Når man rammer et dyr med en perfekt dræbende kugle lige igennem hjerte og lunge, så dør dyret indenfor 6-8 sekunder. Men dyret kan alligevel nå at løbe 60-100 meter, før det falder dødt om. Den viden bruger jeg også, når jeg læser et gerningssted.
Ordene er drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller Jensens. Han er ved siden af sit arbejde ved politiet en passioneret jæger, og dermed jagter han både på sit arbejde og i sin fritid. Som der står i Jens Møller Jensens erindringsbog, “Opklaret”:
Nogle journalister kan godt lide parallellen i, at jeg dræber legalt i min fritid og på arbejde efterforsker dem, der dræber illegalt. Det er to helt forskellige ting, men selvfølgelig er der noget, man kan bruge fra det ene og det andet. Det at se blod eller se et dyr dø kan give en forståelse for, hvordan der kommer spor på et gerningssted.
Blev tidligt jæger
At Jens Møller Jensen skulle blive en passioneret jæger lå i kortene allerede tidligt i hans liv. Faktisk så tidligt, at han tog jagttegn så snart, han var 16 år gammel og dermed gammel nok til at få det eftertragtede bevis.
Indtil da havde han været på jagt med både sin syv år ældre bror og deres fælles far. I de første mange år som jæger handlede det mest om trampejagt og havjagt i Fakse Bugt, hvor familien havde sommerhus.
– Jeg gik i starten mest på trækjagt tidligt om morgenen efter edderfugle nær kysten og opsøgende havjagt. Senere kastede jeg mig over fiskeri, men fandt hurtigt tilbage til min passion for jagt, fortæller Jens Møller Jensen, som i starten af 80erne købte en skydepram, og sejlede ud på den smukke Roskilde Fjord efter gæs og ænder i vinterhalvåret.
Alle former for jagt
– Jeg var så heldig, at min bror blev skovmand, og da han i midten og slutningen af 1980erne var i lære rundt om i Danmark, fik jeg mulighed for at komme på jagt med ham. Jeg var især med ham på rævejagt rundt om i Jylland, husker Jens Møller. Årene igennem har de to nydt mange gode timer sammen på forskellige former for jagt. En drivjagt med storebror i Tyskland står særligt klart i erindringen. Her skød Jens fire vildsvin på en enkelt post. Den meget blandede form for jagt, er meget kendetegnende for Jens’ mange år som jæger.
– Nogle jægere er til selskabsjagt, andre er til at gå ud alene med sin hund. Jeg er til lidt af det hele. For mig betyder det mest at komme ud i naturen og nyde det. Få god motion og spændende oplevelser, siger Jens og fortsætter:
– Riffeljagt er begyndt at betyde mere og mere for mig de senere år. Det er manden mod dyret. En meget spændende jagtform, hvor jeg især synes om den meget intensive stemning.
Og så er det også dejligt, at det ofte er godt vejr, når man er på bukkejagt – uanset om det er i Danmark eller Polen.
Misser aldrig 16. maj
Riffeljagten er faktisk årsagen til, at Jens er begyndt at rejse en del med sin hobby. Ture til både Polen, Skotland, Sverige og Tyskland er det blevet til. I Skotland på blandt andet kronhjortejagt, i Polen, Tyskland, Sverige og Danmark mest vildsvin og bukke.
– Senest har jeg som noget nyt taget min kone med på jagt. Det er dejligt, at vi kan nyde naturen og oplevelserne sammen.
Hun må alligevel ofte undvære sin jagtinteresserede mand. Især 16. maj og andre mærkedage er Jens Møller væk fra tidlig morgen. Som han siger: – Bukkejagtens premiere misser jeg kun, hvis der sker noget meget alvorligt privat eller på mit arbejde.
Mine bedste jagtminder
– Jeg har så mange gode minder, at det kan være svært at trække et minde frem for et andet. Men jeg husker især en fantastisk uge med bukkejagt i Skotland, hvor jeg var af sted med en rigtig god ven. Han er siden død af kræft, men jeg har det gode minde om ham og vores gode tur. Det minde værner jeg meget om.
– Jeg mindes også en tidlig morgenstund i Polen, hvor vi var på en meget intens og spændende vildsvinejagt. Jeg havde skudt et dyr, og vi var på vej frem for at finde det. Guiden turde ikke gå længere frem, da vi var gået omkring 100 meter. Han ville retur og hente et våben, for han frygtede dyret ville angribe os. Da vi igen gik frem, fandt vi vildsvinet blot 40 meter længere fremme, end han var gået. Stendødt. Det var en meget spændende oplevelse, og jeg husker, at dens tænder blev målt til hele hele 18,6 cm.
Naturen og hunden Chippo
Livet igennem har Jens Møller Jensen haft hund, og i øjeblikket er den tro følgesvend en brun, godmodig labrador ved navn Chippo.
– At tage min hund og en kammerat ud en aften for at skyde ænder på træk – det synes jeg, er fantastisk spændende jagt.
For Jens er jagtinteressen ikke kun at skyde et dyr. Det handler om meget mere. At være i naturen, at vedligeholde et et konsortium, at lave forberedeserne til jagten. Blive nulstillet, lade hverdagens bekymringer falde i baggrunden og bare være i et med naturen.
– Som bukkejæger tager jeg i aprilmåned mindst en aften om ugen ud for at rekognoscere og bare sidde og kigge i en kikkert, mens jeg drikker en kop kaffe i naturen. Uden at have min riffel med, for det er jo før bukkesæsonen er gået ind. Men jeg nyder det næsten ligeså meget som selve jagten.
Jens Møller er medlem af et konsortium på 16 mand ved Præstø og formand for en lille gruppe i Veksø, hvor otte mand primært driver jagt på vilde ænder på træk.
– En anden ting, som jeg holder lige så meget af, som selve jagten, er når min hund laver gode apporteringer eller går et godt sporarbejde.
Vi jægere har et ansvar
Da Jens Møller Jensen var ung, skød han med en .308 Winchester riffel. I dag bruger Jens en Sauer 202 med vekselpibesæt, så han enten skyder med kaliber 6,5 x 55 eller 9,3 x 62. På den måde føler han sig klædt godt på til både det mindre og det større vildt.
Under interviewet gør Jens meget ud af, at vi som jægere ikke må glemme, at det er levende væsner, vi skyder på.
– Det er en aflivning, man laver, og det skal selvfølgelig ske så hurtig og skånsomt som muligt. Jeg synes, nogle jægere giver lidt for hurtigt op. De tror bare, de har skudt forbi dyret, og så undlader de at tjekke, om de har ramt eller ej.
Jeg er ikke selv frelst, men jeg mener, vi som jægere har et ansvar. Og så må man sætte sin hund til at finde dyret, anskudt eller dræbt.
Om Jens får et bytte, som er stort eller lille, til en rekordbog eller ej, det betyder ikke så meget for ham.
– Jeg er som udgangspunkt ikke trofæjæger. Men jeg må sige, at når jeg er på bukkejagt, så får jeg naturligvis målt det, jeg har fået skudt. Det er bare ikke et succeskriterium for mig, om det er et trofæ eller ej.
Det er selve oplevelsen, jagten, naturen og nuet, jeg lever for.
Vidste du at…
- Jens Møller Jensen selv ordner, koger og laver opsatser af både sine egne og kammeraternes bytte. For ham er det at vise dyret ære at lave opsatsen rigtig og flot.
- – I jagtsæsonen bruger drabschefen mindst en dag hver anden weekend plus en hverdagsaften på sin hobby.
- – Han kan godt lide at“gå igennem”, i stedet for at stoppe op og fryse. Det betyder, at skridttælleren af og til kan runde 21 km på blot en dag.
CV
Jens Møller Jensen, f. 30-6-1959
Drabschef og leder af Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, der tæller sager som drab, drabsforsøg, røveri, menneskehandel, seksuelle overgreb, vold, brand og særlige sager. Startede ved politiet i 1981 og var inden da premierløjtnant på Høvelte Kaserne.
Opklaret drabschefens erindringer
Drabschef Jens Møller Jensen har oplevet mørke sider af vores samfund. Ubådssagen, skuddramaet på Christiania, hvor blandt andre to betjente blev ramt, og terrorangrebene i København ved Krudttønden og den jødiske synagoge er nogle af de forbrydelser, drabschefen i Københavns Politi har stået i spidsen for at opklare.
I bogen ’Opklaret’ fortæller han detaljeret om en række af sine største sager, giver et unikt indblik i arbejdet med efterforskningen og beskriver de svære overvejelser og afgørende valg, han må træffe undervejs. Med stor åbenhed fortæller den garvede efterforsker også om, hvordan han tackler tanker og følelser i jagten på gerningsmændene. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Stine Bolther og udkom 24. oktober 2018 på Politikens Forlag.
…Jeg har brugt min viden fra de mange obduktioner, jeg har været til, når jeg har været på jagt. Der var en helt konkret situation, hvor jeg havde skudt et vildsvin i Sverige. Da jeg kom hjem og skar vildsvinet op, fandt jeg en kugle, som var for stor til at være min. Jeg måtte så tænke tilbage på situationen. Det havde været en relativt mørk nat, hvor vi havde stået to jagtmakkere tæt på hinanden. Min makker havde først skudt et vildsvin, og så havde vildsvineflokken spredt sig i alle retninger. Det ene af dem var kommet buldrende tæt forbi den lille stol, jeg sad i, og jeg fik lige vendt mig om og nåede at skyde den.
Selv om det var mørkt, kunne jeg se, at jeg havde ramt den i ryggen, så den trillede rundt. Men så rejste den sig og løb videre. Det var hektisk i 30-40 sekunder. Jeg hentede min bil og fik sat Chippo på sporet, og hunden fandt vildsvinet inde i skoven. Det var fuldstændig dødt, og jeg tænkte, det var da mærkeligt. Vi brugte meget tid samme nat og næste morgen på at lede efter kammeratens vildsvin, men fandt det aldrig. Det viste sig, at min kammerat havde givet vildsvinet en fuldstændigt perfekt kugle ind i den ene side. Kuglen var gået gennem indvoldene og havde sat sig i køllen på den anden side, og det var der, jeg fandt kuglen. Og det skud, jeg havde afgivet, var mod samme svin. Mit skud havde bare ramt lige ved rygsøjlen, projektilet havde drejet rundt og kørt ud i siden igen. Jeg sendte ham et billede og skrev:
Det er sådan set dit vildsvin, det er slet ikke mit.
Retsmedicinerne ville gøre noget tilsvarende med mennesker i drabssager, og mine jagtvenner kaldte mig også doktor Quincy, da jeg fortalte det.
Uddrag fra Jens Møller Jensens erindringsbog: “Opklaret – Drabschefens erindringer”, Politikens Forlag
Fordi jagt er så stor en del af mig og mit liv, så er der, som jeg tidligere har nævnt, dage, som nærmest er hellige for mig. Den ene af de to danske dage er 16. maj, hvor sæsonen for bukkejagt starter i Danmark.
Tilsvarende starter den svenske bukkejagt 16. august, og denne dato i 2016 sad jeg sammen med gode kammerater på min daværende jagt tæt på Växjö i Småland. Vi havde været samlet fra om søndagen, og mandagen havde vi brugt på at gøre klar til den store dag.
Man står tidligt op – gerne klokken fire om morgenen – tager det gode jagttøj på og går ud i naturen. Imens jeg sad med min jagthund Chippo og nød den smukke sommermorgen i stilhed og fred i Småland, blev en kvinde i de samme morgentimer udsat for et ualmindelig groft overfald og drabsforsøg i København. Det er tankevækkende kontraster, men det vidste jeg naturligvis intet om på daværende tidspunkt.
Uddrag fra Jens Møller Jensens erindringsbog: “Opklaret – Drabschefens erindringer”, Politikens Forlag
Hundene ville kun reagere på liglugt fra mennesker, ikke på en død fisk eller sæl. Jeg har qua mit arbejde med jagthunde stor indsigt i, hvad hunde, der går på ’schweiss’, kan… Og jeg ved, hvor god sådan en hund er til at lugte sig frem til blod. To dråber blod, og de finder det. Så på intet tidspunkt tvivlede jeg på de svenske lighundes markeringer. De reagerer ikke for sjov, der var noget i vandet, og vi skulle bare blive dygtige nok til at finde det. Hundene havde desuden reageret samme sted, uafhængigt af hinanden. Den eneste lille nagende tvivl var, om det sted, de reagerede på, i virkeligheden var der, hvor torsoen havde ligget, før den drev i land. Måske hang færten stadig i vandet.
Uddrag om den såkaldte ubådssag fra Jens Møller Jensens erindringsbog: “Opklaret – Drabschefens Erindringer”, Politikens Forlag
FOTO: PRIVAT.
