TEKST: CLAUS WEST
FOTO: CLAUS WEST SAMT AKTAVIA OG CHRISTOPH NANZ/SHUTTERSTOCK
Det startede med, at jeg var så heldig at blive inviteret på drivjagt af WeHunt på Skärsjö Gård, cirka 80 kilometer sydvest for Linköping.
Da jeg kommer fra Sjælland og Michael, den anden dansker, der også er inviteret med, kommer fra Jylland, aftalte vi at mødes ved Jönköping og køre de sidst 200 km sammen.

Vi er i god tid og tager nogle småveje, og stemningen stiger betragteligt, da vi ser en rudel dåvildt med blandt andet en rigtig fin fuldskuffel, flere andre hjorte, dåer og kalve stå i skovkanten ikke så langt fra, hvor vi skal på jagt.
Indtjekning er mellem klokken 18 og 19, hvorefter der er lækker tapas, og den næste dags program bliver præsenteret af Sophie fra WeHunt og jagtleder, Alexander.

Skärsjö Gård er et veldrevet jagtrevir på cirka 3.000 hektar med meget afvekslende og kuperet terræn. Jagten består af tre store drev, og til afskydning er:
1 dåhjort med et gevir, som man vil hænge op på væggen, bukke med en opsats, som man bestemt også vil hænge op på væggen derhjemme, rålam,
1 elgkalv,
2 spidshjorte, smalhinder og dåkalve. På grund af afskydningspolitikken må vi dog ikke skyde til enlige dåer, da det kan være svært at se forskel på då, smaldå og kalve på denne tid af året.
Næste dag er der et veldækket morgenbord, og klokken 7.30 er der parole, og derefter er det på jagt. Når vi er sat på post, må vi skyde, og min nabopost (Mette) når kun lige op i tårnet, inden den første rotte af vildsvin kommer forbi.
Hun får hurtigt afgivet skud, men grisen ligger ikke forendt, og derfor må hun ikke afgive skud i den retning igen i en 45 graders vinkel på hver side af anskudsstedet. Hvorfor det? Det er for at gøre eftersøgningen nemmere for hundene.

Der kommer efterfølgende omkring 30 grise forbi på samme spor, som hun så ikke må skyde til. Der er rigtig megen aktivitet, og hurtigt bliver der meldt over jagtradioen, at der også er skudt en spidshjort. Senere kommer der 3 grise bagfra ind imellem mig og min nabopost. Mette skyder en fin galt på 70 kilo, der triller som en hare, skudt med jagtgevær. Jeg skyder ikke til de 2 andre grise, selvom det kribler lidt i pegefingeren, da jeg skønner, at de er for langt væk.

Senere målte vi afstanden til 110 meter, og selvom jeg har trænet på elgbanen på 100 meter, er en afstand på 110 meter til en gris i løb, for langt for mig.
Senere kommer en enlig då forbi, men den må jeg ikke skyde, så den hoppede fint videre.
I skoven foran mig ser jeg en rå med et bukkelam, men kan ikke skyde, da jeg ikke har kuglefang, senere kommer de for ovre hos Mette, og hun skyder et fint bukkelam.

Skadet hund
Nu bliver det mere alvorligt, i drevet har en gravhund haft standhals i et kvarters tid, og det er tæt på min nabopost på den anden side.
Min nabopost ser også en labrador løbe lidt forvirret og nervøst rundt. Da hundeføreren når frem til gravhunden, er den svært skadet, og i første omgang tror vi, at benet er bidt over, og at det kun hænger i huden.
Den bløder meget, og hundeføreren kører hurtigt hunden til den lokale dyrlæge og får lagt drop, så den ikke forbløder.
Dyrlægen anbefaler, at hundeføreren kører til en mere erfaren husdyrsdyrlæge, og med droppet hængende i panikhåndtaget i bilen kører han hurtigt videre. Efterfølgende viser røntgen, at hunden ikke havde indre skader, men benet var trådt/sparket af og ikke bidt af som først antaget. Hunden har dog så store skader, at den senere på aftenen bliver aflivet.
Den Store Keiler
Efter hvert drev samles alle i en stor rundkreds og beretter om, hvad de har set, skudt til, og om der er noget, som skal eftersøges for derefter at advisere eftersøgshundene. I andet drev er der ikke så megen aktivitet omkring min post, og jeg ser kun en enlig då. Pludselig hører jeg 5 skud lige efter hinanden, og der er ingen melding i jagtradion, jeg tænker: “hvad var det?” og senere får vi fortalt, at en hund har trykket en stor orne/keiler på 100 kilo ud i søkanten, og hurtigt kommer der flere hunde til. Grisen ser til sidst ingen anden udvej end at angribe hundene, og til alt held er der en hundefører i nærheden, som til sidst får skudt grisen, inden vi mister endnu en hund. Denne form for jagt sætter vores danske fasanjagt lidt i relief.

Bæredygtighed
Det sidste drev er ikke så begivenhedsrigt som det første, men der bliver da skudt et par brungrise, og jeg ser igen en enlig då, som stadig løber rundt og hygger sig. Øjvind fra Norge ser et fint bukkelam og lader det gå, da han skønner, at det har potentiale til at blive en god buk om nogle år, og for udvist bæredygtighed modtager han en grankvist til hatten, som hvis han havde skudt et stykke vildt.
Ved solnedgang er der en flot anlagt parade: der blev skudt en spidshjort, fem vildsvin og et rådyr. Hundeførerne bliver som traditionen tro hyldet for deres store indsats og flotte hundearbejde. En dejlig jagtdag lakker mod enden, og tilsammen har vi set omkring 200 forskellige stykker klovbærende vildt.
LÆS OGSÅ




