VED NIELS DYGAARD.
Sammen med tre gode jagtkammerater havde jeg som de længe haft et ønske om at nedlægge en sikahjort. Da en af de andre fortalte, at han havde opstøvet en personlig kontakt til et gods i Dorchester, var der ikke langt fra tanke til handling.
Vi ankom til vores destination en dejlig efterårsdag først i oktober. Her blev vi installeret i en hyggelig, lille landkro i typisk engelsk stil, som skulle være vores logi under opholdet derovre, som var sat til fem jagtdage.
Næste morgen var vi hurtigt ude af fjerene og kørte med vores guider ud til hver vores revir. Det var en smuk morgen med behagelig temperatur og heldigvis tørvejr, hvad der ikke altid er tilfældet i dette ellers ret regnrige område. Det revir, jeg skulle jage i lignede på mange måder et typisk dansk landskab med spredte skove afbrudt af marker og enge.
På vores første jagtdag får jeg anvist en skydestige ved en lille lysning inde i et ret tæt skovstykke med, hvad der tit ses herovre, mange store rhododendronbuske. Jeg entrer op, mens min guide bliver stående på jorden, hvor han med sit lokkekald prøver at kalde en sikahjort til. Det lød også ud til, at der ville være gode chancer for, da der i den grad var gang i brunsten, idet hele skoven formelig genlød af det karakteristiske fløjtende brunstbrøl. Der går da heller ikke lang tid, inden der kommer én frem inde i en bevoksning. Afstanden ud til den var på små 100 meter, og selv om den ikke stod helt optimalt, følte jeg, at jeg godt kunne sætte en god kugle og trak af. Men hvad ser vi, den tegnede overhovedet ikke for skuddet. Hvad nu? en anskydning eller et rent forbiskud. Det viste sig heldigvis, at det sidste var tilfældet, for, selv om vi brugte lang tid på at lede efter skudtegn, fandt vi kun en overskudt gren. Det blev den eneste skudchance, jeg fik den aften – trods det, at skoven stadig genlød af hjortenes brunstbrøl.
Den næste dag er vi tilbage på samme sted, og min guide sætter igen lokkekaldet for munden. Der er også straks en, der svarer og bliver ved med at svare. Den befinder sig langt inde i en meget tæt bevoksning, hvor det ikke er muligt for os at komme ind. Da klokken bliver godt otte, beslutter vi at gå tilbage til bilen, som vi har parkeret cirka 200 meter borte. Jeg tager min mobil frem og foretager et opkald til DK, for selv om jeg ikke selv er til stede, skal min forretning jo køre. Da vi er nået hen til bilen, hører vi en fløjtelyd dér, hvorfra vi netop er gået. Vi stivner, og jeg får straks afbrudt telefonsamtalen. Vi skynder os tilbage til området i nærheden af skydestigen, og her står jeg i cirka 5 minutter med riflen i skydestokken. Min guide prøver igen at fløjte, men der bliver ikke svaret. Han står cirka 2 meter fra mig, og hvad han i modsætning til mig ikke kan se, er, at der godt 50 meter fra os går en stor hjort, hvoraf jeg dog kan kun se stængerne. Jeg prøver at give ham tegn om, at den er på vej hen mod os, men nu er det ham, der har travlt med sin mobiltelefon.
Hjorten kommer endnu tættere på. Den når ind på blot 40-45 meter, men bliver dér skjult for mig bag ved et tykstammet egetræ. Der går en 20-30 sekunder, som jeg med adrenalinet dunkende i årerne føler som en evighed. Jeg får omsider vejrtrækningen under kontrol, og da den endelig træder den frem fra træet, er jeg klar og lader straks kuglen straks. Den træffer hjorten lige i bringen, og den falder på stedet. Jeg udbryder:”Yeah, min første sikahjort!” Henne ved den siger min guide: “Congratulation, good shooting, and how big it is!” Det siger de vist tit, men da jeg får målt den op, viser det sig, at han bestemt havde ret, for Sten Breith opmålte den til 262,40 point, hvilket rækker til en guldmedalje.
Det blev helt igennem en helt fantastisk tur for mig, for den næste dag havde jeg held til at skyde 2 mere – ganske vist ikke så store, men ét medaljetrofæ må vel også være nok
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
