Peter Paul Mauser – den tekniske drivkraft bag alle tiders mest populære riffeldesign – var fuldstændig ligeglad med jagt og jægere. For ham og hans kolleger var det en rivende militær udvikling, der drev værket. men det er primært blandt jægere, at hans ideer lever videre …
AF JENS ULRIK HØGH
Da Peter Paul Mauser lå på sit dødsleje i Oberndorf den 29. maj 1914, kunne han se tilbage på en lang række tekniske triumfer i våbenindustrien. Som forretningsmand havde han egentlig ikke brilleret, men hans våbenkonstruktioner havde ændret historiens gang. Han havde gennem næsten et halvt århundrede placeret virksomheden Mauser i spidsen af et hæsblæsende våbenkapløb med sine gradvist forfinede cylinderlåsrifler. De sidste 25 år af hans liv var en nærmet endeløs triumf. Langt hovedparten af alle verdens stærke nationer brugte hans våben eller kopierede dem skamløst. Han havde sat en ny standard for moderne militærvåben. Hverken mere eller mindre.
Familietradition
Peter Paul Mauser – som ofte blot omtales som Paul Mauser – var søn af Franz Andreas Mauser, der arbejdede som bøssemager på Königlich Württembergische Gewehrfabrik i byen Oberndorf ved bredden af floden Neckar i det daværende tyske kongerige Württemberg. Fabrikken, der var indrettet i et gammelt Augustiner-kloster, fremstillede først og fremmest militærvåben til kongerigets hær. Der var adskillige våbeninteresserede i familien Mausers hjem. En ældre bror og en søster emigrerede til USA, hvor de tog arbejde hos Remington, mens Paul og hans fire år ældre bror Wilhelm blev i Tyskland. I kølvandet på en tid i hæren udviklede Paul en forbedring af Dreyses tændnålsgevær – han har på daværende tidspunkt været i starten af tyverne. Hans design var en cylinderlås, som i modsætning til den originale Dreyse selv spændte slagfjederen, når låsen blev betjent – en væsentlig forbedring. Kort tid efter videreudviklede han sit våben til patroner med fænghætte – det skete engang i begyndelsen af 1860’erne.
En amerikansk repræsentant for Remington – Samuel Norris – så konstruktionen og øjnede en forretningsmulighed i at anvende patentet til at opgradere Frankrigs arsenal af Chassepot rifler. Han gik derfor i kompagniskab med Paul og Wilhelm, hvorpå de i fællesskab forsøgte at overbevise de franske myndigheder om deres opfindelses fortræffeligheder. Det lykkedes ikke, partnerskabet med Norris gik i opløsning, og brødrene vendte slukørede hjem til Oberndorf for at videreudvikle deres ideer i lånte lokaler hos Pauls svigerfar.
Mausers gennembrud
I 1871 fik brødrene Mauser deres gennembrud. Det skete, da Prøjsen købte deres nyudviklede enkeltskuds cylinderlåsriffel – Mauser model 1871. Snart fulgte de andre tyske kongedømmer efter. Brødrene udrustede en af verdens største militærmagter … Selve produktionen af de mange geværer foregik ikke i Oberndorn, men rundt om i Tyskland hos etablerede firmaer og på statslige fabrikker, men Paul og Wilhelm fik indledningsvis en ordre på 3.000 sigter og snart efter 100.000 sigter til deres rifler, og det nødvendiggjorde, at de etablerede en egenproduktion.
De startede med mindre fabrikslokaler i Oberndorf, men den 23. maj 1874 overtog de i kompagniskab med deres bank deres fars gamle arbejdsplads – Königlich Württembergische Gewehrfabrik. I samme ombæring havde de fået en ordre på 100.000 færdige model 71 rifler til kongeriget Württemberg. Mauserwerke var en realitet!
Wilhelm Mauser – forretningsmanden i konstellationen – led under et svigtende helbred, og hans mange dårligdomme blev forværrede af hans flittige rejseaktiviteter. I januar 1882 døde Wilhelm, hvilket ledte direkte til en større omorganisering af virksomheden, der blev omdannet til et aktieselskab under navnet Waffenfabrik Mauser.
Fabrikkens våben solgte rimeligt godt. Hele Tyskland, med undtagelse af Bayern, anvendte Model 1871 som deres armévåben, og der blev solgt en hel del rifler til bl.a. Balkan og Tyrkiet. I 1884 blev designet af den tyske armériffel opgraderet med et rørmagasin – en enorm forbedring af ildkraften.
I december 1887 solgte Paul Mauser alle sine aktier i virksomheden til den store, tyske våbenproducent Ludwig Löwe & Company. Han fortsatte som teknisk chef, men altså helt uden medejerskab.
Fart på udviklingen af Mauser
Fra slutningen af 1880’erne tog den tekniske udvikling for alvor fart. Det startede med, at Tysklands arvefjende, Frankrig, introducerede en ny riffel – Lebel model 1886 – baseret på et kaliber med røgsvagt krudt. Den nye krudttype muliggjorde betydeligt højere udgangshastigheder, hvilket naturligt ledte til mindre og mere fladtskydende kalibrer i kortere våben. Tyskland fik travlt med at følge trop, og det lykkedes ikke for Mauser at overbevise den tyske hær om, at virksomheden kunne løfte opgaven med at designe en ny riffel. Den opgave gik derfor til en kommission af våbeneksperter, som kom frem til kaliberet 8×57 I (”I” for ”Infanterie”) og riflen Gewehr 88, som Mauser intet havde med at gøre.
Mausers fejlslagne bud på den nye tyske riffel blev dog solgt til Belgien, som anlagde en stor fabrik – Fabrique Nationale eller F.N. – for at producere deres nye armériffel – Mauser model 1889. En variation over samme design solgte Mauser til Tyrkiet og Argentina, hvor den blev kendt som hhv. model 1890 og 1891. Disse rifler udmærkede sig ved at anvende laderammer – en detalje, som satte yderligere fart på skudkadencen.
Næste trin på udviklingsstigen blev Mausers ikke-roterende udtrækker – en meget driftssikker løsning – og det kompakte krydsmagasin. Forbedringerne kom – sammen med Mausers nyudviklede kaliber 7×57 – til udtryk i den nye spanske armériffel model 1893, som også solgtes til flere andre lande.
Våbnet blev yderligere forfinet, og det opgraderede våben blev kendt som den svenske model 1894 og blev desuden solgt til bl.a. Mexico, Brasilien, Chile, Uruguay, Kina, Persien og de oprørske boere i Transvaal og Orange Free State.
En legendarisk Mauser fødes
Den sidste forbedring på Mausers populære cylinderlåsrifler – som reelt blev patenteret af Paul Mauser i 1895 – ledte til, at den tyske hær kom tilbage i folden og antog den nye riffel i april 1898. Våbnet er siden kendt som den legendariske Mauser 98. Dette var det absolutte højdepunkt i Mausers forædling af cylinderlåsriflen. Den var sikkerhedsmæssigt kraftigt opgraderet i forhold til de tidligere varianter med bl.a. kraftigere dimensioner, bedre stål og et særdeles gennemtænkt system til håndtering af våbensprængninger, som skulle lede glohede gasser og metalfragmenter væk fra skyttens ansigt i tilfælde af kammersprængninger. Desuden spændte systemet op, når låsen blev åbnet i modsætning til forgængerne, hvor slagfjederen blev spændt ved lukning.
I Mauser 98 havde Paul Mauser skabt det ultimative armévåben til den tids krigsførelse. Høj skudrate, stor kapacitet, god præcision, suveræn driftssikkerhed under de værst tænkelige vilkår og enestående høj sikkerhed for skytten i tilfælde af sprængning (soldater er mere værd i hel tilstand). Intet våben nåede i teknisk forstand Mauseren til sokkeholderne, og alverdens generaler skelede misundeligt til Tysklands nye riffel.
I 1898 mødte amerikanerne massiv modstand på Cuba under den spansk-amerikanske krig. I slaget ved San Juan Hill forsinkede 750 spanske soldater med Mauser 93 rifler den 15.000 mand stærke amerikanske hær i lang tid og påførte på få minutter de amerikanske styrker et tab på 1.400 mand. Spaniernes Mauserrifler havde simpelthen længere effektiv rækkevidde og større ildkraft end amerikanernes Krag-Jørgensen og Springfield enkeltskudsrifler. Den historie endte med, at amerikanerne iværksatte produktionen af deres egen cylinderlåsriffel – M1903 Springfield – i kaliber .30-03 (som senere udvikledes til .30-06). Det viste sig dog, at amerikanerne var lidt for inspirerede af den nye Mauserriffel, og da tyskerne sagsøgte dem for plagiat, blev de faktisk dømt til at betale Mauser en erstatning på 250.000 USD – svarende til mere end 6.000.000 USD i nutidspenge – det var billigt sluppet!
Civile mauservåben
Under hele Mauserriflens udviklingsforløb var det udelukkende militære krav til funktionaliteten, som dikterede designet. For Mauserwerke var det civile marked en dråbe i havet, men ikke desto mindre væsentlig ud fra markedsføringsmæssige synspunkter. Der var ingen tvivl om at produktet havde hed jagt-appel. Datidens militære krav til ubetinget driftsikkerhed under alle tænkelige forhold fra isørken til mudderpøl i kombination med hårdtslående præcision svarede ganske nøje overens til datidens jægeres behov – ikke mindst storvildtjægerne i de mange europæiske kolonier i Afrika og Asien. Der var derfor stor interesse for Mausers rifler blandt jægere og fabrikken havde da også en lille civil produktion, der producerede rifler i forskellige grader af finish. Alt i alt producerede Mauser omkring 127.000 civile rifler. Omkring halvdelen af disse blev produceret før første verdenskrig. I 1912 kostede en Mauserriffel Type C – som var den billigste model – omkring 35 USD. Det svarer i nutidspenge til små 900 USD.
Rigby-Mauser
Men det var London-bøssemageren John Rigby and Co., som for alvor udødeliggjorde Mauser 98 i jægerkredse. Rigby så de uendelige muligheder i Mausers stærke cylinderlås og indledte sidst i 1890’erne forhandlinger med Mauser om eneforhandling i hele U.K. med tilhørende kolonier. Parterne nåede til enighed om 12 års eksklusivret i det Britiske Imperium, og Rigby solgte den første Rigby-Mauserriffel i 1897. Konceptet var relativt simpelt. Rigby købte låsestole og piber hos Mauser og byggede selv de klassiske jagtskæfter, ligesom de stod for den endelige finish. Resultatet var en kraftigt forædlet og anglificeret Mauser 98 med Rigbys navn på piben, selvom våbnet dog i ren teknisk forstand var identisk med sit militære ophav. Prislappen på de fine Rigby-våben afspejlede de mange timer, der blev lagt i den sidste finish – priserne startede på omkring 25 GBP svarende til godt 120 USD – næsten fire gange så meget som Mausers egen basismodel. På den måde nåede Mausers produkter ud til både høj og lav. Velhaverne købte håndbyggede engelske Mausere, mens de mere jævne jægere gik på jagt med originale Mausere fra Oberndorf.
Men Rigbys indsigt i det voksende marked for pålidelige jagtrifler strakte sig videre end til at shine tyske Mauserrifler op. Han så behovet for kraftigere kalibrer til jagt på Imperiets farlige storvildt og udviklede sine egne hårdtslående jagtkalibrer. Med samme niche i tankerne anmodede han i 1899 Mauser om at udvikle en forstærket og forlænget version af Mauser 98 låsen, som kunne tage ekstra kraftige kalibrer. Den rent civile Mauser Magnum lås var klar omkring århundredeskiftet og udgjorde den perfekte platform for potente jagtkalibrer såsom den berømte .416 Rigby, der blev udviklet i 1911.
De smukke engelske Mauserrifler etablerede i den grad Mauser 98 som arketypen på den ideelle jagtriffel, og den fik med John Rigbys fødselshjælp en civil løbebane, som har strakt sig langt ud over den militære.
En Æras Afslutning
Efter at designet på cylinderlåsriflen var fuldendt, kastede Paul Mauser sig med stor entusiasme over at designe velfungerende automatvåben. I august 1896 demonstrerede Paul Mauser selv hans nye automatiske pistoldesign for den våbenglade tyske Kaiser, som i den anledning blev imponeret over det hurtigtskydende våben og spurgte, hvor længe det ville tage Mauser at udvikle en automatisk armé-riffel. ”Fem år, Deres Majestæt”, var Paul Mausers svar, og han stillede med den første fungerende prototype i 1898. Denne var dog for kompliceret, idet den kun kunne operere med smurte hylstre, og Paul kastede sig over den videre udvikling af en mere driftssikker version. I august 1901 kostede eksperimenter med en prototype ham hans venstre øje. Desværre var han linksskytte, så det var sigteøjet, der røg. Han fortsatte dog ufortrødent, men nåede faktisk aldrig at knække denne våbentekniske nød. Han indfriede derfor aldrig løftet til Kaiseren og døde 75 år gammel, nogle få måneder før første verdenskrig brød ud.
I en nekrolog i London Times blev Paul Mauser omtalt hædrende for sit bidrag til den militære udvikling, men også som en ”dødens købmand”, som aldrig forspildte en chance til at sælge rifler til snart sagt en hvilket som helst militærmagt i verden. I samme tekst nævnes det, at den gamle våbenkonstruktørs største passion var … korsang!
Paul Mauser havde efterladt sig en større våbenkulturel arv til verden, end han selv kan have forestillet sig. Kun godt en måned efter hans bortgang blev første verdenskrig skudt i gang med mordene på det østrigsk-ungarske tronfølgerpar i Sarajevo. Den efterfølgende totalkrig skabte en umådelig efterspørgsel efter Mausers rifler, og selvom Tyskland i sidste ende tabte, herskede der ingen tvivl om, hvem der havde de bedste rifler. Historien gentog sig efter 20 års fred, og Tyskland rejste sig atter i slutningen af 1930’erne. Også i denne verdenskrig var det Mausers riffeldesign, som udgjorde rygraden i de fleste stridende hæres arsenal. Da krigen brød ud, var der faktisk produceret så mange Mauser 98 rifler og kloner af samme, at op imod hver fjerde mand i alderen 15-50 år i hele verden kunne udstyres med en … Man ved ikke præcist hvor mange, der blev produceret – forsigtige skøn havner på 80-125 millioner.
I militær forstand døde Mauserriflerne og deres nærmeste tekniske slægtninge ud i 1950’erne med undtagelse af sniper-riflerne, som stadig i vid udstrækning er klassiske cylinderlåsrifler. Blandt jægere har Mausers ideer aldrig haft så mange følgere som i vore dage. Cylinderlåsriflen vandt efter et lille århundrede kampen mod bøjlelås- og pumprifler om de amerikanske jægeres gunst, og nu om stunder er den moderne cylinderlåsriffel det foretrukne valg af jagtriffel blandt jægere i stort set hele verden.
Der er ingen tvivl om, at mange små detaljer i dagens masseproducerede cylinderlåsrifler har udviklet sig i løbet af de 121 år, der er gået, siden Paul Mauser udtog patent på Mauser 98 mekanismen, men sandt at sige er der primært tale om produktionstekniske forbedringer og tilpasning til brug med optiske sigtemidler. Den klassiske Mauser 98 er stadig præcisions-, styrke- og driftssikkerhedsmæssigt en moderne jagtriffel trods sine 121 år på bagen. Det er ikke nogen lille bedrift … selvom den amerikanske konkurrent slog Mauser i kapløbet om automatriflen.
Efterkrigstidens Mauser
Fabrikken i Oberndorf blev fuldstændigt demonteret af franske okkupationsstyrker efter krigen. Der var intet tilbage af hverken maskiner, folk eller knowhow, da fabriksbygningerne blev sprængt i luften i 1948. Først i januar 1954 genopstod Mauser-Werke AG og genoptog så småt våbenproduktionen. Mauser 98 blev der ikke produceret flere af, men i 1966 købte Mauser et våbendesign af konstruktøren Walter Gehmann – en relativt uortodoks riffel med teleskopisk bundstykke, som resulterede i en meget kompakt mekanisme. Riflen blev kendt som Mauser 66 og produceret i mange varianter over de næste 30 år. Af de mere opsigtsvækkende detaljer ved denne konstruktion kan nævnes: Ultra-kompakt lås, låsning direkte i piben, udskiftelige piber, kikkertmontage på piben og masser af plads til svulstige graveringer. Recepten faldt i god jord blandt tysktalende jægere, og der blev i alt produceret næsten 60.000 rifler frem til 1995, hvor Blaser R93 overtog den pågældende niche i markedet.
I årenes løb samarbejdede Mauser med Heym og Voere om at brande forskellige rifler, og det blev da også til nogle mindre succesfulde konstruktioner fra egen designafdeling. Generelt gik det dog ned ad bakke for det hæderkronede gamle brand igennem de sidste årtier af 1900-tallet.
Model 77 var en cylinderlåsriffel med bagudliggende låseknaster. Den blev produceret i mindre end 4.000 eksemplarer fra 1978 til 1987.
Model 94 var en cylinderlåsriffel med udskiftelige piber – et solidt og godt våben, som dog ikke formåede at løfte Mauser tilbage i rampelyset.
Model 99 var en straight-pull riffel, som floppede totalt og blev den sidste konstruktion inden den civile våbenproduktion blev skilt ud som et selvstændigt firma – Mauser Jagdwaffen GmbH – som i 2000 blev solgt til Lüke & Ortmeier Group, som også ejer Blaser og Sauer.
M03. Under de nye ejere genopstod Mauser som en væsentlig aktør på det civile riffelmarked. Ingen af de gamle modeller blev længere produceret, men i 2003 lancerede Mauser M03 cylinderlåsriflen, som blev særdeles vel modtaget i Europa. Denne moderne riffel produceres fortsat og regnes af mange for en af de fineste europæiske all-round rifler med alle de kvaliteter, som i sin tid definerede brandet Mauser: Præcision, styrke og driftssikkerhed.
M12. I 2012 lanceredes den noget billigere M12, som er en moderne entry-level riffel med fast pibe.
I 2015 – 120 år efter at Paul Mauser patenterede Mauser 98 – genoptog man produktionen af Mauser 98 Magnum låsen. Man kan atter købe en original Mauser 98 produceret af Mauser i Tyskland. Kvaliteten er bedre end nogensinde, for selvom der ikke var behov for at ændre på designet af den legendariske storvildtriffel, så er der sket en hel del med både materialer og produktionsteknologi de seneste 120 år.
Siden 2013 har Rigby været et datterselskab af Mauser og producerer igen de klassiske Rigby-Mauser rifler baseret på originale tyskproducerede Mauserlåse.
Ringen er dermed sluttet.
