AF DAVID CARSTEN PEDERSEN
FOTO: RAFAL LAPINSKY OG STEEN ANDERSEN SAMT MORPHART CREATION/SHUTTERSTOCK.
Jeg elsker drivjagt. Så simpelt er det. Jeg elsker hele logistikken omkring det: Samarbejdet mellem drivere og skytter, hundearbejdet og traditionerne. Jeg elsker håndværket bag en god drivjagtsoplevelse, de lange dage med musik i skoven og de vilde øjeblikke, når det hele går op i en højere enhed. Men lige så glad jeg er for det, lige så bevidst er jeg om, at vi altid kan blive bedre. Ikke bare som individuelle jægere, men også som jagtkulturfænomen.
Når det kommer til drivjagtsudøvelse og -kultur, er vi en smule fattige som nation. Vi har først for nylig genoptaget denne fantastiske jagtform, og der er stadig meget, vi kan gøre, så vi alle sammen kan få en meget bedre drivjagt.
Drivjagt i dansk jagthistorie
Min personlige erfaring med drivjagt med riffel er snart mere end 25 år gammel. Jeg har deltaget i drivjagt flere steder i Sydafrika, Tyskland, Sverige og fungerer selv som jagtleder på vores egne drivjagter i Jylland. Men selvom drivjagten er blevet en stor del af vores jagtlige hverdag, er det værd at se nærmere på dens oprindelse. For faktisk er det både en gammel jagtform og et relativt nyt kapitel i dansk jagthistorie.
Drivjagt er sandsynligvis blevet udført i Danmark helt tilbage i stenalderen. Stenalderens jægere har sikkert fundet ud af, at, hvis man driver vildtet hen imod jægere, der gemmer sig, kan man få vildtet inden for rækkevidde af spyd eller bue og dermed nemt nedlægge en del bytte. Denne strategi er blevet brugt af jægere fra oprindelige folkeslag over hele verden, og selv i dag nedlægges hvaler stadig ved drivjagt fra både på eksempelvis Færøerne og Grønland. Men selvom drivjagt som jagtform har eksisteret i årtusinder, har den moderne jagtform “drivjagt med riffel” faktisk ikke været udbredt i så lang tid herhjemme. Derfor er vi stadig i gang med at lære, hvordan vi kan optimere vores jagt, og hvordan vi kan tilpasse riffelteknologien til de danske forhold.
Drivjagten i Danmark er tæt knyttet til både det store hjortevildts tilbagegang og genopblomstring. Måske tænker de færreste over det nu til dags, men den danske hjortevildtbestand har sandsynligvis ikke været så stor som nu, siden ejendomsretten og retten til at jage på egen jord blev indført. Efterfølgende var der en massiv nedskydning af det danske storvildt, der ville få enhver nutidig jæger til at gyse. Centrale arter som vildsvin og ulve blev simpelthen udryddet sammen med næsten hele kronvildtbestanden. De forsvandt næsten helt fra landets overflade på grund af jagtgeværernes kugler og ønsket om effektivt landbrug. Kun små lommer af hjortevildt overlevede ved at gemme sig i hø. Og så fordi en række godsejere ikke gjorde, som kongen bød dem, og gav kronvildtet et refugium, som det fandt sted på Djursland i sin tid.
Først med indførelsen af jagtlovene i starten af sidste århundrede blev vanviddet bremset. Men en stor del af det danske hjortevildt var allerede gået tabt.
Heldigvis er hjortevildt sejt og vedholdende, og de store godser beskyttede hjortevildtbestanden, så der var noget at bygge videre på efter jagtlovenes indførelse og indskrænkning af jagtmulighederne. Det var primært på de store godser, at man begyndte at jage med riffel.
Rifler var dyre, og de fleste almindelige jægere brugte stadig haglvåben til det meste. Dette var tilfældet langt op i tiden efter Anden Verdenskrig. Enten deltog man i fællesjagter efter fasaner på de store ejendomme (eller de mindre ejendomme i nærheden), eller man nød at jage med stående hund i roemarkerne, trampende efter ænder eller sejlture på havet i mere eller mindre sødygtige pramme. Og selvfølgelig var der også hagljagt på råvildt. Dette er en jagtform, jeg selv er vokset op med og stadig praktiserer de få steder, hvor haglvåbnet ikke er blevet erstattet af riflen.
Drivjagten kommer tilbage med det store hjortevildt
Drivjagten begyndte først for alvor at vinde frem i slutningen af firserne og halvfemserne herhjemme. Der har uden tvivl været nogle fine jagter med stort hjortevildt på programmet på flere af de store godser, militærets områder og i statsskove efter krigen. Der blev også skudt en del bukke rundt omkring, uden at det vakte særlig meget opmærksomhed. Drivjagten som jagtform var dog stadig forbeholdt de få. Men det skulle snart ændre sig, og riflen blev for alvor introduceret i jægernes våbenskab.
Drivjagtens fremgang kan tilskrives flere faktorer: For det første begyndte hjortevildtbestanden i Danmark at vokse igen. Med en stigende mængde kronvildt begyndte det at blive mere interessant at sidde i tårnet og vente i håb om at få en kronhjort inden for synsvidde. Samtidig blev rifler mere økonomisk overkommelige. Og ikke mindst begyndte vi at rejse mere udenlands for at dyrke jagt i Tyskland, Sverige og de nyligt åbnede jagtområder i Østeuropa. Fra vores naboer lærte vi pludselig, at den måde, vi drev jagt på derhjemme, ikke passede særlig godt til den jagtform, vi nu fik øjnene op for. Men vi vendte hjem med historier om vildsvin, dåvildt og kronvildt – og forestil dig, der var jægere, der havde skudt en elg!
Dette var jagtrejsebureauernes gyldne tidsalder, og glade danske jægere drog i skarevis til især Polen for at nedlægge vildsvin, nyde lokal mad og drikke vodka. Og alt dette til priser, som vi kun kan drømme om i dag. Nu var drivjagter ikke længere for de velhavende. Nej, nu kunne alle være med.
Men der var én betingelse: de skulle bruge en riffel. Selvfølgelig var den primære riffeljagtform herhjemme stadig bukkejagt, men efterhånden som vores hjortevildtbestand voksede, fik vi også flere riffeljægere.
Pludselig begyndte de danske jægere at overveje, om vi kunne lave gode drivjagter herhjemme.
Men drivjagt med riffel er en helt anden disciplin end klapjagt med hagl, og det opdagede jeg selv i løbet af min tid som jæger.
Fra klapjagt til drivjagt
Jeg husker tydeligt, da vi begyndte at kombinere de traditionelle hagljagter på råvildt i Jylland med brugen af rifler. Hovedårsagen var, at vi pludselig havde kronvildt i vores skove.
Sneppen var ikke længere det mest eftertragtede bytte, og vi måtte ændre vores jagtpraksis for at imødekomme en jagtform, vi ikke havde så meget erfaring med. Nogle af os havde deltaget i statens eller militærets riffeljagter og havde fået erfaringer, vi kunne bygge videre på. Andre havde venner, der drev jagt i Vestjylland, hvor kronvildtet var udbredt, og jagtens fokus var at nedlægge en hjort. Det var disse erfaringer, vi forsøgte at kombinere med varierende succes. Riflernes indtræden medførte også en større fokus på sikkerhed. Vi skulle nøje overveje vores poster og kuglefang. “Kuglefang er jord, og aldrig bevoksning,” blev gentaget som et mantra. Vores såter blev større og længere, og vi havde brug for andre typer hunde til at drive vildtet hen imod os. Vores velnærede labrador var ikke længere tilstrækkelig. Vi skiftede til ruhårede hunde og sørgede for at have en schweisshund med. Tårne blev bygget, antallet af skytter faldt, og det samme gjorde antallet af klappere.
Til gengæld blev der bragt nye byttedyr på banen. I takt med, at vi i stigende grad omfavnede riffeljagten, voksede mængden af stort hjortevildt også. Råvildtbestanden trivedes, og antallet af dåvildt steg kontinuerligt.
På det tidspunkt var holdningen stadig, at, hvis man så en hjort, skulle man skyde den, ellers ville naboen gøre det. Og det spørgsmål, der stillede sig, var ikke, hvor meget man måtte skyde, men hvorfor ikke skyde? “De ødelægger træerne alligevel.” Dette er en kultur, vi ikke længere praktiserer. Vi har mere eller mindre indført frivillige kvoter for hjortevildtet, lokale sprossefredninger og er mere opmærksomme på jagthyppighed for at sikre en sund bestand. På mange måder er vores jagt kun blevet bedre og mere professionel takket være drivjagtens udvikling.
Stadig plads til optimering
Den udvikling, vi har oplevet, er den samme, som jeg har bemærket mange andre steder i landet. Med det store hjortevildts tilbagevenden er klapjagten i tilbagegang, mens drivjagten (eller bevægelsesjagten) er på vej frem. Der er næppe mange jagtkonsortier, der ikke afholder mindst én eller flere drivjagter, og de fleste af mine jagttegnselever fremhæver også drivjagten som den jagtform, de helst vil opleve. Desværre er vi som nation stadig ikke særlig dygtige til det. Vi er nemlig stadig ved at lære en disciplin, som vi ikke rigtigt har en arbejdstegning for. Drivjagt – eller rettere “bevægelsesjagt med riffel” – er nemlig en færdighed, der kræver optimeret udstyr, organisation og evner. Heldigvis behøver vi ikke kigge særlig langt mod syd for at finde en plan for, hvordan vi kan blive betydeligt bedre til denne fornemme jagtform.
Drivjagt som en kunstart
Den danske jagttradition har altid været stærkt påvirket af den tyske. Når det kommer til drivjagt, er tyskerne i en klasse for sig selv. Mens de danske konger forsøgte at optimere landet til landbrug og udrydde alt hjortevildt uden for kongens dyrehaver, havde tyskerne andre mål. Tyskland var ikke et enevælde, men en samling af hertugdømmer og fyrstendømmer, hvor jagt var et vigtigt statussymbol. Tyske kurfyrster og prinser konkurrerede om at overgå hinanden i overdådige parader og nedskydning af enorme mængder vildt i deres konstante forsøg på at positionere sig selv.
I deres glansdage blev disse jagter så overdrevne, at de udviklede sig til en morbid kunstform – en opera med ægte blod – der lå langt væk fra vores moderne forståelse af jagt. Heldigvis gik dette barokke vanvid over, og tyskerne fandt en balance, hvor håndværk, traditioner og jagtetik spillede bedre sammen.
Meget af denne kultur lever faktisk stadig i dag. Der er regler for alt, og paraderne er ritualiseret på en måde, der kan virke noget skørt for mange danskere. Til gengæld er der en overordnet styring af logistik og sikkerhed. Jeg har selv deltaget i drivjagter i Tyskland adskillige gange – både på de legendariske jagter med Zeiss og på private jagter for almindelige mennesker. Det har aldrig været kedeligt.
Der er mange erfaringer, som danske jægere sagtens kan drage nytte af, hvis vi ønsker at udøve en langt mere forbedret form for drivjagt herhjemme. Jeg vil her beskrive fire grundlæggende elementer, som jeg selv har lært meget af, og som jeg har oplevet gør en betydelig forskel, både på vores egen jagt og på flere jagter, jeg har deltaget i i Danmark.
Tænk anderledes
En drivjagt er ikke det samme som en klapjagt.
Klapjagtens mange små såter, begrænsede områder og sociale aspekter er velegnede til fasaner, sneppe og krikand. Drivernes gennemgang af terrænet i en tæt formation og med mange hunde giver liv og skudmuligheder på fuglevildt. Men en effektiv jagt på hjortevildt er en anden sag.
Hvis man driver med for små såter og for mange skift, risikerer man, at vildtet forsvinder, inden man når frem… eller at de kommer med så høj fart, at skytterne ikke kan tage gode og sikre skud.
De drivjagter, jeg selv har oplevet som mest vellykkede, involverer 1-3 såter (i Tyskland er det ofte blot én såt), men til gengæld bevæger drevet sig gennem området flere gange og fokuserer på de lommer og tætte beplantninger, hvor vildtet normalt stopper og skjuler sig. På denne måde kan det faktisk ske, at man skyder flere dyr fra samme flok flere gange, eller man ser, at vildtet vender tilbage til de steder, hvor man har observeret dem før. For at opnå dette kræves dygtige og engagerede drivere, der kender området indgående. Det er en fordel, hvis de har radioer, så de kan kommunikere med andre i teamet og holde styr på såterne, skytterne og det observerede vildt. Dette kræver ikke en stor mængde drivere, men det kræver, at skytterne kan forblive på post i længere tid, da drevet ofte tager flere timer, og man helst skal være på plads inden solopgang. Hvis frokosten lægges efter jagten, får man mere tid til jagten. Dermed er det også en god idé at tage en mindre madpakke med på post, så man ikke bliver sukkerkold, inden der blæses af.
Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed
Hvis der er ÉN ting, tyskerne tager yderst alvorligt, så er det sikkerhed. Og dette er en vigtig lære for os. Når man ankommer til en post i Tyskland, er der ofte “Skyd / Skyd ikke” markeringer på træerne. Dette hjælper med at angive, hvilken sektor man kan skyde i, og hvilken man ikke kan. Dette skal overholdes konsekvent. En riffelkugle i den forkerte retning, eller en opspringer mod en driver eller en nabopost kan let tage livet af en anden jæger eller en tilfældig person i skoven, som man måske ikke har set. I denne forbindelse er det også ekstremt vigtigt at minde skytterne om, at kuglefang KUN er jord, og at kuglefanget er jord, der kan ses bag dyret. Det er så simpelt som det.
Dette kan ikke være svært at forstå. Desværre ser vi gang på gang på sociale medier, at jægere deler billeder af vildt, der er skudt under forhold med… lad os sige… tvivlsomt kuglefang.
Det er vi nødt til at tage kraftigt afstand fra og endda gå så vidt som til at bortvise skytter, der ikke forstår alvoren. Jeg har personligt deltaget som driver og driverleder mange gange på adskillige jagter. Det kræver en enorm tillid til ens medjægere, når man bevæger sig rundt blandt dem med skarpladte våben. Det mindste, vi kan kræve, er, at der ikke tolereres brud på sikkerhedsreglerne. Dette gælder, selvom det ind i mellem fører til ubehagelige situationer med jægere, man måske har kendt i mange år.
Få jagter, mange skytter, store parader
De store tyske jagtejendomme afholder sjældent mere end to jagter om året. Og der er en god grund til det. Jo mindre man stresser vildtet mellem jagterne, desto flere dyr vil der være på reviret. Til gengæld skal jagterne være toporganiserede, når de først begynder. Derfor involverer tyske drivjagter ofte mange deltagere – gerne mellem 30 og 50 skytter. Denne praksis gælder også i Sverige, hvor de store jagtområder simpelthen ikke kan drives effektivt uden tilstrækkeligt med skytter. I Danmark er der få steder, hvor man ville kunne organisere så store jagter – men det er faktisk muligt. Hvis der afholdes jagt på én ejendom, kan man alliere sig med naboen og kombinere jagten. Denne tilgang er blevet praktiseret i Sverige i mange år. Den lokale bonde stiller sin jord til rådighed for jagten hos større naboer, sidder på sin egen jord, men deltager i “drevet”. Dette giver mulighed for at dække større områder, og alle involverede får mere ud af jagten som helhed. Naturstyrelsen i Thy praktiserer allerede en lignende tilgang ved at informere naboerne om datoer for drivjagter i statsskoven. Resultatet er en mere effektiv afskydning med mindre stresset vildt, større parader og tilfredse naboer, som måske er mere medgørlige i fremtidige forhandlinger for eksempel om beskyttelse af bestemte arter eller vildt gennem frivillige lokalinitiativer.
Det, der fungerer til bukkejagt, fungerer ikke altid til drivjagt
Udstyr, der er optimeret til bukkejagt, er ikke nødvendigvis det bedste valg til drivjagt. Skydetårne, der ikke tillader bevægelse, er ikke ideelle, når vildtet bevæger sig rundt om en i en 360-graders radius. Rifler med lange løb, høj forstørrelse og skæfter, der ikke giver ordentlig kindkontakt, udgør ikke en udfordring, når man skyder på en buk, der står stille 100 meter væk. Men når man skal skyde vildt i bevægelse på meget kort afstand, kan det medføre betydelige udfordringer.
Der er en klar årsag til, at rødpunktsigte og drivjagtskikkerter er så populære på tyske drivjagter. Det er simpelthen, fordi det virker. Og ja, jeg bruger både Aimpoint-sigter og en drivjagtskikkert fra Zeiss. Men det gør jeg, fordi det virker. Derfor anbefaler jeg dem også.
Jeg oplever, at mine kunder bliver positivt overraskede over, hvor meget mere tid og overblik de får, når de skifter fra en bukkejagtskikkert med 3 ganges forstørrelse til 0 ganges forstørrelse.
Pludselig kan man se, hvad der sker omkring en. Og med skudafstande på de fleste drivjagter på maksimalt 50 meter, er alt, hvad der kræves en rød prik eller et stort oplyst trådkors for at sikre et velplaceret skud. Uanset om målet er en ræv, et vildsvin eller en hjort.
Derfor er det heller ikke et problem at forkorte løbet på riflen betragteligt. En .308 eller en 6,5 Creedmoor kan sagtens præstere det nødvendige ved 150 meters afstand med et løb på 46 cm. Og det er ikke noget, jeg bare finder på – Der ER altså en grund til at de tyske drivjagtsmaskiner fra Blaser kommer med korte piber. Det gør også, at en lyddæmper ikke længere generer balancen. For selvfølgelig skal der en lyddæmper på din drivjagtskanon.
Lyddæmperens rekyldæmpning gør nemlig, at du kan se dyrets reaktion i kikkerten ved skudafgivelse. Dette gør dig både i stand til at melde dit vildt korrekt – er det anskudt? Er det ramt i lunge eller hjerte? Skød du forbi? – og så giver det mulighed for at skyde anden eller tredje gang, uden at du skal slås for at få riflen tilbage på målet igen. Men uanset hvordan du vælger at bygge din riffel op, skal du huske at fokusere på, hvad den skal kunne. Kan du genlade hurtigt? Er din sikring nem at aktivere og deaktivere? Kan du hurtigt bringe den til kinden? Alt dette finder du kun ud af gennem træning. Hvilket er det sidste – og måske vigtigste punkt.
Træning, træning, træning
Uanset hvilken riffel du vælger, er det afgørende, at du kender den ud og ind. Du skal være fortrolig med dens aftræk, finurligheder og eventuelle tendenser til funktionsfejl. Dette lærer du kun ved at skyde med den på samme måde, som du ville bruge den under jagt. For at gøre dette må du forlade skydebænken og ud på gulvet.
Skyd fritstående. Skyd på afstande fra 10 til 100 meter. Uden anlæg. Stresstest dig selv ved at skyde hurtigt og skyde til flere mål på forskellige afstande.
Træn din genladning af magasin, genladning af riffel fra tomt magasin, genladning med flere magasiner, og hvad du ellers kan finde på. Alt dette lyder måske som gak og gøgl, men det er rent faktisk sådan, at du lærer din riffel at kende.
Desværre er der mange jægere, der ikke rigtigt får brugt skydebanen. Det er og bliver en skam. For det er på skydebanen, at vi skal lave alle fejlene. Det er her, vi lærer vores riffel at kende. Og det er her, vi skal lære vores begrænsninger, så vi ved, hvornår vi kan levere – og hvornår vi ikke kan levere – når det er levende dyr, der står i den anden ende af sigtekornet.
Igen er der meget at lære fra både tyskerne, svenskere og nordmændene. De har alle en frivillig prøve, man skal bestå, inden man tager på jagt. Og det er IKKE svært. Svenskernes version af en drivjagtsprøve – kendt som “dekalen” – kræver blot, at man skyder 4 gange på en stående elg. Det kan oven i købet gøres med skydestok.
I Danmark kunne vi sagtens gøre noget lignende. Ikke kun for vores egen skyld, men også for, at alle andre, man er på jagt med, ved, at man har øvet sig inden jagten og er forsvarlig med sit våben.
For vi har alle sammen oplevet at være på drivjagt sammen med gæster, der indrømmer, at de aldrig rigtigt har skudt på løbende mål. Og det er synd. Ikke kun for skytten, der ender med at have en dag fuld af nervøsitet og måske dårlige skud. Men især for vildtet, som måske ender med at blive anskudt, fordi skytten ikke kendte til sit foranhold, ikke kendte sit aftræk ordentligt, eller måske sad med en riffel, der havde funktionsfejl, man ikke kendte til. Så se nu at komme ud at træne. Også selvom det går dårligt. Det er på banen, vi skal bruge til at lave fejl. Så går det meget bedre på jagten.
Drivjagtens fremtid
Drivjagten og bevægelsesjagtens fremtid tegner efter min mening lyst. Med en stadigt voksende hjortevildtbestand i alle landsdele og en voksende vilje til at jage sammen som naboer, er vi godt på vej til at blive en rigtig drivjagtsnation. Med nye teknologier som radioer, og apps som WE-HUNT er det blevet nemmere end nogen sinde at arrangere og drive en stor jagt med mange deltagere, uden at det kræver månedsvis af forarbejde. Men drivjagten bliver kun bedre og bedre, hvis vi tager ved lære af vores erfaringer og ændrer vores ambitioner og traditioner i takt med det, vi erfarer.
For det kræver mere at drive en jagt, hvor vildtet og drivere er i bevægelse, samtidigt med at de våben, vi bruger, kan dræbe på 5 kilometers afstand. Den slags kræver selvjustits. Og en voksende erkendelse af, at træning under besværlige forhold er en fast del af jægerens hverdag.
Vi kan nemlig ikke blive gode til jagt på løbende vildt, når vi blot tager på banen én gang om året for at skyde ind. Og dette med grej, der ikke er optimeret til det, vi skal.
Så: Skal vi på drivjagt, og det håber jeg, at alle, der læser dette, skal, så skal vi se os selv dybt i øjnene først og spørge, om vi gør det ordentligt, om vi har det rigtige grej til opgaven, om vi er gode nok til skyde, og om det er sikkert, det vi gør.
Hvis vi allesammen stiller disse krav til os selv og vores medjægere, ja så er jeg overbevist om, at vi også bliver en af de store drivjagtsnationer, som andre en dag vil bruge som eksempel på, hvordan man får en meget bedre drivjagt.
