Frosten sætter sine kridhvide og sylespidse tænder i mine tæer og fingre ganske kort tid efter, at jeg har placeret mig på såt-siden af det brede brandbælte i den vestlige del af Hoverdal Plantage. Bag mig har drevet været i gang et stykke tid, og adskillige riffelskud har allerede flænget den frostklare morgen.
Solen er på vej op over grantoppene mod øst og tilbyder en lille smule varme, indtil den pakkes væk i skyerne. Jeg sidder med den kolde vind lige ind i ansigtet, hvilket er både godt og skidt. Skidt, fordi min fært blæser ind i såten. Godt, fordi jeg sidder som yderste post, og da kronvildt altid søger op i vinden, når det presses, skal de komme forbi mig på et tidspunkt. Sikkert hen mod slutningen af drevet, når jeg er blevet gennemkold og mistet både min klarhed og min koncentration. Og det gør de. Når man påstår sig uheldig, skyder man skylden på skæbnen i stedet for sig selv. Så her er jeg ikke uheldig, men bare dum, for det er mig, der er den skyldige. Jeg har lige flyttet den trebenede skydestok, helt lydløst, over på venstre side efter en pludselig indskydelse. Men jeg har ikke fået trykket det bageste ben gennem isskorpen, oven på de tyve centimeter sne, og derfor skrider benet, da jeg lægger riflen op.
Det er et yderst uheldigt tidspunkt, for førerhinden er lige kommet ud på brandbæltet et godt stykke ude. Hun følges af 25-30 andre krondyr med enkelte spidshjorte og en skudbar 10-ender. De er helt i ro, selv om de er godt klumpet sammen. Da jeg får arrangeret skydestokken på ny, er halvdelen af rudlen borte i fyrrekrattet mod øst. Den store hjort også. Jeg får mig samlet sammen og får på ny riflen op, denne gang uden uheld. De to bageste dyr står begge frit. Forrest hinden og bagest den kalv, som mit kors nu cirkler om.
Her kom der for et øjeblik siden 30 stykker kronvildt over brandbæltet. I rudlen var der både kalve, hinder, små hjorte og en fin 10-ender. Det skete der dog ikke noget ved…
Forventnings glæde
Jeg har glædet mig til denne jagt på krondyr i lang tid, faktisk lige siden jeg kom hjem fra den forrige. For Naturstyrelsens jagter i Vestjylland er noget helt specielt. Det er ikke bare god jagt, det er et arrangement med – hver for sig – interessante komponenter, der sammen danner en vellykket helhed: en eftermiddag på skydebanen på løbende mål, en aften med kulinariske højdepunkter, et spirende venskab med nye bekendtskaber og så til slut lidt trykjagt på de attraktive krondyr.
Skydebanearrangementet før Naturstyrelsens trykjagter er obligatorisk, og hver jæger afgiver cirka 60 skud på forskellige baner og i forskellige skydestillinger. Her stående skydning til løbende kronvildt.
I går samledes vi ved frokosttid, alle os der havde sat en håndfuld tusindkronesedler ind på Naturstyrelsens konto i forbindelse med vores tilmelding. Det første, der sker, når man ankommer til Ulfborg Skyttecenter, er derfor, at man får tjekket sin kvittering, sit jagttegn og sin riffeltilladelse. Herefter finder man en køje i en af de mange 4-mands-værelser og slæber alt sit grej ind, for derefter at søge sammen med de andre om en kold frokost og en varm velkomst.
Der skydes til bevægelige skiver på afstande mellem 40 og 60 meter. Første skud afgives, når skiven står stille, hvorefter målet sætter i løb, og andet skud afgives. Der skydes både stående, siddende og fra hochsitz. Gode skud markeres med grønne prikker, mindre gode med røde prikker. Her en af de bedre serier, hvor alle fire skud sidder, som de skal.
Jagten finder først sted i morgen, så i eftermiddag skal vi alle på skydebanen. På Skyttecenteret i Ulfborg findes nogle af landets absolut bedste faciliteter til at gennemføre jagtrelevant skydning med riffel, så det bliver en ganske fornøjelig eftermiddag, hvor de fire hold cirkulerer mellem lige så mange skydeposter.
På mit hold er Henning fra Birkerød. Han er helt ny som jæger og har skyhøje forventninger til dagen i morgen. Først skal han dog slippe gennem dagens skydning. Jeg synes, at han gør det ret godt, hans træningstilstand taget i betragtning, selv om det kniber lidt med de løbende skiver. Han har en tendens til at stoppe sit sving, når han trykker af, men det bliver dog meget bedre op ad dagen.
Henning og Thomas på vej tilbage til skydehuset efter at have markeret deres skud på pistolbanen. Der skydes her på kort afstand for at øve hurtig repetering, idet der skal afgives fire skud på fire forskellige skiver på 10 sekunder.
Vi skyder på de fire baner tre gange, men på forskellige måder hver gang. Vi skyder stående, siddende, med skydestok, fra tårn og fra hochsitz. Et par gange er der tale om hurtigskydning, hvor der skal afgives fire skud på fire forskellige skiver på 10 sekunder. For at gøre det så naturligt som muligt får vi ovenikøbet lov til at skyde på skråtstillede 3D-skiver, hvor både indgangshul og udgangshul markeres, og på de løbende skiver presses vi til det yderste. En særdeles lærerig eftermiddag, der omfatter cirka 60 skud.
For at gøre situationerne så naturlige som muligt skydes der også på skråtstillede 3D skiver, hvor både indgangshul og udgangshul markeres.
Gastronomi med lokale råvarer
Om aftenen leverer Vestjysk Gastronomi en gourmet-middag, overvejende med lokale råvarer, og herefter holder den lokale skovfoged og vildtkonsulent foredrag om områdets kronvildt.
Han kan fortælle, at den hårde frost og den megen sne har betydet, at kronvildtet er gået sammen i store rudler og derfor er vanskelige at have med at gøre. Tidligere på sæsonen har der været op til 34 stykker kronvildt på paraden, heraf enkelte store hjorte, samt råvildt og ræv. Den seneste jagt gav dog kun 14 stykker kronvildt, 6 stykker råvildt og en ræv. Han forventer, at vores parade vil være i den størrelsesorden, medmindre vi er meget heldige.
Vestjylland har Danmarks største bestand af kronvildt, fordelt på de tre bestande på Feldborg, Ulborg og Klosterheden, og den er i overkanten af, hvad områderne kan bære, på trods af at der skydes omkring 3.000 dyr hvert år. Langt de fleste skydes på private arealer, og fordelingen på kalve, hinder og hjorte er vidt forskellig.
På statens arealer skydes der især kalve og hinder, hvorimod der skydes langt flere hjorte på de private arealer.
De fleste jægere indtager deres post i et skydetårn eller en hochsitz, men der er også mulighed for, at man skal sidde ’på jorden’, hvorfor en stol altid skal medbringes. Her en typisk post i en ældre granskov ved et bredt spor.
Det er i øvrigt ganske normalt, at der på de dage, hvor Naturstyrelsen holder deres jagter, skydes flere krondyr på de private arealer end på Naturstyrelsens arealer. Eksempelvis blev der en dag talt 70 skud i forbindelse med en jagt, men kun de 27 kom fra statsskovene.
Skovfogeden fortsætter sit indlæg med at gennemgå principperne for stortryk, gentager parolen og viser billeder af hjorte, der er skudt i området. Det bliver en lang, men særdeles spændende aften, og alle går i seng med billeder af masser af kronvildt på nethinden og højspændte forventninger til næste dags jagt.
Frokost ’i det grønne’ ved Naturstyrelsens tipi ved Fejsøhus. Her indtages frokosten og rigeligt med varm kaffe. I dagens anledning var der tændt bål inde i tipien, hvilket lokkede en del indenfor.
Det var forbi
Her sidder jeg så på min rygsækstol og forsøger at få ro til et godt skud til kronkalven. Den stiller sig i perfekt skudposition, endskønt afstanden derud er noget større, end jeg kunne håbe på. Da skuddet går, har jeg en klar fornemmelse af, at det er en forbier. Du kender det sikkert fra dig selv. Nogle gange er man sikker, andre gange ved man bare, at det ikke gik. Kalven forsvinder som den sidste ind i træerne, og så lyder der endnu et skud, denne gang fra min nabopost.
Stilheden tager over, og vindens susen i trætoppene vender tilbage på fuld styrke, mens jeg igen gennemgår skuddet. Noget senere skyder min nabopost tre hurtige skud efter hinanden og derefter endnu et. Måske var det der, man skulle have siddet?
Da vi senere mødes, hvor krondyrene stod, viser det sig, at han har skudt en ræv med tre skud og et rådyr med et enkelt. Han har yderligere skudt et skud til 10-enderen, men der er ingen tegn på, at den er ramt, ligesom den kalv, jeg skød på, heller ikke har efterladt sig noget tegn. Begge dyr bliver eftersøgt af en af de fire schweisshunde, der er til rådighed i dag, men heller ikke de lykkes med at finde yderligere spor.
Vi køres tilbage til bilerne, hvor Naturstyrelsen har opstillet en tipi som omdrejningspunkt for et varmende bål, sandwich og varm kaffe. Alle forsøger at få overblik over resultatet af formiddagens såt, der har givet 10 krondyr, 3 rådyr og en ræv. Der er rapporteret 23 skud, hvilket såmænd er meget godt. Tre heldige jægere har nedlagt både hind og kalv, andre kun et enkelt stykke vildt.
Adskillige har set kronvildt uden at få chance for skud. Og så er der naturligvis også enkelte, der intet har set. En af dem er min nye ven fra Birkerød. Henning ser noget nedtrykt ud, her midt på sin første kronvildtjagt. Han betror mig, at han nok havde regnet med, at det ville blive ret nemt at skyde et krondyr, men at han nu er blevet lidt mere realistisk.
Velkommen til jagtens verden, Henning. Det bliver ikke din sidste skuffelse, men du vil også opleve at være i himmelen på andre tidspunkter. I den modsatte ende af spektret har vi Arne fra Roskilde. Han er en erfaren jæger og har netop passeret de 70 år i fin stil. Han deltager regelmæssigt i Naturstyrelsens jagter og har været her på stedet flere gange. I dag har han skudt to krondyr i første såt og har svært ved at få armene ned.
Selv om der af og til skydes store hjorte på Naturstyrelsens trykjagter, er den største del af udbyttet dog hinder og kalve. Helt op til 34 har der ligget på parade efter en trykjagt, selv om udbyttet ikke altid når disse højder.
Post nummer 24
Snart efter er det tid til at trække lod om posterne til eftermiddagens såt. Jeg trækker nummer 24, hvilket svarer præcist til antallet af deltagende jægere. Jeg skal sidde ret langt fra selve hovedsåten, adskilt fra mig af et stort hedeareal.
Allerede da jeg er på vej på post, vælter det frem med kronvildt, der bevæger sig parallelt med mig på 200 meters afstand. Jeg bevæger mig så hurtigt, jeg kan, fremad i noget, der minder om løb, i håbet om at afskære dem fra at gå syd om mig, op mod vinden, og derved også væk fra den store såt mod nordvest. Det lykkes naturligvis ikke, hvorfor et sted mellem 100 og 200 stykker kronvildt nu ikke længere er i spil til eftermiddagens jagt.
De næste timer snegler sig af sted, og der høres kun ganske få skud fra de andre jægere. Så endelig kommer der en kronhind, denne gang direkte ned mod mig. Jeg gør skydestillingen klar, og da hun er på 70 meters afstand, har jeg korset på hende og venter nu kun på, at hun skal dreje til enten den ene eller den anden side. Nu kan det ikke gå galt. Og dog, for i samme øjeblik kommer et rådyr springende tværs gennem såten mellem hinden og mig.
Sne og mudder står op bag det skræmte dyr, og i næste sekund er kronhinden på vej i den modsatte retning med det lysegule spejl slået op. Så skulle da også. Nu er der intet sket i to timer, og så kommer der to dyr på samme tid og redder hinanden. Kulden kryber ind, for selv om jeg sidder i nogenlunde læ, så fryser det dog kraftigt.
En tårnfalk slår ned i et træ i nærheden, et rødt egern har travlt med at skære kogler i toppen af de store graner, og ravnene passerer jævnligt hen over mig. Jeg fornemmer, at vi er tæt på slutningen, da jeg får øje på en spidshjort og en hind, der er på vej i min retning. De vil passere bag mig i en afstand på mindre end 50 meter.
Jeg får mig drejet rundt og riflen i stilling, da de begge stopper bag nogle træer. Jeg kan se bagdelen af hinden på den ene side af træerne og hovedet af hjorten på den anden side. Jeg er klar, og nu skal de bare tage et par skridt fremad, for så har jeg frit skud på hinden. Nu kan det ikke gå galt. Og dog, for igen kommer et rådyr spurtende tværs gennem såten mellem krondyrene og mig. Få sekunder senere er både hinden og hjorten på vej væk i rasende fart. Jeg har normalt et godt forhold til råvildtet, men lige i øjeblikket er de ikke i høj kurs hos mig.
Der skydes en del råvildt i forbindelse med kronvildtjagterne, for også råvildtet holder af de store hedestrækninger og den dækning, som nåletræsplantagerne tilbyder.
Rådyr igen
10 minutter senere kommer yderligere to rådyr ind i skoven, ude fra heden. Det er et lam og tilsyneladende en rå, endskønt råen ser noget ungdommelig ud. Måske er det to lam, men den ene er noget større end den anden.
Jeg er ikke kommet til Vestjylland for at skyde råvildt, men på den anden side er såten slut om ganske kort tid, og jeg synes måske også, at jeg er noget bagud på point i forhold til råvildtet. Hævn er der vel ikke tale om, for disse to smukke dyr har næppe noget med de to ødelagte situationer at gøre.
Alligevel beslutter jeg mig for at skyde lammet, hvis den præsenterer sig til et fint skud. Det gør den et øjeblik senere, da den er kommet ind på 40 meters afstand. Den springer højt i luften og spurter et kort stykke, inden den falder. Det andet dyr løber lidt væk og stiller sig så op til en perfekt kugle på 50 meters afstand, hvilket er mere end jeg har nerver til.
Også den springer højt i luften og tager en lille spurt, inden den forender. Få minutter senere hører jeg signalhornet og rejser mig for at banke varme i kroppen og hente de to dyr. Den største af dem er også et lam, så råen må være skudt et andet sted. Straks har jeg det rigtig godt med, at jeg skød dem begge.
Svinekoteletter som plaster på såret
Eftermiddagens jagt ender uden kronvildt, og kun ganske få har set noget til dem. Der ligger derfor kun fire stykker råvildt på vildtvognen, da vi kører hjem. Til gengæld er det skudt mindst 30 skud mod syd på de private arealer, hvilket også var den retning, den store rudel tog, da de forlod mig.
Der er svinekoteletter på bordet i Fejsøhus, og vi nyder både maden og varmen, mens vi venter på, at vildtparaden gøres klar. Jeg sidder ved siden af Henning fra Birkerød. Heller ikke i anden såt fik han set kronvildt, og så er der pludselig meget langt hjem.
Det er helt mørkt, da skovfogeden slutter jagten af i forbindelse med vildtparaden. Langsomt tømmes pladsen for biler med jægere, der nu kan tage hjem og drømme og oplagte skudchancer til langsomt passerende kronvildt på kort hold. Til næste år, måske.
