeger en fjeldtop på kortet, hvor vi aftaler at mødes ved 20-tiden. Det giver os tolv timer til at jage i og god tid til at få nogle km i benene og forhåbentlig også nogle dyr på ryggen. Mathias, den anden guide, sætter sig i en lille gummibåd sammen med den ene af de spanske brødre, Israel, og begynder at padle over søen. Den anden bror Juan og jeg følger søen en lille km, hvorefter vi begynder at kravle op på fjeldet til venstre for os. Planen er at komme op i højderne og så bruge kikkerterne til at finde et stor rensdyr, skyde det, og så ellers tage hjem igen. Hvor svært kan det være!
Vi er da også godt optimistiske, som vi nærmer os toppen, og det forstærkes kun, da vi sætter kikkerterne op for øjnene og hurtigt spotter de første 10 rensdyr, der står spredt ud over området. Efter et mere grundigt eftersyn af landskabet finder vi flere dyr, men vi må desværre konkludere, at der ikke er nogen af dem, der har noget på hovedet, som sætter vores puls op. Der er jo ikke så meget andet at gøre end at finde en ny fjeldtop, og et nyt område at pege kikkerten imod, og så tage den derfra. Ned til bunden af fjeldet og op på næste top. Stakåndet når vi næste top og får kikkerterne op. Samme resultat: masser af dyr, som alle enten er simler, kalve eller helt unge bukke. Sådan forsætter vi fra fjeldtop til fjeldtop og hver gang med samme resultat. Vi ser stadig masser af dyr, så der må jo være nogle store bukke et sted der ude, men det er jo bare lige hvor, og hvor langt vi bliver nødt til at gå. Egentlig har vi jo kun brugt 5 timer indtil videre, og vi har godt nok dækket meget land. Det skyldes ikke mindst, at Juan er en inkarneret bjergjæger, og så længe han kan holde tempoet oppe, kan vi få dækket et kæmpe område, og det kombineret med midnatssolen, som fjerner det øvre jagtstop, giver os meget tid, så mon ikke vi kan finde en.
Vi bevæger os op mod toppen af et 600-700 meter højt fjeld, og jeg har set på kortet, at der findes en mindre dal med en sø oppe nær toppen, som vi lige så godt kan tage et kig på, når vi nu går den vej alligevel. Vi går frem mod en klippekant hvorfra vi kan kigge ned i dalen, og ganske rigtig går der en gammel dreng alene rundt nede ved søen kun 40 meter fra os. En ideel skudmulighed, med et flot trofæ, hvis det altså ikke lige var fordi, at det var den forkerte art. For i stedet for en stor flot rensdyr buk er det en gammel moskustyr – flot men ikke lige det vi leder efter. Vi sætter os ned spiser lidt frokost og får taget billeder og film, mens vi kigger på den gamle tyr, der stadig ikke har opdaget vi sidder her.
Frokostpausen er forbi, og vi hanker op i rygsækkene, og får hurtig bevæget os op på toppen af fjeldet, som er et af de højeste i området. Ti kilometer øst fra os ligger indlands isen, som med sit uendelige ishav forsætter så langt øjet kan se. Nord for os har vi en enorm sandslette, der starter helt inde ved en glaciser, der løber ud fra indlandsisen og forsætter hele vejen ud til kysten. Jeg ved, at der er et super rensdyrområde på den anden side af sandsletten, men det ikke muligt at komme derover, da stykket gennemskæres af en meget kraftig elv. Pludseligt siger Juan, at han har spottet rensdyr, men at de er lidt langt væk. Jeg prøver at kigge i samme retning som ham, men ser ikke et eneste levende dyr. Udvider mit søgeområde, men stadig ikke noget. Får ham til at give mig en bedre pejling, og først nu går det op for mig, hvor han ser dem henne.
Midt ude på sandsletten, 400-500 meter fra noget der bare minder om at være noget spiseligt, ligger der en flok på 30-40 rensdyr. Det helt fine sand der blæser rundt og den varmedis, der stiger op fra sandet, gør det meget svært at se, hvad der sker dernede.
Vi går 200-300 meter længere frem, til vi når hen til, hvor fjeldet begynder at gå stejlt ned. Her sætter vi os og kikker nærmere på flokken. Vi har stadig tre måske fire kilometer hen til den, og det egentligt ikke så galt, hvis man ser bort fra et fald på omkring 650 højdemeter, som under normale omstændigheder ville være til at have at gøre med. Men her, hvor gletsjeren før i tiden er løbet, har den slidt siderne af fjeldet, så det nærmest er lodret. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad rensdyrene laver nede i sandet, kun engang imellem kan jeg se nogle af dem bevæge sig for så at falde til ro igen. En mulighed kan være, at de lige har krydset elven, og nu samler kræfter til den videre tur, men jeg tror bare, at der er alt for meget vand i elven, til at de kan have krydset den på denne årstid, så der må være et eller andet de skal dernede. Egentlig var det ikke et sted, jeg ville tage kunder med ned, for turen ned bliver svær, og det er bestemt ikke et sted, man har lyst til at bevæge sig, med en der ikke er vant til bjerge, men den del tror jeg går, for Juan jo er erfaren. Jeg er faktisk mere nervøs for turen op igen, for skulle det lykkes os at skyde et rensdyr dernede, skal vi jo have det op igen, og det, tror jeg ikke, bliver en skide sjov tur for nu at sige det pænt. Vi diskuterer lidt frem og tilbage, men kommer hurtigt frem til, at det skal prøves, selvom det bliver hårdt.
Vi har kun en halv flaske vand tilbage hver, så jeg fylder min flaske i et lille vandhul som er lige bag os. Normalt vil man ikke drikke af sådan et, men jeg fjerner de største dyr, som ligger i overfladen, og ser man bort fra den gule farve, smager vandet faktisk helt fint, Juan er dog ikke enig og nøjes sin halve flaske.
Det har taget os næsten en time at nå bunden, og det var ikke en nem tur, men det gik noget hurtigere, end jeg havde troet. Undervejs fik vi da også begge to et par glideture i vores iver, men ikke mere end at det kun gav et par blå mærker, så alt i alt en god nedstigning. Rensdyrene befinder sig stadig på samme sted, og bortset fra et par ungdyr, der løber forvirret rundt, ligger de alle sammen ned. Vi begynder langsomt at bevæge os rundt langs fjeldkanten – selvom vi bevæger os i skyggen, er vi ret udsatte, da vi ikke har noget at gemme os bag, så hver gang et af ungdyrene løber eller kikker i vores retning, bliver vi nødt til at sætte os ned og vente. Vi bruger to timer på at nå langt nok til, at vi er på højde med flokken, Her sætter vi os så langt ind i skyggen som muligt under en overhængene klippe, så vi er ret godt skjult. Rygsækkene bliver smidt på jorden, og så sætter vi os ellers til at bruge kirkerterne. Der er en del skudbare dyr i flokken, men der er tre, som helt klart skiller sig ud fra mængden, selvom vi stadig har svært ved at se dem ordentligt, med alt det sand der er i luften, og varmen der stiger op fra sandet. Afstandsmåleren siger 400 meter, og selvom jeg normalt gerne vil tættere på, kan jeg godt se, at vi får svært ved at forsætte ud over den åbne sandslette, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at Juan kan sætte skuddet. Men det er ikke en mulighed, for rensdyrene ligger i en lavning, som gør, at man kun kan se ryggen og hovederne af dem. Vi kan ikke komme højere op, da det vil betyde, at vi skal kravle op af skrænten bag os, men så vi kommer længere væk og bliver nødt til at indtage en siddende skydestilling, som langt fra er optimalt på den afstand. Der er ingen vej uden om, vi må i gang med den umulige plan: at kravle over den flade sandslette, uden nogen form for dækning. Juan tager sin riffel, og jeg tager den sammenrullede sovepose med, så han har noget at støtte riflen på, når han skal skyde. Og så er det ellers ned på maven – og her mener jeg ligge helt fladt på maven og langsomt hive sig fremad. Vi når ikke mange meter ud fra kanten, før temperaturen begynder at falde fra de 20-25 grader ned til omkring 10 grader. Grunden til dette er den kolde vind, som kommer inde fra indlandsisen, der ikke er mange kilometer væk, og som får god fart på ned gennem den store sandslette, hvor der ikke er noget, der bremser den.
Hvad der er værre, er alt det sand, som vinden hiver med sig – og nu kalder jeg det sand – men der er i virkeligheden sediment, som isen gennem mange tusinde år har skrabet af fjeldene under sig. Heroppe kalder man det sild, og det er faktisk meget finere end normalt sand. Det føles fuldstændig, som om man bliver sandblæst, og det kommer tilmed ind alle tænkelige steder, så sekunder efter at vi er kommet ud i vinden, er lommer, bukser, tasker, og alt andet fyldt med sand. Vi prøver at vende ansigtet væk fra vinden, og det hjælper lidt, men vi skal samtidigt holde øje med, at dyrene ikke begynder at bevæge sig. Ved den mindste bevægelse i flokken presser vi os om muligt endnu mere fladt ned på maven og sætter sneglefarten på pause. Sådan går de næste to timer, og vi har kun møvet os lidt over 200 meter frem, men nu ligger vi da inde på 180 meters afstand af flokken. Hvis de rejser sig op nu, burde vi kunne afgive et skud. Da vi helst vil have at de rejser sig op af sig selv, ligger vi bomstille og venter. Vi kan så passende bruge tiden på kigge efter, hvilken af de 3 største bukke, vi skal vælge. Det bliver meget hurtigt klart at to af dem klar større end den tredje, men så bliver det svært, for vi kan vi ikke se skovlene på dem, da de ligger med hoveder helt nede på jorden, og derudover har de omtrent samme længe, men bare lidt forskelligt form. Den ene har lidt længere spidser end den anden, men de er så til gengæld ikke lige så tykke. I bund og grund er det jo en smagssag, og i denne situation er det nok bedst at skyde den første, der rejser sig. Da vi har ligget i 20 minutter, og der stadig intet er sket, forsøger jeg at sætte lidt skub i tingene ved at give et pift, men der sker ingenting. Jeg må prøve noget nyt, så jeg rejser mig op – intet sker. Så begynder jeg at gå frem og tilbage – og stadig ingen reaktion.
Jeg tager kikkerten op og ser efter, hvad der sker, og til min overraskelse ser jeg, at alle dyrene ligger ned med hovederne samme vej væk fra vinden med øjnene lukkede. Mit gæt er, at det er for at holde sandet ude. Jeg kan ikke lade være med at grine over, at vi lige har brugt to timer fladt på maven til ingen nytte. Vi kunne bare havde trampet hele vejen herud uden problemer. Får Juan på benene og så bevæger vi os tættere på. Vi når godt 50 meter længere frem, før en af de unge rensdyr rejser hoved for at ryste det, og så får den øje på os. Vi falder straks til jorden. Juan får lagt riflen klar, og nu begynder flokken ellers langsomt at rejse sig. Den unge ren ved stadig ikke rigtig, hvad den ser, og de andre ved ikke, hvor eller hvad ungdyret har set. Jeg kan nu melde til Juan, at de to store begge har fine skovle, og at han kan skyde den første, han har frit skud til, og der går da heller ikke lang tid, før han lader skuddet gå, og med det samme hører jeg kuglesmældet.
Jeg når ikke at se, hvilken en han har ramt, og det hele bliver nu lidt kaos – bare en masse horn der løber forvirrede rundt. Nu kommer den svære opgave: der er to dyr med store horn, begge i bevægelse, og jeg skal nu sige, hvilken en han skal skyde. Ganske vist lød det første skud godt, og Juan er ret sikker på, at kuglen sad, hvor den skulle, men det ville være en skam, hvis det ikke var tilfældet, og den stak af, for så bliver en lang dag lige pludseligt meget længere. Derfor vil jeg meget gerne havde den ned. Jeg er 95% sikker på, hvad det er for en af dem, da den opfører sig mere underligt, end rensdyr ellers normalt gør, så jeg giver grønt lys til Juan. Igen skyder han prompte. Denne gang falder dyret til jorden, og så er det ellers bare at håbe på, der kun ligger et dyr derude. De andre rensdyr løber stadig forvirrede rundt, som kun rensdyr kan, og jeg ser heldigvis, at det andet store rensdyr har det helt fint. Det betyder, at jeg ikke behøver at bekymre mig om at skulle forklarer min chef, at jeg har et ekstra dyr med hjem.
Det er en flot scene til trofæbilleder med den helt flade sandslette med ismuren fra indlands isen i baggrunden, men sandet i vinden gør det svært. Nu kommer det spændene, for vi skal til at slagte et dyr i en sandstorm – det skal jo gøres! Først prøver vi at hive dyret ind til kanten, men vi må hurtigt give op, da det er for tungt at slæbe i det løse sand, og fordi vi også er bange for at ødelægge skindet, som skal bruges til en skuldermontage. Der er ingen vej udenom. Vi må gøre det på stedet. Dyret skilles ad i hoveddele, og vi pakke dem i stofposer og bærer dem ind til kanten, hvor vi er i læ. Selvom jeg synes, at vi har gjort vores bedste, undgår vi ikke at der kommer sand med.
Det fede ved situationen er, at vi faktisk er ude af kortet, men jeg har en ide om, hvor vi er. Den nemmeste og laveste vej over fjeldryggen bliver en vurdering, vi må tage ud fra, hvad vi kan se her. Som vi begynder at bevæge os opad, kan vi virkeligt mærke, hvor stejlt der er, og vi bevæger os heller ikke mere end 30-50 meter ad gangen, før vi må holde pause. Det er i sig selv er en svær opgave, for med mindre vi finder en lille afsats, småglider vi hver gang, vi prøver at sætte os ned. Vi finder et lige plateau, hvor vi kan tage taskerne af og sætter os ned for at få vejret, kigger rundt og finder ud af, at vi sidder lige oven i en blåbærbusk. Nu sidder vi så og kigger ned på den sandslette, vi kom fra, og som efterhånden er 500 højdemeter under os, alt i mens vi fylder os med blåbær.
Juan har ikke mere vand, så jeg giver ham min flaske, som han glædeligt tager imod. Da han er færdig med at drikke kan jeg ikke lade være med at grine og spørger ham om, det klamme vand så var okay, hvortil han smilende svarer, at han aldrig har smagt noget bedre. Vi skal videre de sidste 100 meter til toppen, og nu er det blevet så stejlt, at vi kun tager omkring 10 meter af gangen, før vi holder pause. Juan begynder at klage lidt over, at han er træt, så jeg siger, at han bare kan smide rensdyrhovedet, der hænger på hans taske. Nu er han pludselig ikke så træt længere, og grinende forsætter han, mens han ryster på hovedet. De sidste 30 meter tager jeg i et ryk, mens Juan bliver nødt til at knække den i to. Det volder ham problemer, da han skal have rygsækken på igen, for kombinationen af den stejle fjeldside og en taske, hvor der hænger et kæmpe gevir ud fra, er ikke hel nem, især ikke når man er gået sukkerkold. Jeg overvejer, om jeg skal gå ned og hjælpe ham, for de 15 meter, jeg skal kravle ned og op, bliver kæmpe kraftanstrengelse. Da jeg omsider rejser mig for at gå ned til ham, lykkes det ham at få tasken på ryggen og på egen hånd kravle det sidste stykke op til mig. Han ser på mig og siger, at han ikke har mere energi tilbage, men jeg må så desværre skuffe ham med, at det, vi troede var toppen, bare er en 100 meter lang dal, så vi har lige en ny top 100 meter højere oppe. Juan ser mistroisk på mig, hvorefter han lægger sig ned og helt tørt siger “og det betaler jeg for”, hvorefter han flækker af grin, og jeg stemmer i. Det er kunder som Juan, jeg elsker. Han skal ikke bare ud og have en ny penisforlænger hjem til sin samling. Nej! Han er ude for eventyrets skyld.
Han vidste præcis, hvad han gik ind til, da vi gik ned efter rensdyret, og selv om jeg er hans guide, er vi på denne tur sammen og oplever fælles glæde, da dyret falder sammen, men vi udlever også pinslerne ved det, vi nu har gang i sammen. Ingen klagen – bare et fuldstændigt upassende grineflip, der alligevel virker så rigtig lige nu. Jeg får gang i min pibe. Har lidt vand tilbage i flasken, som jeg blander med så meget energipulver, at det minder mere om sirup end vand, og så sidder vi ellers og nyder livet lidt, mens vi deler mit sirupvand, og jeg bapper lidt på piben.
Måske går vi lidt i blinde, nu hvor vi stadig befinder os uden for kortet, eller er vi måske er inde på det? Det er svært at sige, før vi har nået toppen og har nogle pejle mærker at gå efter. Men mit bedste bud er, at vi er to kilometer, fra hvor vi skal mødes med de andre. Synes pludselig at jeg hører nogle menneskestemmer. Det er nok bare trætheden, som spiller ind. Men så kommer der et pift, og jeg kigger op langs fjeldryggen, og ganske rigtig, der står Mathias, som straks løber ned mod os sammen med Jeans´ bror. Det viser sig at de tilfældigvis, efter at havde rendt rundt i timer i deres søgen efter rensdyr, er endt lige nøjagtigt det sted, vi kommer op. Og ikke nok med det, de har de lige skudt et rensdyr, men da de så os komme, ventede de med at gå ned til det, så vi ikke blev væk fra hinanden. Hvorfor vi ikke har hørt skuddet, ved jeg ikke, men vi har åbenbart kun været nogle få hundrede meter fra hinanden. Jeg forhører mig om det er en flot buk, de har nedlagt. Den nøjagtige størrelse er de ikke sikre på, men en ting er sikkert, den er på ingen måde lige så stor som vores. Israel havde taget en velovervejet beslutningen, for der kunne jo være større bukke derude, men risikoen var så at komme hjem uden. Derfor tog han skuddet, og hatten af for det.
Vi får pakket dyr nummer to, og jeg vejer lidt for og imod, om hvorvidt vi skal sove her eller gå hele vejen hjem. Da vi jo skal hjem på et tidspunkt, kan det lige så godt være nu – ingen grund til at udskyde en gåtur til i morgen. Det tager da heller ikke mere end en 3 timer, før får campen i sigte.
Her sætter Mathias og jeg farten op, så vi kan nå ned før de andre og få begyndt på maden. Får taget støvlerne af og hjemmeskoene på. Alt grej er smidt i en bunke. Det eneste, vi har fundet frem, er fire mørbrad, og to fileter, som er vores middag. Fire dåser bønner ryger i en gryde, og en pande bliver sat over til kødet. Kigger ud af køkkenteltet og kan se, at Juan og Israel også har smidt deres grej og støvler og ligger fladt på græsset helt færdige. Mathias går ud med noget saftevand til dem, mens jeg steger kødet færdig.
Ud over at kødet er fyldt med sand, og bønnerne aldrig rigtig nåede at blive varme, glider det hele ned med stort velbehag, og der går heller ikke længe før vi alle sidder mætte og er lige ved at sprænges. Juan og Israel hopper i seng, og Mathias og jeg beslutter os for at lade opvasken stå til næste morgen. Nu må et lille stop i piben må være på sin plads inden, og lige som jeg får ild i den, kommer Mathias ud med en halv flaske whisky. Jeg skynder mig at drikke det sidste saftevand i koppen, så der er plads, og så får jeg ellers en god kop hældt op.
Uret siger 03:00, det vil sige, at det er 19 timer siden, at vi forlod campen i morges. Kigger på Mathias og begynder at grine. Kan ikke sige andet end ”fuck det var en fed dag”, hvorefter jeg bunder min whisky og går i seng.
