VED NIELS DYGAARD.
Denne buk kom til at fylde mere for mig, end jeg havde troet. Ét er, at det er en guldbuk. Ét andet er, at fra jeg ser den første gang, og til at alt går til held, bruger jeg timer og spekulationer på at komme til ham.
En solskinsforårsdag tager jeg hjem til mine forældre, blandt andet for at se, hvad der skete på reviret. Jeg havde kikkert og kamera med og havde en skøn morgen med op til flere dyr i kikkerten. Til middag drager jeg mod Fyn igen, og selvfølgelig kører jeg forbi reviret. Klokken er ca. 13, og ud af ingen ting står der pludselig en buk 150 meter fra vejen. Jeg parkerer bilen lidt væk og går tilbage med kikkert og kamera. Hold da op et syn… Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så denne buk. Stor i krop og sikke en opsats, stadig lidt i bast. Jeg beundrede bukken på knap 100 meters afstand i en ti minutters tid og besluttede, at jeg hellere måtte se at stikke af, så jeg ikke stødte den. Nu havde jeg den i hvert fald på billeder og video. De efterfølgende dage kunne jeg ikke få tankerne væk fra denne buk og turde knap nok fortælle nogen, at jeg havde set den med risiko for aldrig at se den igen. Dén 18. april vil jeg sent glemme.
Jeg ser kun et glimt af bukken igen den 9. maj. Og den 16. maj vælger jeg utroligt nok at tage ud til et konsortium, jeg også er med i, og tage premieremorgenen der. Når jeg tænker over det efterfølgende, var det måske dumt. Men jeg vidste også, at der var en ret god chance for, at bukken gik rimeligt fredeligt i dens område. Der går efterfølgende nogle dage, og en søndag prøver jeg lykken. Jeg kommer til reviret, og allerede ved min ankomst står han og en rå ude for foden af et sommerhusområde. Jeg får parkeret bilen et stykke væk, pakket ud, og kommer ned, så jeg igen kan se dem. De går lige så fredeligt og esser i det høje græs, men jeg kan ikke skyde ham der, hvor de er. Jeg følger dem i en god halv times tid, lige indtil der langsomt kommer en væg af tåge. Alt forsvinder, og jeg kan kun se 30-40 meter foran mig. Pludselig hører jeg et dyr smæle omtrent 150 meter fra mig, og pulsen når at stige ganske kort, men jeg så ikke mere til de to dyr den morgen. Jeg var meget opsat på at bruge alle de timer, der skulle til for at få et glimt af bukken igen.
Fredagen efter tager jeg tidligt afsted. Det regner, og jeg ser kun lidt dåvildt ved ankomsten. Jeg bliver siddende i bilen og tager en kop kaffe. Det stilner lidt af, og jeg går ned i det område, hvor jeg har set ham. Der virker totalt dødt, men jeg havde langt fra mistet modet. Jeg følte, jeg kunne kigge på den samme græstot i timer, hvis det var det, der skulle til. Jeg får øje på en rå og tænker, at så måtte bukken være i nærheden. Min tidsfornemmelse forsvinder lidt, og ud af ingenting vader bukken frem på græsstykket og ind i noget høj vegetation. Jeg står heldigvis godt i forhold til dækning og vind. Så jeg væbner mig med tålmodighed. Jeg følger ham og råen i over en time, og når at få feber op til flere gange, når jeg i håndkikkerten ser ham stikke hovedet op fra den høje vegetation. De flytter på sig, og jeg flytter med. Jeg står nu i noget korn og har sat skydestokken op. Sekunder føles som timer, mens bukken går gennem hegnet og ind i kornet – og op mod mig. Jeg har ham i trådkorset, og idet han strækker sig højt med halsen, krummer jeg pegefingeren om aftrækkeren på min Tikka, kaliber 223 og slipper min 50 grains blyfrie Barnes TSX-kugle spidst på ham. Han falder i knaldet, og jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. Det lykkedes. Da jeg kommer ned til bukken og får ham i hænderne, får jeg atter en gang feber. Sikke et dyr!
Den brækkede vægt var 23 kilo, og med en trofævægt på 582 gram netto opmålte Sten Breith den til 134.4 Cic, hvilket var mere end nok til en guldmedalje. Hvad mere kan man ønske sig af bukkejagt?
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
