VED NIELS DYGAARD.
Jeg ser hjorten første gang i september. Den kommer jagende med en hind, opsatsen er fyldt med grønne plantedele og lyngrester. Jeg ser den ude på cirka 200 meters afstand og tænker – hold da kæft en stor kronhjort! Den højre stang er ret genkendelig, da den har sprosser, der minder lidt om en wapitihjort.
Lørdag 7. november er jeg på morgenjagt og ser en rudel, som er ved at gå til ro. Jeg ser i første omgang kun hinder, kalve og mellemhjorte, indtil noget pludselig skæmmer rudlen, så den forsvinder ud af mit synsfelt. Der kom en hjort i raskt trav, men pludselig var den også væk. Vinden var mig ikke gunstig denne lørdag, den kom fra SV. Jeg kører hjem for at få lidt frokost og fortælle min hustru, hvad jeg netop havde set i mosen. Imens vi taler sammen derhjemme, siger jeg – det lykkes vist aldrig for mig at mødes med min ”Lebenshirsch”. Samme eftermiddag er jeg igen ude i mosen, hvor jeg har udtænkt mig en plan for at nærme mig det område, hvor jeg så rudlen gå til ro. Jeg måtte pürsche mig frem i dette fantastiske hedemoseterræn med rimmer (tidligere klitter) og dobber (tidligere klitlavninger). Her var der ikke var meget at skjule sig bag, men vinden var min største udfordring. Den mindste fært af mig, så kunne jeg bare stå tilbage og se rudlen springe videre.
Pludselig, cirka 70 meter foran mig, står der en hind, Hvor kom den fra? når jeg lige, at tænke, imens jeg lægger mig ned. Så er det ellers med kryb og kravl væk fra den fyrrelund, som jeg kan se, krondyrene komme frem fra. Jeg kryber hen over kokasser og igennem mudderhuller, for nu gælder det! Lidt efter ser jeg, at der nu ikke kommer flere dyr frem, men nu hører jeg brøl og gevirer, der rammer gevirer. Så begynder pulsen at stige ret hurtigt. Jeg maver mig frem til en lille forhøjning og ser foran mig omkring 40 dyr, som står eller sidder – i flokken ser jeg en stærk 14 ender hjort.
Men lige der!!! Der kommer den frem, ”Wapitihjorten”. Den går en runde imellem de andre krondyr. Der er ikke frit skud på hjortens rute, og væk er den igen. Jeg kan høre brøl ganske nær mig – omkring 100-150 meter fra min position. Få minutter senere kommer hjorten frem igen, akkurat fra samme hul i bevoksningen. Den lunter samme rute, jager lidt med dyrene foran sig, og pludselig er den væk igen. Jeg kigger på mit ur – der er nu 14 minutter til solnedgang.
Nu begynder presset at kunne mærkes. Jeg ligger og tænker, at her har jeg mit livs hjort foran mig, og så går solen snart ned. Jeg kommer til at misse mit livs chance! Jeg kan ikke flytte på mig, uden at dyrene foran mig ser mig. Jeg kan kun vente og håbe. I mellemtiden har jeg spottet et skudområde, hvor der er ikke er nogle krondyr. Det er der, jeg har min eneste chance for et skud. Så, nu kommer hjorten frem igen. Uret tikker, pulsen hamrer afsted, mine briller dugger, men jeg er klar – meget klar.
Det er nu tredje gang, hjorten kommer frem. Den tager samme runde, dog mister jeg den et øjeblik af syne, og pludselig kommer den med fart på. Stiller sig præcis der, hvor jeg har frit skud – den røde prik sidder på bladet af denne store og smukke hjort. Lige idet skuddet går, ser jeg, at hjorten lægger hovedet tilbage, og åndedampen står ud af munden på den. Kugleslaget hører jeg tydeligt. Hjorten giver et hop og er borte på tre spring imellem nogle lave fyrretræer. Så bliver alt levende omkring mig. Krondyrene springer rundt i fuld fart, ingen har en pejling på, hvor skuddet kom fra. Så jeg rejser mig op, ryster utrolig meget – de af krondyrene, som ikke var løbet videre, fik fart på, da de så mig stå der og ryste. Jeg klappede sammen og sad nogle minutter og gennemgik hele situationen. Alt gik jo perfekt, men hvorfor kan jeg ikke se hjorten nu?
Nå, afsted med kikkerten skruet ned på mindste forstørrelse – og jeg klar med riflen, for, hvis jeg imod forventning har anskudt kæmpen, ved jeg godt, at kommer denne hjort i fuldt spring lige ret imod mig – så er jeg på røven! Men heldigvis, dér ligger hjorten! Du milde, nu går det først op for mig, hvor enorm den er.
Wow, jeg sætter mig ned ved siden af den, tager min hue af og sidder der, imens sveden løber af mig, ryster og er meget berørt. Det lykkedes Karsten – du fik dit livs hjort.
Hjorten vejede i brækket vægt 171 kilo og blev med en trofævægt 11,55 kilo opmålt af Sten Breith, til 228,9 CIC point.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
