TEKST: NIELS DYGAARD. FOTO:
Den 9. december 2017 var dagen, hvor jeg var inviteret på riffeljagt i Stagsted Skov i det nordjyske, nærmere bestemt sydvest for Flauenskjold. Stedet udgør en væsentlig del af Jyske Ås. Det er et meget spændende, kuperet terræn med nogle af Vendsyssels højeste punkter, flere over 100 meter. Vegetationen er en kombination af gamle bøgekulturer og nåletræ. I dag et rigtig godt terræn for kron-, då- og råvildt.
Jagtformen var tilrettelagt som en bevægelsesjagt med få ’drivere’ med små hunde. Dagen var delt med en såt før frokost og en om eftermiddagen, så påklædningen skulle være i orden til godt et par timer i hochsitz. Formiddagssåten var ganske livlig med drev og skudafgivelse, men for mit vedkommende blev det dog kun til synet af råvildt uden for skudafstand.
Efter en herlig frokost med suppe, serveret i skoven, skulle eftermiddagssåten vise sig at blive en uforglemmelig oplevelse for mit vedkommende. Jeg blev sat af i en hochsitz, der ligger i ’Svinedalene’, et sted jeg kendte vel fra mit tidligere medejerskab af skoven i 80-90’erne. Stedet er ekstremt kuperet, så foran mig var en dyb slugt uden væsentlig vegetation, men med veksler, som klart udviste aktivitet af vildt.
Den første time havde jeg fornøjelsen af en enlig hind ude på godt 100 meter, som kom i fuldt trav, men jeg nøjedes med at nyde synet. Efter yderligere en halv time dukker en af driverne på min venstre side frem fra de fredede ’musebøge’, som findes der. Han vinkede og valgte at gå tilbage til det sted, hvorfra han kom. Hvorfor viste sig hurtigt! Ret over for mig på den modsatte dalryg kommer nemlig to hjorte ud af en grantykning – ligeledes i fuldt trav og med kurs ned gennem slugten direkte mod mig. Den forreste hjort var en måske skudbar tiender, men den efterfølgende var klart markant større. Så fokus omkring, hvilken hjort det drejede sig om, var hurtigt afklaret.
Dyrene nåede bunden af kløften og fortsatte med kurs direkte mod mig. Der var en højdeforskel mellem os på cirka 25-30 meter på det tidspunkt. De fortsatte op ad bakken mod mig. Så jeg måtte op at stå i hochsitzen for at kunne følge dem. Riflen var oppe og klar. Men at afgive skud til en hjort på vej op ad bakken med direkte kurs mod dig er meget risikabelt, nærmest umuligt, idet bringen jo ikke er fri af hoved- og næseregionen. Der gik på det tidspunkt mange hurtige tanker gennem mit hoved.
Nu var hjortene inde på 35-40 meter, og heldigvis valgte de af ’slå af’. De valgte at gå højre om hochsitzen ude på kun omkring 30 meter og fik nu siden til mig. Så var der ingen betænkeligheder mere. Skuddet blev afgivet til den rette hjort. Den tegnede og fortsatte 25-30 meter, stoppede op, sank lidt ned i knæ, hvorefter den væltede omkuld og var forendt. Andet skud var parat, men kom ikke i anvendelse.
Pulsen var nu på trods af mange års erfaring kommet lidt op over normalen. Det rygtedes relativt hurtigt blandt drivere og øvrige jagtdeltagere, at der vist nok var nedlagt lidt af et trofæ, så såten blev blæst af lidt før tid. Det med ’lidt af et trofæ’ skulle vise sig at være sandt, idet den af Stein Breith blev opmålt til 219,63 point.
Med venlig hilsen
Claus Melgaard
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
