AF TORBEN MØLLER-NIELSEN
Ofte er det som en festlig og spændende one-on-one afslutning på en standard jæger-trap skydning (hvor duerne jo bliver sendt ud i vilkårlige retninger for at simulere levende fugle), hvor man f.eks. skiftes til at skyde, og efter hver due går en eller flere meter baglæns, så det til sidst ender med skud på endog meget lange hold. Monte Carlo Skydningen er meget publikumsvenlig, og spændingen er altid intens, da det som regel er ”vind eller forsvind”.
Men hvorfor hedder det egentlig Monte Carlo Skydning? Hvad var det, de lavede dernede i Monaco blandt fyrster og milliardærer, når de ikke spillede roulette eller drak aperitifs på yachten i bedste ”Snobberne” stil?
Levende ‘lerduer’
For at komme nærmere en opklaring af hvad Monte Carlo Skydning er, skal vi et godt stykke tilbage i tiden til dengang, hvor betegnelsen ”skydefugle” var helt bogstaveligt ment, eftersom man i starten brugte levende duer i mangel af lerduer. I dag er det jo mere udsatte fasaner, ænder og agerhøns, der har fået den lidt tvivlsomme etiket hæftet på sig af jagtmodstandere, men dengang var det faktisk et meget reelt begreb. Det var typisk opdrættede duer, som blev valgt ud fra flyveevne, størrelse og farve i Europa. Englænderne brugte ”Blue Rocks”, som ligner rådhusduer til forveksling, og europæerne på fastlandet brugte en race fra Antwerpen, som oftest var meget lys eller helt hvid. Amerikanerne brugte derimod, hvad de nu kunne finde af vilde duer. Ja, de anvendte endda vagtler eller spurve ind imellem. Det betød, at de europæiske duer var mindre og hurtigere end de amerikanske duer, som så til gengæld var større og med et tykkere fjerlag, som gjorde det vanskelige at få dem til at bide i græsset. Så amerikanere, der konkurrerede i Europa, klagede over, at duerne var for små, for hurtige og for lette at slå ihjel, mens europæerne klagede over, at de amerikanske duer var for skudstærke.
Kvalitet frem for kvantitet
Konkurrenceskydning efter levende duer stammer helt tilbage fra omkring 1790. Dengang var det en noget mere omstændelig proces, når forladegeværet skulle klargøres, og derfor var det ikke antallet af nedlagte duer, der var i højsædet, men sværhedsgraden. Omkring 1850 var det blevet en etableret konkurrenceform, og det dobbeltløbede haglgevær havde for alvor vundet indpas i skydeklubberne omkring London, ligesom ladningen af geværerne var blevet noget lettere. Men man holdt stadig fast i kvalitet frem for kvantitet i konkurrenceskydningen.
Gamle udtryk
Mange af de udtryk, som vi bruger på lerduebanen, stammer fra dengang, det var levende duer, der var målet. Bare navnet ”ler-duer” fortæller jo, at det handler om duer. Lerduekasteren hedder på engelsk ”trap” og var den kasse, som duen befandt sig i, inden den blev sluppet løs i konkurrencen. Og der er ingen tvivl om, at vore danske ”trap-baner” oprindelig stammer fra, at man her slap levende duer løs fra en kasse eller ”trap”.
På engelsk siger man også ”pull”, når lerduen skal sendes af sted. Det kommer oprindelig fra, at man trak i en lang snor, som åbnede kassen med duen.
Hold på hat og briller
En af de ældste London-klubber, der dyrkede konkurrenceskydning efter levende duer hed ”The Old Hats”. Klubbens usædvanlige navn stammer fra den måde, som duerne blev holdt fanget på til konkurrencerne. Duen blev placeret i et lille hul på banen, og en gammel hat blev lagt over. Hatten blev derefter væltet ved hjælp af en lang snor, så duen kunne flyve af sted. I 1856 blev hattene erstattet af kasser, og der kom ens regler for de engelske klubber. Men det er alligevel sjovt at tænke på, at hvis denne traditionen med gamle hatte havde fortsat, havde vi i dag måske haft ”hat-skydning” i stedet for ”trap-skydning”.
Specielle baner
Der er to typer af skydning efter levende duer. Den ene foregår med kasser, som duerne slippes ud af, og den anden hvor en mand, kaldet en ”columbaire” kaster duen op luften på en sådan måde, at det bliver sværest muligt for skytten at ramme den. Men metoden med kasser er den mest kendte og den mest anvendte. Alle ”trap-klubber” følger nogenlunde de samme konkurrenceregler med fem kasser med fem meters mellemrum. De kan stå på en lige linje eller i en halvcirkel med samme afstand til skytten. Skytten placeres i en afstand på 25 til 35 meter fra center-kassen alt efter skyttens handicap. Jo bedre skytten er, desto længere er afstanden. Når skytten kalder, slippes duen fri fra en af kasserne. Kassen vælges tilfældigt – oprindeligt ved at kaste en terning. Når duen er i luften, har skytten to skud til at få den ”i græsset”, inden den krydser en grænselinje. Denne linje fastsættes lokalt af klubben. I det 20. århundrede var de fleste grænselinjer en cirkel med en radius på 50 meter til centerkassen. Men den berømte Grand Prix bane i Monte Carlo havde et meget kort skydefelt med en radius på kun 25 meter, så her skulle man være hurtig på aftrækkeren. Grænselinjen markeres med enten en snor eller et lavt hegn på en halv meters højde. Fuglen SKAL falde inden for grænselinjen. Hvis bare en næbspids er over linjen, tæller fuglen ikke.
Skudt på jorden
Kasserne, som holdt duerne, kunne variere fra klub til klub. Den mest almindelige version var en metalkasse med to halv-låg og en fjederanordning, så lågene sprang op, når udløsermekanismen blev påvirket. Hvis en due ikke fløj op af kassen, når den åbnede, blev det kaldt for ”no bird”, og skytten fik chancen til en ny. Men hvis duen bare tøvede og derefter fløj, skulle der skydes for ikke at blive dømt ude. Så når det sjældne en gang imellem skete, og duen ikke fløj, så skød den smarte skytte duen på jorden. Dette var også en ”no bird”, men så fik skytten ikke en misser, hvis duen besluttede sig for at flyve, idet skytten tog geværet ned.
Ud med duen
For at sikre sig mod, at duerne ikke gjorde sig det alt for behageligt i kasserne, så blev mange kasser udstyret med små finesser, der kunne hjælpe med at få fuglen på vingerne. Et tidligt design var med en pind eller en bold, som faldt ned i hovedet på duen, når kassen blev åbnet. Senere versioner havde indlagt små slanger med trykluft, som sikrede, at duen kom ud med eftertryk. Og atter andre klubber havde installeret små fjedre i bunden af kassen, som bogstavelig talt katapulterede duen ud, ligesom vi kender det fra due-flushere i hundetræningen i dag.
Monte Carlo skæfte
Monte Carlo skæftet er ikke så udbredt i dag. Men i 1970’erne var det nærmest ikke til at sparke sig frem for denne type skæfte med dens prominente kindpude, som det kan ses på billedet. I dag er der ikke mange haglgeværer, der har et Monte Carlo skæfte, men det ses faktisk rimeligt ofte på rifler – især af tysk herkomst.
Meningen med Monte Carlo skæftet er selvfølgelig, at man skal have god kontakt med skæftet. Men som med alle skæfter kræver det selvfølgelig, at det passer – for ellers løber man med denne type skæfte en stor risiko for at få én på sinkadusen.
Fine våben
De foretrukne våbenfabrikater til konkurrenceskydning efter levende duer afhang ofte af deltagerens hjemland. Briterne foretrak Purdey, Boss og Holland and Holland, men også Greener og W. & C. Scott var populære. Italienerne foretrak selvfølgelig de italienske mærker som Beretta, Franchi og Bernadelli. I England var det kun kaliber 12, der var tilladt, mens man i resten af verden måtte bruge kaliber 10, 14, 16 og mindre. Hvis man anvendte en kaliber 10, fik man en straf på 1 meter i afstand til duen, mens man fik lov at rykke en halv meter tættere på med kaliber 14 og 1 meter nærmere med kaliber 16. Mindre kalibre end 16 fik dog ikke yderligere fordele.
Vind eller forsvind
I Europa var mange af konkurrencerne “vind eller forsvind”. En amerikansk skytte ved navn Bob Allen fortæller, at han vandt en stor italiensk konkurrence med næsten 400 skytter ved kun at skyde 5 fugle!. Ud af de 400 deltagere, var der kun 7, som skød de første fire fugle, så de kunne gå videre til den femte runde. Og i den runde var det kun Bob Allen, der fik ram på sin fugl og dermed vandt hele baduljen.
Konkurrenceskydning efter levende duer er ikke et overstået kapitel. Det har været forbudt i Storbritannien siden 1922, og i Monaco, staten med den mest berømte konkurrence, Monte Carlo Grand Prix, er det også blevet forbudt. Rygterne vil vide, at prinsesse Grace Kelly ikke brød sig om sporten og fik sin mand, Fyrst Rainier, til at forbyde den i Monte Carlo. Den berømte bane i Monte Carlo forsvandt således i 1966 og blev erstattet af et kasino, som kunne skovle lidt flere penge ind til monegaskerne end due-skydning. I landet med flest tilhængere af sporten – Italien, har konkurrenceskydning efter levende duer været forbudt siden 1970-erne.
Men i andre lande er det stadig muligt at skyde konkurrence på levende duer, selvom det må siges at være noget politisk ukorrekt. Det er blandt andet lovligt i flere amerikanske stater, men stævnerne er efterhånden blevet omgærdet med megen hemmelighedskræmmeri af frygt for repressalier fra dyreaktivister. Derfor er det ikke lige oplysninger, man umiddelbart kan finde, hvis man altså ikke lige kender nogen, der kender nogen.
Monte Carlo er en bydel i fyrstedømmet Monaco, der har ca. 38.000 indbyggere fordelt på de godt 2 kvadratkilometer, som staten udgør. Monaco er placeret på den franske riviera ca. 10 kilometer øst for Nice.
Man betaler ikke skat i Monaco, og bankerne er yderst tilbageholdende med oplysninger om deres klienter, hvilket sikkert er årsagen til, at mange velhavere er flyttet til staten.
Den nuværende fyrste hedder Albert 2. Han er søn af Rainier 3. og skuespillerinden Grace Kelly, som omkom i en bilulykke nær sit hjem i 1982.
Det berømte Casino de Monte Carlo er ikke specielt gammelt. Det blev bygget i 1863, to år efter at Monaco blev et selvstændigt fyrstedømme, og er således ca. 150 år gammelt. Det har været kulisse for flere James Bond film. Ian Flemmings første bog om den britiske agent hed Casino Royale og foregik på det berømte monegastiske kasino. Men også i filmene Never Say Never Again og GoldenEye spiller kasinoet en fremtrædende rolle.
Ud over kasinoet er Monaco også kendt for Monte Carlo Rallyet, der har start og slut i byen, samt Monaco Grand Prix, et Formel 1 løb i byens gader.
Monte Carlo Grand Prix
Men det var altså på duebanen i Monte Carlo, at den mest berømte og prestigefyldte konkurrence blev afholdt. Det var her, jetsettet mødtes og konkurrerede om, hvem der var den bedste skytte. Ofte var der også store præmiesummer i spil, for det var jo ikke just fattiglemmer, der deltog, så der skulle selvfølgelig også være præmier, som stod mål med deltagernes forventninger. En del af deltagerne var også professionelle skytter, hvis indtægt afhang af succesen på banen, så alle forholdsregler blev taget. Det kan bl.a. ses på det italienske landsholds geværer fra sidst i tresserne. Alle deres geværer var side-by-sides med to aftrækkere ud fra den betragtning, at hvis geværet var med enkeltaftrækker, kunne man risikere, at begge skud gik af på én gang, eller at aftrækkeren slet ikke virkede. Man fjernede også sikringen, så man kunne undgå sabotage fra konkurrenterne på det punkt og risikere, at geværet ikke kunne affyres. Ja, man gik endda så vidt, at man tapede pistolgrebet ind, så man var garderet, hvis det skulle flække under skydningen.
Der findes faktisk et foto af Carlo Beretta i bogen ”The World of Beretta”, som viser hans favoritgevær til denne type konkurrence. Det er en over and under SO3 med kindpude (dog ikke af Monte Carlo typen), to aftrækkere, ingen sikring og en masse tape rundt om pistolgrebet. Alle forholdsregler blev taget!
At skydningen i Monte Carlo var noget ganske særligt, kan man også se ud af, at f.eks. patronfabrikanten Eley lavede en speciel patron til konkurrencen. Patronen var en succes og kan købes den dag i dag – Eley Grand Prix!
Også våbenfabrikanterne lod sig influere af trends fra Monte Carlo, og en letgenkendelig skæftetype med stor kindpude har således også fået navn efter kasino-byen.
Glamour og glimmer
Der er ingen tvivl om, at sportsskytter overalt i Europa har set op til Monte Carlos Grand Prix. Det var her, de bedste skytter, de bedste våben, de nyeste patroner og de kendteste mennesker var samlet. Og sladderbladene havde kronede dage, når de kendte mødtes. Man kunne måske godt ønske sig, at den tids prestige og interesse for skydning var til stede i medierne i dag, hvor det er sket, at vi har fået en dansk verdensmester. Det skete uden forsider i aviserne og blev end ikke nævnt i nyhederne.
Så den enkle forklaring på, hvorfor vi i dag på de små, danske lerduebaner stadig har noget, som vi kalder Monte Carlo Skydning, er nok, at man i de danske grusgrave har forsøgt at få lidt internationalt glimmer ind over præmieskydningerne. Alle havde tidligere både hørt og set de rige og de kendte deltage i Grad Prix’et ved Rivieraen, så når man slutter den lokale præmieskydning af med noget så fornemt som en Monte Carlo Skydning, så skinner solen da også lidt på lerduebanerne her i det råkolde Dannevang. At vi så har glemt historien gør ikke så meget, når bare skydningen er spændende.
VIDEO: I langt de fleste lande er konkurrenceskydning efter levende duer blevet forbudt. Men samtidig er sportsskytter både opfindsomme og traditionsbundne, så man laver da bare en lerdue med vinger, som kan simulere er levende due, og så fortsætter man den traditionsrige konkurrenceskydning efter ”levende” duer.
