TEKST OG FOTO: THOMAS MØBERG
“Okay, nummer två!” Ordene kommer på klingende svensk fra skytteeleven Daniel. Jeg kigger en smule desorienteret og lettere fortørnet på ham. Han ved, jeg vil af til sidst… Dels for, at de unge, der er med, kan få lov at vælge de pladser, de helst vil, og dels af magelighed. Selvom hverken varmeapparatet eller synderligt meget andet fungerer i den gamle landcruiser, vi bumler rundt i, er det trods alt varmere herinde i bilen end de 10 minus grader udenfor.
Jeg kan se et særligt glimt i øjet på Daniel, og endnu engang siger han ”nummer två!” og nikker mod mig. Der er ikke andet at gøre end at gribe grejet og hoppe ud.
Slotsjagt
Ude på den iskolde svenske skovvej får jeg hanket godt op i riflen og får huen trukket helt ned om ørene. Månen afgiver lige akkurat nok lys til, at jeg kan se, hvilken vej jeg skal. Ordren lød på at følge vejen cirka 500 meter, indtil jeg kommer til en åben græsmark, hvor jeg skal kunne se et tårn i skovkanten. Dette skal være min post denne iskolde morgen i de svenske skove.
Vi er ved Stora Sundby Slott. Et par dage tidligere startede vi ud fra det jyske – ni gæve jægere på vej på eventyr i det svenske. For et par af deltagerne er dette deres første udenlandsjagt, og faktisk også første gang de skal forsøge at nedlægge vildt med riffel.
Stora Sundby Slott er beliggende i lavlandet vest for Stockholm, og som det troner der – på bredden til en stor sø, som deler godsets jorder i to – med alle dets spir og tårne, føler man sig hensat til de forrige århundreder og adelens storhedstid. På vej ned gennem alléen kan man næsten mærke tilstedeværelsen af de gamle grever og baroner med deres hof og tjenere. De har rullet ned ad den selvsamme allé på vej mod nogle fantastiske jagtdage.
Dengang var det ikke pøblen forundt at komme på jagt på godsets jorder, men de tider er heldigvis forbi, og vi ruller ind til vores gæstehus, som danner udgangspunkt for de kommende dages jagt. I gamle dage holdt gæsterne til i slottets gemakker, og middagen blev indtaget i riddersalen. Sådan er det dog ikke for os. I dag er godset ikke længere ejet af en slægt med blåt blod i årene, men til gengæld af en finansmand fra Nordea.
Adelen kommer dog stadig på jagt, og den svenske Konge er her hvert år på jagt sammen med nogle af godsejerens udvalgte gæster. Men hvor det i gamle dage var hoffet og tjenerne, skytten på stedet skulle forholde sig til, er det i dag den svenske sikkerhedstjeneste i form af Säpo, som tropper op nogle dage i forvejen og sikrer sig, at Kongen ikke skulle blive ramt af et terrorangreb eller lignende.
Larmende pürsch
De kommende dages jagt er en kombination af drivjagt og anstand. På denne måde får vi udnyttet de sparsomme lyse timer midt i december. Så langt nordpå, som vi er, har de kun seks timers dagslys at gøre godt med, og da man i Sverige kun må drive med vildtet fra solopgang til solnedgang, begrænser det lidt antallet af såter, man kan nå.
Anstandsjagten er dog som bekendt anderledes, og specielt grisene kan jages på foderpladserne hele natten, hvis man vil. Dette, kombineret med morgenanstand på alt jagtbart vildt, gør, at vi får masser af jagt på trods af det sene tidspunkt. Når parolen så samtidig lyder på både vildsvin, råvildt, dåvildt, kronvildt, elg og muflon, er det svært at få armene ned, selv for en garvet jæger som mig. Specielt udsigten til elg og muflon, som er to arter, jeg endnu ikke har ført i journalen, får spændingen til at stige.
Tilbage på skovvejen forbander jeg de granitskærver, som en eller anden med meget generøs hånd har spredt overalt. Kombineret med de 10 graders frost får skærverne min pürch til at lyde, som om den foregår på cornflakes. Der kan umuligt være et dyr i miles omkreds, der ikke har hørt mig på nuværende tidspunkt og har taget flugten over i nærmeste Län.
Erfaringsmæssigt ved jeg dog, at dyr ikke på samme måde frygter noget, de med sikkerhed ved hvad er. Så i stedet for at liste og derved lave langsommeligt larm, tager jeg beslutningen om at lege turist og slår over i frisk gang i det håb, at eventuelle dyr ikke bliver mere skræmt, end at de blot bliver stående i skoven. Forhåbentligt tror de blot, at jeg er en af de mange skovarbejdere på vej til maskinerne.
Muflonmarken
Vel fremme ved græsmarken går det op for mig, hvorfor Daniel ville have mig af her: Jeg kan genkende marken. Dette er et af de områder, hvor muflonerne står. Bestanden heroppe er stærk, men meget stationær, hvilket gør, at de kun står på den sydlige del af terrænet. Daniel har hørt om min drøm om muflon på den fri vildtbane, og her – denne sidste dag – har den dejlige knægt tænkt, at jeg skulle have chancen…
Allerede ved synet af marken og visheden om, at denne morgen drejer sig om muflon, stiger pulsen. Uendeligt forsigtigt kommer jeg på plads i tårnet. Kikkerten bliver lagt på kanten, og riflen bliver stillet over i hjørnet. Tårnet er dækket af et lag rimfrost, hvilket gør de høvlede brædder glatte som bare pokker. Skumringen er endnu så mørk, at jeg ikke kan overskue hele stykket: Sigtbarheden er kun cirka 50 meter, før det hele glider ud i det gråsorte mørke. Der er ikke en vind, der rører sig, og kulden kryber langsomt, men sikkert gennem de fem-seks lag tøj, som ellers skulle modvirke netop det.
Jeg får listet piben op af lommen og stoppet den, og selvom jeg gør det meget forsigtigt, larmer det ufatteligt meget i så tyst en skov. Flere gange undervejs forbander jeg den dag, jeg som 13-årig mente, at jeg skulle spille sej, og begynde at ryge med de andre knægte. I den lille jyske landsby, hvor jeg er vokset op, var du kun noget, hvis du røg, skruede i knallerter og drak Slotspilsner.
Tre dyr i tågen
Røgen står helt stille i luften og fortættes næsten af iskrystaller, inden den langsomt glider ud og forsvinder i den råkolde morgen. Det eneste, der høres, er den knitrende lyd af gløderne i tobakken. En svag vibreren på venstre bryst signalerer, at en af kammeraterne åbenbart også keder sig og forsøger at holde varmen ved at sende en kæde-SMS rundt.
Mens jeg tager telefonen frem, når jeg at tænke, at jeg ville sætte hundrede kroner på, at ordlyden er “Ser I noget?” Ganske rigtigt… Jeg klapper telefonen sammen, modstår fristelsen til at hoppe på Facebook og se mylderet af uinteressante ligegyldigheder og i stedet koncentrere mig om marken, som nu langsomt bliver mere tydelig.
Telefonen ryger tilbage i brystlommen, og i det samme, jeg retter blikket udad og scanner marken, ser jeg dem. Pulsen går fra 0 til 100 på et øjeblik. Jeg er sikker i samme øjeblik, jeg ser dem: Der står tre mufloner. Alligevel ryger kikkerten op, det kunne jo være, at synet eller spændingen har spillet mig et puds, og det bare er råvildt, som godset har en stærk bestand af. Men på trods af det sparsomme lys får jeg bekræftet, at det er muflon.
Hvordan pokker de er kommet uset hen til de par wrapballer, der står midt på marken, forstår jeg ikke. Jeg kan se de to af dyrene: et får med dets lam. Det sidste af dyrene står nu skjult bag wrapballen. I mit stille sind er jeg pludseligt blevet troende og beder til samtlige guder, jeg kan komme i tanke om: ”Lad den sidste være en vædder! Lade den være det trofæ, jeg så mange år har drømt om!”
Skuddet falder
Endelig træder den tredje muflon fri, og jeg kan konstatere, at det er en ung, men flot vædder. Pulsen er nu i et niveau, som jeg ikke har oplevet siden mine første bukke, dengang jeg stadig kun havde knallerten til at transportere mig ud på min fars moseparceller i de tidlige morgentimer i søgen på den røde sommerbuk.
Vædderen er nu trukket ind bag ballen igen, og jeg får lynhurtigt skiftet håndkikkerten ud med riflen. Afstanden er omkring 120 meter, og trådkorset hviler på wrapballen. Nu kan jeg se lidt af vædderen igen, men det sparsomme lys gør, at jeg ikke kan se, om han står foran eller bag ballen. Der er ikke andet at gøre end at vente.
Fåret og lammet er trukket en smule ud på marken, og jeg håber, at vædderen følger efter. Pludselig kan jeg se ham, hele konturen af ham er nu tydelig. Det er nu, der er ingen tid til pjat og feber og andre dikkedarer. Det er nu, du er professionel, Thomas…
Trådkorset bliver sat på bladet, lidt op, og jeg hviler et splitsekund, inden skuddet flænger morgenstilheden og runger rundt mellem skovkanterne. Fårene sætter i spurt ud over marken i en bue højre om mig. Jeg er sikker på skuddet, men jeg rejser mig, tager ladegreb og får en ny kugle i kammeret. Den næste kugle får ham til at slå en kolbøtte, og han kurer de sidste fem meter af sit liv gennem den rimfrosne græsmark.
Fåret og lammet stopper nu op. Godsejeren har tidligere nævnt, at de gerne vil have skudt hundyr og muflonlam, for de er lovligt hårde ved skoven. Så jeg tager ladegreb igen, får korset på lammet og trykker endnu engang af. Lammet strækkes til jorden som ramt af lynet. Fåret sætter nu i fuld galop direkte mod mig, men drejer højre om cirka 50 meter ude. En ny kugle er allerede lagt i kammeret, og jeg skyder igen. I kikkerten kan jeg se, hvordan kuglen har taget turen direkte igennem fåret og de sidste hjerteslag pumper blodet ud på marken. Den nåede akkurat til skovkanten.
Ufatteligt jagtheld
Jeg sætter mig ned, mine hænder ryster nu så meget, at jeg ikke ville kunne lade en kanon på et sørøverskib. Jeg kan nærmest ikke forstå, hvad der lige er sket. Jeg kigger ud over marken, hvor jeg ikke bare kan se min første muflon, men mine første tre af slagsen. De ligger der så fredfyldt, og stilheden i den frostkolde svenske skov er nærmest øredøvende.
Jeg har lige haft et ufatteligt jagtheld, og jeg har lige begået en, for mig, helt uvant gerning, nemlig at nedlægge tre stykker vildt på én gang. Min samvittighed nager, og en lille stemme i mit hoved spørger, om det nu var nødvendigt. Jeg er faktisk glad for den stemme lige i dette øjeblik. Jeg fortryder ikke spor, det er et professionelt drevet jagtvæsen, vi jager med, og når de siger, at de ønsker noget skudt, så mener de det. Og det er trods alt bedre at gøre det på én gang end at forstyrre konstant.
Den lille stemme fortæller mig, at jeg trods alt tænker over, hvad jeg har bedrevet. Den får mig også til at indse, at dette er en oplevelse, jeg nok kun for lov at få én gang i livet. Og nu breder smilet sig. Jagtlykken og glæden ville kunne ses på kilometers afstand.
Riflen bliver hængt på ryggen, og hænderne og pulsen er nu kommet så meget i ro, at jeg kan tænde piben igen. Jeg kravler langsomt ned ad de glatte trin til tårnet, og vel nede på jorden fisker jeg telefonen op af lommen igen. Jeg finder sms’en frem. “Ser du noget?” lyser stadig på displayet. De kolde fingre finder tastaturet: “Ja, jeg har set noget…”
