Vi ankommer med tog til Tinglev ved 18-tiden, hvor Christians far, Claus, stod på perronen klar til at hente os. Efter at have pakket ud får vi først et godt måltid, hvor Christians far fortæller lidt om det revir, vi skal ud på, og hvor der tit er blevet observeret mårhunde. Det lyder spændende, så vi bliver hurtigt enige om at prøve lykken allerede samme aften.
Mårhunde i sigte
Vi henter riflerne og ifører os varmt tøj til denne aftenjagt i februar, hvor det sikkert godt kunne blive en kold omgang. Med natkikkert på riflerne og Christians far med en termisk spotter kørte vi ud i aftenmørket. Vi skulle ned at sidde i et tårn tæt en fodertønde, hvor der tit var blevet set mårhunde. Vi stiller bilen, og afsted gik det. Undervejs kommer vi forbi en lille sø, hvor mårhundene ofte holder til. Denne aften var de der dog ikke, så vi fortsætter ned langs en skov, hvorefter vi kommer frem til en mark. Her standser vi op og kigger ud over den. Christians far hvisker, at han med sin termiske spotter kan se, at der står 2 mårhunde ude på marken på en afstand af cirka 75 meter.
3, 2, 1, skyd!
Pulsen stiger, vi får stille og roligt sat skydestokkene op og aftaler, at jeg skal skyde den til venstre, mens Christian skal skyde den til højre. Vi får fundet mårhundene i kikkerten, mit hjerte hamrer derudad. Da Claus kan se, at både Christian og jeg er klar med riflerne sikkert placeret i vores skydestokke, tæller han langsomt ned: 3, 2, 1. Jeg klemmer stille og roligt på aftrækkeren, og oven i hinanden lyder 2 knald. Lyset fra mundingsilden blænder et øjeblik vores natkikkerter, som er lysforstærkende. Vi kigger begge spændte op på Claus, og han fortæller os, at begge mårhundene ligger forendte derude i mørket. Jeg fyldes med stor glæde og lettelse – jeg havde lige skudt mit første stykke vildt med riffel. Vi venter godt 5 minutter, før vi tænder lygterne og går derhen. Vi følger et levende hegn med skoven i ryggen og går mod skudstedet. Det er svært at se, hvor de ligger, så det er den termiske håndspotter, der igen kommer i brug, for med den var det nemt at se, hvor de to mårhunde lå. Blot 10 meter fra, hvor vi stod. Da vi kom hen til dem, kunne vi alle se, at de begge var ret store. Vi besluttede derfor, at vi ville veje dem. Vi fik dem slæbt op til bilen og kørte hjem igen, hvor de kom dem på vægten. Den store han, som jeg skød, vejede 9,3 kilo, og den, Christian skød, var en fin tæve på 6,7 kilo.
To mårhunde på tasken!
På det tidspunkt var jeg slet ikke klar over, at man kunne få medalje på sådan en, men jeg ville gerne havde trofæet, så trods lugten skar jeg hovedet af og frøs det ned. Da vi når søndag, som er afrejsedag, tager jeg derfra med en fantastisk jagtoplevelse og med 2 mårhunde på tasken, da vi også var så heldige at skyde 2 mindre mårhunde aftenen efter.
Stor guldmedalje
Hjemme igen får jeg snakket med en kammerat, som nævner, at man faktisk kan få medalje på en mårhund. Han siger tilmed, at min er så stor, at den muligvis kan trække en medalje. Jeg får tilbuddet om, at han gerne vil hjælpe mig med at koge den af. Det takker jeg naturligvis ja tak til. Et par uger efter får vi kogt den af og laver en hurtig, lille måling. Den siger 21,7. Det er noget mere, end hvad der kræves til en guldmedalje, som er på 20,5 point. Da der 6 måneder senere kommer til opmåling i Hubertushuset afleverer jeg spændt mit mårhundekranie til Sten Breith, som opmåler det til 21,2, hvilket er ensbetydende med en guldmedalje. Jeg kunne derfor glad og også lidt stolt tage derfra med mit trofæ som et evigt minde om denne store jagtoplevelse – den bliver det sikkert svært at overgå.
Har du et trofæ, du ønsker at få opmålt? Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæmåling.dk
